Besøg [collab]

[Briony N. Baines]

Collab mellem Nat og Gwen

Patrick Pearson, Briony Nott.
Gæsteoptræden: Edward Nott.
16. juni 2025.

Patrick åbnede døren ind til Brionys stue og så smilende rundt på blomsterne, som kun lige var ved at springe ud. Besværgelsen gentog sig selv hvert eneste døgn og blomsterne gik fra knop til fuld blomstring i løbet af dagens timer. Derefter faldt hans blik på Briony og han smilede let. “Hej Briony,” kaldte han mildt. Til deres første møde, havde hun hilst ham med et ‘hej’ og det havde han taget til sig. “Hvordan har du det i dag?”

På en eller anden måde havde hun formået at sove helt indtil Patrick dukkede op og da han åbnede døren, satte hun sig langsomt op i sengen og så undrende på ham. Hun skulle lige bruge lidt tid på at huske al det der var sket og hvor hun var.
“Hej.” Sagde hun træt og strøg håret væk fra sit ansigt med en langsom bevægelse.
“Jeg er lidt træt.” Bemærkede hun og rynkede sine øjenbryn sammen, fordi hun huskede at Edward ville komme på besøg. Selvom hun havde sagt hun ønskede det, var hun nu i tvivl om om det havde været en god ide. Hun kunne slet ikke overskue at møde omverden.

Han så på hende med et smil. “Jeg er sikker på, vi kan udsætte besøget til en anden dag, hvis du ikke føler dig klar til det?” forhørte han sig og så spørgende på hende. Der var næsten en halv time, til Edward skulle dukke op og der var rigeligt tid til at give ham besked om, at besøget ikke kunne være i dag. Patrick trådte helt ind i rummet og lukkede døren efter sig. Hun så komplet uglet ud, men det tog han sig ikke af. Når man kæmpede med psyken, så tog det ofte på ens overskud og gjorde én mere træt. Så meget var han da klar over.

Et øjeblik overvejede hun hans forslag, men det ville ikke gøre det bedre at udsætte det. Hun blev nødt til at mødes med Edward så han ikke blev nervøs på hendes vegne. Hun rystede derfor på hovedet og rakte ud efter sin hårbørste på natbordet og gav sig til at børste sit hår.
“Det er ikke første gang han ser mit i nattøj.” Sagde hun bare og trak på skuldrene. Derefter trak hun dynen væk og strakte sig en anelse, inden hun sukkede dybt og lod armene falde ned på skødet. Hun havde ikke fået nogen morgenmad, men hun følte sig slet ikke sulten.

Han nikkede let og satte sig på stolen ved hendes seng, ligesom han havde gjort det sidste gang. Hun var sådan set en køn ung pige på trods af det uglede hår. “Glæder du dig?” spurgte han i en venlig stemme. “Du har trods alt ikke set ham i flere dage.” Udadtil var han ikke andet end venlig, men han holdt godt øje med hende. Der var et eller andet med den bror der, som han var nødt til at finde ud af. Han havde bare ingen anelse om, hvor han skulle starte. Forhåbentlig ville han få en bedre føling med det hele, når han kunne tale med Edward selv.

Briony var godt klar over hvad folk forventede hun skulle svare på sådanne spørgsmål. Derfor nikkede hun og smilede svagt.
“Ja det gør jeg, det bliver rigtig hyggeligt.” Svarede hun en smule mekanisk, som om hun var en dårlig skuespiller der sagde sin replik.
“Flere dage er lang tid, vi plejer at være sammen hver dag.” Fortalte hun og smilede bredt til ham. Hun blev nødt til at lade som om at hun glædede sig, så hun ikke blev nødt til at fortælle hvorfor hun var så bange for Edward. Det hele virkede dog en anelse kunstigt.

Patrick smilede og lod som om, han ikke have bemærket noget usædvanligt. Men der var flere ting, som forstyrrede ham med dette scenarie. Hun havde virket ovenud lykkelig ved udsigten til at få besøg af sin bror - havde endda selv foreslået det - men nu hvor tiden var oprundet, virkede hun mere bange og kuet. Mut. “Han virker som en god bror,” sagde han med endnu et smil. “Din læge fortalte mig, at han svarede tilbage lige med det samme, at han gerne ville komme og besøge dig.”

Det var svært for Briony at skjule hendes reaktion hurtigt nok til at den ikke blev bemærket. Hun blev overrasket og en smule nervøs ved, at høre at han havde svaret så hurtigt. Havde han siddet og ventet på en mulighed? Var der noget vigtigt han skulle fortælle hende? Hun gnavede anspændt i sin underlæbe og glemte næsten at svare på Patricks spørgsmål.
“Han er som alle brødre, det går op og ned.” Svarede hun og trak på skuldrene. Hun var ikke så interesseret i at tale, i stedet blev hun mere og mere tynget af alle de tanker hun havde om sin bror og om han var blevet bedre til at udføre legilimens.

