Skæbnens ironi

[June Chang-Masters]

Efter Junes forsøg på at etablere en venskabelig, professionel relation til Ben var faldet til jorden hurtigere end hendes fjer i første forsøg på svævebesværgelsen, havde hun gjort en dyd ud af at undgå ham på kontoret.

Universet havde selvfølgelig erklæret sin uenighed i form af hendes chefs nyste annoncering; Auror- og oblivatorlærlingene skulle sammensættes i par til et prøveforsøg på håndtering af en sag, og selvølgelig var hendes partner ingen anden end den eneste, hun prøvede at undgå på hele etagen. Benedict McLaggen.

Med et suk og en sidste, hård aktivering af synkemusklen, trådte hun ind på kontoret igen. Det var selvfølgelig et tilfælde, at hun netop den morgen havde skiftet tøj tre gange, indtil Henrietta havde givet et anerkendende nik.

"Ben," hilste hun endnu engang, men denne gang var tonen langt mere høflig end ved hendes sidste besøg.

Benedict McLaggen

[Benedict McLaggen]

Benedict hadede skæbnen og troede heller ikke rigtig på den. Det virkede dog alligevel som et latterligt tilfælde, at han var endt med at blive parret op med June og han kom på arbejde som en mindre tordensky. Hans sædvanlige læremester var blevet erstattet med gruppearbejde og da hun kom for at hente ham til sit kontor lignede han en, der var blevet præsenteret for en særligt ildelugtende lort.

"June," hilste han selv afmålt, før han rejste sig op og hankede op i sin taske. "Skal vi?"

[June Chang-Masters]

June havde heldigvis forberedt sig på, at Ben ville være barnlig og umulig omkring det, så hun ikke så meget som hævede brynene ved den mine, han kom anstingende med.

"Lad os," svarede hun og formåede at lyde nogenlunde munter, selvom hun gruede for den dag, de skulle til at have. Og de mange identiske, der ville følge den. Hun tog et par lange skridt hen til døren og ventede på gangen med utålmodigt steppende fod, indtil han kom ud til hende.

[Benedict McLaggen]

Benedict var uentusiastisk, men tilpas stædig til ikke at vise det på andre måder end ved at være komplet afklippet. Han fulgte June uden at sige et ord og betragtede hende afventende med begge bryn hævet.

[June Chang-Masters]

Resten af vejen foregik i tavshed og da de kom frem til hendes kontor, mødte June udelukkende hans blik, mens hun gestikulerede mod en tom stol. Så tog hun selv plads og fandt en sagsmappe frem.

Hun nåede gennem lidt over fire sider i larmende tavshed, før hun rettede sig op og betragtede ham i et langt øjeblik. "Burde vi snakke?" Det virkede umiddelbart som den bedste tilgangsvinkel.

[Benedict McLaggen]

Ben havde intet behov for at skulle arbejde sammen med June, men han var til gengæld opsat på at løse opgaven og sad stædigt og læste, uden at fatte halvdelen. Da hun talte, løftede han hovedet og så lige ind i de mørke øjne, som han huskede for godt.

"Hvis du har noget at bidrage med, så synes jeg du skal gøre det," konstaterede han tørt.

[June Chang-Masters]

Som Junes blik granskede de lyse øjne, slog det hende, hvor meget ældre han allerede så ud fra dengang, hun havde forladt skolen. I det mindste var hans barnlige stædighed der til at minde hende om alle de problemer, der havde været, i det tilfælde at hun skulle lade sig friste.

Hun tog en dyb indånding. "Kommer vores historie sammen til at påvirke det her projekt?" spurgte hun og kunne ikke helt holde irritationen fra det neutrale tonefald, hun prøvede at holde.

[Benedict McLaggen]

Hun sagde det selv. Historie. Ben så direkte ind i det mørke blik. "Kun hvis du har tænkt dig at bringe det op," konstaterede han. "Jeg er ovre det."

