Kurrer på tråden

[Kala Patil-Fawley]

Poolfesten var langt fra endt, som Kala havde håbet på, og hun havde mildest talt været eddikesur flere dage senere, og hun var evigt i underligt humør, når hun var hjemme. Vanya havde hun komplet undgået og selv flere uger efter, havde hun stadig ikke talt med sin tvillingesøster. Hun gad ikke se på hende eller tale med hende eller lytte til de åndssvage forklaringer eller forsvarstaler.

Med sin nyerhvervede fodbold under armen vendte hun tilbage fra græsarealerne, der lå tæt på huset, hun direkte gennem huset og op på sit værelse, hvor hun smed bold og kluns. Et bad skulle nok gøre hende i bedre humør.

Det gjorde da også noget godt, og hun følte sig ved lidt bedre mod, da hun igen traskede ind på sit værelse og lukkede døren bag sig. Hurtigt trak hun i det første og bedste tøj fra skufferne, før hun kastede sig i sin seng med et opgivende suk.

Vanya Patil-Fawley

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya havde ikke haft det særlig godt efter hændelsen til poolfesten. Til trods for at hun fortrød sine handlinger, var det dog af de forkerte grunde. Hun brød sig aldrig om at blive afvist, og i dette her sammenhæng var der ingen indtagelser. Hun kunne dog mærke at Kalas had til hende gik hende så meget på, at efter et par små uger tog sig mod til at banke på hendes dør, efter hun havde hørt at hun igen var hjemme.

Den tykke sorte fletning lå ned langs hendes skulder og hun var iført en lakserød sommerkjole, med hvide blonder hen over overdelen. Hendes øjne var skarpe, men man kunne alligevel se at hun havde grædt. Hun bed hårdt ned i læben og trådte ind på værelset.

"Lala. Du kan ikke ignorerer mig for altid" sagde hun med hæs stemme.

[Kala Patil-Fawley]

Allerede da der lød skridt ude på gangen, vidste Kala godt, hvem det var. Vægten og lyden af gangen var så distinkt for Vanya. Men hun vidste godt selv, hvad hun have gjort og Kala havde ingen intentioner om at tilgive hende lige nu.

"Nej," svarede hun derfor, da tvillingen endelig tog sig mod til at banke på. Hendes svar viste sig dog at være komplet ligegyldigt, for lidt efter stod Vanya og blomstrede midt på hendes gulv. Den dårlige samvittighed bed lidt i Kala, da hun bemærkede de røde, hævede øjne. Hun vendte blikket væk igen.

"Det fungerer fint for mig indtil videre, tak." Uden at se på hende, rejste hun sig fra sengen og skridtede over til sit skrivebord. Målmanden for Holyhead Harpies smilede op til hende fra en artikel om professionelle, kvindelige quidditchspillere.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya havde været komplet ligeglad med at hun intet svar havde fået til en start, og den efterfølgende afvisning. Kala havde ikke låst sin dør, men hun tog det ikke som noget viftende flag, tvillingen havde med sikkerhed blot glemt det.

Hun forsøgte at fange den andens blik, men forgæves. Vanya holdte kort vejret og kunne mærke at hendes sind pludseligt føltes som en tiårig. Hvis ikke du gør som jeg siger så holder jeg op med at trække vejret. - Det kom dog ikke så langt ud, men hun lignede dog en der var på nippet til at smide sig på gulvet og sprælle som en fisk på land.

"Det fungere ikke for mig" kom det vrængende fra Vanya der nu havde sat hænderne i siden. "Der er gået over to uger Kala. Det er det længste nogensinde." tårerene sprang ud af øjnene på hende. "Jeg ved godt at du er vred over at jeg gik med Liam. Men prøv at se det fra min side af, jeg følte mig totalt latterliggjort, ydmyget endda" kom det ærligt og hårdt fra Vanya der nu vendte et blik mod Kala.

Liam havde trukket sig væk fra hende som havde han brændt sig, og til trods for at han var alt for paranoid, så havde han haft tankerne alle andre steder end hos Vanya. I sidste ende var det bare virkelig en lorte situation.

