Koldsved

[Gillian C. Fudge]

Der var kun gået en uge. En uge med almindelig skolegang havde været det, det tog og Gillian Fudges liv føltes allerede i ruiner. Det havde taget hende nogle timer, før det gik op for hende, at hun havde mistet brevet til sin penneveninde på Beauxbatons, men da først realiseringen var dukket op, havde det fyldt hver en vågen tanke sidenhen.

Normalt ville Gillian gå i panik uanset hvad hun mistede, men netop indholdet på brevet og omtalen af en unavngiven fuldblodstroldmand, der havde fanget hendes interesse og sat gang i en masse tanker ved at gøre som det passede ham og sige, hvad der faldt ham ind. Det ville i hvert fald ikke kræve et geni at regne ud, hvem der blev talt om og ravnen havde intet behov for at dele sine tanker med nogen, hvorfor brevet heller aldrig var blevet sendt.

Efter endnu engang at have splittet sovesalen ad, havde hun fulgt alle sine skridt for at ende på biblioteket igen. Med stigende panik i blikket hev hun flere bøger ud fra hylderne. Stadig intet spor af det. Hendes øjne var blanke. Hvis nogen fandt det...

William Knight
7. september

[William Knight]

Pergamentet havde dalet fint til gulvet i Opholdstuen, da en tilfældig bevægelse havde løsnet den fra bogens tag. Dér havde det dernæst ligget, foldet ud på et af de tunge tæpper, for at blotte en fin snørklet skrift, som han genkendte fra notaterne der var nedskrevet i hans kladde. Da han bøjede sig ned for at samle papiret op, var det med en intention om at folde det sammen og ikke dvæle mere ved det. Det var jo ikke adresseret til ham. Alligevel fangede en enkel sætning hans blik, og blev til flere. Snart kunne han ikke tage øjnene fra det. Det var måske ikke adresseret til ham, men det var da ham det beskrev?

Trods Liam sjældent villigt læste breve ad flere gange, slugte han beskrivelserne som kunne de samle lidt af det forliste håb op fra brædderne. Mønten fik han trukket op af sin lomme og lagt ved siden af sig, som han havde taget plads i sin seng i sovesalen: Afventende på at den begyndte at lyse op.

Snart stod han på biblioteket. Øjnene søgte Gillian Fudge, men det var lyden af lidt af lidt af et virvar, der trak ham hen mellem bogreolerne de havde siddet ved sidt. "Leder du efter det her?" Spurgte han roligt, som han stoppede op bag hende. Pergamentet var foldet en smule sammen, som han holdt det lidt ud fra sig.

[Gillian C. Fudge]

Næsten manisk rev Gillian bøgerne ud fra deres pladser, udelukkende for at finde mere tomhed. Sider blev vendt og mellemrum tjekket, men held fandt hun intet af. Brevet heller ikke. Modløst sank hun ned at sidde på gulvet og stirrede på bjergene af bøger omkring sig.

Brevet indeholdt ikke kun beskrivelser af Liam, men også nok til at begrave hende for evigt. Tanker om ensomhed og utilstrækkelighed fyldte de sirligt skrevne ord og Gillian gemte ansigtet i hænderne ved tanken om, hvad der mon kunne ske, hvis det nogensinde blev fundet.

Den værst tænkelige stemme i øjeblikket lød og ravnen stivnede, før hun ganske langsomt vendte sig om, velvidende hvad hun ville se i løvens hånd. Og hun havde ret. Al farve forsvandt fra hendes ansigt og hun kom hurtigt på benene, hver muskel stiv i hendes krop.

"Hvor har du det fra?"

[William Knight]

Da Gillian vendte sig om, bemærkede han frustrationen i hendes ansigt. Eller afspejlede de læste ord sig blot omkring hans generelle opfattelse af hende? Han sank en klump i halsen og forsøgte ikke at virke for påvirket. Han havde invaderet hendes privatliv, trods brevet havde fundet ham først.

"Det må være faldet ind i min bog," Foreslog han. Det kunne lyde som en utrolig dårlig undskyldning, men han forsøgte at understrege sandfærdigheden i sine ord, ved ikke at lade øjnene vige fra hende. "Jeg tænkte at du ville have det tilbage. Og den her selvfølgelig..." Med sin frie hånd fiskede han galleonen op ad baglommen.