Patrick kunne sagtens se, at hun var utilpas i situationen, men i modsætning til sidste gang, så virkede hun villig til at svare på spørgsmål. I hvert fald overfladisk. Måske fordi hendes tanker var så optagede med det kommende besøg? Han tog sig ikke af det og fortsatte lidt længere. “Hvordan er han, når det ‘går op’, som du siger?” spurgte han med endnu et venligt smil.

Briony rynkede øjenbrynene lidt over hans spørgsmål. Hun var egentlig ikke sikker, det var gået så meget ned ad bakke på det sidste at hun næsten ikke kunne huske hvordan det var når tingene gik godt.
“Så er han rolig og sød ved mig.” Svarede hun og trak på skuldrene, mens hun strøg sit hår bag ørene.
“Han elsker mig meget højt.” Tilføjede hun derefter og lod blikket glide op mod de blomstrede vægge, mens hun smilede lettere saligt.

Han nikkede let og tænkte sit. Mellem linjerne kunne man næsten læse, at Edward altså ikke var rolig og sød ved hende, når det gik ‘ned’. “Hvor gammel er han?” spurgte han og lagde hovedet interesseret på sned. “Hvor længe har I været sammen?” Han havde en fornemmelse af, at Edward måtte være hendes storebror, men det han var ikke helt sikker. Desuden så mente han, at han havde set hendes bror nævnt i hendes journal. Måske han lige skulle kaste endnu et blik på den, inden han tog hjem.

Brionys blik hvilede på Patrick, da han begyndte at opføre sig som en terapeut igen. Det generede hende en smule og nu, han stillede så mange spørgsmål, begyndte hun at lukke af igen.
“Han er sytten.” Sagde hun kortfattet og så undersøgende på den ældre mand, da han spurgte ydeligere ind til deres forhold. Et øjeblik troede hun at han spurgte ind til deres romantiske forhold og hun måtte tage sig selv i nakken, lige før hun skulle til at spørge hvordan han vidste det. Det kunne han på ingen måde vide.
“Han er ældre end mig, så jeg har altid kendt ham.” Sagde hun og overvejede flygtigt om hun skulle fortælle om sin far, men det vidste han nok allerede alt om.

Han kunne se, hvordan hun lukkede ned igen og resignerede med, at han ikke ville få så uforbeholdne svar lige nu. I stedet trak han mentalt lidt på skuldrene. Hun havde fortalt ham mere med sin attitude, end hun havde med ord. “Han kommer snart,” sagde han lavmælt. “Vil du foretrække at være alene med ham eller skal jeg gøre jer selskab?” Han regnede med, at hun foretrak privatlivet, men hvis hun var bange for, at han ikke ville være ‘rolig’, så skulle hun da have budet.

Briony rynkede sine øjenbryn tænksomt sammen over hans ord og hun overvejede hvad det bedste valg ville være. Hun var dog imidlertidig ikke rigtig i stand til at foretage et. Der var alt for meget hun skulle have med i sine overvejelser. På den ene side ville hun være glad for at de var alene, så han ikke ville fatte mistanke, på den anden, var hun lidt nervøs for at se Edward igen.
“Du må gerne være her hvis du vil, men måske Edward beder dig om at gå.” Sagde hun og trak på skuldrene. Derefter satte hun sig op ad væggen og ventede lettere anspændt på at han ville dukke op.

Patrick nikkede og skjulte et smil over, at hun mente, at hendes bror ville have noget som helst at skulle have sagt her på hospitalet. “Så gør vi det sådan,” svarede han med et smil. “Jeg går ud og tager imod ham.” Han rejste sig med rolige bevægelser og gik ud af døren. Han ville ærligt talt godt lige tale med denne Edward under fire øjne, inden de gik ind til Briony.

Det var en utryg situation hun befandt sig i. Normalt var det kun Edward der kunne kontrollere hvad der skete i hendes liv, men nu var der pludselig en anden og de skulle møde hinanden. Det gjorde hende en smule bange, hun var aldrig rigtig sikker på hvad Edward kunne finde på hvis han følte sig truet. Hun sukkede en anelse og forsøgte at skyde tankerne væk, inden hun trak en sweater over hovedet, så hun i det mindste virkede lidt mere præsentabel.

[Briony N. Baines]

Patrick gik hen af gangen og hen til venteværelset for at vente. Kaminen for endevæggen blussede op med grønne flammer fra tid til anden, men der gik alligevel et stykke tid endnu, inden en ung mand dukkede op, som gav Edwards navn til receptionisten. Patrick rejste sig op og gik hen til ham. “Goddag Edward. Mit navn er Doktor Pearson. Jeg er din søsters terapeut.” Han smilede venligt til den unge mand, mens han stadig holdt opmærksomt øje med ham bag facaden.

Edward var ikke ligefrem i sit es for tiden. Briony var syg og uden for hans rækkevidde, mens Brianna var.. Ja.. Et kæmpe stort irritationsmoment på alle leder og kanter, hvis han skulle være ærlig med sig selv. Han var glad for, at han i det mindste kunne få lov til at se Briony. Det gjorde dagen bare lidt bedre. Desuden var han ret interesseret i, hvad det var, hun lavede her.
Da nogen henvendte sig til ham, vendte han sig overrasket om og gav manden sin hånd, mens han observerede ham lige så meget, som han selv blev observeret. Ikke at han opdagede det selvfølgelig. “Goddag.” Hilste han med et venligt smil. “Hvordan går det med hende?” Her var måske en mulighed for at få noget at vide.

