Minutter

[Briony N. Baines]

Patrick Pearson

Briony havde fået lov til at gå lidt rundt nu og hun benyttede sig af det. Ude i afdelingens fælleslokaler kunne man finde frugt og hun havde været ude og stjæle et æble. Nu sad hun og gumlede det i sig i sin seng. Imens sad hun og betragtede det svage ar der kunne ses på hendes arm. Det var der hun havde skåret sig for lidt under en måned siden. Selvom det egentlig var et stykke tid siden, føltes det stadig som igår og hun sukkede lidt, mens hun trak ærmet ned over sin hånd. Frustreret satte hun æblet fra sig på bordet og lagde sig ned i sin seng, hun kunne jo bare tage en lur i stedet for at forsøge at løse sine problemer.

[Patrick Pearson]

Patrick var som altid uformelt klædt, da han bankede på Brionys dør og gik indenfor. "Goddag Briony," hilste han med et smil og lukkede døren med et lille klik bag sig. "Har du lyst til besøg i dag?" Det var en vane, han havde tillagt sig på det sidste. At han spurgte hende, om hun havde lyst til besøg og hvis hun sagde nej, så gik han igen. Han forsøgte på den måde at give hende en følelse af selvbestemmelse i det forløb, som de trods alt var nødt til at skulle igennem. Han havde taget sig tid til at forklare, at det var ham, som i sidste ende ville kunne erklære hende rask nok til at komme ud herfra og at hun naturligvis var nødt til at tale med ham, for at de kunne nå dertil.

[Briony N. Baines]

Da døren gik op vendte Briony sig om i sengen og betragtede Patrick. Hun hilste ikke tilbage, men nøjedes med at nikke til hans spørgsmål, selvom hun på så mange måder ikke lignede en der havde lyst til besøg. Hun var dog for en gangs skyld påklædt, i rigtig tøj og satte sig også op i sengen.
"Hvad vil du snakke om idag?" Spurgte hun. Siden det var ham der kom til at beslutte hvornår hun var rask, kunne hun vel ligeså godt lade ham føre samtalen og så slap hun for at tænke over hvad der var det rigtige at sige til ham.

[Patrick Pearson]

Da hun nikkede, gik han ind i rummet og satte sig på den vanlige stol, som han trak hen foran hendes seng. Det ene ben blev lagt over det andet og han lænede sig tilbage mod ryglænet, mens han så på hende. De sidste par samtaler havde handlet om hendes far og mor, men der var nu altså et emne, som han syntes var meget mere spændende. "Jeg vil gerne tale lidt om dig og din bror," svarede han med et roligt smil. "Du lader til at have meget tiltro til hans dømmekraft?" Han hævede et bryn og forsøgte at ægge hende til at forklare noget om hele situationen.

[Briony N. Baines]

Hvis Briony havde tænkt sig om, havde hun nok indset at den strategi var ret dårlig, fordi hun ikke havde lyst til at tale om det som han bragte på banen. Hun så lidt irriteret på ham.
"Hvorfor vil alle snakke med mig om Edward?" De sidste par måneder havde hun ikke hørt om andet.
"Kan vi ikke snakke om noget andet?" Spurgte hun og så på ham med et smil der sikkert ville virke på en mere simpel mand end helbrederen.

[Patrick Pearson]

Han smilede skævt og hævede brynene af hende. "Briony." Hans stemme var mildt bebrejdende, dog stadig med en venlig undertone. "Vi har ikke talt om din bror siden han var på besøg. Tværtimod har vi talt om alt muligt andet. Hvis jeg skal hjælpe dig, så bliver vi dog nødt til at snakke om alle de ting, som har indvirkning på dit liv og din bror er én af disse." Og hvis han havde gættet rigtigt, så var han sandsynligvis den eneste person, det var værd at snakke med hende om.

[Briony N. Baines]

Han talte til hende som om hun var et barn, hvilket hun også opførte sig som lige nu, men det gjorde det ikke bedre. Hun bed tænderne sammen og betragtede ham stædigt.
"Han har ikke nogen indvirkning på mit liv." Sagde hun, tydeligvis en stor løgn. Det var dog det sværeste for hende at tale om. Specielt nu. Minderne Edward havde forårsaget var for smertefulde at tænke på, så hun havde mast dem væk, i et hjørne af sit hoved, hvor de nærmest ikke eksisterede.

