En sidste chance

[Maggie Hayes]

Nicolas Winger
30. juni

Efter festens afslutning havde Maggie ikke været meget værd dagen efter. I tavshed havde hun pakket sine sidste ting og havde kun klemt et halvt ristet brød ned, før de var taget ned mod stationen.

Traditionen tro havde hun tilbragt en stor del af turen sammen med de andre vejledere, men da hun langt om længe traskede ud, følte hun sig ikke mindre modløs. Hun trak fingrene gennem det mørke hår. I det mindste var året snart bedre. Så ville det være syvende år...

Udmattet traskede hun ind i en tom kupé og slog sig ned. Først der gik det op for hende, at hun ikke var alene. Lige der over for hende sad Nicolas og så en smule forbløffet ud. Uden et ord rejste hun sig op og greb sin kuffert igen.

[Nicolas Winger]

Nicolas havde siddet sammen med sine klassekammerater, lige indtil han nåede et punkt, hvor lidt hvile og en lur skulle gøre underværker, inden han nåede London. Og derfra gik turen til Diagonalstræde, for at mødes med sine forældre og tage hjem til Wales.

Han var lige ved at lukke øjnene i den tomme kupé, da døren blev åbnet og en Maggie trådte ind. Han sagde ikke noget, men så ret forbløffet over, at hun havde valgt lige nøjagtig den samme kupé som ham.

Da hun gjorde mine til at tage sin kuffert og gå igen, åbnede han munden. "Stikker du af igen?"

[Maggie Hayes]

Maggies bryn hoppede i vejret, før hun nåede at stoppe dem. Irritabelt slap hun sin kuffert, der under højlydt rabalder ramlede ned på toggulvet.

"Jeg stikker ikke af, jeg har bare ingen interesse i at tale med følelsesforladte, chauvanistiske, indbildske troldmænd," fnøs hun og greb om kuffertens hank igen.

[Nicolas Winger]

Nicolas fulgte hendes kuffert med øjnene og lagde armene over kors, da hun svarede ham.

"Du gør det ellers lige nu. For jeg går ud fra, at det er mig du mener, ikke? Ham der trods alt muntrede dig op, da du var nede i kulkælderen," påpegede han. "Men hvad ved jeg? Jeg har jo ingen følelser, som du bliver ved med at såre."

[Maggie Hayes]

Maggie spændte i kæben for ikke at komme med svar på tiltale. Hun skulle være den voksne og hæve sig over det. Hun var jo vejleder.

"Lad være, det er ikke fair," påpegede hun og satte kufferten fra sig igen. Hun tog en dyb indånding og foldede armene om sig selv. "Hvorfor er du sådan der? Jeg bad dig ikke om at trøste mig, men det gjorde du og... Jeg, jeg troede, der var en grund til det." Hun slog blikket ned.

[Nicolas Winger]

Nicolas havde stadigvæk sine arme over kors i en sjælden defensiv reaktion på Maggies tilstedeværelse, og den fornærmelse, der nok ville komme retur. Akkurat som hun havde gjort siden den aften, hvor hun var stødt på ham i opholdsstuen.

"Tænk, jeg troede det samme," svarede han tørt på hendes ord. "Men hver gang jeg er overbevist om grunden, så slynger du en fornærmelse i hovedet på mig."

[Maggie Hayes]

Maggie mærkede tårerne, der fik det til at stikke i næsen og svide i et sted bag øjnene. Hun blinkede et par gange.

"Jeg har ikke lyst til det her mere, Nicolas," snøftede hun og hævede endelig blikket til ham. Hun slog blikket ned igen og satte sig ned over for ham med et tungt suk. Tomt stirrede hun ned på sine sko. "Lad os bare lade være at sige mere nu."

[Nicolas Winger]

Nicolas løftede det ene øjenbryn over hendes lave snøft. I kor med hendes suk, kom der selv et tungt et fra ham. "Fint," lød det fra ham, inden han rejste sig op fra sædet overfor hendes.