Patrick nikkede let og rakte en hånd ud mod gangen, han lige var kommet ned af. “Det synes jeg faktisk, at du skal spørge hende om selv,” svarede han med et smil og begyndte at gå. Der var noget ved Edward, som virkede bekendt. Det var ikke helt til at sætte fingeren på hvorfor, men Patrick følte alligevel, at han var stødt på en ligesindet. Delvist i hvert fald. Og nu hvor Briony havde givet ham lov til at overvære deres møde, så var han vanvittigt spændt på at se, hvad de ville sige til hinanden, når der var publikum på.

Edward rynkede brynene en lille smule, men glattede dem kort efter ud. Den lille spænding, som var omkring hans kæbe, kunne han dog ikke helt slippe. Latterlige læge. Hvorfor i alverden fortalte han ham ikke bare, hvordan Briony havde det? Hun var jo så usammenhængende, når hun skulle fortælle sådan nogle vigtige ting. Hun havde det også med at overse ting, som han syntes var vigtige. Som om hun slet ikke kunne udse sig de vigtige ting i en situation. På denne måde risikerede han jo, at han ikke fik alle de relevante oplysninger i sagen! Han undlod dog at sige Pearson imod lige nu. Når han engang havde talt med Briony, så kunne han sikkert få et ordentligt svar ud af en rigtig læge i stedet for denne terapeut. For øjeblikket fulgte han bare stille med og lod Dr. Pearson om at føre an.

Det gik ikke Patricks næse forbi, at Edward blev utilfreds over hans svar. Knægten var ikke så fantastisk til at skjule sådan noget, som han gik og håbede. Måske fordi Patrick selv havde så meget mere erfaring i det. Han lod sig dog ikke mærke med det, men gik bare i stilhed hen til Brionys dør. Han bankede let på og stak hovedet ind. “Så er vi her,” sagde han med et smil og åbnede døren helt, så Edward kunne gå først ind. Han selv fulgte stille med. Lukkede døren og satte sig over på en stol i hjørnet. Her gjorde han sit bedste for at ligne én, som var vildt fascineret af himlen uden for vinduet.

Edward gik forbi Pearson og følte sig omgående bedre tilpas, fordi han gik først ind af døren til stuen. Han lagde ikke for alvor mærke til, at Pearson kom med ind, men på den anden side, så var han også så meget mere fokuseret på resten af rummet et stykke tid. Man skulle tro, at hans fokus udelukkende ville være på Briony, men han måtte indrømme, at han var meget fokuseret på væggene og alle de sindrige mønstre, som blomsterne udgjorde. Han var ikke komplet sikker på, at han syntes om det.
Nå. Han så over på Briony igen og smilede. “Hej Bri,” hilste han med et smil og satte sig op ved siden af hende i sengen. Hun så træt ud. Men det havde hun også gjort på hospitalsfløjen. “Hvor er det dejligt at se dig.” Han havde virkelig savnet hende.

Briony følte det havde taget en evighed. I de minutter der var gået, var hun nået at blive helt træt, måske også fordi tanken om at møde Edward lagde en dæmper på hendes energi. Da han kom ind så hun slet ikke på Patrick, men fokuserede på sin bror, for at fornemme hvilket humør han var i.
“Hej.” Sagde hun og smilede lidt, da han satte sig ved siden af hende. Uden tøven strakte hun sig og gav ham et kram, den fysiske berøring føltes så stærk på hende at hun fik blanke øjne.
“Jeg har savnet dig.” Sagde hun og smilede lidt og så ham i øjnene og trak sig tilbage, mens hun strøg håret om bag ørene.
“Hvordan går det på skolen?” Spurgte hun og pillede lidt ved sweaterens ærmer.

Han holdt hende tæt ind til sig, mens hun søgte et knus. Han lod også armen blive om hendes ryg, da de var færdige. Mest af gammel vane. Det føltes rart og velkendt. “Jeg har også savnet dig,” svarede han og kyssede hende på panden - pludselig vældigt irriteret over, at Pearson sad i hjørnet af lokalet. “Det går såmænd helt fint,” svarede han med lav stemme og fortsatte så i endnu lavere toneleje. “Behøver han at sidde derovre?”

Briony ændrede selvfølgelig helt holdning til Patricks tilstedeværelse, nu da Edward så ud til at misbillige det. Hun slog blikket ned da han kyssede hende på panden, velvidende at nogen måske ville tænke det var for meget.
“Vil du gerne have han går?” Spurgte hun ængsteligt og så undersøgende på sin bror. “Måske kan vi godt være alene?” Sagde hun, selvom hendes mave trak sig lidt sammen ved tanken om det. Hun vendte blikket hen mod Patrick og trak sine øjenbryn sammen. Et svagt nervøst skær kunne ses i hendes øjne.

