Er vi nu forlovede?

[Sophia Pierce]

Outfit

Tidspunkt: Høstfesten om eftermiddagen
Tråd til Imrah Avery

Sophia havde været godt utilfreds de sidste par dage. Eller det vil faktisk sige, hun var delvis utilfreds, men meget utilfreds på sin mor. Sagen var at hun nu var blevet forlovet, og hvem var hun blevet forlovet med? Imrah, fordi de havde snakket så godt i haven. Jamen det var da typisk! Hun var bestemt ikke tilfreds. Det kunne han heller ikke være. Hun vidste, at han havde sagt han aldrig ville gifte sig med hende. Det var egentlig også fint nok.

I sin frustration havde hun valgt at tage til høstfest, måske hun kunne drikke irritationen væk, hvis hun kunne finde nogen at drikke sammen med. Hun gik derfor nu rundt med en øl i hånden og slappede af indtil hun fik øje på Imrah. Måske hun lige skulle tjekke med ham om hvordan han havde det med det hele. Derfor gik hun hurtigt over til ham. "så.... Har du fået den store nyhed?" Hun lød ikke selv helt begejstret men smilede da også samtidig. Det var jo egentlig ikke Imrah hun havde noget imod.

[Imrah Avery]

Imrah havde ikke været forbi de mange boder, som ragede ham en høstblomst. Han havde, som et traditionspunkt, blomsterkrone i det lyse hår, men lignede nærmere en bitter Pan end munter Puck.

Han sad ved et bord ude foran De Tre Koste, da Sophia kom hen til ham. Blikket på hende var mindre godmodigt end omtrent 90% af tiden fra ham.

"Var det din idé?"

[Sophia Pierce]

Sophia satte sig ved siden af Imrah og kiggede ud på byen. Hun himlede lidt med øjnene og fnøs ved hans spørgsmål. “Helt ærligt, hørte du slet ikke efter ude i haven? Nej det var absolut ikke min ide. “ startede hun så ud og var lidt mere ligeglad med om hun sårede ham. Hvis han virkelig troede det, så var han dummere end hun først troede. “Jeg er ikke interesseret i at være forlovet. Eller at andre vælger min fremtid for mig” uddybede hun så og så direkte på ham, så han vidste hun mente det. 

[Imrah Avery]

Imrah nedstirrede hende. Han kunne have pointeret at det han havde hørt var at hun spurgte om han nød selskabet, men han bed tænderne lidt sammen om det og forsøgte - forsøgte - at forestille sig at hun ikke havde haft noget at skulle have sagt.

"Så synes jeg ærlig talt du har klaret forhandlingerne hos dine forældre ret ringe," pointerede han dog alligevel lidt uretfærdigt.

[Sophia Pierce]

"Jamen tak. Jeg kan da gætte at du klarede dine lige så godt." Hun hævede et irriteret øjenbryn over ham, Han skulle ikke tørre denne her af på hende. Troede han helt reelt at hun havde haft noget at sige? "Jeg er virkelig ikke interesseret i dette her. Det troede jeg faktisk du havde fattet" Hun måtte have taget helt fejl af ham uden i haven den dag. Hun havde faktisk haft et lille håb om at de faktisk kunne stå sammen mod irriterende og latterlige forældre, i stedet var de nu blevet vendt imod hinanden.

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn. Han var afvisende, hun var sur og det så ud til at gå helt perfekt med den forlovelse. Heldigvis var der da mindst to år til grundigt at komme ud af den igen.

"Rend mig, pinkie," svarede han afslappet og mindre cool end han var 99% af tiden.

[Sophia Pierce]

Sophia skulle lige til at sige noget, men lukkede så munden at tog et par dybe vejretrækninger og pustede langsomt ud. "Okay hør. Du vil ikke giftes med mig, jeg vil ikke giftes med dig. Er vi enige?" De var nød til at finde en løsning på dette her, og det var måske alligevel bedst at se om de kunne arbejde sammen mod forældrene.

Hun kløede sig lidt i panden, mens hun tænkte. "Måske vi sammen kan finde en løsning? Jeg ved ikke hvad din grund er, de også irrelevant, men i stedet for at overrumple mig, skulle vi måske se om vi kan finde en løsning sammen med vores forældre?" Det var han vel ikke for tykhovedet til at sige nej til?

