Uventede forandringer

[Edward Nott]

Briony N. Baines , 14. marts

Edward var kun lige skiltes fra Brianna, førend han gik op til uglerne og skrev en lille seddel, som han fik Dawn til at aflevere til Briony. Han havde bedt hende om at slippe, hvad hun havde i hænderne og møde ham oppe i et af de tomme lokaler. Han brød sig ikke om at gå tilbage til opholdsstuen, inden han vidste, hvordan han skulle opføre sig omkring Brianna. Desuden havde han brug for at tale med hende om det hele.

[Briony N. Baines]

Briony var i dårligt humør. Hun havde følt sig som en idiot det meste af dagen, al den opmærksomhed hun var sluppet for var kommet tilbage og folk havde endda spurgt ind til forlovelsen. Briony havde dog ikke sagt noget. De skulle ikke blande sig. Desuden ville hun ikke indrømme overfor nogen at hun ikke kendte til forlovelsen, fordi hun følte sig helt udenfor. Hvorfor havde hendes mor aldrig sagt noget?

Briony tog sig god tid med at komme hen til det klasselokale Edward havde bedt hende om. Da hun åbnede døren, lukkede hun den blot bag sig og betragtede ham undersøgende, med et lettere mistænksomt blik.

[Edward Nott]

Edward stod og lænede sig mod et støvet bord, da døren åbnede sig og Briony kom ind. Han havde ikke svært ved at lure hendes humør. Han kendte hende bedre end nogen anden, hvis ellers man spurgte ham. "Du har jo nok ikke kunnet undgå at høre det," konstaterede han tørt. "Ordren indløb i morges." Normalt talte han ikke om sine forældre på dén måde over for Briony. Men denne gang kunne han godt tillade sig det.

[Briony N. Baines]

Briony havde ikke kunne undgå at høre det. Det var over hele skolen. Hvem blev så tidligt forlovet i disse dage - havde alle spurgt hende.
"Ordren?" Spurgte hun og gik hen til ham mens hun så spørgende på ham.
Havde han ikke vidst noget heller? Pludselig følte hun sig ikke så udenfor længere. Hun havde troet at han ikke havde sagt noget til hende. Den følelse havde været ret forfærdelig.

[Edward Nott]

Hun kom hen imod ham og han nikkede, mens han trak et stykke pergament op af lommen. Det var foldet sirligt på midten, men bar alligevel præg af at have lagt i hans lomme hele dagen. Han rakte hånden frem og gav det til hende.

(Indeni stod der;)
Edward

Din mor og jeg har indgået aftale med Ella og James Atkins om at etablere en forlovelse mellem du og deres datter Brianna, som går på 5. årgang. Forbindelsen mellem jer er vigtig for begge familier og vi forventer, at du honorerer aftalen. Din forlovede får også besked med uglepost i dag.

Hils din søster fra mig og sig, at jeg håber, hun har det godt.

Far

[Briony N. Baines]

Briony tog imod pergamentet og gav sig til at læse det. Hun forventede det var hendes mor der havde skrevet det, men det fandt hun hurtigt ud af det ikke var. Nu var hun ikke længere overrasket over forlovelsen, i stedet for blev hun overvældet af en masse følelser der havde bund i at Edward havde fået et brev fra deres far.
Hun formåede næsten ikke at læse det færdigt, det var kun fordi hun var nysggerig at det skete.
"Hils din søster? Hvorfor har du aldrig fortalt mig at du skriver breve med vores far?" Udbrød hun halvhøjt, mens hendes fingre lukkede sig om pergamentet i et voldsomt greb.
Briony stirrede på sin bror, som om han var helt fremmed for hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro længere. Hvad havde han ellers løjet om?

[Edward Nott]

Hendes reaktion kom ærligt talt helt bag på ham. Brynene krøb op i panden og han hentede en forvirret panderynken ind - hurra for farmand for at have lært ham manipulationens kunster. "Vær nu ikke tåbelig. Jeg skriver ikke breve med far," svarede han afvisende. "Han har skrevet dét der til mig. Hvis du da overhovedet kan kalde det et brev." Irritationen over at have modtaget brevet - og den magtfratagelse, det havde indeholdt - skinnede tydeligt igennem.