Edward rynkede brynene lidt, men rystede så lidt på hovedet. “Ikke hvis det vil gøre tingene sværere for dig her,” svarede han bare og sukkede lidt. “Det er trods alt det vigtigste lige nu. At du får det bedre.” Han mente ikke selv, at der var noget i vejen med at kysse sin søster på panden og gjorde det derfor igen nu. “Jeg glæder mig virkelig, til du kan komme hjem igen.” De sidste par uger havde været forfærdelige.

Patrick skjulte et smil og så stadig ud af vinduet, som om han ingenting hørte. Han hørte dog alt - også de ting, der blev hvisket - takket være en besværgelse, som forbedrede hans hørelse. Han kunne naturligvis ikke se, hvordan de opførte sig om hinanden, men det kunne også vente. Han kunne se den slags en anden gang. Lige nu ville han bare gerne høre, hvordan de talte sammen og hvad de talte om. Det ville give ham masser af indblik i Briony, som hun ellers ikke rigtigt lod til at være ville til at give af sig selv.

Briony ville også hellere være hjemme, eller ville hun? Det var det egentlige spørgsmål. Hun anede ikke rigtig hvad hun ville, for hun havde altid gjort som Edward havde sagt. I hvert fald indtil de sidste par måneder.
“Ja, jeg skal nok prøve at komme hjem snart. Jeg ved ikke rigtig hvordan. Du må undskylde jeg ikke er hurtigere til at få det bedre.” Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
“Har du snakket med mor?” Spurgte hun og så lettere nervøst op i hans øjne. Hun var rædselslagen for, at deres mor var ved at få et mentalt sammenbrud. Hendes stemme var dog ikke afdæmpet, hun havde fuldkommen glemt Patricks tilstedeværelse.

Edward trak på skuldrene. “Jeg er sikker på, at du gør dit bedste,” svarede han roligt og skød et blik over mod Dr. Pearson for at se, om han havde hørt hendes ord. Det virkede dog ikke sådan og han var rolig igen. “Nej, jeg har ikke fortalt hende noget,” svarede han rolig og så tilpas lavmælt, at Pearson forhåbentlig ikke kunne høre det. “Jeg mente ikke, at hun havde brug for den ekstra bekymring.” Deres mor var svær nok at håndtere i forvejen. “Og jeg tror også, at det er bedst, at vi ikke fortæller hende noget lige nu og her.”

Det gav god mening det Edward sagde, men alligevel følte hun et stik i hjertet da han fortalte han ikke havde sagt noget til deres mor. Hendes øjne blev en anelse blanke, men hun ville ikke græde her foran terapeuten. Hun vidste at Edward ikke brød sig om det, når andre så hende græde.
“Det forstår jeg godt.” Sagde hun og så ned på sine hænder og lod blikket glide op ad den arm, som hun havde skåret op for et stykke tid siden. Hun fik samme dårlige følelse nu, som hun gjorde dengang.
“Hvad med far?” Spurgte hun lavmælt og forventede egentlig ikke meget mere, end at Edward ville sige han ikke kunne fortælle noget nyt.

Han trak lidt på skuldrene. “Jeg har skrevet og fortalt ham det,” svarede han med et skuldertræk. “Jeg har ikke fået svar.” Det passede naturligvis ikke. Han havde fået svar. Han havde bare fået besked på ikke at give det videre. Deres far ville selv sende hende et brev. Forhåbentlig ville det heale nogle af de sårede følelser, som Briony havde næret, siden hun fandt ud af, at Edward havde kontakt med ham, mens hun ikke havde. “Hvordan er han? Ham derovre?” Han hviskede ordene og nikkede over mod lægen, som helt ærligt så alt for tilforladelig ud. Han måtte huske sig selv på, at han ikke skulle sige noget vigtigt foran ham. Han stolede ikke en skid på, at han var så uinteresseret, som han lod som.


Brionys blik blev helt tomt, da hun hørte han havde skrevet men intet svar fået. Det var vel ikke mere end hun kunne forvente, deres far havde været ikke-eksisterende for hende siden han kom i Azkaban. Hun overvejede stadig om han overhovedet ville komme ud. Hendes mørke tanker blev dog afbrudt af Edwards spørgsmål og hun var lige ved at kigge hen på Patrick, men stoppede sig selv.
“Han er fin nok, han siger ikke så meget og forsøger at blive min ven på alle leder og kanter.” Sagde hun, uden rigtig at gå op i om terapeuten kunne høre hende. Hun var efterhånden så vant til at hendes tanker ikke var hendes egne.
“Bare rolig, jeg siger ikke noget om, ja du ved.” Hviskede hun derefter og så sin bror i øjnene.

Edward kom til at smile og derefter grine en lille smule. Nok var Briony ikke nær så durkdreven, som han selv var, men ingen skulle komme og sige, at hans søster var mere naiv end gennemsnittet. Hun havde gennemskuet Pearson med det samme og han strøg hende bifaldende over kinden. Både for dét og for det, hun lovede ham. “Det var godt, Bri. Lad ham endelig ikke få et ben til jorden.”

