Drunk Meltdown

[Lewis "Steel" Malone]

Drunk Meltdown

Tråd til Mae Belmont
Tidspunkt: 03.10 om natten
Vejret: Skybrud og torden


Lewis havde brugt sin dag på at drikke og selvfølgelig havde han været i slagsmål som havde fået blodet til at pible ned over hans våde ansigt. Blodet blev fortyndet af regnen som piskede ned på ham. Det var med ren held at han undslap en Auror og lå nu på alle 4 i skovbunden og klemte jorden i hans fingre. Tryllestaven lå lige foran ham, mens han kæmpede for at rejse sig op. Efter lidt tid fik han rejste sig op og greb sin stav og svingede den bag ham, hvorefter en rød stråle skød mod en af træerne som nærmest eksploderede og væltede. "Du kan ikke gemme dig Fenrir!" brølede han og skød endnu en stråle mod en busk.

[Mae Belmont]

Mae havde aldrig følt sig hjemme i flokken, men følelsen var kun blevet værre, efter hun rent faktisk var blevet bidt og havde mistet sin mor. Rastløst vandrede hun rundt i søgen på et eller andet, der kunne give hende bare et eller andet igen.

Et rødt lysskær vækkede hende fra tankerne og brynene rynkedes. Så lød en alt for genkendelig stemme og hun kvalte et suk, før hun satte i forsigtig løb over mod den. En stråle kom skydende gennem buskadset og med et gisp måtte hun kaste sig til siden.

"Hva f.." Hun møvede sig igennem buskadset. "Steel, hva fuck?" råbte hun over til ham, påpasselig med at komme nærmere. Han havde sikkert drukket og fattede ikke en skid af, hvad der foregik omkring ham. Det var ikke ligefrem første gang.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis viste et tilfreds smil på sine læber og pegede sin stav direkte mod Mae. "Endelig viser du dig, hvor mange skikkelser antager du for at ramme mig? Denne gang var jeg forberedt." sagde han og grinte hånligt. Han lavede et lille flick med sin stav og straks skød den en blå kugle af energi direkte mod Mae.

En ting der var helt sikkert. Lewis ville ikke lade sig blive fanget af Fenrir endnu engang og gå igennem den samme tortur. Det skulle slutte her til aften. Han gav et grin fra sig i det kuglen nærmede sig Mae og oplyste hele området hvor de var

[Mae Belmont]

Mae rynkede brynene. "Hvad plaprer du om? Hold nu kæft og lad mig få dig i seng," mumlede hun, før han vendte staven direkte mod hendes bryst. Igen måtte hun kaste sig ned på jorden. Kuglen fortsatte hen over hende.

Nu jævnt irriteret, fandt hun selv sin stav frem. Skolen havde altid været svær for hende og hun var ikke en dygtig duellant, men Steel var heldgvis skide sprittet.

"Det er mig," råbte hun vredt. "Electra. Blackjacks datter." Staven var hævet i tilfælde af, at hun ville skulle beskytte sig.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis tog sig til panden som i forvejen var smurt ind i blod, det var som om han ikke kunne finde ud af hvad der var rigtigt og forkert. Han blev stille et øjeblik og kiggede derefter på Mae med de velkendte venlige øjne. "Mae?" sagde han stille og lod sine arme falde ned af siden på sig.

Lewis havde godt opfanget nu af det var endnu et tilbageglims fra hans fortid han havde oplevet og inderst inde håbede han på at ingen var blevet såret af hans opførsel. "Undskyld." sagde han roligt og satte sig på knæ

[Mae Belmont]

Hele hendes mine var fortrukket i bekymring og afsky. Lige nu var han et pragteksemplar på alt, hun altid troede, hun ville lægge langt bag sig efter Hogwarts. “Ja. Mae.” Hun himlede med øjnene, selvom hendes hjerte stadig bankede hårdt oppe i halsen.

