På den lyse side

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke været ovenud begejstret, da Vanya havde hevet hende igennem hele tre sæt badetøj efter at have kastet blot et skeptisk blik på den badedragt, hun oprindeligt havde tænkt sig at tage på. Langt om længe var de dog kommet ud af døren.

Derfra havde det været meget bedre og Kalas humør var lettet betragteligt, da først hun havde fået en drink i hånden. Smilet voksede også betragteligt, da hun spottede Ronan i mængden.

"Så kom du," hilste hun, da hun ormede sig rundt om en halvstor gruppe og nåede frem til ravnen.

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

Ronan havde egentlig ikke tænkt sig at komme oprindeligt, men med kombineret sommerkedsomhed og mindet om samtalen med Kala og Declan, var han alligevel taget afsted. Han stod nu i badeshorts og tanktop med en eller anden kedelig drink i den ene hånd og halvt i en dødkedelig samtale med en klassekammerat.

Derfor tog han glædeligt mod distraktionen, da en bekendt stemme lød ved siden af ham. Et ulveagtigt smil var på hans læber allerede inden hans blik faldt helt på Kala, men modsat hvad mange af hans klassekammerater sikkert ville have gjort, lod han ikke blikket glide ned over hendes kompromitterende beklædning.

“Selvfølgelig. I var meget overbevisende.”

[Kala Patil-Fawley]

Måske var det drinksene, det gode vejr eller Kalas nu forrygende humør, men hun tillod sig at træde et skridt frem og yderligere hilse ham med et kram. Han var meget varm og hun gøs en enkelt gang, før hun trak sig tilbage.

"Oh, undskyld, jeg har lige været i vandet." Dråberne dryppede stadig med jævne mellemrum ned over hendes nøgne skuldre. På et tidspunkt burde hun nok også finde Vanyas silke-slå om-something, før hun glemte alt om den.

For nu smilede hun dog i stedet til ham og tog en tår af sin drink. "Festen groede sgu på mig," konstaterede hun, næsten undskyldende og trak på den ene skulder.

[Ronan Thomas]

Ronan var mange ting, men han var også menneskelig og af samme grund blev han en kende overrasket - og måske også en lille kende påvirket - da en meget våd og temmelig afklædt Kala kom helt tæt på ham. I hvert fald i tre sekunder, før han gik rystet følelsen af sig og grinede let over hendes ord, uden at tøve med at gengælde den korte omfavnelse.

"Ingen skade sket," konstaterede han med et hævet øjenbryn over hendes undskyldende tone. Det sitrede drillende i hans mundvige. "Medmindre det er fordi, du tror jeg vil kalde dig for en fuld idiot om tre sekunder?"

[Kala Patil-Fawley]

En overrasket latter forlod hende, før hun i stedet anlagde en mine af karikeret fornærmethed. Armene blev lagt over kors, selvom det foretagende syntes at være kompliceret af drinken i hendes hånd.

"Hey hov, hvad blev der af vidunder?" spurgte hun med et hævet bryn. "Jeg var lige begyndt at blive vant til det." Den påtagede forurettelse forsvandt igen og efterlod hende igen smilende.

[Ronan Thomas]

Rovdyrsmilet voksede lidt på Ronans læber og han så komplet ufortrydende ud. En skulder hævede og sænkede sig nonchalant, mens blikket hvilede fast og roligt på hende. "Hvad der kommer let, går let," konstaterede han simpelt, men med en funklen i blikket, der afslørede morskaben.

"Men hvis du er lige så god til at svømme eller til at holde din brandert, som du er til at sparke til en bold..."

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnes, men så ikke beklagelig ud over at have mistet sin titel. Det var kun for nu, skulle hun nok vise ham.

"Har du mod på at lade det komme an på en prøve, da?" spurgte hun ham med et udfordrende glimt gnistrende i de mørke øjne.

[Ronan Thomas]

Ronan hævede øjenbrynene, før han fnøs muntert. "Der er altid udfordringer med dig," konstaterede han med et lettere intenst blik, som om han tog mål af hende. Så kom tænderne dog til syne igen.

"Lad os finde ud af det."

[Kala Patil-Fawley]

Anklagen fik hende ikke just til at se beklagende ud. Tværtimod trak hun sorgløst på skuldrende og sendte ham et legende smil. Det var i det hele taget svært ikke at smile, når man blev betragtet på den måde, Ronan gjorde det. Som altid med halvvarme kinder som bivirkning.

"Hvilken af mine talenter har du tænkt dig at udfordre?" spurgte hun fornøjet.

[Ronan Thomas]

"Åh, Kala," svarede han i et langsomt og helt roligt tonefald, før han slog med tungen. Blikket glødede af morskab, som han tog et halvt skridt tættere på hende - kun for at kunne læne sig frem og række forbi hende, så han kunne gribe en uåbnet øl, der stod på et bord lige bag hende.

"Dem alle sammen," konstaterede han ud for hendes øre på vejen tilbage, før han rettede sig helt op med et rovdyrgrin, knappede øllen op og rakte hende den. "Skål."

[Kala Patil-Fawley]

Der var noget over Ronans måde at udtale hendes navn og glimtet i hans øjne, der fik hende til at holde vejret, mens hun ventede på resten af sætningen. Men ravnen fik hende til at vente længe, og hun snappede lavmælt efter vejret, da hans arm strejfede hendes.

"Åhåhåhåh," grinede hun imponeret og tog imod øllen, mens hendes kinder dykkede ned igennem forskellige nuancer af pink. "Du er ikke ked af det, hva?"

Kala klinkede flaskehalsen mod Ronans med et lille, anerkendende nik. "Skål."

[Ronan Thomas]

Ronans blik funklede muntert, da han trak sig tilbage og åbnede sin egen øl efterfølgende. Den klinkede let mod Kalas.

“Livet er alt for kort til at være ked af det,” konstaterede han og tog en tår, uden at tage blikket fra hende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala nikkede. Efterhånden havde hun ikke tal på, hvor mange gange hun havde givet præcis samme svar til Vanya. Over Ronans venstre skulder bemærkede hun en ravn fra sin årgang, der kastede stjålne blikke mod samtalepartneren.

"Sig mig, sorgløse Ronan, hvordan kan det egentlig være, jeg aldrig har set dig med en pige ved armen?" spurgte hun henkastet. At han var til drenge havde hun for længst streget som en mulighed igen.

[Ronan Thomas]

Ronans øjenbryn hævede sig lidt, før han fnøs over spørgsmålet. Han så kort væk, men da blikket var tilbage på Kala, var der en snert af et smil i hans mundvige. Han trak let på skuldrene.

“Hvorfor?”

[Kala Patil-Fawley]

Som Ronan brød øjenkontakten for første gang i, ja, nogensinde, nåede Kala at frygte, om hun havde stødt ham med sit spørgsål. Derfor besluttede hun sig for at være ærlig.

"Fordi du er charmerende," indrømmede hun og gjorde et diskret nik mod den jævnaldrende ravn bag ham. "Og fordi der er en sød pige bag dig, der ikke kan lade være at kigge herover."