Briony smilede en anelse og var glad nu hun følte sig som sig selv igen. Edward og hendes indforståede små hemmeligheder, var en så stor del af hende at hun af og til ikke kunne finde ud af hvem hun var, hvis ikke han var der. En svag rødmen dukkede op på hendes kinder, da han nussede hende, men hun tog ikke initiativ til flere kærtegn. Der var mange ting hun ikke ville have terapeuten til at vide.

Han smilede og lænede sig ind mod væggen, så han kunne trække hende lidt med sig. At sidde sådan med Briony var noget af det, som kunne skabe en stor ro hos ham. Han skævede over til terapeuten, men kunne nu altså ikke se noget forkert ved, at en bror støttede sin søster.

Briony forsøgte ikke at stoppe ham, men lod sig trække med og lagde hovedet på hans skulder. Stilheden lagde sig imellem dem alle og efter et øjeblik lukkede hun sine øjne i. Hun forsøgte virkelig at kæmpe imod trætheden, men den var overvældende nu Edward havde fået hende til at føle sig tryg. Forsigtig gabte hun en smule og begyndte at miste fornemmelsen for hvad der skete i lokalet.

Edward var efterhånden vant til, at piger bare faldt i søvn op af ham og han lod hende gøre det, uden at forsøge at stoppe det. I stedet strøg han hende let over ryggen, mens han så over på terapeuten igen. “Så, hvor meget sidder du og lytter?” spurgte han roligt, da han var sikker på, at hun sov.

Patrick vendte blikket om mod dem en enkelt gang, da der blev stille, men ellers så han ud mod vinduet, indtil Edwards stemme kløvede stilheden i rummet. Så vendte han sig om med et venligt smil. “Der er jo ikke ret meget larm herinde til at overdøve jeres samtale,” svarede han roligt og hævede et spørgende bryn af Briony, som var faldet i søvn og nu lå og sov ind mod Edwards skulder.

Edward hævede sit eget bryn for at svare ham. Han havde ikke tænkt sig at forsvare, hvad der var sket. “Hun føler sig tryg sammen med mig,” sagde han derfor bare og havde ingen intentioner om at sige mere om dén sag. “Så.. Hvordan har hun det? Rigtigt?” Han havde ikke villet svare, sidst han spurgte. Måske ville han nu?

Patrick smilede skævt og undlod at kommentere på hans svar. Han noterede sig bare den defensive holdning i Edwards skuldre og lod så betragtningen smutte, inden den kunne fæstne sig på hans ansigt. “Ikke godt,” svarede han med en sober grimasse og rømmede sig lidt. “Det er svært at sige, når hun ikke vil tale med mig.” Hvilket hun virkelig ikke havde villet indtil nu.

“Der må da være ét eller andet, I kan gøre, så hun får det bedre?” spurgte han med en forlangende tone i sin stemme. “Hvad er det ellers, vi betaler jer for?” Han ville gerne have Briony ud igen, så han ikke behøvede at undvære hende.

Patrick trak lidt på skuldrene. “Din søster har brug for ro og for terapi,” svarede han roligt og smilede venligt, tilsyneladende uden at tage sig af Edwards attitude. “Hvis du kan overtale hende til at snakke med mig, så ville det være en hjælp.” Og han havde en instinktiv fornemmelse af, at der ikke var meget, Edward ikke kunne overtale Briony til.

Edward så overvejende hen på Patrick og trak så på skuldrene - pludselig billedet på den gode storebror. “Hvis det kan hjælpe,” svarede han roligt. “Men så lad os tale om det i enrum.” Det var ikke en snak, han havde tænkt sig at have foran Pearson. For der kunne komme ting frem, som han ikke skulle vide.

Patrick lagde hovedet let på sned. “Jeg er her på Brionys opfordring,” svarede han med et lille skuldertræk. “Hvis hun ikke vil have mig her, så går jeg selvfølgelig.” Det var en lille ting. En lille kile, som han skød ind mellem det utroligt tætte søskendepar. Og det bedste af det hele var, at det ikke engang var løgn, hvad han sagde.

Edward skjulte sin irritable mimik og nøjedes med at nikke lidt og se ud i rummet en tid, mens han tænkte. Tænk engang, at Briony kunne have sendt Pearson ud, hvad øjeblik det skulle være, men at hun alligevel havde ladet ham blive. Hvad handlede det lige om??? De kunne have været meget tættere, hvis han bare var blevet sendt ud. Hans indre kogte lidt af irritation, men han sagde ikke mere.

Patrick resignerede og satte sig til at se ud af vinduet igen, mens han ventede på, at Edward skulle processere de oplysninger, han lige havde fået. Eller at Briony skulle vågne. Én af delene måtte trods alt ske før eller siden.