[Briony N. Baines]

Briony rynkede sine øjenbryn let opad i en fortvivlet mine, mens hun kæmpede for ikke at bryde sammen. I stedet pressede hun læberne sammen, mens hun lyttede til hans forklaring.
"Jeg tror ikke på dig." Sagde hun og så ham direkte i øjnene.
"Han skriver som om i har skrevet sammen mange gange." Sagde hun og lagde brevet i lommen, uden nogen intention om at aflevere det tilbage før hun var sikker i sin sag.

[Edward Nott]

Han sukkede og brokkede sig ikke over, at hun huggede brevet. Han havde virkelig intet behov for at beholde det. Og hvad i alverden, hun blev sur over, forstod han ikke. Den eneste af de to, som faderen havde vist mindste interesse for i brevet, var hende. "Hvad ved du om, hvordan Far kunne finde på at skrive? Vi har ikke haft kontakt til ham i fem år," svarede han hårdt - nu også irriteret over, at hun ikke troede ham på sit ord. Hvornår havde han nogensinde givet hende grund til ikke at stole på sig??! At han rent faktisk stod og løj over for hende gjorde for ham ingen forskel i dén henseende. Han havde gode grunde til at lyve for hende. Grunde, som hun ikke ville kunne forstå.

[Briony N. Baines]

Briony havde pludselig ingen energi til at være vred på ham længere. Hans ord om deres far var jo sande. Han havde ingen kontakt haft med dem siden hun startede på Hogwarts. Det føltes som en evighed siden. I stedet for at råbe mere af ham, satte hun sig op på et af de få borde i det tomme klasselokale og så ned på sine knæ.
"Han har kunne skrive til os i al den tid." Konstaterede hun mens hun strøg sit hår om bag ørene.
"Og han har aldrig skrevet til mig." Sagde hun. Det eneste hun kunne konkludere var, at han ikke elskede hende. Alt den energi hun havde brugt på ham og det eneste hun fik, var en kort bemærkning i slutningen af et brev.

[Edward Nott]

Hans vrede forsvandt i samme øjeblik, som hun selv faldt ned. Det var jo tydeligt, at hun var ked af det. Han stillede sig hen ved siden af hende og lagde sin arm om hendes skuldre og gav dem et lille klem. "Du kan jo skrive til ham," foreslog han lavmælt. "Du må godt låne Dawn." Så kunne han i hvert fald ikke selv sende breve til faren imens.

[Briony N. Baines]

Briony var ikke fan af Edwards forslag. I stedet for at være vred på sin bror, havde hun nu vendt sine følelser mod faderen, som var længere væk og derfor nemmest at være sur på.
"Nej. Han er ligeglad med os, forstår du ikke det?" Sagde hun og lagde armene over kors.
"Jeg vil aldrig snakke med ham igen. Nogensinde." Sagde hun og rev sig fri af Edwards omfavnelse og vendte ryggen halvt mod ham. Hun ville bare være alene. I det mindste, ville hun ikke blive skuffet over folk, hvis ikke hun havde nogen.

[Edward Nott]

Han var lige ved at sukke over hendes reaktion, men gjorde det ikke. I stedet rejste han sig op og gik inden foran hende. Han stillede sig helt ind til bordet - hvilket betød, at hendes knæ var på hver sin side af hans ben, så hun ikke kunne dreje sig yderligere væk - og så lagde han armene omkring hende og tvang hende tæt ind til brystet. Her holdt han hende fast og tvang hende til at modtage hans trøst. Det passede lige med, at han kunne lægge kinden mod toppen af hendes hoved, mens han strøg hende blidt over ryggen.

[Briony N. Baines]

Briony så ikke på ham da han gik hen til hende, hun forsøgte at ignorere hans forsøg på at komme i kontakt med hende, men da han pludselig skubbede sig ind mellem hendes ben var det dog svært at forsætte den strategi. Hun var ikke voldsomt glad for den kropskontakt han havde påtvunget hende og hun forsøgte frustreret at skubbe ham væk, indtil han havde trykket hende ind til sig. Hun vred sig som et byttedyr der var ved at dø, men til sidst gav hun op. Da han aede hende langs ryggen blev hun helt slap og pressede næsen ind mod hans bryst. Som altid, var det ham der vandt når hun forsøgte at gøre oprør.

[Edward Nott]

Han strammede grebet, så det var fast, men ikke hårdt, indtil hun var færdig med at kæmpe imod. Hun søgte altid væk, når hun var ked af det og Edward havde aldrig accepteret det. Hans hånd lagde sig mod hendes nakke, som han strøg blidt gennem det lyse hår. "I det mindste har vi hinanden," sagde han lavmælt med læberne mod hendes hår.