To ud af tre [S]

[Cornelius Cameron]

Der var gået nøjagtig seksten dage siden Cornelius var vågnet op i Renata og Noahs seng. Både han og Renata havde haft travlt på arbejdet, men det var endelig lykkedes at finde en lørdag aften, hvor de begge to var ledige. Han havde været spændt lige så snart de satte datoen og han havde både udvalgt en god restaurant og fundet den perfekte lille gåtur, som de kunne strække benene på. Han var intet, hvis ikke grundig.

Da han bankede på var det med en tummelumsk fornemmelse i kroppen. Han havde taget mere afslappet tøj på end han havde på på arbejdet, men det var stadig pænt og ikke videre sprælsk.

Renata P. Earnshaw , den 25. august

[Renata P. Earnshaw]

Selvom Renata havde været fastbesluttet på, at hendes fokus denne lørdag kun skulle ligge på daten med Cornelius. Derfor havde hun skrevet hjemmefra, før hun havde dedikeret resten af dagen til at komme i ordentlig stand. Det var årevis siden, at hun sidst havde været på date.

Krøllerne var bløde og kjolen ikke særlig lang, men portugiseren havde aldrig haft nogle skrupler med at fremvise sine ben. Hun kastede et sidste, vurderende blik på sig selv i spejlet, purrede og i krøllerne og begav sig mod døren, netop som der blev banket på.

Hurtigt sted hun op i sine hæle og åbnede døren. "Cornelius," hilste hun varmt og lænede sig frem, før hun plantede et kys på hver af hans kinder. Vanen var ikke død fra tiden i Frankrig. Ugenert kastede hun et blik over ham.

"Du ser godt ud. Vil du ind til et glas noget, eller skal vi tage det ude?"

[Cornelius Cameron]

Cornelius skulle lige minde sig selv om, at selvom hun var Noahs hustru, så var det ham, der skulle på date med hende. Da han så hende var hans instinkt at lukke ned for den del af tankerne, der beskæftigede sig med, hvor pisse godt hun så ud, men efter et øjeblik smilede han skævt.

"Jeg tænkte vi gik hen til restauranten og tog et glas der," svarede han. "Og du ser også godt ud. Jeg har glædet mig til i dag."

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede og trådte ud til ham i gangen, før hun lukkede døren efter sig. Et bølgende, gennemsigtigt slør syntes at vælte ned over den og da vendte hun sig igen mod ham.

"Jeg har også glædet mig," fortalte hun ærligt og begyndte at gå ned ad trapperne. "Det glæder mig, at vi endelig fandt muligheden for det. Du er en travl mand, Cornelius." Intet i hendes tone lød andet end fornøjet, endda imponeret.

[Cornelius Cameron]

Cornelius lo dæmpet, som han fulgte efter Renata. Det ville uden tvivl være et bedre syn op af en trappe, men han begrænsede sig til at skænke det en enkelt tanke.

"Kun når det handler om at finde en hel friaften og også have en lille smule tid til planlægning," pointerede han. "Jeg ville jo gerne gøre det godt. Jeg føler lidt jeg bliver nødt til at imponere dig efter det måltid du selv diskede op med."

[Renata P. Earnshaw]

Det var en smigrende tanke, at Cornelius havde følt et behov for planlægningstid. Renata havde altid værdsat folk, der gjorde sig umage. De fortsatte sammen ud af bygningen og hun lod ham om at vise vej.

"Du har da allerede imponeret mig, efter det måltid," pointerede hun og krogede sin arm ind om hans med et drilsk blink. "Men tolk det endelig ikke som, at jeg ikke glæder mig til at se, hvad du har planlagt for mig. Jeg er en ulideligt nysgerrig sjæl, Cornelius."

[Cornelius Cameron]

En munter lyd forlod Cornelius, som med glæde gjorde plads til Renata ved sin arm og vente blikket mod hende, imens de gik, selvom han også holdt øje med brostenene på Diagonalstræde. Han styrede dem mod Den Utætte Kedel og udgangen fra deres lille boble.

"Du må vente lidt, før du får stillet din nysgerrighed," konstaterede han. "Jeg har planlagt, at vi skal spise på en mugglerrestaurant. Det er mere diskret. Og desuden er maden lækker." Han kastede et enkelt blik på hende igen. "Ikke ulig dig i den kjole der. De ben..."

[Renata P. Earnshaw]

Stiletter og brosten havde været Renatas daglige irritationselement, før Noah havde gjort hende opmærksom på, at det da sikkert kunne ordnes med magi. Nu gik hun atter sikkert ned ad Diagonalstræde og brød sig egentlig ganske godt om at gå der med den flotte, velsoinerede advokat ved sin side.

Hun slap en munter lyd. "Nyder du at holde en kvinde hen på den måde?" spurgte hun, mest i skamløs flirten og af mangel på kommentarer til resten. I forlængelse af hans kendskab til Noah, stolede hun komplet på Cornelius.

