Samtale [collab]

[Briony N. Baines]

Collab mellem Nat og Gwen

11. juni 2025
Briony Nott og Patrick Pearson

Patrick gik gennem gangene på hospitalet og så nysgerrigt ind gennem de små vinduer, som var i mange af dørene på den lukkede afdeling. Han havde naturligvis fået at vide, hvilket værelse hans nye patient lå på, men han stoppede aldrig sig selv fra at gøre sig lidt mere bekendt med, hvad afdelingen havde liggende ‘på lager’, om man så måtte sige. De fik sommetider nogle virkelig spændende tilfælde ind og han var altid interesseret i at møve sig ind på disse sager.
Da han fandt det omtalte værelse, bankede han dog bare roligt på og gik ind, da han mente, at han havde ventet længe nok. Han var ikke helt sikker på, at hun havde svaret, men han kunne jo heller ikke stå uden for døren hele dagen. “Goddag Briony. Mit navn er Doktor Pearson. Du må kalde mig Patrick, hvis du synes, det er mere behageligt.” Han smilede venligt til hende og trak en stol hen til hendes seng, mens han diskret noterede sig ting ved hende. Det første han så, var at hun så træt ud. Træt og deprimeret.

Det var uforståeligt for Briony hvad hun lavede på Mungos nu hun var her. Det havde overrasket hende, hvor kedeligt og samtidig skrækkeligt her var. Hun brød sig ikke om særlig mange af de andre patienter og hun savnede Edward. Han havde lovet han ville komme og besøge hende, men hvor var han henne? Hun havde allerede glemt at der stadig var almindelige skoledage på Hogwarts. Derfor, følte hun sig en smule vred, da en fremmed mand trådte ind ad døren. Hun havde ikke sovet hele natten fordi personen inde ved siden af havde råbt og skreget.
“Hej.” Sagde hun og satte sig lidt bedre til rette op ad væggen sengen var placeret imod. Hun havde sin sygeskjorte på, som bare var en lang hvid skjorte som gik hende til midten af benene.
Hun sagde dog ikke mere, men så blot undersøgende på ham og forsøgte at vurdere hvilken type person han var og hendes første paranoide tanke, var om han kunne læse hendes tanker. Det håbede hun inderligt ikke han kunne.

Han havde ikke papir og fjerpen med ind. Det behøvede han ikke. De noter, han behøvede, kunne han sagtens tage i hovedet og han følte selv, at det skabte mindre afstand mellem ham selv og patienterne. Hun fortalte dog ikke, om hun foretrak at kalde ham det ene eller det andet. Rent faktisk gav hun ham kun et minimum af respons og han sendte hende endnu et venligt smil.
Han fokuserede på hendes kropssprog og de ting, han kunne læse i hendes ansigt og konkluderede, at hun ikke var i synderligt godt humør. Nå ja. Det var der ikke mange, der var, når de kom på Mungos. Han lagde roligt det ene ben over det andet og så sig rundt i rummet. “Her er meget hvidt, er her ikke?” spurgte han med et lille hovedryst. Han var ikke ligefrem fan af omgivelserne. Havde aldrig været det.

Selvom hun havde taget en ubevidst beslutning om ikke at samarbejde med ham, var hun allerede lidt mere interesseret, da han sagde noget så uventet som et par ord om indretningen. Hun ville have troet at han ville have bedt hende om at svare på spørgsmålet, men i stedet sagde han noget, hun fandt en smule fjollet.
“Det er lidt af en forskel fra krypten.” Sagde hun og lagde armene om sig selv. Egentlig turde hun ikke tale med ham, men han ville sidde her uanset hvad og hun ville ikke kunne holde til den akavede stilhed. Hun savnede endnu engang sin storebror. Han forstod hende mere end nogen anden gjorde og i et svagt øjeblik, glemte hun at sørge for at holde sine følelser væk fra sine øjne. Det triste skær i hendes blik varede kun et par sekunder, men det ville være åbenlyst for en erfaren terapeut.

Han nikkede let og gjorde sig umage med ikke at lade sig mærke med hendes triste blik. Han havde dog bemærket det og noterede sig det til senere brug. “Ja, det må du nok sige,” svarede han med et skævt smil. “Jeg var også på Slytherin,” forklarede han lavmælt, mens han lænede sig lidt frem mod hende, som om han fortalte hende en hemmelighed. “Hvis du foretrækker det, kan jeg forhekse væggene, så de bliver lidt mindre sterile?” han så spørgende på hende og lagde hovedet lidt på sned, mens han stadig smilede til hende.