Briony vågnede et stykke tid efter deres samtale var slut. Hun havde ikke hørt et ord og skulle også bruge et øjeblik på at huske hvad der var sket. Hun rettede sig en smule op og så på Edward. Langsomt kom hendes minder tilbage igen. Et øjeblik havde hun glemt om alt hvad hun havde gjort.
“Åh, undskyld jeg faldt i søvn.” Sagde hun og gned sine øjne. Hun var stadig træt, men ville gerne prøve at holde sig vågen.
“Gik jeg glip af noget?” Spurgte hun og strøg fingrene gennem sit hår.

Edward smilede og strøg hende kærligt over ansigtet, da hun endelig vågnede. Han havde klaret at få sit temperament under kontrol og havde fået tænkt nogle ting igennem. “Ikke spor,” svarede han mildt. “Men jeg nænnede ikke at vække dig.” Han smilede og strøg hende over kinden igen. “Nu er min besøgstid dog snart færdig.” Han sænkede stemmen til en spæd hvisken. “Tror du, at vi kan være alene et øjeblik og snakke lidt sammen uden publikum?”

Briony gabte en anelse og løftede hånden op foran munden. Hendes blik hvilede en smule træt på Edward, mens hun forsøgte at følge hans ord. Da han nævnte om de ville kunne snakke sammen alene, rynkede hun øjenbrynene undrende og lagde hovedet let på skrå. Det var mærkeligt at han bad hende om det igen og hun brød sig ikke om det. Der var dog ikke meget hun kunne gøre, så hun så hen på terapeuten med et lettere sørgmodigt blik. Hvad havde de snakket om mens hun havde sovet? Hun følte sig usikker på om terapeuten overhovedet var på hendes side længere.
“Kan du gå et øjeblik?” Sagde hun, mens hun forsøgte at skyde den angst der var ved at kravle ind over hende, væk.

Patrick fik sin mistanke bekræftet og rejste sig villigt. “Jeg er lige udenfor, hvis du vil mig noget,” sagde han med et venligt smil. “Du behøver bare at kalde.” Og så gik han ud og lod de to søskende alene tilbage.

Edward fulgte det lille spil mellem de to og nikkede for sig selv. Briony havde altså vidst, at hun bare kunne vise ham væk. Hvorfor skulle hun ellers gøre det så selvsikkert?? Irritationen boblede i ham igen, men han lagde låg på det og sagde ingenting, før Pearson var ude af rummet.
“Jeg snakkede kort med ham, mens du sov,” fortalte han roligt. “Han er oprigtigt bekymret for dig.” Det anede han sådan set ikke, om han var. Men det var vel en rimelig udlægning af, hvad Pearson havde givet udtryk for?

Briony så en smule trist efter ham, da han gik. Hun ville egentlig ikke være sammen med Edward alene, men den følelse formåede hun ikke at handle efter. Som altid, var hendes brors ord grunden til hun handlede som hun gjorde.
“Oprigtig?” Sagde hun og rynkede sine øjenbryn sammen. “Men det er jo bare hans job Edward.” Sagde hun og sukkede lidt. “Den eneste jeg kan stole på er dig.” Bemærkede hun med et smil på læberne og så ham i øjnene.

Edward så i retning af døren og det lille vindue, men det lod ikke til, at der var nogen, som holdt øje med dem. Alligevel gjorde han et sving med sin tryllestav og et lille klæde afskærmede dem fra omverdenen. Han lagde et par fingre om hendes hage og trak hende ind til et hurtigt kys. Det havde de ikke gjort, siden Brianna blev forstenet og han følte ligesom for at etablere en normalitet for dem igen.
Så sukkede han let og trak på skuldrene. “Manden er jo healer,” svarede han, som om det gav masser af mening for ham. “Han har viet sit liv til at få andre til at få det bedre.” Han så over på Briony. “Han virker til at ville dig det godt.” Han smilede let og strøg noget af hendes lyse hår om bag et øre, så det ikke bare hang dér.

Briony fulgte hans tryllestav med øjnene, hendes mave knugede sig sammen, da han lagde et forhæng over døren. Hun havde ikke selv sin tryllestav, den var blevet taget fra hende, så hun ikke skulle gøre skade på sig selv. Hun misundte ham at han havde en. Kysset fik hende til at rødme og samtidig skamme sig en anelse, fordi det mindede hende om det der var sket på Hogwarts.
“Hvis du vil have jeg snakker mere med ham, så skal jeg nok.” Sagde hun og så ned på sine hænder.
“Hvordan går det med tankelæsningen?” Spurgte hun derefter, så henkastet som muligt. Hun brændte i virkeligheden efter at vide, hvor dygtig han var ved at blive.

Han smilede lidt. “Terapi hjælper jo kun, hvis man faktisk taler med terapeuten, har jeg ladet mig fortælle,” svarede han med et skævt smil og kyssede hende igen, da han kunne mærke, at hun ikke havde været helt med i det første gang. “Du skal bare sørge for at holde de rigtige sager for dig selv. Men du kan jo tale om far og mor. Få alt det af dit bryst, som holder dig nede.” For det kunne næsten kun være dét, som var problemet.
Da hun skiftede emne, trak han let på skuldrene igen. “Jeg har vist lidt droppet det igen,” svarede han og skjulte løgnen ved at nusse hende lidt i håret. “Når det gør ondt på folk, så virker det ikke så tiltalende.” Hvilket var rigtigt nok. Han ville kunne gøre det, uden at de vidste det. Men så havde han brug for en ny frivillig. Og det havde han tænkt sig at bruge sommeren på, nu hvor Briony alligevel ikke ville være hjemme.

