"Festligheder"

[Katherine S. Blishwick]

Katherine sydede stadig indvendigt, selv efter hun havde mødtes med sin søster. Det at børnene nu alle gik lykkeligt foran hende med deres kandiserede æbler, gav hende på en eller anden måde bare plads til rigtig at mærke de følelser, der stadig ulmede under overfladen.

"Måske var det mig, der overreagerede?" sukkede hun og så hen på Josephine. Hun havde fortalt hele historien, men selvfølgelig undladt, at han havde taget fat i hende. De ting fortalte hun aldrig. Det var mellem hende og Aleksander.

Josephine Oswald

[Josephine Oswald]

Josie var afsted uden Oswald, hvilket var en befriende følelse. Det var længe siden hun havde været ude på egen hånd og måtte ærligt indrømme at hun havde savnet den frihed.

De brun grønne øjne vendte sig mod søsteren da muligheden bød sig. Hun rystede kraftigt på hovedet. "Naturligvis var det ikke det. Hvis ikke det gik så hårdt ud over jeres økonomi ville jeg have foreslået at du smadrede et par vaser" begyndte hun og måtte dæmpe sig for ikke at vække alt for meget opsigt. "Jeg fatter ikke at du bliver hos ham" sagde hun så og greb ud efter Katherines hånd som hun blidt gav et klem.

Nu var det dog ikke helt det samme ægteskab som Josephine havde med sin mand, men der var endnu ting som hun ikke havde fortalt til nogen, selv Katherine vidste meget lidt. "Uh der var engang hvor jeg fik fat i en antik som havde tilhørt hans mor. Nøj hvor blev han vred." Hun måtte alligevel le og klarede halsen en smule. "Men det bliver altid rigtig okay." sagde hun så stille.

[Katherine S. Blishwick]

En lille fold lagde sig over Katherines lyse hud på næsen. "Jeg kan da bare reparere dem igen," påpegede hun og smilede til søsteren, der gav hendes hånd et klem. Hun lod den blive der et øjeblik, før hun igen lagde den på barnevognen, som hun skubbede fremad.

"Jeg forstår ikke, hvordan de kan tillade sig at bebrejde os for alt der er galt." Hun sukkede lavt og rystede lidt på hovedet. "Han bliver så vred nogle gange. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre."

[Josephine Oswald]

Josephines øjne blev store og i et kort øjeblik gik det op for hende at de vaser og andet porcelæn hun havde ødelagt bare kunne repareres så let som et sving fra staven. "Åh. Du tog lige det eneste sjove ud af mit ægteskab" lo hun dog en anelse fornøjet. "Så kan jeg ødelægge dem igen"

Hendes blik fulgte søsteren som gled ned på den lille Zoya. Et lille stik ramte hende i brystet og hun måtte skære en kort grimasse. "Vi er åbenbart bare til pynt" fnøs Josephine og fnøs en anelse. Lige nu virkede Ottoline ti at have det eneste ægte og gode kærlighedsliv.

"Aleksander virker også som en mand med mange dæmoner" sagde hun stille og fik kuldegysning bare ved tanken. Han var en anelse skummel, det havde hun aldrig lagt skjul på.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine fnes og rystede lidt på hovedet. Selvom de var så forskellige, havde hun altid elsket Josephine for sit mod og sin utæmmede natur. "Det er ikke altid til at forstå, hvordan det skal gå." Hun prøvede at smile.

"Han har ikke..." Hun tav og klarede halsen. "Han prøver virkelig så godt, han kan," forsvarede hun ham og så ned på Zoya.

[Josephine Oswald]

Josephine løftede hovedet en anelse. Hun lod sig ikke så nemt kue, men kunne dog af og til mærke hvor magtesløs hun kunne føle sig når hele verdenen syntes at ramle sammen omkring hende. Særligt det faktum at Roderick mente at han gerne måtte se andre kvinder, men at hun ikke måtte, da det ikke var for en god sag. Selvom hun ofte tvivlede på hvordan hendes mand kamp for lighed mellem blod nogensinde ville fungere.

