Lange sommerdage

[Maggie Hayes]

Sommerferien var faldet og selvom Maggie havde prøvet ikke at være så kedelig, havde hun alligevel fyldt de fleste af sine dage med en bog ude i skyggen fra familiens blommetræ. Og det passede hende egentlig helt fint.

Hun var dog netop søgt ind i skyggen igen og greb en kande limonade, før hun hankede op under vasketøjskurven. Et langt, vurderende blik blev sendt på glassene. Nu havde hun jo sådan set lovet, ikke at bruge sin magi til huslige pligter, men hvis hun nu ikke brugte det på vaskekurven... Med et sving fra staven svævede både kanden og glassene efter hende op ad trappen.

Ved Williams dør stoppede hun og bankede på, ventede på accept og trådte så ind på hans værelse. "Hey, bortset fra et par af mine trøjer er det meste af det her dit," fortalte hun og dumpede ned på hans seng med kurven. Kanden og de to glas fulgte med ind.

"Hvad laver du?"

William Percyval Dean
4. juli

[William Percyval Dean]

Lyden af en banken fik hans opmærksomhed. Han skævede kort mod døren, men rettede så blikket tilbage mod bogens blege sider. "Mmmmhh?" mumlede han lidt fjernt inden han hørte døren gå op. Det overraskede ham ikke, at det var Maggie der var dukket op. Will trak på et skævt smil, som han forsøgte at holde gemt for hende. Han sendte et stjålent blik mod hende. Ud af øjenkrogen selvfølgelig og ganske diskret. Hun ævlede om noget vasketøj og satte sig efterfølgende på hans seng. Selv var hans bagdel solidt plantet i en stol, med benene smækket op på natbordet. Så faldt spørgsmålet om hvad han egentligt foretog sig. Uden at svare hævede han hånden der havde fat om bogen.

"Hyggelæsning?"

Sagde han troskyldigt, idet han tog hånden ned igen. Så drejede han hovedet mod hende, så han kunne se på hende ud af øjenkrogen.

".. sagde han, som en dårlig undskyldning for at han i virkeligheden overvejede hvilken metode, der ville være mest strategisk i forhold til at udvinde informationer om hans højtelskede søsters færden på skolen det sidste års tid?"

Sagde han stilfærdigt idet han lukkede bogen sammen og drejede rundt på stolen, med opmærksomheden udelt vendt mod hende. Dér sad han blot nysgerrigt og afventede.

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede og smilede skævt. Det var rart, at hun ikke var den eneste bogføre i familien, selvom både William og Elizabeth virkede til at være lidt bedre til menneskelig kontakt.

“Hold dog op,” fnøs hun og rystede på hovedet af ham. “Som om du ikke ved det.” Det havde ikke været nogen hemmelighed, at hun havde fået sit hjerte knust af Lorcan. Det kom måske af, at han gjorde det midt i opholdsstuen. “Det er dog bedre nu.” Hun smilede over til ham, mens kanden hældte op i de to glas og derefter sank ned på gulvtæppet igen. Hun lagde staven fra sig.

[William Percyval Dean]

Han smilte skævt og slog blikket kort ned i gulvet, idet han gjorde et træk på den ene skulder. Tjoh.. han havde vel hørt lidt, men hvorfor misse muligheden for at stikke kærligt til hende? Desuden så var han nok også mere interesseret i, at høre hvordan hun havde det. Da hun forklarede at det gik bedre, hævede han det ene bryn en anelse skeptisk.

"Virkelig?"

Will førte hånden op til munden og lod pegefingeren hvile eftertænksomt på overlæben.

"Så jeg behøver ikke udføre en evil masterplan for hævnens skyld? Jeg havde ellers overvejet et par muligheder.."

Sagde han og så på hende med et lidt lusket udtryk. De var vel forholdsvist harmløse, men ikke desto mindre enormt ubehagelige for Lorcan. Dog ville Will sikkert fortryde at komme på den forkerte side af ham. Selvom han overhovedet ikke kendte Lorcan eller på noget tidspunkt havde talt med ham, så havde han set ham på skolen og han virkede ikke just imødekommende.
Et eller andet sted var William nok glad for at Maggie ikke endte med ham. Hvis Lorcan var ligeså arrogant, som han så ud, så ville Will helt klart have et problem. But heck.. han kendte ikke gutten og efter Maggies forklaring så var det fortid. Med tankerne et helt andet sted, rejste han sig fra stolen og gik over for at tage glasset med lemonade.

[Maggie Hayes]

Maggie smilede skævt og nikkede. Nicolas have gjort det hele bedre, og så helt af pommeren til, og nu bedre igen. Hun tog en tår af sin limonade og nikkede mod det andet glas som en opfordring til broren.

"Pjat, du skal ikke blande dig ind i det rod. Lorcan og jeg er stadig gode venner," forsikrede hun ham. Eller... Måske ikke lige så gode nu. Men hun tvivlede ikke på, at de nok skulle komme dertil en dag.

Hun trak benene op i sengen, og blikket var nysgerrigt, da hun igen så på ham. "Hvad med dig? Nogle spændende drenge eller piger i dit liv for tiden?" Hun skulle ikke dømme.