[Imrah Avery]

Imrah betragtede Sophia en god delt tomt, selvom hun ikke tog fuldstændig fejl. Han rystede langsomt på hovedet.

"Sikkert," kom det besk. "Men det her var aldrig sket, hvis ikke dine forældre var desperate efter at afsætte dig, så du kan forvente, at de finder en ny."

[Sophia Pierce]

Sophia himlede med øjnene. “Min mor er simpelthen for meget. Hun tænker kun på navne og status. “ Sophia himlede med øjnene. Hendes mor var pinlig, det var sikkert. 
Imrahs ord overraskede hende alligevel lidt. Betød det han faktisk havde en smule ondt af hende også?  

“Vi kan lige så godt få dig ud af aftalen. Så kan jeg sikkert klare mig indtil hun finder en anden.“ hun sukkede fordi hun kun vidste at det var Imrah der rigtig kunne komme ud af det. Det ville kun være dumt ikke at få ham ud. 

[Imrah Avery]

Imrah hævede et bryn over velvilligheden. Han havde ærlig talt forudset, at hun synes det var smart at trække ham med sig ned, så hun slap for en type som Corbinius Yaxley. Slytherintyperne havde sjældent været kendt for deres evne til at se ud over egen næsetip.

"Hvordan forestiller du dig at det ville gå?"

[Sophia Pierce]

Sophia trak på skuldrene. Ja, hvordan mon det ville gå, men hvad mere kunne hun gøre. Det gik op for hende at hun faktisk var blevet glad for Imrah og derfor ikke ønskede at trække ham med ned i elendigheden, så hvis hun kunne få ham fri af det, kunne det være hun ikke bebrejdede hende aftalen og så måske ville snakke mere med hende en anden gang. 

"Jeg finder vel nok en løsning. Mine forældre har aldrig fået mig forlovet før, så mon ikke det er muligt at holde sig fra de næste bejlere også?" Det var værd at håbe på, men også ting at planlægge ud fra. Så fik hun pludselig en ide. " Vi kunne jo! Altså... Vi agerer forlovede et stykke tid, en måned eller to, og så sker der en katastrofe, som gør at i trækker jer? Der er vel nok en eller anden fest efter skolestart, og så kunne vi sige jeg der havde vist mig slet ikke at passe ind i familien."

[Imrah Avery]

Imrah betragtede hende tegne en fantasi op og rynkede panden lidt over især det sidste. Han tog en dyb indånding, inden han sagde noget besk, som han ville fortryde.

"Hvis det var så let som at sige, at du ikke passede ind i familien, så ville de aldrig have tvunget os til at starte med," konstaterede han kløgtigt. "Mine forældre er tydeligvis blevet overbevist om at det her var en god beslutning. Hvordan vil du overbevise dem om det modsatte?"

[Sophia Pierce]

Hendes mor havde Helt sikker smurt tykt på, så allerede der galt det bare om at vise hvem hun egentlig var. Gå til lidt flere fester og gøre sig bemærket hos de rigtige. Hvad ellers. "Hvordan har dine forældre det med mugglefødte? eller måske utroskab?" Hun kunne finde sig en mugglefødt og være sammen med det tabte status hos nogen hvert fald.

[Imrah Avery]

"Jeg vil tro, at de er dybt ligeglade med hvad du gør, eftersom de allerede er sunket så lavt i deres øjne," konstaterede han tørt.

"Men du skal være velkommen til at kaste dig i grams. Jeg har nu bare tænkt mig at tie det ihjel."

[Sophia Pierce]

Hun hævede et undrende øjenbryn. Hun forstod ham ikke. "Du vil tie det ihjel? Efter at du råbte ad mig om at det hele var min skyld? Hvis du tier ender vi da helt sikkert med at.. at blive gift." Hun havde bare at nævne det.

Måske, hvis Imrah havde tænkt sig om fra start, kunne de havde løst det på en langt bedre måde, et åbent ægteskab så at sige, men som han havde beskyldt hende, så gad hun faktisk ikke. Han havde virket som en potentiel god ven, men nu var han bare en slange.. utroligt nok.