[Gillian C. Fudge]

Undskyldningen eller forklaringen eller hvad end det var virkede næsten lidt for belejlig og Gillian huskede sin mors ord. Intet hankøn var hævet over ethvert kneb for... Ja, hvad end de ville. Hun sank en klump, men bevægede sig ikke ud af flækken.

Der var en dump følelse i hendes mave over, at Liam ville aflevere galleonen tilbage, men for nu var der vigtigere ting at tage sig af.

"Har du læst det?" spurgte hun vagtsomt.

[William Knight]

Galleonen blev pillet ved i den ene hånd, formodentlig for at finde tryghed i en skrøbelig situation. Endelig bukkede han en smule under af skyld, som hun spurgte ind til hans mulige invasion af hendes privatliv. Han nikkede.

"Det var ikke min intention, først," Svarede han, "Jeg tabte det og samlede det op. I omløbet fik jeg... Jeg ville se hvad du havde skrevet om mig."

Øjnene bevægede sig skyldbetynget op mod hendes ansigt, "Undskyld."

[Gillian C. Fudge]

En lille klump is havde sat sig i hendes mave og havde nok egentlig siddet der, siden hun havde mistet brevet. Ved Liams svar spredte den sig hastigt, åd alt på sin vej og forvandlede det til kulde. Luften hvislede mellem hendes let adskilte tænder, da hun trak vejret ind i et skaprt sug.

Tanker ramte hende i tifold af gangen, mens Gillian så på ham og overvejede, hvordan hun skulle gribe det an. Så fugtede hun læberne. "Det vedkom ikke dig," bemærkede hun. Hendes tonefald var nøgternt og blikket var kun afventende bag overvældelsen.

Hun ville gerne have holdt sin mund, men alligevel overvandt nysgerrigheden. "Hvad tænker du om... det?" Om mig.

[William Knight]

En del af ham afventede en overordentlig gang skæld ud. At Gillian skulle konstatere at han virkelig var så slem som rygtet havde formidlet. Stemmen der ramte luften var dog langt mere kontrolleret. Gillian var virkelig ikke typen der bar følelserne udenpå tøjet; tilsyneladende skulle man fortolke de små, nærmest uanseelige, trækninger.

Igen nikkede han. "Det ved jeg." Sagde han dernæst. Han vidste at det havde været forkert af ham, men han havde ikke troet at han skulle snakke med hende igen. Derfor havde det været nemt at bukke under for nysgerrigheden. Især efter han tidligere havde overbevist sig selv om, at Gillian tænkte det værste.

"Jeg tænker at,-" For en gangs skyld forsøgte han at finde de rette ord, før han lod læberne gøre det hæmningsfulde formidlingsarbejde, "At vi måske er kommet skævt ind på hinanden. At vi måske har dømt hinanden for hurtigt."

[Gillian C. Fudge]

Liam så næsten overrasket ud ved hendes ord, og Gillian overvejede, hvilken reaktion han mon havde forventet. Mest af alt overvejede hun at gå op på sovesalen og lægge sig lidt. Det var den strategi, hun havde lært af sin mor.

Hun følte sig underligt flagrende med hænderne og greb en bog, hun kunne knuge ind til sig. "Det er vi måske," svarede hun tøvende, selvom alt i hende bad hende tage brevet og galleonen og gå.

"Jeg tænker ikke dårligt om dig."

[William Knight]

Nok havde det været Liam der havde snaget i Gillian's privatliv ved at læse brevet, men netop fordi hun nu vidste at han havde læst det, og fordi det indeholdt temmelig personlige følelser, følte han at det var på rette plads at sige:

"Jeg tænker heller ikke dårligt om dig." Han trådte et enkelt skridt tættere på hende for at mindske en smule af afstanden. Derved rakte han både pergament og galleon frem mod hende, med et afventende og lidt prøvende smil.

Selvom mange detaljer ved Liam var umodne - som hans tale-før-tænke mentalitet, de ungdommelige øjne, og drengede smil - fortalte han sig selv at han burde opføre sig voksent i situationen, "Jeg skal nok lade være med at snuse i dine sager igen. Det var forkert af mig."