[Kala Patil-Fawley]

“Nå,” svarede hun hårdt og prøvede at se trodsigt på sin tvillingesøster. Hun knækkede, da hun fik øje på tårerne og vendte blikket væk igen. Det var alt sammen så rodet, men Vanya burde have vidst bedre.

“Du bliver ved med at sige, at jeg skal se det fra din side, men hvis du nu lige holdt kæft i bare to minutter, ville du måske rent faktisk forstå, at jeg ikke er vred.” Det var ikke helt sandt, men vrede var i hvert fald ikke den mest dominerende følelse. “Jeg har bare ikke lyst til at snakke med dig. Så længe, du er i mit liv, vil jeg altid bare være...”

Hun tav og så væk igen. “Ved du hvad, hav sex med alle fyrene på skolen, gå efter Linh, gå efter dem alle. Se, om du får det bedre af det.”

[Vanya Patil-Fawley]

Vanyas blik havde ændret sig fra at være bedrøvet til at være bekymret. Hun havde brugt alt sin energi på at være i offerrollen til at det var gået hendes næse forbi hvordan Kala måtte have det. Til trods for deres store forskellighed, så var de tvillinger, søstre og bedste veninder, og Vanya havde forsømt alle tre roller.

"Jeg troede.." lagde hun ud med tav med det samme som Kala igen vendte sit blik bort fra Vanya. Hun tørrede sit ansigt og forsøgte i hærdigt ikke at spilde flere tårer end hun havde i forvejen. "Altid bare, være hvad?" hun æagde hovedet på skrå, og var nu oprigtigt både forvirret og nysgerrig.

"Jeg ville aldrig gå efter Linh.." bemærkede hun så halvkvalt og vred sine hænder mod hinanden. I forhold til Liam så havde hun ikke set på ham som Kalas bedste ven og første gang. Egentlig så anede hun ikke rigtig hvad hun havde set, han var jo helt ødelagt. "Jeg kan ikke lide at være alene!!" røg det så ud af hende. Armene løftet og strittede ud fra kroppen. Hendes øjne var store og hun mærkede hvordan hun bare havde lyst til at smække døren efter sig.

[Kala Patil-Fawley]

Kala stirrede vredt på sine sko. Hun vidste, at hun ikke ville have evnen til at være så vred, hvis først hun kastede et blik på Vanias sammenkrøllede ansigt, så det undgik hun med største omhu.

Ved indrømmelsen måtte hun se op. Længe var hun tavs, før hun så fik samlet sig til at sige det, hun sådan brændte efter. “Så må du deale med det eller snakke med mig eller nogen andre. Du prøver ikke at...” Hun tav. Det føltes så hyklerisk, når hun jo selv havde præcis samme måde at håndtere sin angst og vrede på.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya kunne mærke at hun blev endnu mere vred over at Kala nægtede at se på hende, det gjorde blot situationen endnu værre. Det var sandt at hun ofte havde svært ved at se ud over sin egen næse, og nu da hun rent faktisk havde brug for sin søsters omsorg, ramte det hende at hun ikke fik den.

"Jeg var jaloux." kom det så fra Vanya der havde forsøgt sig med at træde et par skridt længere ind i værelset. "Jeg er jaloux" rettede hun sig og vred sine fingre mod hinanden. Kala var så fri og udadvent, og for andre drenge, nem at tale med. Vanya var skarp og til tider ret så dømmende i sine ord. - Hvad fik hun for det? - Hundehvalpe og inkompetente bredskuldrende drenge. "Du oplever i det mindste forelskelse"

[Kala Patil-Fawley]

Kalas bryn fløj i vejret. Vanya jaloux på hende? Hun foldede armene over kors og anlagde sig en skeptisk mine, men de faldt hurtigt ned langs hendes sider, mens Vanya fortsatte sin talestrøm.

"Så det ville du ødelægge for mig?" spurgte hun, men kunne ikke få samme vrede eller indignation i stemmen denne gang. Nu lød hun i stedet bare flad og modløs.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya spærrede øjnene op, som kunne hun ikke tro sine egne ører. "Nej. Hold op med at fordreje mine ord" bed hun efter hende. De mørke bryn trak sig sammen og hun sukkede frustreret og slog opgivende armene ud.