Edwards logiske tankegang rørte hende ikke det store, hun var desuden lidt langt væk i sine tanker og kom først tilbage, da han kyssede hende. Hun smilede dog en anelse, da han gav hende lov til at tale om deres forældre. Det var rimelig stort af ham, hun havde aldrig troet hun ville høre ham sige de ord.
“Virkelig?” Briony var umådelig lykkelig, men hun smilede kun en anelse, for ikke at virke for begejstret. Nu behøvede hun ikke være bange for, at han kunne læse hendes tanker mere. Det var en stor lettelse.
“Jeg syntes i hvert fald ikke det var så rart.” Sagde hun og så ned og trak lidt på sine skuldre. Der var dog ingen tvivl om, at hun ville sige ja, hvis han spurgte hende igen.

Han nikkede lidt og nussede hende på kinden. “Nej, det lagde jeg mærke til,” svarede han blidt. “Og det var jo aldrig meningen med det.” Han kyssede hende igen og begyndte så småt at føle, at hun var ved at falde til ro i deres interaktion. Hvis han skulle være helt ærlig, så havde han virkelig meget lyst til at kysse hende noget mere, men han kunne ikke få sig selv til det. Ikke med alle de vagter, der stod udenfor - som han så det.

Briony sukkede en anelse og smilede, inden han kyssede hende. En let rødmen viste sig på hendes kinder og hun gengældte det forsigtig, selvom hun vidste at det var forkert. Briannas ord gav stadig genlyd i hendes tanker. Hun fik kvalme over sig selv og så ned, da hun trak sig væk.
“Vi burde ikke gøre det her.” Sagde hun afdæmpet og bed ned i sin underlæbe, mens hun begyndte at få tårer i sine øjne.

Han trak omgående hendes ansigt op igen ved hagen og søgte hendes øjenkontakt. “Intet, som føles så godt, som dette her, kan være forkert,” svarede han bestemt. “Du skal ikke tænke på, hvad hun sagde. Hun forstod det bare ikke.” Hans blik skiftede frem og tilbage mellem hendes øjne i et forsøg på at se, om hun forstod, hvad han sagde.

Brionys blik blev næsten tvunget op til sin brors øjne, da han trak hendes hage op. Hendes øjne havde et skrøbelig skær, som om hun ville knække over den mindste berøring.
“Okay.” Sagde hun og trak øjenbrynene sammen. “Jeg forstår det godt.” Sagde hun derefter, mens hendes blik hvilede i hans.

“Det var godt,” svarede han med et smil og kyssede hende så igen. Længere denne gang. “Men der vil være andre, som har problemer med at forstå, at det er en god ting. Doktor Pearson for eksempel.” Og det var nok bedst, at hun stadig holdt den del af sig selv væk fra den gode doktor.
Brionys kinder blev helt røde da han kyssede hende i længere tid. Hendes kærlighed for broren blomstrede op igen påny. Hun gengældte forsigtig kysset og smilede en anelse, da han trak sig væk igen.
“Det har du nok ret i, det skal jeg vist ikke fortælle ham.” Sagde hun og smilede med et hemmelighedsfuldt blik i sine øjne.

Han smilede og nussede hende lidt på kinden. “Så er vi enige,” sagde han lavmælt og smilede varmt til hende. “Nu tror jeg dog hellere, at jeg må komme af sted. Men jeg kommer snart igen.” Han smilede til hende igen og gjorde anstalter til at ville gå.

“Ja” Sagde hun og så op da han skulle til at gå. “Vi ses.” Bemærkede hun og blottede sine tænder i et sjældent bredt smil.

[Briony N. Baines]

Patrick så Edward gå sin vej og han nikkede let til ham, inden han gik ind af døren til Briony igen. Han sagde ikke noget til en start, men satte sig bare i den samme stol fra før, efter han havde trukket den tættere på. “Var det rart med et besøg hjemmefra?” endte han så med at spørge.

“Ja, det var det.” Sagde hun og nikkede en enkelt gang. Nu havde hun jo fået besked på at snakke, så så måtte hun hellere gøre det.
“Min bror mener jeg skal tale med dig, så det kan godt være det måske er sandt.” Sagde hun og så lettere undersøgende på Patrick.
“Hvad synes du om ham?” Spurgte hun.

Patrick lagde det ene ben roligt over det andet og så opmærksomt på hende. “Han virker intelligent,” svarede han venligt - og tilmed ganske sandt. “Og han virker til at holde meget af dig.” Han gjorde i det hele taget meget ud af kun at sige sandheden. Efter at have set Edward i aktion, så havde han besluttet på stedet, at ærlighed måtte være vejen frem med Briony.

