Når aftenen går på hæld

[Kala Patil-Fawley]

Linh Nguyen ,
afslutningsfesten

Sommerfuglene så flaksede nervøst rundt i hendes mave, da Kala bevægede sig over gulvet mod en helt særlig grævling igen. Efter afvisningen havde hun forholdt sig til tanken om resten af aftenen med ret blandede følelser, der nu havde sat sig som en let summen i maven. Aftenen var ved at gå på hæld og hun følte sig næsten kun mere forvirret, end hun havde hun gjort, da hun ankom.

“Du er tilbage,” konstaterede hun overflødigt med et let smil om læberne, da hun nåede hen til Linh igen. Straks begyndte tankerne at arbejde på højtryk. Hun kunne godt, mindede hun sig selv om. Hun havde massere af venner, hvor det ikke var nogen udfordring for hende at føre udmærkede samtaler. 

[Linh Nguyen]

Linh havde ikke ligefrem brudt sig om at han blev nødt til at forlade Kala. Egentlig, ville han have blevet ved siden af hende hele aftenen, det var trods alt ikke sikkert hvor længe der ville gå før han ville se hende igen.
"Ja." Sagde han og lagde en arm om hende med et varmt smil.
"Fik du snakket med nogle venner mens jeg var væk?" Spurgte han. Han var selv faldet i snak med nogle af sine klassekammerater. Sidst på aftenen, var følelserne over at skulle forlade skolen blevet ret forstærkede.

[Kala Patil-Fawley]

Hendes tvivl og nervøsitet blev straks sat til skamme, da Linh smøg armen om hende som havde han aldrig lavet andet. Lettet smøg Kala sig ind til ham i en bevægelse, der ikke var meget ulig den fra en kælen kat.

“Yea, det var meget hyggeligt,” svarede hun og smilede til ham. “Jeg håber også, du har fået lidt tid til det?” Det var trods alt ikke kun sidste aften i skoleårets for ham, men sidste aften som elev på Hogwarts nogensinde.

[Linh Nguyen]

Linh havde ingen ide om hvor nervøs hun havde været, han havde allerede glemt sin lidt akavede reaktion tidligere.
"Ja, det har jeg." Sagde han med en anelse sørgmodighed i blikket, selvom han smilede.
"Det er mærkeligt at det her er min sidste aften. Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne blive lidt længere tid." Bemærkede han og gav hende et lille klem.

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede sympatisk op til ham. Selvom hun ikke stod i samme situation, tvivlede hun på, at hun nogensinde ville føle sig rigtigt klar til at forlade skolen, sine venner og den forholdsvist simple tilværelse, hun førte sig på slottet.

“Men så havde du aldrig spurgt mig til afskedsfest,” pointerede hun og blikket spillede igen muntert. “Og det er jeg i hvert fald ret tilfreds med.”

[Linh Nguyen]

"Nej." Sagde han og sendte hende et varmt smil, der nåede hans øjne. Han betragtede hende et kort sekund og strøg fingrene hen over hendes hår. Det var alligevel så sent nu, at han gik mindre op i anti-berøringsreglerne.
"Jeg kommer lige forbi i morgen og siger farvel i toget. Jeg kan ikke sidde sammen med dig, men vil gerne lige sige god ferie." Bemærkede han og løftede sine øjenbryn lidt spørgende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede nu helt tåbeligt op til ham, som hans fingre tog en velkommen tur over hendes hår. Hun sneg en arm om hans nakke og kærtegnede forsigtigt hans nakkehår med fingerspidserne.

“Det må du gerne,” svarede hun fornøjet og blikket dvælede et langt øjeblik ved hans læber, før hun igen fandt hans mørke øjne. “Eller i hvert fald, til vi ses igen.” Hun løftede brynene i en sigende mine. Hun havde alle planer om at se ham over sommeren, før hun igen skulle tilbage til skolen.

[Linh Nguyen]

Kalas berøringer fik ham til at føle sig en smule utilpas igen, ikke fordi han ikke brød sig om dem, nærmere fordi han ikke kunne reagere på dem.
"Uhm ja, selvfølgelig." Sagde han og smilede svagt.
"Jeg skriver til dig i løbet af næste uge, hvis min mor vil give mig et øjebliks fred." Han var ikke sikker på at det ville ske. Højst sandsynligt havde hun masser af ideer til hvad han skulle bruge tiden på.

[Kala Patil-Fawley]

Kala så Linhs smil falme igen og hendes hånd faldt i stedet, liggende lidt formålsløst i toppen af hans ryg mellem skuldrene. Hun prøvede at minde sig selv om Liams ord. Han prøvede sikkert bare at gå langsomt frem, men hun anede ikke, hvordan man gjorde.

Derfor nikkede hun også bare og stoppede med at tygge sammen om indersiden af sin kind. “Det lyder godt,” svarede hun svævende.

[Linh Nguyen]

Kala havde en evne til at gøre ham en smule perpleks, men efterhånden blev han da bedre til at håndtere det.
"Undskyld, jeg har åbenbart svært ved at snakke med dig nogle gange når du rører ved mig. Det er lidt mystisk." Sagde han og rynkede sine øjenbryn sammen i en tænksom mine.

[Kala Patil-Fawley]

Det blev lettere for Kala at se ham i øjnene, da først det lile undskyld havde forladt hans læber. Forbløffet betragtede hun ham, mens han talte.

“Virkelig?” spurgte hun og det var tydeligt på alt fra hendes tonefald til skuldrene, der øjensynligt faldt en smule, at hun var lettet. “Jeg troede måske, at du ikke kunne lide det.” Hun så en smule fåret ud, som hun tyggede ned i den buttede underlæbe.

[Linh Nguyen]

Linh så lettere chokeret på hende, hvordan i al verden kunne hun tro det? Men derefter overvejede han, at de måske var forskellige på nogle punkter.
"Jeg er ikke så vant til kropskontakt med piger Kala, det virker lidt voldsommere på mig end på andre drenge." Sagde han en smule flovt og skar en diskret grimasse, mens han kløede sig i nakken.

[Kala Patil-Fawley]

Linhs flovhed kunne hun slet ikke forstå. Generelt var det ikke meget, der rigtigt bed efter han først havde givet udtryk for, at hendes frygt var komplet ubegrundet.

“Åh, undskyld,” skyndte hun sig at sige, men lød ikke særlig beklagende. Smilet kunne også have noget med det at gøre. “Det var ikke for at overfuse dig. Det kommer bare så naturligt til mig.” Når altså ikke hendes forældre var i nærheden.

[Linh Nguyen]

Linh var vokset op i en kultur hvor man ikke rørte ved hinanden ved mindre man kendte hinanden utroligt godt - og blev nødt til det. De fleste vietnamesere brugte et lille nik som en hilsen og han havde samme tendens, specielt hvis han blev så familiær omkring folk at han glemte at opføre sig engelsk.
"Det siger du ikke." Sagde han med et lettere dumt smil og bed ned i sin underlæbe.
"Gør du sådan noget meget?" Spurgte han nysgerrigt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala tippede hovede lidt på skrå, mens hun betragtede ham og prøvede at finde ud af, hvad han havde ment med den kommentar og det opfølgende spørgsmål. Hvis han ikke gjorde den slags tit, kunne hendes fortid måske være noget, han så skævt til.

“Um, altså hvad for noget? Rører ved folk eller...?” spurgte hun og skyndte sig at tilføje: “Altså det er ikke fordi jeg bare... er nem eller sådan noget.”