Et uventet charmebesøg

[Nicolas Winger]

Maggie Hayes

Nicolas havde ærlig talt ikke anet, hvor Maggie boede, da de havde sagt farvel til hinanden på stationen i London. Men en lille ugle, der var sendt afsted fra det sydlige Wales til William Percyval Dean, fik ret hurtigt afklaret spørgsmålet. Og hvornår Maggie ville være hjemme.

Han havde vist aldrig været i Manchester før. Men en gang skulle være den første. Og han havde brugt spektral transferens til at komme derhen. Han havde i det mindste hørt om Old Trafford-stadionet, hvor han dukkede op. Naturligvis uden at tiltrække sig særlig meget opmærksomhed.

Efter at have leget detektiv lidt, fandt han frem til det hus, som Maggie og William boede i. Udenfor standsede han lidt op, og så på huset. Sååååååååå muggler-agtigt. Virkelig morsomt.

Med en skuldertrækning, gik han op til døren, og... Ringede på.

[Maggie Hayes]

Maggie var altid hjemme. Med en bog havde hun krøllet sig op ude i haven, så hun rigtigt kunne nyde det sidste af sommervejret, før ferien sluttede. Ganske vist var det forberedelse til syvende år, men det gjorde det jo ikke mindre hyggeligt. Hun havde i hvert fald altid elsket magiens historie.

Endnu en side blev bladret, mens hun forsvandt endnu længere fra den virkelige verden.

[William Percyval Dean]

Will vidste bare at det var Nicolas, da ringeklokken synes at ringe lige lidt for længe. Han skyndte sig ud fra sit værelse, for at overhale Isobel der allerede havde rejst sig og var på vej hen mod døren. "Hej! Det er iorden! Den tager jeg!" sagde han hurtigt idet han med hastige skridt gik direkte forbi hende uden så meget som at se på hende. Da han var i nærheden af døren, overvejede han dog kort hvorvidt underholdningsmomentet havde været sjovere hvis Isobel bare havde åbnet? Hmm.. Nå! Ligemeget! too late. Han kaldte på Maggie, inden han lagde hånden på håndtaget og diskret åbnede døren for at vifte Nicolas indenfor. Da han vidste at hun ville være der om ganske kort tid, rakte han ud efter sin jakke og tog den på. Klar til at smutte så snart bomben var faldet. Det var med at smutte inden hun rigtigt nåede at forstå situationen og blive utilfreds over den ellers gavmilde og empatiske overraskelse som han havde planlagt med Nicolas.

[Nicolas Winger]

Nicolas havde stukket hænderne i sine lommer på de bukser, han havde fundet frem til lejligheden. Normalt var det ikke lige noget, som han bevægede sig rundt i, men det havde været nødvendigt at blende lidt ind i mængden, da han gik rundt i kvarteret.

Da William åbnede døren, blottede han tænderne i et bredt smil. "Hey makker!" Sagde han smilende, og trådte ind ad døren. Uden at tænke over det yderligere, slog han med tryllestaven, og jakken forsvandt fra hans skuldre, og hængte sig på den knage, som William havde gjort ledig.

"Hvor er hun?" Hviskede han lavmælt, og så sig nysgerrigt om i entreen.

[Maggie Hayes]

Måske ville Maggie have reageret, hvis ikke det var Will, der havde kaldt. Og hvis ikke det var fordi hun havde glemt alt om at der eksisterede en verden med forældre og søskende og alt muligt andet. For hende var der kun forløbet op til lovgivningen vedrørende varulves registreringspligt.

[William Percyval Dean]

Will pegede i den retning som han skulle gå, da han spurgte hvor hun var. "Ligeud og så til højre, ud af havedøren. Hun sidder udenfor med en bog." hviskede han inden han trådte hen mod døren "Hyg jer! sagde han muntert, inden han stille forsvandt ud af døren.

[Nicolas Winger]

Nicolas burde nok ikke blive overrasket over, at Maggie sad med en bog udenfor. Men alligevel løftede han det ene øjenbryn og nikkede. "I sommerferien?" Spurgte han med et fnys. "Hun burde... Ja," han trak på skuldrene. Han var ret overbevist om, at William vidste, hvad han mente.