[William Percyval Dean]

Han smilte skævt, imens han nikkede stille. Jamen så var det vel godt nok. Bare hun var ok. Will lysterede opfordringen, tog glasset og førte det til munden inden han tog en tår. Så rettede han blikket mod hende og skar han en grimasse ved hendes næste kommentar. Han gjorde en gestus mod sig selv, stadig med munden fuld af lemonade. Så sank han og tørrede munden af i ærmet.

"Piger, Maggie, piger.."

sagde han, som om at det var indlysende.

"Hmmh.. der er nogen der er spændende på én måde og så er der nogen der er spændende på en anden."

svarede han tvetydigt.

[Maggie Hayes]

Maggie trak på skuldrene. Uanset hvor skarp, hun så end altid havde været i skolen, havde hun aldrig besiddet samme årvågenhed, når det kom til menneskene i hendes liv. Det vidste William i det mindste allerede.

Hun rynkede brynene og så ikke videre imponeret ud over hans svar. “Aha, på den måde,” svarede hun misbilligende og fik så alligevel tvunget et smil frem. “Well, hvis det er sådan, du kan lide det.” Bare fordi det aldrig havde tiltalt hende, kunne det vel stadig godt have noget til sig.

“Så længe, du ikke sårer nogen på din vej.”

[William Percyval Dean]

Will hævede et bryn ved hendes svar. Hun var tydeligvis ikke tilfreds, men hey tvetydige svar, giver mulighed for fortolkning. De fortolkninger bad han vel selv om? I starten forstod han ikke helt. Men som hun talte gik det ligesom op for ham, hvordan hun havde forstået det. Han skød begge bryn i vejret.

"Man kan være dum og så kan man være meget dum. Dét du antyder er meget dumt."

Sagde han og satte sig på stolen igen.

"...og jeg er ikke dum."

Just so we are clear on that. Well.. måske var han lidt dum, men det var i andre situationer. Så det tæller ikke. Så sådan noget flakkeri havde aldrig rigtigt fanget hans interesse. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men for ham virkede det blot mere rationelt at udfordre skæbnen på et lidt højere plan end at lade sig drukne i kærestesorger eller bevidst forårsage dem. Titlen som hjerteknuser frasagde han sig gerne.

[Maggie Hayes]

Maggie så forvirret på ham. Så han hvad, så ikke flere piger? Eller han havde ikke tænkt sig at såre nogen? Hun hævede hænderne foran sig.

"Ved du hvad, det behøves jeg slet ikke blande mig i," konstaterede hun med et lille nik. "Desuden vil jeg også meget hellere høre, om ikke du kommer med til poolfesten. Nicolas Winger har overtalt mig til at tage med." Hun rødmede let.

[William Percyval Dean]

Will gjorde et ligegyldigt træk på den ene skulder og tog en slurk mere af lemonaden. Han lænede sig lidt tilbage i stolen.

"Poolfesten? Hvilken poolfest?"

Spurgte han og så lidt undersøgende på hende. Han bemærkede hvordan en fin rød farve lagde sig på hendes kinder.

"Du rødmer."

Konstaterede han blot idet han så mod hende med et hævet bryn.

[Maggie Hayes]

“Poolfesten hos ham der puffleren,” mente hun i hvert fald. Maggie havde aldrig været god med navne. Desuden havde hun aldrig talt med værten, men antog, at Nicolas havde.

Blikket flakkede ved hans observation. “Gør jeg?” spurgte hun og stemmen var ikke nær så afslappet, som hun var gået efter. Hun bandede indvendigt. “Well, det er jo varmt i dag.” Hun smilede uskyldigt.

[William Percyval Dean]

"Sure. Det lyder da hyggeligt"

Sagde han muntert.

"Hvornår er det?"

Selv havde Will aldrig talt med gutten, men hvis der var åben invitation så ville han da ikke takke nej. Det er alletiders mulighed for at få lidt luft under vingerne. William kunne ikke holde et grin tilbage, ved søsterens dårlige afledning.

"Ja, selvfølgelig."

[Maggie Hayes]

“Um, den 7.,” svarede hun og sippede igen lidt på limonaden.

Selvfølgelig havde hun lyst til at tale om Nicolas, men hun vidste ikke, hvor hun skulle starte eller hvad hun skulle kalde ham. Det var gået så hurtigt med Lorcan og der var alt gået galt, så hun var overbevist om ikke at gøre det samme igen.

“Hvordan gik dine U.G.L’er egentlig? Har du fået svar endnu?” spurgte hun afslappet og lænede sig tilbage mod væggen.

[William Percyval Dean]

Hm? Først d. 7.? Der var jo lang tid til.. men okay lang tid i williams perspektiv kunne godt kun være en dag eller to. Det afhang af så meget. Da hun spurgte ind til hans U.G.L.'er rystede han på hovedt.

"Nej jeg har ikke fået resultaterne endnu, men kryds fingre for mig, Mags."

Sagde han og trak så på et overlegent smil, der dog blev modsagt af den tydelige sarkasme.

"Jeg kan fornemme en sejr."

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede. Hun huskede kun alt for levende det rystende og vaklende nervevrag, hun havde været sidste år på denne tid. Ventetiden havde kun gjort det værre.

“Det skal nok gå godt, Will. Det tvivler jeg slet ikke på.” Hun smilede mildt over til ham og tog en tår mere. “Jeg var også vildt nervøs, men det gik jo også fint.” Selvom hun af og til ikke forstod, at de ikke var på modsatte kollegier.