I gang igen

[Nathaniel Goyle]

Briony N. Baines
2. september

Nathaniel stod i opholdsstuen, og forsøgte at instruere nogle første års elever i, hvordan de nemmest kom til og fra deres timer, hvis de ikke ville vildledes af trapperne. Det foregik ganske nonchelant og med en ret overlegen attitude, nu hvor han på sit sjette år kunne fortsætte med at kalde sig for vejleder.

Han var netop blevet færdig, da han fik øje på Briony. Han havde endnu ikke haft mulighed for at tale med hende, siden han havde set hende på toget og lidt til morgenmaden. Roligt lod hhan sit blik møde hendes.

[Briony N. Baines]

Briony sad i en sofastol i en lille krog af opholdsstuen. Hun havde stort set ikke snakket med nogen siden hun var kommet tilbage. Der var to personer hun var nervøs for at tale med. Den ene var Brianna og den anden var Nathaniel. Hun havde ikke sagt noget om hvad han kunne, men det vidste han ikke. Ved mindre han altså læste hendes tanker lige nu. Da hun mærkede hans blik på sig, så hun ham i øjnene og løftede sine bryn lidt.
Hun blev dog siddende da han så ud til at være travlt beskæftiget af førsteårseleverne.

[Nathaniel Goyle]

Med en håndbevægelse, fik Nathaniel de to førsteårselever sendt afsted mod deres sovesal, alt imens hans blik fortsat hvilede på Briony. Ikke uvidende om, hvad der foregik bag hendes rynkede pande. Nervøsitet og forsøget på at skjule sig, måske.

Det var ret tydeligt, at de fleste undgik hende. Men han var ligeglad. Han gik direkte hen til hende, da han var blevet ledig. "Så du er tilbage," lød det konstaterende fra ham. "Var det en god ferie?"

[Briony N. Baines]

Briony sænkede sin bog da han kom hen mod hende, hendes blik hvilede på ham mens han bevægede sig og løftede sig langsomt, tøvende mod hans øjne. Hun lagde bogen fra sig på det nærmeste bord og rejste sig op. Hun havde ikke lyst til at tale med ham, mens hun sad ned.
"Er det en spøg? Læser du ikke avis?" Spurgte hun og løftede sine øjenbryn.
"Min ferie har været rædselsfuld og knapt nok en ferie, hvad med din?" Det var kun et par uger siden at hun var blevet frikendt og sluppet fra at bruge resten af sit liv i Azkaban.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel fnøs af hendes ord. "Ironi er ikke din stærke side, er det?" Spurgte han og løftede det ene øjenbryn, mens han så på hende. "Du ved, at jeg ved det hele," tilføjede han så.

"Og hvad er en ferie uden at overveje, om Azkaban virkelig er det værd, hvis man slår sin lillebror ihjel." Den lille mide, der hele tiden fulgte i hælene på ham, fortjente nærmest ikke at trække vejret. "Men det er hverdagskost for mig." Han trak på skuldrene.

"De fleste undgår dig dog, netop af dit næsten-Azkaban-eventyr."

[Briony N. Baines]

"Ja de gør." Sagde hun. Hun forventede at hun ville bruge det meste af året alene.
"Og hvis du ved alting, så ved du også at jeg ikke har nævnt dig på noget tidspunkt og derfor kan du ikke have nogen grund til at have et problem med mig." Sagde hun og så ham i øjnene. Deres lille tankelæsningseventyr ville ellers have været endnu en plet på Edwards rygte, men hun havde ikke nævnt det overfor den auror hun havde talt med, på trods af det kunne have hjulpet hendes sag. Nu hun havde sagt det, kunne Nathaniel undgå hende ligesom alle andre.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel fnøs endnu engang. En lille smule fornøjet over hendes defensive attitude. "Måske er det din defensive attitude, som får andre til at holde sig væk." Og med andre mente han naturligvis ikke sig selv.