"Vi ses!" Sagde han så, da den føromtalte forsvandt ud af døren. Selv søgte Nicolas i den retning, som han havde fået anvist. Uden at støde på andre i huset. Han kunne høre dem.

Han stillede sig op i døråbningen ud til haven med korslagte arme. "Hvad så Magse?"

[Maggie Hayes]

Hendes blik gled over bøgens sider, slugte hvert ord og hver ny information med største overs og nysgerrighed, som læste hun verdens mest nervepirrende morddrama. To fugle begyndte at slås over hende. Blade og kviste dryssede ned rundt om hende, men Maggie læste uforstyrret videre.

Først da en kvist landede hen over bogens sider, så hun op med et overrasket gisp. En skikkelse i periferien af hendes blik fik hende til at dreje hovedet i en skarp bevægelse. Synet af Nicolas fik hende til at gispe højlydt, øjnene spærret vidt op.

“Nicolas!” udbrød hun, da hun havde samlet sig nok til at genfinde taleevnen. Hastigt fik hun skubbet sig op at stå. “Hvad... hvad laver du her?”

[Nicolas Winger]

Nicolas ventede i, hvad han selv mente, var en evighed, før Maggie endelig reagerede. "Jeg besøger dig," svarede han med et drenget smil, før han bevægede sig ud i haven til hende.

"Jeg skulle hilse fra William," tilføjede han med et skævt smil og blinkede drillende til hende.

[Maggie Hayes]

Overraskelsen stod malet i hendes lamslåede ansigt, som Maggie tog et par skridt hen mod ham. Hun overvejede selvfølgelig alle mulighederne for, hvad hun kunne (og ikke mindst burde) gøre i situationen.

I sidste endte hun dog med at stoppe lidt fra ham med en uforstående mine og et lidt fåret smil. "William? Hvad?"

[Nicolas Winger]

Nicolas løftede sin ene hånd og pegede i retningen ind mod huset og hoveddøren. "Det var ham der åbnede da jeg... Hedder det ringede på?" Spurgte han, ikke helt velbevandret i, hvad man egentlig brugte sådan en ringeklokke til.

"Og han sagde jeg skulle hilse. Lige inden han smuttede." Nicolas vidste godt hvorfor. Knægten skulle ikke nyde noget af Maggies vredesudbrud, før senere på aftenen. Hvilket fik ham til at smile en smule drenget.

[Maggie Hayes]

Nicolas begyndte heldigvis at forklare, men stykkerne var alligevel ikke helt nok til at samle det fulde billede.

"Jamen... Misforstå mig ikke, men hvorfra ved du, hvor jeg bor?" Maggie tog forsigtigt hans ene hånd. Var det mon okay?

[Nicolas Winger]

Nicolas havde lidt håbet på, at hun ikke ville spørge om netop det, som hendes skarpe hjerne opfattede. At hun ikke havde fortalt noget om, hvor hun boede, at han nu stod i hendes baghave.

"Åh, det..." Han rømmede sig, og lukkede sine fingre omkring hendes hånd. "William, han øhm... Skrev til mig, efter I havde haft en samtale omkring mig," svarede han så, ganske ærligt.

[Maggie Hayes]

Normalt var Maggie ret afklaret, mente hun selv, men ved forklaringen, blev hun temmelig højrød i hovedet og hun vendte sig om, sugede luft ind og skulle til at råbe op efter sin bror. Så gik det op for hende, at hun jo stadig stod med Nicolas, og hun punkterede en anelse igen.

Blikket blev vendt mod ham, et smil listende sig over hendes læber. "Bare rolig, jeg fortalte ham ikke, at du var min... Jeg fortalte ham ikke noget særligt," skyndte hun at rette sig selv.

[Nicolas Winger]

Nicolas kunne ikke lade være med at smile lidt bredt over hendes reaktion. Det var lidt morsomt at prikke lidt til Maggie og hendes uskyldighed.

"Såe? Er du helt sikker på det? For det blik han sendte mig, gav et ret godt indtryk af, hvad han forventede vi to lavede sammen," bemærkede han i en drillende tone.