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke helt, hvordan hun skulle håndtere situationen. Mest af alt havde hun lyst til at tage brevet og bare flygte op på sovesalen, langt væk fra hans nysgerrige blik og prøvende smil.

Tøvende rakte hun ud og tog brevet tilbage. Det blev hastigt knuget ind til brystet som om det at gemme det for hans blik ville kunne fjerne alt det, han havde læst. Det krævede en kraftanstrengelse at synke og da hun endelig havde gjort det, vidste hun ikke hvorfor.

"Ja. Ja, det var." Hendes blik flakkede, før hun låstes fast på hans mørke øjne og trådte et lille skridt tættere på. "Jeg ved ikke, hvad du tror, du ved om mig eller min familie på baggrund af det her, men..." Hun tøvede.

Selvom man måske i forbifarten ville kunne tro, at ravnen var vred, stod Liam tæt nok på til at kunne se den blanke hinde over hendes øjne. "Men du ved ikke noget."

[William Knight]

Opmærksomt fulgte han hende med øjnene som hun trådte tættere på. Trods han havde afventet en irettesættelse gennem størstedelen af deres samtale, bemærkede han uundgåeligt den blanke film over de klare øjne. Såvel som brevet havde båret et svagt præg af smerte og utilstrækkelighed, mærkede han derved sårbarheden gennem øjenkontakten. 

Derfor slog han snart blikket ned, for ikke at dvæle ved hendes sårbarhed. "Nej, det gør jeg ikke."  Bekræftede han ærligt, "Desuden er det ikke min sag."


Galleonen hvilede stadig i hans hånd. Den var faktisk blevet godt varm af at hvile i håndfladen. "Du vil ikke have den her tilbage?" Spurgte han derfor, som de mørke øjne igen fandt hendes.

[Gillian C. Fudge]

Det var vildt underligt at stå og prøve at nidstirre en person, der så ned i gulvet, men Gillian fik da fornemmelsen af, at Liam forstod situationens alvor. Hun følte sig en smule punkteret og skuldrene faldt, mens hun prøvede at huske, hvad der stod i brevet.

Dæmpet klarede hun halsen, da hans blik fandt hendes. Hun tøvede, selvom hun var ganske klar over, hvad svaret burde være. Liam havde overtrådt en ganske klar grænse, havde invaderet hendes privatliv og hun burde beskytte sig ved at tage galleonen fra ham.

"Nej," svarede hun og stemmen vaklede under stormen hende, bestående af frygt over, hvad han mon måtte tænke over hende efter at have læst brevet, i en paradoksal blanding med trygheden over, at der nu var et menneske så tæt på, at hun kunne række frem og røre ham, der kendte et fragment af hendes indre så godt.

"Ikke, hvis du vil beholde den."

[William Knight]

En del af ham ønskede at insistere og proppe galleonen ind i hendes hånd. På den ene side, ville han ikke tvinge Gillian til at se på ham, velvidende om hvad han havde gjort, og hvilke meninger hun måske mente at han havde dannet om hende,- mens han på den anden side heller ikke ville afvise hende blankt.

"Okay." Sagde han endelig, som mønten fandt vej ned i baglommen igen. Den selvsamme vej gik begge hænder. Der var trygt i lommerne. Så kunne man ikke se rastløsheden i hans hænder, som han nu overvejede om det var bedst at forlade situationen i dette lettere fredelige stadie.

Snart traf impulsiviteten valget for ham igen. "Skal jeg hjælpe dig lidt med oprydningen?" Spurgte han, som han netop fik rørt en falden bog med sin ene halv-slidte skosnude.

[Gillian C. Fudge]

Hver af sekunderne, der sneglede sig forbi, hvor Liam stod uden at tage et valg om galleonen, føltes som en lille evighed og for hvert af dem var nervøsiteten ved at æde hende op indefra, indtil han endelig accepterede og lagde den tilbage i lommen. Gillian ville ikke vise sin lettelse, men skuldrene sank alligevel synligt.

Blikket faldt ned på de mange bøger, der lå spredt på gulvet. Ved Merlin. Hendes mor ville have været sengeliggende en uge, hvis hun havde lavet sådan et rod derhjemme. "Jo, tak," svarede hun med et lille nik. "Hvis ikke jeg afholder dig fra noget."