"Forklar mig så hvorfor du ikke allerede er på vej hjem, eller forsøger at finde ham?" Spurgte Josephine og bøjede sig ned for kort at stryge det lille barn over de små hår der var begyndt at vise sig på hovedet.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine overvejede skam søsterens ord, men endte i sidste ende altid ved samme konklusion. "De fortjener også at være børn," konstaterede hun og slog ud med hånden mod Markus, der holdt Annu i hånden lidt foran dem. De var så smukke med blomsterkronerne hvilende på de lyse lokker.

"Vi lovede dem at tage til fejringerne, så nu er vi her."

[Josephine Oswald]

"Ja. Det kan Aleksander i det mindste ikke ødelægge mere" bemærkede hun i et stort grin og lagde kort blidt armen om sin søster. Nu var de der og det var det der betød noget. Så matte Katherine tage den op når hun kom hjem. Men Josephine havde ondt af hende, hvilket gjorde at hun nok ville forsøge at se lidt anderledes på hendes eget ægteskab der trods alt blot var proforma.

Hun betragtede børnene og kunne ikke lade være med at smile. "Har du selv flettet kransene?"

[Katherine S. Blishwick]

Katherine smilede og prøvede at fatte mod i netop det. Hendes børn var glade. Hvad betød hendes lykke så for nu?

"Ja," svarede hun med et lille nik. "Også den, jeg havde med til dig. Jeg måtte sidde oppe til klokken halv to i nat for at få dem færdige, men jeg synes, de er blevet ganske flotte."

[Josephine Oswald]

"Du har også altid været god til den slags. Åh jeg husker det hyr du havde med at forsøge at lærer mig det. I stedet spiste jeg dem" lo Josephine der huskede tilbage til de spæde år. Nej hun havde aldrig været særlig god til de der nusse ting som Kat, og var næsten altid set med skrabede knæ, hængende fra et træ eller på vej ud af vinduet.

"De er virkelig flotte!" sagde hun begejstret.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine grinede sammen med sin lillesøster af minderne fra deres barndom. De havde altid været så forskellige, men i sidste ende bekymrede hun sig ikke for sin søster længere.

"Tak, jeg-" Hun stoppede op, både i sætningen såvel som fysisk. Ikke mere end tyve meter derfra var ingen anden end Aleksander i samtale med en smuk brunette. Hendes kæbe spændtes. "Jeg..." Hun kastede et blik på børnene.

[Josephine Oswald]

Josephine var ved at falde over sine egne ben da Katherine pludselig stoppede op. Hun gippede med øjnene og så mildes talt forvirret ud som blikket søgte den blonde heks.

"Hva, Kat?" hun bøjede hovedet og nået lige akkurat at kalde Markus og Annu an så de ikke fortsatte.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine så fra sin mand til børnene, der kom inden for høreafstand. "Det er Alek," hviskede hun, før hun bukkede sig ned og rakte en hånd ud mod Markus.

"Kom, skat, lad os gå herned og se," skyndte hun sig at aflede spørgsmål med og Markus tog Annushka med sig den anviste retning. Selv havde hun stadig sine problemer med at komme i bevægelse. Hendes blik virkede fastnaglet til Aleksander, smilende og sorgløs sammen med den unge kvinde. Hendes mund smagte surt.

[Josephine Oswald]

Josephine kunne mærke at hun allerede havde lyst til at gå over til sin svoger og stikke ham en på siden. Så kunne han i det mindste tænke lidt over det. Men hun undlod at følge sine instinkter og gik blot med Katherine.

Hun skubbede lidt til barnevognen for at hjælpe søsteren med at komme videre. Måske kunne de finde et sted at sidde hvor Aleksander ikke ville være inden for radius.

"Jeg tror du skal have noget at drikke Kat" bemærkede hun kort for hovedet.

[Katherine S. Blishwick]

Katherine lod Josephine stille sig for barnevognen og sørgede selv for at få gennet Markus og Annushka frem, mens hun selv stavrede efter. Aleksander havde værtet for travl til at komme til fejringen med hende, men kunne godt finde tid til at se en anden kvinde.

Pludselig gav det hele mening. "Ja. Noget med procenter," mumlede hun anstrengt og prøvede at holde den samme lette tone, som hun altid havde omkring sine børn.