Uden flere ord, satte han sig ned lige ved siden af hende og lagde en arm omkring hendes skuldre. "Fint," mumlede han igen lavmælt.

[Maggie Hayes]

Selvom Maggie ellers havde været fast besluttet om at holde blikket ved sine fødder hele vejen indtil London, eller i hvert fald indtil stemningen stoppede med at være så tyk og pressende, måtte hun se op, da Nicolas begyndte at skramle rundt.

Hun overvejede et øjeblik at begynde at brokke sig eller komme med indvendinger eller på anden måde trække sig fra ham, da en varm arm lagde sig om hende, men igennem de sidste mange måneder var det hos ham, hun havde fundet tryghed.

"Du behøves ikke," mumlede hun halvhjertet og snøftede igen.

[Nicolas Winger]

Nicolas' ene mundvige trak sig op i et halvt smil, da Maggie trods alt ikke skubbede ham væk eller slyngede flere fornærmelser i hans retning. Dog snøftede hun stadigvæk.

"Vi blev enige om ikke at sige mere," mumlede han til hende og gav hendes skuldre et klem. "Gjorde vi ikke?" Spurgte han hende, og løftede sin frie arm, kun for at ligge to fingre under hendes hage og sikre, at hun blev ved med at se på ham.

[Maggie Hayes]

Maggie smilede bedrøvet til ham og nikkede. Jo, det var det, hun havde sagt, men alligevel var tavsheden så meget mere larmende end ord og hun følte et kraftigt behov for at jage den på flugt.

Hendes blik flakkede, men hans fingre gav hende ikke megen mulighed for at se andre steder hen end på ham. Så det gjorde hun.

[Nicolas Winger]

Nicolas anede ikke, hvad han foretog sig. Eller jo. Det gjorde han nok. Men det var da det dårligste tidspunkt at vælge at gøre det på, i hvert fald. De havde haft deres største skænderi i seks år dagen for inden, og det var næsten fortsat for blot to minutter siden.

Og nu lænede han sig ind mod Maggies læber og satte sine egne mod dem. Fuldkommen uden at vide, hvordan hun ville reagere på det.

[Maggie Hayes]

Den eneste bevægelse var de tykke bryn, der rykkede ganske let på sig uden rigtig at flytte plads, mens Nicolas kom tættere på. Alt for sent gik det op for hende, hvad han havde tænkt sig.

Så var hans læber mod hendes. Det gik op for hende, hvor længe hun havde ventet på det. Hvor mange gange hun havde stirret tankefuldt på hans læber, mens han havde siddet med armen om hende, fordi hele hendes krop havde gjort ondt over Lorcan Scamander.

Langsomt trak hun sig tilbage, stadig med læberne spidset let til. Så faldt underlæben ned i en måben. Der gik et langt øjeblik, før hun lukkede munden og rystede på hovedet. "Nicolas, jeg... Nej... Det..."

[Nicolas Winger]

Nicolas vidste ikke, hvorfor han havde ventet et helt år på dette hår. Et fuldkommen latterligt langt år på, endelig at tage en chance når det kom til Maggie. Og så var det, når de sad i toget på vej hjem.

Men i det mindste trak hun sig ikke tilbage i samme splitsekund, som at kysset skete. Heldigvis. For det ville da have været en afvisning, der gjorde noget.

Hendes måben fik ham til at trække på smilebåndet. "Hvad? Ville du ikke kende grunden til, at jeg forsøger at muntre dig op? Når jeg altså ikke er en nar."

[Maggie Hayes]

Maggie rystede stadig på hovedet og så helt forfærdet ud, selvom det begyndte at dirre lige så let ved hendes ene mundvige.

"Nej, Nicolas, det... Det går ikke," gentog hun og stoppede endelig med at ryste på hovedet. "Jeg kan ikke." Det havde gjort så forbandet ondt sidst, hun havde begået den fatale fejl at forelske sig.