[Patrick Pearson]

Patrick hævede et bryn og lagde hovedet let på skrå. Nu blev hun stædig igen. Og han havde svært ved at vurdere, om det var emnet 'Edward', der bragte det op i hende eller om det var noget andet. Det var i hvert fald ikke første gang, han havde oplevet det. "Briony, det passer jo ikke," pointerede han, uden at forsøge at overbevise hende om det modsatte. Hun var uden tvivl klar over sandheden. Hvorfor skulle hun ellers gå i defensiven?

[Briony N. Baines]

Edward havde en stor indflydelse på hendes liv og de vidste det begge to. Hun havde derfor svært ved at holde fast i sin stædighed og da han blot sagde hende imod, uden at skælde ud, krakelerede hendes ansigt.
"Jeg kan ikke. Jeg er bange for hvad han gør." Sagde hun og så ængsteligt på Patrick. Hun var på nippet til at græde.

[Patrick Pearson]

Patrick kunne se, hvordan hun tabte kampviljen, da han ikke gik med på den og noterede sig det til senere brug. Det var ikke svært for ham at se, at hun var ulykkelig over emnet. Begge fødder fandt ned på gulvet og han lænede sig lidt frem i stolen og sendte hende et ærligt smil. "Briony. Alt hvad der bliver sagt i dette rum kommer ikke videre. Jeg er din læge og alt, hvad du ikke vil have videre til Edward kommer ikke videre til Edward.

[Briony N. Baines]

I hendes verden var det ikke sikkert at det aldrig ville komme videre til Edward. Hun så lidt nervøs på helbrederen og trak sine skuldre op til ørene. Sidst havde Edward fortalt hende at han ikke ønskede at lære tankelæsning mere, men hun følte sig ikke helt tryg alligevel.
"Det er jeg ikke så sikker på." Hviskede hun og så ind i Pearsons øjne.
"Han har ingen grænser. Selv hvis du ikke fortæller ham noget, har han en måde at finde ud af det på." Bemærkede hun og slog blikket ned.

[Patrick Pearson]

Patricks øjenbryn gled op og det tog ham ikke mange øjeblikke at slutte sig til, hvad det var, hun mente. "Han er trænet i legilimensi?" spurgte han med mild overraskelse i stemmen. Det var usædvanligt - især i sådan en ung mand.

[Briony N. Baines]

Briony lagde overvejende hovedet let på skrå, mens hun skar en tænksom grimasse og derefter rystede på hovedet.
"Han påstår han har lagt det på hylden, men jeg ved ikke om jeg tror på ham." Sagde hun og rynkede øjenbrynene sammen. "Han øvede sig lidt på mig i foråret, men jeg kunne ikke holde til det." Hviskede hun og lagde sine arme rundt om sig selv, tydeligvis ubehagelig tilmode over minderne. Hun håbede virkelig, at de to drenge, Edward og Nathaniel, aldrig ville finde ud af at hun havde sladret.

[Patrick Pearson]

Som hun åbnede op for sine følelser, lukkede hun sin krop sammen og forsøgte næsten at gemme sig for hans blik. Han nikkede let og spidsede læberne en smule. "Jeg kan lære dig okklumensi, hvis du ønsker det," sagde han så med en spørgende undertone. "Så kan du sørge for, at dine tanker forbliver dine egne." Og samtidig ville hun sandsynligvis få lidt mere tillid til ham.

[Briony N. Baines]

Briony var ikke en særlig dygtig magiker og slet ikke når det kom til mere avanceret magi. Hun trak øjenbrynene lidt sammen over hans forslag og da han talte færdigt, kom der måske for første gang i lang tid et lille snert af håb.
"Kan man det?" Spurgte hun lidt overrasket. Fejlagtig havde hun troet, at Edwards evner var altoverskyggende. Hun kunne allerede lide Patrick en del bedre, nu han havde givet hende en vej ud.