Briony smilede tilfreds og nikkede. “Det er han også.” Sagde hun og strøg en lok hår væk fra sit ansigt.
“Det gør han. En hel del.” Hun grinede lidt. Det gode humor som Edward havde fået frem i hende, var endnu ikke forsvundet.
“Han er den eneste der har taget sig af mig. Siden min far kom i fængsel, er min mor blevet meget træt og kan ikke klare særlig meget. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden min bror.” Sagde hun og smilede eftertænksomt.

Han var selvfølgelig bekendt med, at hendes far sad i Azkaban. Samt grunden til, at han gjorde det. Det var alt sammen en del af hendes journal sammen med flere kommentarer omkring Edward. Indtil nu havde Patrick ikke taget sig meget af disse kommentarer, men efter at have mødt Edward, var han knapt så sikker. “Hvornår var det, at din far kom i fængsel?” spurgte han roligt. Han skulle jo spørge om ét eller andet for at få hende i gang med at snakke.

“Da jeg startede på Hogwarts. Det var faktisk en måneds tid inden tror jeg.” Sagde hun og kløede sig lidt på næsen.
“Det var et eller andet med en kopi af en tidsvender, jeg har aldrig rigtig forstået det og Edward er den eneste der snakker med ham, så det er lidt svært at finde ud af mere. Specielt fordi Edward ikke vil fortælle mig en hel del ting, fordi han vil beskytte mig.” Sagde hun og vendte blikket nedad, mens hun pillede lidt ved sin sweater.
“Jeg fandt ud af de skrev sammen for et par måneder siden. Det har jeg aldrig vidst de gjorde, det blev jeg ret ked af det over, men som altid trøstede min storebror mig.” Sagde hun og smilede svagt, mens hun begyndte at se sig omkring rundt i værelset.

Patrick gemte sine overraskede udbrud og ansigtsudtryk bag en omhyggeligt konstrueret maske af venlighed. Men han skulle da lige love for, at hun havde fået tungen på gled nu. Og mellem linjerne var der enormt mange oplysninger, som han også samlede til sig og gemte af vejen til senere overvejelser. “Savner du din far?” spurgte han i stedet.

Briony trak lidt på sine skuldre og rystede på hovedet. Hun kunne næsten ikke huske sin far mere. Derfor brugte hun et øjeblik på at tænke sig om, mens hun fortsatte med at pille rastløs ved sin sweaters ærme.
"Jeg savner at have en far, men ikke ham. Det var dumt af ham at lave en tidsvender så han blev smidt i fængsel. Så kan han jo ikke være sammen med os." Sagde hun med en smule vrede i sin stemme, selvom hendes øjne var blevet blanke.
"Selv hvis han kom tilbage ville jeg ikke tale med ham igen. Vores mor har næsten ikke kunne klare den." Sagde hun og forsøgte at blinke sine tårer væk fra sine øjne. Fortvivlet rynkede hun sine øjenbryn sammen, mens hun forsøgte at lade være med at græde.

Han noterede sig, at hun havde seriøse daddy-issues, men nøjedes med at lægge hovedet på skrå. “Hvordan er din mor?” spurgte han og skiftede dermed emne. Det var ikke dagen, hvor han skulle få hende til at bryde sammen i gråd. Tværtimod ville han gerne have generel opfattelse af hendes verdensbillede. Så kunne de dykke længere ned i det ved en anden lejlighed.

Briony forsøgte at samle sig lidt, da han skiftede sporet på samtalen og rystede på hovedet med et suk.
“Hun kan kun lige akkurat komme på arbejde. Hun bryder sig ikke om forandringer og er generelt ret træt og svag.” Sagde hun og strøg en lok af sit hår bag ørene.
“Det er Edward der bestemmer i hjemmet. Hun forsøger af og til at komme med et ønske, men det er ikke altid han lytter. Nogle gange er han sådan.” Sagde hun og mødte lidt genert Patricks blik. Det var mærkeligt at sidde her og fortælle ham alle sine hemmeligheder.

Han var mere end lidt imponeret over, at hun på den måde udleverede Edward hele tiden. Måske var han også lidt imponeret af Edward for at lade hende gøre det. Nærmest hver sætning hun sagde, understregede de ting, han selv havde observeret omkring hendes bror og sendte så også endnu flere advarselssignaler mod ham. Edward virkede enormt kontrollerende over for både sin søster og sin mor. Han nikkede let. “Jeg er glad for, at du har besluttet at tale med mig,” sagde han med et smil. “Men jeg tror, det må være nok for i dag.” For meget kunne sikkert få hende til at gå i baglås igen.

Briony var egentlig også træt og da han besluttede sig for, at hun havde haft nok samtaler idag, brokkede hun sig ikke.
“Okay, det er nok en god ide.” Sagde hun og lagde sig ned på sengen, uden at være særlig generet af hans tilstedeværelse. Hun betragtede ham bare tænksomt, mens hun bøjede sine ben.
“Det er jeg også.” Sagde hun derefter. Måske var han ikke så slem som hun havde troet.