Plads til fejring

[Alice Longbottom]

Det havde ikke været den nemmeste sommer for nogen af dem indtil videre, men Lughnasadh havde altid været en af Alices favorithøjtider. Alt fra markederne, dans i gaderne og selvfølgelig blomsterkransene gjorde det til en højtid designet til hende.

Alice var også tilfreds, da hun efter kun en smule besvær, gik bag Augusta og Frank ved siden af sin far. Hun havde en mistanke om, at de kun var endt med at tage imod blomsterkronerne for hendes skyld, men i det mindste havde de dem på. 

"Nogle ting forandrer sig aldrig," konstaterede hun muntert, da de nåede Vildsvinet, hvor der traditionen tro blev danset og festet. 

Neville Longbottom

[Alice Longbottom]

Fortsættelse fra: link

Det var på ingen måde det dejlige afbræk fra deres forfærdelige sommer, som Alice havde planlagt. Tommelfingeren strøg stadig over Augusta Avery s hånd i blide, omsorgsfulde strøg. Strengt så hun op på sin far, før hun vendte sig halvt mod Frank og gav ham en serviet til den efterhånden hastigt dryppende is.

Hun sagde ikke noget. Ikke endnu. Stemningen virkede stadig alt for skrøbelig. 

[Augusta Avery]

Augusta burde virkelig have vidst, at det selvfølgelig ikke alt sammen bare lige ville blive ok. Sådan var det ikke for hende og da hun havde set Benedict slæbe afsted med den ældre kvinde, føltes det lidt som om at hendes mave havde vendt sig på vrangen.

Det gode humør var helt væk og hun kunne ikke få sig selv til at se på hverken sin far eller søster endnu. Især ikke når det stak i hendes øjne som det gjorde. Hun trak hånden ud af Alices og foldede armene over brystet, uden at kunne finde på en løgn at fortælle. Hun kunne kun koncentrere sig om ikke at give efter for den pludselige, irriterende trang til at lukke en hel måneds frustration ud gennem tårekanalerne.

[Neville Longbottom]

Neville havde mest lyst til at give Benedict McLaggen en massiv dummeflad, men han var i stedet gået med sine børn, den voksne beslutning, og gik og lignede et mindre tordenvejr, mens Alice var bekymret, Augusta på grådens rand og Frank bare spiste sin is.

Han tog en dyb indånding. "Skal vi bare tage hjem?" Blikket hvilede på den yngste datter. "Vi kan købe en stak bannocks og frisk syltetøj til aftensmad sammen med en ordentlig kop te."

[Alice Longbottom]

Det kunne knapt være gået værre, og Alice kunne ikke holde sig fra at sende deres far et strengt blik, da han bare foreslog at kaste håndklædet i ringen. Selv havde hun tænkt sig at gå til det med en mere optimistisk indstilling, men nu var det vist for sent.

I stedet lagde hun en arm om Frank, der stadig sluprede is tilsyneladende uden at have opdaget det drama, der lige havde udspillet sig for øjnene af ham. Hun nussede hans skulder lidt.

"Vi kan også blive," foreslog hun og prøvede at lyde både frisk og optimistisk. "Det er jo stadig en højtid. Bag skyerne skinner solen jo altid." Det lød mest af alt som en motivationsplakat.

[Augusta Avery]

Augusta havde sjældent ønsket sig mindre opmærksomhed end i det øjeblik. Hendes fars tilbud gav hende mest af alt lyst til at synke sammen som en kludedukke, både lettet, men også temmelig splittet. Hun skjulte et snøft bag en hånd, som hun strøg en lys krølle væk. I det øjeblik var hun ikke i tvivl om, at hun mest af alt havde lyst til at tage hjem og krølle sig op med en syltetøjsindsmurt bannock, men så så hun på Alice og Frank.

"Kan vi finde nogle bannocks her og spise, måske?" sagde hun endelig, primært for sine søskendes skyld. De skulle ikke tvinges til at tage hjem, bare fordi hun havde det som om at nogen lige havde slået hende i mellemgulvet.

[Neville Longbottom]

"Selvfølgelig, skat," svarede Neville Augusta. Lige i det øjeblik valgte han at ignorere velmenende Alice. Det var ikke hende, der lige var blevet offentligt ydmyget og han vidste alt for godt hvordan det føltes.

"Lad os finde en bod og et godt sted at sidde. Måske ved hovedtorvet?" Og dermed langt fra Vildsvinet. Han ledte vejen med en solid hånd på isspisende og distraherede Franks ene skulder.

[Alice Longbottom]

Alice vendte blikket mod AUgusta og åbnede munden for at svare, men blev overhalet indenom af deres far. Så hun lukkede munden igen og nikkede i stedet. Jo, selvfølgelig kunne de det.

"Ja, det virker som en god idé," konstaterede hun og smuttede ind foran Neville, så hun igen stod ved Augustas side. Omgående søgte hun op mod hovedgaden. Det kunne måske redde den her dag.

[Augusta Avery]

Augusta så tøvende op på sin far, nervøs for at se ham i øjnene. Hun havde været sikker på at møde vrede og lettelsen over hans reaktion vækkede et eller andet behov for tryghed i hende. Hun havde nær været ved at række ud efter hans hånd, da Alice maste sig tilbage mellem dem og forhindrede impulsen.

“Ja tak,” svarede hun derfor blot med et forsigtigt, men også skyldigt blik på sin far. Hjertet hamrede langsomt mindre hurtigt, som chokket lagde sig.

[Neville Longbottom]

Neville ledte vejen med en solid hånd på isspisende og distraherede Franks ene skulder.

Han talte ikke en helveds masse mere, men fandt dem en lammas bannock hver og førte den lille familie gennem menneskemylderet til de fandt en bænk ved hovedtorvet, hvor de kunne indtage deres mad. Han selv gav Augustas skulder et solidt klem, før han gav sig i kast med bollen.

[Alice Longbottom]

Alice var komplet nyttesløs, og følte sig det også til en frustrerende grad, mens hun gik i den trykkede stilhed igennem menneskemængden. Et øjeblik fortrød hun, at de ikke bare var taget hjem, da muligheden bød sig.

Så hun holdt sig i stedet i baggrunden og pylrede til en forandring ikke om nogen.

afsluttet