"Liam, han valgte dig i sin tid, og nu da han endelig var ledig." forsøgte Vanya sig og måtte kort holde vejret før hun fortsatte. "Du var så optaget af Linh, og jeg troede ikke det ville få betydning. Kala, jeg er så ked af det, og jeg ville trække det hele tilbage hvis jeg kunne" de sidste ord fik Vanyas allerede fyldte bæger til at vælte og tårerene stod ud til alle sider.

"Jeg vil bare have min søster tilbage"

[Kala Patil-Fawley]

Kala lagde igen armene over kors, men var ikke lige så defensiv denne gang. Mest afventende. "Siden hvornår er du forelsket i Liam?" spurgte hun irriteret og rystede på hovedet.

Det var dog svært at blive ved at være sur og da Vanya smed alle hæmninger, og begyndte at stortude, rørte den dårlige samvittighed igen på sig. De korslagte arme var efterhånden mere et kram, og hun sukkede kapitulerende.

"Jeg ved ikke..." mumlede hun, selvom hun allerede var blødgjort. "Jeg... Alle drengene er vilde med dig, Vanya, Liam var den første, der..." Hendes blik flakkede. "Jeg elsker, at vi er tvillinger, men jeg vil også have noget for mig selv."

[Vanya Patil-Fawley]

"Jeg er aldrig forelsket Kala. Det er min forbandelse." sagde Vanya og trak på sine skuldre. Hun kunne dog godt se at hendes valg af ord måske havde givet det indtryk. "Jeg ville bare.." hun vidste snart ikke hvad hun ville længere, og aftenen med Liam var mest af alt et desperat råb om hjælp hvis noget. Hun valgte derfor ikke at lægge flere forklaringer i det.

Hun så op da tonen fra Kala ikke længere var så hård. Hun blinkede med de våde øjne. "De render efter mig som hundehvalpe, er du klar over hvor irriterende det er?" sagde Vanya der til trods for gråden ikke kunne lade være med at smile. "Det var et rigtigt kællingemove" sagde hun trist. Det var ikke et move man brugte på sin søster. Men Liam havde selv været lige så meget med i legen som Vanya selv, alligevel følte hun at det var hende der var den mest gyldige forræder. Liam var jo bare en dum dreng.

"Selvfølgelig! Jeg gør det ikke igen" lovede Vanya og stod nu helt henne ved Kala og havde rakt ud efter hendes hænder. "Desuden må Melanie godt få Liam tilbage" sagde hun og trak på sine skuldre.

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne ikke helt lade være at smile gennem gråden, selvom hun slet ikke kunne relatere til Vanyas måde at køre forhold på. Til sidst endte hun med at tage tvillingens hænder i sine med et lille nik.

Hun fnes og rystede lidt på hovedet. "Jeg tror ikke, hun vil have ham," mumlede hun med et træk på den ene skulder. "Det er derfor, han er lidt... Ja, over det hele." Hun sukkede træt og trak Vanya med sig hen til sengen, hvor hun droppede ned.

"Jeg siger også undskyld for... Ja, det hele." Hun trak en mørk lok bag øret. "Det blev bare så rodet den aften."

[Vanya Patil-Fawley]

Vanyas blik med i et kort øjeblik en anelse skarpt. "Hun var vist heller ikke særlig sød ved ham. Nu får jeg næsten ondt af ham" sagde hun med et lille suk og overvejede om hun skulle sende ham en ugle. Hun ville gerne have at de kunne fungere som venner, selvom Kala godt nok havde sagt at hun gerne ville have noget der var hendes, var det stadig vigtigt for Vanya at der intet dårligt lå mellem dem.

Hun tumlede med søsteren ned i sengen og puttede sig indtil hende, med hovedet på hendes arm. Hun trak en tot af det mørke hår frem fra Kalas skulder og begyndte at flette det.

"Jeg kan ikke huske halvdelen af aftenen" sagde Vanya med et lille suk.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lagde sig tæt ind til tvillingen og nød bare de blide berøringer i håret. "Nej, der er også detaljer, der er slørede for mig," konstaterede hun og sukkede lavmælt.

"... Jeg kyssede Declan. Til festen." Hun havde ikke talt med så mange om det endnu. Rygter spredte sig uanset alt for hurtigt.