Briony havde ikke den bedste erfaring med Slytherin mænd og informationen fik hende til at trykke sig ubevidst op ad væggen. Hun bed lidt ned i sin underlæbe, mens hun betragtede ham og forsøgte at regne ud hvad hans bagtanker var med væggene.
“Nej det behøver du ikke.” Sagde hun og forsøgte at smile lidt, selvom det ikke helt lykkedes for hende. Hun følte sig splittet nu, en del af hende ville gerne snakke med ham og den anden var stadig tilbageholdende, det var også den der så ud til at styre.

Han noterede sig, hvordan hun trak sig væk fra ham, da han nævnte sit tilhørsforhold til Slytherin-kollegiet. Det var altså ikke dén vej igennem, han skulle forsøge at skabe et tillidsforhold til hende på. Med et smil trak han alligevel tryllestaven frem. “Hvad med noget med nogle blomster i stedet så?” Han svingede tryllestaven en enkelt gang og frembragte de former, som han altid brugte til dette design. Det var lyserøde og lilla blomster mixet ind med små sommerfugle og strålende sol. Sommerfuglene fløj langsomt og yndefuldt fra blomst til blomst og hvilede sig fra tid til anden på et blad. “Hvad synes du om dette? Foretrækker du det hvide?”

Det var svært ikke at blive fascineret da væggene skiftede til blomstermønstre. Hendes blik gled hen over farverne, hun glemte helt at forholde sig uinteresseret i det han gjorde. I stedet fandt et lille smil frem til hendes læber, da en af sommerfuglene satte sig på en blomst i nærheden af hende. Briony løftede sin hånd og rakte ud for at røre ved den, hvilket fik den til at flyve væk. Der var aldrig nogen der havde gjort noget så smukt for hende før.
“Tak.” Sagde hun mens hendes fingre gled hen over væggen, hvorefter hendes blik gled hen mod ham og hun så ham i øjnene.

Han smilede stadig venligt, da han stak tryllestaven tilbage i lommen. Hun virkede knap så indelukket nu og han var rent faktisk i stand til at få øjenkontakt med hende. “Det var så lidt,” svarede han roligt. “Jeg er faktisk en ganske flink fyr, når du lærer mig at kende.” Han blinkede let til hende og lagde sine fingre til hvile på låret. “Jeg arbejdede her engang for flere år siden. Men jeg fik lidt klaustrofobi af alle de hvide vægge. Det er jo ikke til at være glad i sådan noget sterilt pjat - ja undskyld mit sprog.” Han smilede skævt til hende - som om hun var en fortrolig, han turde sige den slags til. Som om han stolede på, at hun ville holde på hans hemmelighed.

Hendes fingerspidser dansede stadig hen over væggen mens han talte, hun lyttede ikke rigtig efter da hun var alt for fanget af hans magi. Hun var heller ikke rigtig interesseret i hvad han snakkede om, det var åbenlyst for hende, at han forsøgte at blive hendes ven ved at tale ned om stedet. Det ville ikke komme til at virke, så dum var hun ikke.
“Jeg har prøvet værre, Mungos er et fint sted.” Sagde hun og trak på skuldrene. Hendes eget hjem var fx så deprimerende at det var nærmest opmuntrende at ligge her på denne stue.
“Hvis du er så flink, kan jeg så bede dig om at gå og så går du?” Spurgte hun og så ham spørgende i øjnene. Hun havde ikke lyst til at snakke med ham eller nogen anden, kun Edward.

Hun satte ham omgående til vægs og han sendte hende et lille - mere reelt - smil. Hun virkede til at være ældre end sine år. I hvert fald på nogle punkter. “Hvis du gerne vil af med mig i dag, så kan jeg godt gå,” sagde han og rejste sig op. “Men jeg bliver nødt til at komme igen. Jeg er her for at hjælpe dig. Så du ikke behøver at sidde i dette rum resten af dit liv.” Han gjorde en håndbevægelse mod alle væggene. “Er der noget, jeg kan gøre for dig, inden vi ses igen?” fortsatte han og så på hende med hovedet en anelse på sned.

Hun havde bare ønsket at give ham en smule modstand, ikke reelt få ham til at gå. At han rejste sig så hurtigt, overraskede hende. Samtidig gik det op for hende, at hun ikke ønskede at være alene. Nu hun endelig var sammen med nogen føltes det som en afgrund hvis han gik.
“Nej.” Svarede hun blot, på trods af hun gerne ville have han blev siddende. Det kunne hun dog ikke få sig selv til at sige, så i stedet blev hun blot tavs og betragtede ham med et lettere misfornøjet ansigtsudtryk.

Han bemærkede hendes stemningsskift og blev stående et øjeblik. “Er du sikker? Der er ikke et besøg, jeg kan arrangere? Fra din mor, måske?” Han spurgte hende venligt, men han betragtede hende stadig opmærksomt for at se, hvordan hun ville reagere på, at han nævnte hendes mor. Hun var svær at greje, denne Briony. Hun var på én eller anden måde åben og lukket på samme tid.

