Første date

[Alice Longbottom]

Det var ikke, at Alice havde prøvet at holde sit liv på Skt. Mungos adskilt. I hvert fald ikke bevidst. Men siden den nat, hun havde tilbragt hos Barnabas Birthwistle , havde hun haft travlt på hospitalet og de fleste aftener var hun kommet sent hjem.

Men pludselig var dagen der. Dagen, hvor Barnabas havde inviteret hende ud. Han ville hente hende hjemme, havde han sagt og Alice havde besluttet, at hun ville tale med sin far om det inden, men hun havde været alt for optaget af at komme i bad og få valgt det rigtige tøj. Nu kunne der ikke være meget tid tilbage. 

Nervøs for den samtale, de skulle til at have, søgte hun ind i stuen. "Far? Har du tid et øjeblik?" spurgte hun forsigtigt.

Neville Longbottom
27. august

[Neville Longbottom]

Neville havde opgivet sine rygevaner næsten fuldstændig. Idéen om at ryge pibe knyttede sig mest af alt til en forestilling om hvilken mand han burde være og han var tydeligvis ikke i nærheden af en idéel far, husbond eller mand. Til gengæld var han begyndt at sortere i husets mange, mange bøger. En del af dem tilhørte Hannah og han var ved at pakke kasser til hendes nye hus, da hans ældste datter kom ind til ham. Hovedet blev løftet fra en studeren af et leksikon om giftige planter og han smilede svagt til hende.

"Jeg har altid tid til dig," konstaterede han, før han lagde bogen fra sig. "Hvad er der los?"

[Alice Longbottom]

Alice smilede og gik hen til en lænestol ikke så langt fra hvor hendes far sad og sorterede. Benene blev lagt over kors og ryggen ranket. Et lille nik, mest til hende selv, indikerede, at nu var hun klar.

"Jeg er jo begyndt at arbejde på hospitalet," startede hun og hvorfor var det egentlig der, hun startede. "... Som du jo ved..." Alice klarede halsen. "I hvert fald, så har jeg mødt én der. En..." Mand? "Person. Af hankøn." Smilet var forsvundet, mens hun havde padlet rundt i sine ord, men som hun fangede hans blik igen, indfandt det sig igen på hendes lyse læber.

[Neville Longbottom]

Neville lagde bogen fra sig, som Alice gav sig til at væve rundt. Han satte sig selv på kanten af sofabordet og begtragtede hende. Et bryn skød lidt op og han trak en smule på smilebåndet.

"Ja? Det lyder dejligt, skat. Er han også glad for dig?"

[Alice Longbottom]

Det sitrede i mundvigene og Alice strålede efterhånden som en lille sol fra sin plads på kanten af lænestolen. Alene tanken om Barnie fik det til at vælte rundt inde i hende, men på den allerbedste måde.

Hun nikkede. "Ja. Han er faktisk på vej hertil om ikke så lang tid," svarede hun og blikket flakkede op til uret. "Et par minutter, faktisk. Jeg ville have sagt noget før, men der har bare været så travlt og..." Stemmen døde ud og Alice trak på den ene skulder. "Ja."

[Neville Longbottom]

Nevilles bryn røg lidt op over konstateringen, men Alice var en voksen kvinde og han måtte hellere undlade at sige noget beskyttende omkring hende, trods fristelsen. "Så du spiser ikke med til aftensmad, kan jeg regne ud," kommenterede han musende.

"Hvad hedder han?"

[Alice Longbottom]

Alice rystede på hovedet. "Nej, det gør jeg ikke. Men jeg har stillet alt klar til madlavning og lagt instrukser på køkkenbordet," forsikrede hun ham, selvom hun godt vidste, at de ikke just ville sulte, når hun ikke var der. Men sådan kunne hun også sikre sig, at det ikke indeholdt noget, der ville få Frank Longbottom til at stejle.

"Barnabas," svarede hun og vidste ikke, om hun håbede, at han havde haft ham som elev. "... Birthwistle. Du ved, Damaris Birthwistle s bror?"

[Neville Longbottom]

Nevilles bryn trak sig sammen. Han tog en vejrtrækning for at fortælle Alice, at hun ikke behøvede at tage sig af dem, men hun var allerede videre, da han nåede til det. Brynene røg lidt op og han nikkede. Han huskede normalt altid sine F.U.T. elever.

"Ja. Men han er... Et godt stykke ældre end dig, Alice. Er du nu sikker på, at I vil de samme ting...?"

[Alice Longbottom]

Det var dén reaktion, hun havde forventet fra sin mor, men nu var det faren, der kom med nogenlunde samme forbehold, som hun havde fornemmet hos Barnabas. Men Alice var ikke en pige, der bare lige gav op, når hun havde sat sig noget for.

"Vi vil de samme ting for nu," svarede hun simpelt og så roligt over på ham. "Resten må vi vil finde ud af til sin tid."

[Neville Longbottom]

Neville tog en dyb indånding og nikkede en enkelt gang, før han blødte lidt op i et svagt smil.

"Jeg vil dig kun det bedste, min skat," forsikrede han. "Jeg husker ham som en god knægt, men han må næsten være femogtyve nu? I gang med at planlægge sin fremtid?"

[Alice Longbottom]

Brynene søgte sammen. Det var alt sammen ting, hun havde overvejet og vidste, at hun en dag måtte tage stilling til, men Alice så ikke det som grund nok til at diskutere det med sin far. I hvert fald ikke et par minutter før første date.

“Det forestiller jeg mig,” svarede hun. “Men det er nok en af de ting, vi, altså han og jeg, kommer til at tale om i aften.” Brynene blev hævet over et temmelig sigende blik.

[Neville Longbottom]

Neville tog en dyb indånding. Alice var fornuftig, men det var trods alt også hende, der havde valgt at annoncere sin date lige før denne ankom. Da det bankede på døren, blev det hans tur til at hæve et bryn. Som datter, så også far.

"Han kommer naturligvis ind og hilser på," kommenterede han, før hun havde forladt stuen.

[Alice Longbottom]

En banken på døren fik det til at tumle rundt i hende og Alice så et sekund helt forbløffet ud, før hun kom på benene. "Naturligvis," talte hun ham efter munden, mens hun allerede ilede ud til gangen.

Hendes kinder blussede let, da hun skøjtede det sidste vej hen til hoveddøren og tog en dyb indånding, der nok burde være blevet til tre mere, før hun åbnede døren med et varmt smil fra første sekund, hendes blik fandt Barnies milde øjne.

"Hej."

[Barnabas Birthwistle]

Barnabas stod udenfor døren med en buket farverige markblomster og sine troldmandsrober helt lige. Da døren gik op og afslørede Alice, trak hans mundvige helt op i et nervøst smil og han rakte buketten frem som en glimrende afledningsmanøvre.

"Hej," hilste han selv simpelt og lidt betaget.

[Alice Longbottom]

Alice så en smule overvældet ud, da en farveeksplosion af blomster blev rakt frem mod hende, men smilet blegnede ikke så meget som et sekund. "Åh," lød det fra hende, da hun tog imod og begravede næsen i dem. Lyse øjne fandt ham igen. "Hvor er de smukke. Det behøvede du ikke." Men det havde fået til at føle sig svimlende lykkelig.

Svævende på en lille sky trådte hun tog skridt tilbage og åbnede døren for ham. "Velkommen til." Blikket gled over ham. Han var simpelthen så smuk. "Min far er inde i stuen. Det er den her vej."