“Skal jeg følge dig hjem?” spurgte hun og kastede blik op på hans ansigt.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis skammede sig over den måde han havde været på det. Det hele virkede så voldsomt når man ikke kendt til hans situation og han rejste sig derfor fuldstændig gennemblødt og vandrede mod Mae. . Selvom han var beruset var det ikke så meget mere end han nu plejede at være.

"Så... Hvordan går det?" spurgte han en smule akavet

[Mae Belmont]

Mae var efterhånden så vant til at se de samme blikke rundt omkring i flokken. Skam, vrede, afmagt. Det var over det hele, selv i hendes spejlbillede. Derfor tog hun det heller ikke så tungt, men tilbød ham blot en hånd til at komme op med.

"Peachy," svarede hun sarkastisk og så op på ham. "Og jeg kan se, jeg ikke er den eneste, der har det fremragende." Det var et shithole og de var alle som én fanget der.

[Lewis "Steel" Malone]

Et lille smil bredte sig på hans læber og tog glad imod hendes hånd. "Du ved hvordan jeg er, nogen gange bliver jeg lidt underlig, jeg undskylder min opførsel.. Du ved jeg ikke mente det" sagde han og sukkede og kiggede ned i jorden men tog sig til panden som gjorde ufattelig ondt

Han kiggede over på Mae, han var ikke så meget til kælenavne. "Ja livet er skønt" sagde han en smule sarkastisk

[Mae Belmont]

Mae trak på den ene skulder. Så var det vist også etableret. Med en hånd ved hans arm begyndte hun at gå mod hans hjem og så snart, han fulgte med, slap hun ham igen.

"Måske du skulle prøve noget fisse i stedet, så," konstaterede hun tørt og holdt blikket på vejen. "I stedet for at rende rundt i mørket og prøve at slå folk ihjel, mener jeg." Nogle havde et valg. Hans fucked op tanker kunne sikkert behandles somehow. Der var ingen kur for lycantropi.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis blev en smule chokeret over hendes sprogbrug, det var ikke særlig pænt. "Nu har jeg min kæreste som du nok ved.. Loreen?" sagde han lettere irriteret, det var ret så respektløst sagt. Han rystede en smule på hovedet og kiggede på hende. "Hvorfor er du så bitter?"

[Mae Belmont]

Mae så op på ham og så mildest talt uimponeret ud. Nu var det jo ikke en kæreste, hun havde sagt, han skulle få sig.

"Ja, du har ret, jeg er en attenårig varulv - jeg har jo alle livets muligheder åbne for mig, hvad tænkte jeg dog på," svarede hun i karikeret optimisme og himlede med øjnene.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis rystede på hovedet endnu engang og sukkede. Han havde valgt for længe siden ikke at se det som noget negativt, men nærmere som en hemmelighed han bare skulle leve med. Det var ikke sundt at gå rundt og have det sådan.

"Forstår godt det kan føles sådan. Har selv været der engang, men se hvor jeg er i dag? Jeg har mennesker omkring mig som holder af mig for den jeg er. Lycantropi behøves ikke at sætte en stopper for dit liv. Der findes måder der gør at du kan færdes blandt 'normale' mennesker Mae."

[Mae Belmont]

Mae kendte efterhånden 'jeg forstår godt, det er svært, men din sygdom behøves ikke være en dårlig ting'-talen forfra, bagfra og i sytten forskellige varianter. Alligevel lod det til, hun skulle høre den igen.

"Ja, sikkert," svarede hun derfor bare og traskede videre. "Heldigvis har jeg jo en gruppe strålende forbilleder omkring mig, jeg kan se op til." Hun fnøs.

[Lewis "Steel" Malone]

Lewis kunne mærke hvordan vreden i ham boblede. Alle i klubben var gode mod hinanden og støttede hinanden hvor de kunne, og det var som om at hun var fuldstændig ligeglad med alt det. "Kan slet ikke forstå de ord kommer ud af lige præcis din mund Mae. Alle folk har været der for dig og støttet dig hvor de kunne, hvordan kan du bare træde på folk sådan?"