Brionys øjne blev øjeblikkeligt fyldt med håb da han nævnte hun kunne få besøg.
“Min bror? Kan han komme på besøg selvom han går i skole?” Spurgte hun og så på terapeuten som om han havde hendes liv mellem sine hænder. Hendes mor ville kun gøre det hele værre. Personen hun havde brug for var Edward. Den eneste der forstod hende. Hendes et og alt.

Patrick tænkte måske sit, men udadtil blev smilet bare en smule bredere. “Ja, hvorfor ikke?” spurgte han retorisk. “Det er jeg sikker på, at vi kan arrangere. En times tid kan han vel nok afse midt i eksamenslæsningen.” Han smilede stadig og noterede sig, at han skulle sørge for at være til stede, når Briony fik sit besøg. Han ville mødes med hende inden og efter. Og mon ikke, han også skulle sørge for at møde denne bror ansigt til ansigt. “Det lader til, at du er glad for din bror,” konstaterede han venligt.

Edward var hendes ømme punkt og var man villig til at snakke om ham, var det langt nemmere at få hende i tale. Hans svar fik et bredere smil frem på hendes læber som hun rettede sig lidt op. Tanken om at Edward kom på besøg var det bedste hun havde hørt længe. Da Patrick spurgte yderligere ind til det, kom hun dog i tanke om de forkerte sider af forholdet med Edward og hun blev pludselig tavs.
“Mmhm.” Sagde hun og trak på skuldrene mens hun så på ham med et tøvende blik.

Han var virkelig fascineret af de udtryk, der gled over hendes ansigt hele tiden. Det var modstridende. Så var hun glad og så var hun trist og indelukket. Det var næsten ikke til at følge med til og han nøjedes holde sine tanker for sig selv. Hun virkede som en pige, der havde masser af tyngde på sine skuldre. Og nu holdt hun igen følelserne helt inde ved livet. “Nå. Jamen jeg håber, du har det godt, til vi ses igen.” Han skød hende endnu et smil og gik så over til døren.

Det gjorde fysisk ondt på hende at se ham gå sin vej. Hun var åbenbart så ensom at den smule selskab han bidrog med betød en hel del. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at bede ham om at blive, for så ville hun blive nødt til at snakke med ham og det medførte flere spørgsmål. Derfor sagde hun intet, men lod ham gå mens hun bøjede benene op til sin overkrop og lagde armene om dem. Ville hun virkelig blive nødt til at tale for at komme ud herfra? Det håbede hun ikke.

Da han gjorde sig klar til at tage hjem ca. ti minutter senere, kastede han et blik forbi Brionys stue og åbnede døren lige nok til, at han kunne stikke hovedet ind. “Jeg har aftalt med din læge, at din bror kan komme på besøg en times tid i overmorgen. Vi skal lige have bekræftet fra skolen, at det kan lade sig gøre.” Han smilede til hende, selvom hun sjovt nok så ud som om, hun havde det værre, end da han gik fra hende. “Du ser ud som om, du keder dig lidt,” sagde han med et skævt smil. “Kunne du tænke dig at spille et spil eller sådan noget?”

Briony havde nu sat sig hen ved bordet i stuen og sad og skrev et brev til sin mor. Da han forstyrrede hende, så hun ganske vist ud som om hun kedede sig, fordi hun havde siddet og kigget ud af vinduet det sidste stykke tid. Da Patrick fortalte hende hvad der måske ville ske, blev hun overvældet af mange forskellige følelser. Først ramte glæden hende, men den varede kun et øjeblik før hun blev helt bleg. Hvis Edward kom, ville han vide at hun talte med en terapeut og hun var i tvivl om om han ville være i stand til at læse hendes tanker og vide hvad hun havde sagt.
“Et spil?” Sagde hun, hendes tanker var langt væk. Minderne fra fornødenhedsrummet gav genlyd i hendes tanker og gjorde hende træt, derfor rejste hun sig op og lagde sig hen i sin seng. Måske ville det blive bedre, hvis hun sov lidt.

Han nikkede let, da hun stillede sit spørgsmål, men han kunne tydeligt se, at hun ikke rigtigt opfattede, hvad det var, der foregik. Fornemmelsen blev kun stærkere, da hun ikke fortsatte deres samtale, men i stedet bare gik over til sin seng og lagde sig, uden et eneste ord mere. Hans bryn røg langsomt i vejret, hvorefter han bare lukkede døren efter sig og lod hende sove. Det var helt sikkert at den unge, lyshårede pige trængte til hjælp. Og meget af den.

Afsluttet.