Igang igen

[Gillian C. Fudge]

Første dag på Hogwarts var på en eller anden måde bare forsvundet i rejse, middag, nye vejlederpligter og bare at nyde opholdsstuen, og Gillian havde været i dyb søvn allerede før hun ramte hovedpuden. Da hun havde kæmpet sig igennem de næste par dages studier, var hun derfor søgt til fællesttuen. Sådan kunne hun også udvide sit netværk med folk fra andre kollegier.

Da hun nåede derned, følte hun sig dog som altid en kende overvældet og hun stod lidt ubeslutsomt, før hun søgte gennem stuen. Hun sank ned i en blød længestol og endte alligevel med at gemme sig bag en bog.

William Knight
4. september

[William Knight]

Der var ingen tvivl om at han var glad for at være tilbage. Gladere havde han nok været, havde det ikke været for Imrah og Ennis - to kammerater fra hans sovesal - der havde stablet en fest på benene på ankomstdagen. Aldrig erindrede Liam at have takket nej til en fest, men efter at have forhørt sig hos de to drenge, forstod han, at han sandsynligvis burde blive langt væk. Komplikationer og drama var uundgåeligt, og blot trods han normalt ikke sagde nej til en udfordring og lidt manipulering af reglerne, ønskede han ikke at sende sig selv at grave sin egen grav. At gå glip af en fest, tilbringe de sene aftenstimer alene på sin første dag, og ikke være i stand til at hive tømmmermændsramte venner ud af sengen den næste, var Liam vel desperat efter at se velkendte ansigter. Ansigter der ikke snerrede af ham, når han forsøgte at få dem rullet ud ad sengen. Siden hvornår var han blevet en dødbider?

Fællestuen var muligheden han tyede til. Derfor slentrede han mod rummet, i håb om ikke at støde på de sjældne få der sendte hans blod i kog, men derimod spotte nogen som han rent faktisk gad overdynge med sin kedsomhed. Blikket gled lidt tøvende rundt. Fremmet, fremmet, fremmet. Først da øjnene ramte en brunette, siddende i en af de bløde lænestole længere fremme, bemærkede han det bekendte ansigt. Ganske vist halvskjult bag en bog. Nok havde han kun mødt hende én gang, men hvorfor ikke?
"Jeg prøver at vurdere om din intensive læsning betyder at man bør holde sig væk, eller ej." Bemærkede han som han stoppede op nær hende. Et skævt smil prydede læberne, som hænderne fandt deres tilpasse pladser i lommerne på de mørke bukser, "men måske er mit selskab mere interessant?"

[Gillian C. Fudge]

Selvom det var fællesstuen, der som altid var proppet med idioter og deres medfølgende larm, var Gillian ret god til at holde fokus på sin bog. Faktisk havde hun ganske effektivt fortrængt alt andet end den, før følelsen af at blive betragtet gnavede i hende.

Bogen blev sænket og de lyse øjne betragtede ham over den. En dirren i hendes ene mundvige varslede om et smil, men det var endnu ikke trådt frem. "Interessant er det nok," konstaterede hun og vendte blikket mod bogen, udelukkende for at placere et bogmærke der, før hun foldede bogen sammen og igen så op på ham.

"Liam Knight," hilste hun med et lille, reserveret nik, selvom blikket nysgerrigt studerede ham.

[William Knight]

Gillian havde lukket sin bog efter at have taget ham i øjesyn. En invitation, måtte det vel være. Derfor var der noget tilfredst over hans udtryk, som hans læber formede sig i et venligt smil, der netop afslørede antydningerne af smilehuller en anelse. "Gillian Fudge." Hilste han spejlende tilbage, som han ligeledes nikkede og dernæst dumpede ned i lænestolen overfor hende.

"Nå, har du indfundet dig med vejlederrollen?" Spurgte han snart. Han havde ikke hørt nys om at vejlederne havde haft fat i nattens festglade elever, og noterede sig derfor at han burde holde tæt omkring det.

[Gillian C. Fudge]

Skulle hun være ærlig, ville Gillian have rystet på hovedet og fortalt om hvordan det hele virkede en smule skræmmende og overvældende, og at hun inderst inde tvivlede på, om hun var den rigtige til ansvaret. Men alt det blev gemt bag et klædeligt smil.

"Ja," svarede hun roligt. Blikket på Liam var varsomt. En libertiner, havde Fionn sagt, og det skulle Gillian ikke nyde noget af. Men alligevel kunne hun godt lide, at han havde opsøgt hende efter deres sparsomme samtale. "Tak. Og du er kommet godt i gang med året?"

[William Knight]

Jeg har ikke mistet point endnu, i hvert fald, Havde Liam nær spøgfuldt formidlet, men stoppede sig selv i omløbet. Måske var det en flabet kommentar at diske op med overfor en person som syntes at tage vejlederrollen seriøst, og som, til hans information, endnu ikke havde et tilsmudset billede af ham.

Han kløede sig en smule over hagen, "Tjo, jeg har intet usædvanligt at berette indtil videre." Svarede han derfor, "Men jeg er glad for at være tilbage. Selvom jeg allerede nu kan fornemme at skolearbejdet bliver... Temmelig omfattende."

[Gillian C. Fudge]

Nok var Gillian ikke synderligt moralsk fleksibel, men hun troede på nye chancer og besluttede, at det ikke kunne skade i hvert fald at give Liam én.