"Og hvorfor skulle jeg dog undgå dig?" Spurgte han, og løftede det ene øjenbryn. "Som din vejleder er det min pligt, at sørge for, du føler dig tilpas på kollegiet." Det var absolut kun fordi hun var en Nott. De mugglerfødte kunne passe sig selv.

[Briony N. Baines]

Briony så en smule irriteret på ham. Hun var kun så defensiv overfor ham, fordi han havde hjulpet hendes bror med at rode rundt i hendes hoved.
"Hvor pænt af dig." Sagde hun med et påtvunget smil.
"Har du overvejet at jeg ikke føler mig tilpas med at have dig i nærheden?" Spurgte hun og så ham i øjnene. Det var egentlig ikke helt sandt, hun kunne egentlig godt lide at tale med ham. Problemet var jo netop at hun ikke brød sig om hvor sårbar hans tankelæsning gjorde hende.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel trak på skuldrene, og gav det indtryk af, at han bare var af den hjælpsomme type. Hvilket de begge to godt vidste var en løgn.

"Nu lyver du igen, Briony," konstaterede han, og hans mundvige trak op i noget, der måske ville have været et smil, hvis han havde været i stand til den slags. Det blev mere bare til en grimasse. "Men jeg tilgiver dig."

[Briony N. Baines]

Briony blev rød i kinderne. Hun var flov over sig selv og de tanker han havde læst. Hun kunne bedre lide at gemme sig for andre, mem det kunne hun ikke med ham.
"Hvor er jeg heldig." Sagde hun og så lettere undersøgende på ham.
"Hvorfor taler du overhovedet med mig? Når du alligevel ved alt?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hun kunne jo ikke læse hans tanker, hvilket hun næsten var lidt glad for.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel trak på skuldrene af hendes spørgsmål, og ignorerede hendes lettere sarkastiske udbrud. "Er det da forbudt, at tale med dig?" Spurgte han og løftede det ene øjenbryn. "Det kunne jo være, at vi rent faktisk var i stand til at blive venner. Der er jo ingen andre, som vil have os."

Han var ganske klar over, hvad folk tænkte om ham. At det ragede ham en høstblomst var en anden side af sagen.

[Briony N. Baines]

Briony rystede på hovedet. Selvfølgelig var det ikke forbudt. Hun betragtede ham lettere overvejende.
"Fint." Sagde hun og formåede endda at smile en anelse.
"Så lad os gøre et forsøg på at blive venner." Hun sukkede let. Måske kunne hun endda tilgive ham for, at være gået med til at lære Edward at tankelæse. Nu var han jo alligevel væk og ville aldrig kontrollere hendes liv igen.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel løftede det ene øjenbryn over det der foregik i hendes hoved. Og endte med at rømme sig lidt. "Briony," sagde han og løftede en hånd op til hovedet, hvor han gjorde tegn til, at han altså havde hørt det hele.

"Hvordan var togturen?" Spurgte han i stedet, selvom han nok godt vidste det. Men han indeholdt da bare lidt høflighed. Engang imellem.

[Briony N. Baines]

Det var ikke fordi hun havde glemt at han kunne læse hendes tanker, det var bare ikke altid hun kunne styre hvad der poppede op i hendes hoved. Hun løftede dog bare sin hånd og viftede affejende med den.
"Den var ligesom jeg forventede den ville være." Sagde hun ærligt og så ham i øjnene.
"Hvordan var din? Det må være uoverskueligt at være et sted med så mange mennesker for dig." Sagde hun lettere nysgerrigt.

[Nathaniel Goyle]

Igen trak Nathaniel bare på skuldrene af Briony. Han burde vel have lært, at de færreste kunne kontrollere deres tanker. Eller nok nærmere det, som de tænkte på. Det havde ellers været rart med lidt ferie fra al tankelæsningen. Mest fordi hans egen families ikke var så meget værd.

"Uoverskueligt? Ikke rigtig. Nok mere ganske spændende. Selvom det er lidt forstyrrende, når folks tanker nærmest råber om kap for at blive aflæst." Han rystede lidt på hovedet. "De fleste tanker handler dog om, hvor lidt folk kan lide mig."