Det mente han virkelig selv at han var. Femten piger senere. "Jeg har knaldet med Professor Longbottoms datter for nylig," skød han ind som bevis a. "Adskillige gange."

[June Chang-Masters]

June troede virkelig, at hun havde forberedt sig på alt, hvad han kunne finde på at diske op med af barnlige ubehageligheder. Men intet kunne havde forberedt hende på de følelser, der skyllede op i hende ved hans ord. Komplet målløs faldt hendes mund åben.

Før hun kunne nå at gøre fra eller til, mærkede hun sine øjne blive forræderisk blanke. Hun slog hurtigt blikket ned. “Hold kæft, et røvhul du er, Ben,” sagde hun åndeløst, da hun genvandt talens evne. Stolen skrabede mod gulvet, da hun rejste sig op. “Hvis du vil have mig undskyldt et øjeblik.” Uden at se på ham forlod hun kontoret.

[Benedict McLaggen]

Benedict var ikke sikker på hvad han havde forventet, men det var ikke dét. Provokationen havde handlet om at bevise at han var lige så meget ovre hende som hun var ovre ham.

Da hun styrtede ud af kontoret så han bestyrtet efter hende og det var først minutter senere, at han formåede at læse videre og se ud som om intet var hændt.

[June Chang-Masters]

June behøvede ikke flygte langt væk. Faktisk skridtede hun kun et par meter ned af gangen og ind i et kosteskab, hvor hun tog en dyb indånding og talte ned fra ti. Hun begreb stadig ikke, at Ben havde sagt det... 7... I det mindste var det kun på begrænset tid... 3... Det skulle nok gå.

Med et beslutsomt nik forlod hun kosteskabet og trådte få øjeblikke senere ind på sit lille kontor igen. Uden at vide hvorfor, rømmede hun sig, før hun kantede sig forbi ham og hen til sin plads igen. Tavst flyttede hun på nogle papirer, mens hun prøvede at samle sig om projektet igen.

[Benedict McLaggen]

Benedict så op, da June rømmede sig. Han hævede begge bryn lidt og formåede at se ud som om hun havde været den skøre. I virkeligheden følte han at han selv var lidt for meget på løs line.

"Så skal vi tale om projektet? Det handler jo om bedre overvågning i landområderne. Jeg ved umiddelbart en del mere om landområderne i praksis..."

[June Chang-Masters]

June slog blikket op fra sine dokumenter og betragtede ham uudgrundeligt et langt øjeblik, før hun nikkede. Fint. Måske de rent faktisk kunne være professionelle nu.

"Ja, det havde jeg også overvejet," svarede hun med et nik og lød forholdsvist fattet, selvom hendes stemme led et lille knæk. Hun blinkede et par gange, før hun fortsatte. "Hvad har du gjort dig af tanker hidtil?"

[Benedict McLaggen]

Benedict ville ikke lade June komme i vejen for hans præstationer og han skød selv sit ubehag omkring samarbejdet fra sig og rankede sig lidt hvor han sad, før han tog både ordet og styringen.

"Med AMERs begrænsede, menneskelige ressourcer ville det mest oplagte være, at begynde med at fostre bedre relationer ude lokalt, så befolkningen selv rapporterer mistænkelig adfærd. Jeg forestiller mig, at man kunne opdele de eksisterende aurorer ud fra distrikter og træne dem i hvordan de kommer lokalsamfundet nærmere. Måske ville det endda give mening at udstationere dem i en periode."

[June Chang-Masters]

June nikkede opmærksomt til hans ord og tog noter imens, så de altid ville kunne slå op og se deres tidligere overvejelser. Blikket var fokuseret, da hun igen fandt hans.

"Er der nogen grund til, du kun mener, aurorer burde involveres?" spurgte hun med professionel interesse og pennen svævede lidt over papiret. "Med andre i felten, eksempelvis oblivatorer, er der allerede langt flere ressourcer."