"Det er dit syvende år. Jeg tror, det er meningen," pointerede hun og et smil strøg momentært over hendes læber. "Jeg har for resten lavet den her til dig." Ravnen lagde bogen forsvarligt til side, før hun rodede lidt i sin skoletaske. Lidt efter fremdrog hun en galleon fra den.

"Den er forhekset til at vise dig det tidsrum, jeg er på biblioteket på den pågældende dag. Desuden har den et svagt lilla skær, når jeg er der. Du burde kunne se det, når du holder det mod din hånd," fortalte hun og rakte Liam mønten. "Jeg stødte på ideen i en bog."

[William Knight]

Gillian havde skam en pointe. Desuden, var det måske for det bedste at Liam blev overdynget af en massiv lektiemængde frem for at rette opmærksomheden mod ligegyldige opgaver og muligheder. En stor lektiemængde gjorde det dog også sværere for en rastløs løve, ikke at bukke under for distraktionerne. "Du har nok ret." Indrømmede han derfor, som skuldrene blev trukket en smule på.

Øjnene bar et tydeligt præg af nysgerrighed, da Gillian gav sig til at rode i sin skoletaske. "Og mig som troede at jeg fik drikkepenge for at låne dig mit værelse..." Bemærkede han med et skævt smil som han tog imod galleonen, med et temmelig imponeret udtryk i ansigtet. I et sekund fangede han sig selv i at overveje om galleonen var Gillians måde at fremstrække en arm mod ham på andre måder end blot akademisk. Hendes udtryk fortalte ham dog noget andet, og han rystede hastigt tanken fra sig. Det var trods alt ikke ligefrem en booty-call mønt. Han havde trods alt proklameret, ikke kun overfor sig selv, men også sin bedste ven, at han skulle banke pigerne lidt ud af hjernen dette skoleår. Intet drama... Især ikke med yngre vejledere.

"Du er sgu fuld af overraskelser." Han drejede mønten lidt mellem sine hænder, og proppede den dernæst i baglommen, med et smil, "Selvom jeg aldrig har troet på lykkemønter, kan denne måske på sigt bringe mig lidt akademisk held."

[Gillian C. Fudge]

Gillian fnøs, men der var en flygtig skygge af morskab over hendes mine akkompagneret af et spillende blik. Den glødende følelse i brystet over Liams imponerede udtryk blev dog siddende.

"Der er ikke noget som held. Det handler om flid, hårdt arbejde," konstaterede hun snusfornuftigt og lukkede tasken igen. "Men det kan den måske bringe dig."

[William Knight]

Fornuften var så gennemtrængende, at han først antog at den var betynget af humor. Den korte tid tilbragt med Gillian kunne dog sagtens overbevise ham om, at denne pige måske tilhørte dé typer han sjældent omgikkes. Ikke fordi der som sådan var noget galt med de mere akademisk-alvorlige, men hans prioriteringer havde ofte ligget i markant anderledes steder.

"Såe…" Han trak lidt på stemmen, som han lænede sig godt tilbage i stolen, "Jeg skylder dig velnok et tak." Et smil strøg over hans ansigt, og blottede lidt af tandrækken, "Selvom du nok kommer til at fortryde mønt-tricket, når jeg overdynger dig med spørgsmål, hver gang den lyser op. Selv når du helst vil være foruden selskab."

[Gillian C. Fudge]

Brynene rynkedes, så panden faldt i lette folder. Liams lethed omkring hende, ommkring livet generelt, virkede så fremmet og hun vidste ikke, om hun fandt det forfriskende eller komplet frygtindgydende.

"Slår jeg dig som en pige, der helst vil være foruden selskab, da?" spurgte hun og lød kun undrende.

[William Knight]

Der herskede en anelse tvivl hos ham om det her var et af de der kvindespørgsmål, hvor man endte med at sige det forkerte uanset hvad man svarede. Gillian virkede dog blot interesseret og ikke just afventende om hvornår han trådte forkert: Noget nogle stykker syntes at afvente efter hans sidste to skoleår.

"Mhm, ja og nej." Svarede han derfor ærligt, som han sendte hende et roligt smil. "Jeg forventer vel bare at mit eget problem med at fokusere, kan blive en plage for dig, nu hvor dine mål er sat højere end mine."

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke det bedste for en vejleder at blive betragtet som reserveret og afvisende, selvom Gillian nok godt ville kunne se, hvorfor nogen kunne opfatte hende sådan.

"Måske det bare handler om tilgangen til det," foreslog hun. "Hvis vi kan udvikle dig et passende belønningssystem vil det nok give bedre mening at investere tiden i det."

[William Knight]

De mørkebrune øjne syntes at gløde lidt af en naturlig nysgerrighed. Gillian var i sandhed diplomatisk - især, nu hvor det omhandlede en rastløs knægt fra Gryffindor, som ikke kunne sige nej til en udfordring. Den ene mundvige bevægede sig en tand højere end den anden i et halv-sarkastisk og lidt fjoget smil.

"Det er ikke nu at du siger at hårdt arbejde er en belønning nok i sig selv vel?" Jokede han blidt, selvom han måtte indrømme at de positive associationer han fik af selve ideen om en belønning, talte til ham.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kom ikke fra et hjem, hvor jokes og spøgefulde bemærkninger flød mellem dem og hun så blot på ham med en hovedrysten. "Nej," svarede hun reelt, mens hun overvejede hvad der mon ville tiltale den ældre elev.

"Eksempelvis kan det være, at jeg giver dig noget, du godt kan lide, som chokolade eller sådan, hvis du når dit mål en måned."