Hendes mørke øjne spillede. "Det er alt sammen for din skyld, kære." Det blik, han betragtede hende med, kunne hun sagtens vænne sig til.

[Cornelius Cameron]

Cornelius smilede skævt og skænkede Noah en varm tanke. Han ville nyde denne tid alene med Renata, men det var nu dem alle tre sammen han var blevet helt begejstret for. Nok til at trodse enhver forestilling om almindelig dating for at tage sin ungdomsvens hustru ud på en romantisk middagsaftale.

"Jeg har ikke haft fornøjelsen af at holde en kvinde hen i flere år, som jeg forklarede. Så det er bestemt noget jeg vil få det fulde udbytte af i dag," konstaterede han drillende. "Desuden har jeg hørt at tålmodighed er en dyd."

[Renata P. Earnshaw]

De trådte igennem passagen og den Utætte Kedel for at efterlade den magiske verden bag dem. Af en eller anden grund syntes hun allerede at kunne ånde friere nu.

"Pf, Noah er den af os, der går op i ting som dyder," konstaterede hun med et dæmpet latter og gav hans arm et lille klem. Blikket forlod sjældent hans lyse øjne.

"Så, Cornelius. Du er advokat, forstår jeg? Og på, um, Hufflepuff på Hogwarts ikke?" Kollegiernes navne og systemet bag det havde altid forvirret hende en smule. "Fortæl mig noget om dig, jeg ikke endnu ikke ved."

[Cornelius Cameron]

Cornelius grinede. Han gik også selv op i dyder, men det gjorde noget ved ham, at hun var så fri og uhæmmet. Hvis ikke hun havde været det, ville de bestemt heller ikke gå her. Ham og Noah var da aldrig nået til at indrømme deres begær, uanset mængderne af vin.

Med en smuk kvinde på sin arm, spadserede han ned af Charing Cross road mod Leichester square. Blikket gled fra hende til omgivelserne. "Det er rigtigt. En blødsøden advokat, ville nogen mene," svarede han med et glimt i øjnene. "Jeg ved ikke hvor meget du ved endnu, men selvom Noah var min første, så har der siden både været kvinder og mænd i mit liv, både kortere og længere tid. Ligesom Noah kan jeg lide begge køn og jeg bliver nødt til at sige, at du er en af de smukkeste kvinder jeg har mødt."

[Renata P. Earnshaw]

Det var en skøn rute, Cornelius havde valgt. Nationalgalleriet lyste som altid op i blå, lilla og lyserøde farver og syntes at oplyse den del af London, selvom solen var gået ned. Renata nikkede til hans ord, mens hun fik revet blikket fra bygningen igen.

Det meste af det havde hun gættet sig til, men komplimentet fik hendes smil til at vokse. Hun vidste skam godt, at hun var en smuk kvinde, men at høre ham sige det, gav hende alligevel en varm summen i maven. "Det er meget pænt af dig, kære. Tak," svarede hun og mente det. "Du slår mig som en meget reel mand. Det kan jeg godt lide." Hans arm fik endnu et lille klem.

Blikket gled igen frem mod byen. "Du er vokset op ude ved østkysten, ikke sandt?" Den spørgende form var mest af høflighed, en opfordring til at fortælle mere.. Gennem sit arbejde og sin nysgerrige natur vidste Renata lidt om de fleste - hvis ikke fandt hun hurtigt ud af det.

[Cornelius Cameron]

Cornelius blev aldrig kaldt kære på den måde af andre end sin bedstemor og Renata. Han undlod at sammenligne de to kvinder og nøjedes med at nikke let.

"Det gjorde jeg. Men jeg har boet langt mere tid herinde og selvfølgelig på Hogwarts. Jeg elsker storbyen. Du, derimod, er importeret fra Portugal. Det har altid fascineret mig. Er det for personligt, hvis jeg spørger til starten af jeres ægteskab...?"

[Renata P. Earnshaw]

Renata grinede dæmpet og begyndte straks at se ligheder mellem sig selv og advokaten, lige så vel som der var fællestræk mellem ham og Noah. Måske det var det, der havde gjort hele dynamikken de tre indbyrdes så dragende?

"Jeg er en fascinerende kvinde," konstaterede hun med et facetteret smil, der vandt hende et par sekunder til at overveje det. Hun nikkede. "Det er vel meningen, at vi skal lære hinanden at kende." Og hun havde aldrig haft problemer med at sige nej, når man nåede hendes grænser.

[Cornelius Cameron]

De vandrede ned af Charing Cross, før de krydsede til Great Newport Street og en arm blev mere praktisk til en tilbudt hånd. Det var intimt, men de samme fingre havde allerede bragt Renata til ekstase på hendes egen seng, imens Noah lå på den anden side.

Cornelius smilede skævt, før han blev mere alvorlig. "Hvordan var den første tid for jer? Dig og Noah som ægtefolk. Hvad skete der?"