Tingene Ændrer Sig

[William Knight]

Tidspunkt: En stund i den midt-sidste halvdel af festen

Outfit

Kala Patil-Fawley

Der stod meget på spil denne aften for William Taylor Knight. Ikke nok med at han ønskede at bekendtgøre sin forelskelse i en pige, der teknisk set var optaget af en dude fra Ravenclaw; hans traditionelle første dans med bedsteveninden Patsy, havde hun udleveret til sin kæreste frem for ham. Skulle han altid overgås af en eller anden fyr, denne aften?
Netop som han spejdede lokalet en smule efter en af sine venner; spottede han Kala i nærheden af ét af de borde der serverede punch, ingefærøl, og diverse snacks. Ganske vist havde han sendte hende et varmt smil tidligere på aftenen, men eftersom hun endelig stod uden sin partner, tillod han sig at steppe lidt ind. For hvis der var én der kunne give ham lidt ro i sindet, så var det fandme Kala.

"Har du efterladt wonderboy?" Grinede han lidt drillende, som han stoppede op ved hendes side. Hun så fremragende ud - som altid, "I var nu så kære..." Han havde spottet dem gennem lokalet i et flygtigt sekund tidligere på aftenen, og smilet over deres kære ansigtsudtryk og adfærdmønstre.

[Kala Patil-Fawley]

Det havde været noget af en aften og Kala havde stadig svært ved rigtigt at tage det hele ind. Hun havde derfor søgt hen for at få en ny ingefærøl og var på vej til at sætte sig ned, da Liam pludselig dukkede ud.

“Baby!” hilste hun fornøjet og grinede af hans åbningsreplik. “Hold dog kæft,” svarede hun prompte, men smilet var ikke blevet mindre. “Kom lige med.”

Sammen gik de hen til en lille klynge stole, hvor hun kastede sig ned med et lettet suk. Hendes tæer havde passeret det følelsesløse stadie og var styrer direkte igennem summen, hvilket nu havde efterladt hende med nivende smertet nogle steder. Der var dog noget ved Linhs mørke øjne, der fik hende til at glemme alt om det.

“Hvor har du været hele aftenen? Hvad har du lavet?” Hendes blik havde spillet muntert, men blev nu karikeret strengt, som hun tilføjede: “Hygger du dig?”

[William Knight]

Et smil brød frem over hans læber, som han ramte plet i drilleriet. Det eneste bedre end at få Kala til at smile, var sgu at pisse hende en smule af.
Han fulgte hende hen mod stolene, efter at have grebet en ingefærøl i omfarten. Dernæst dumpede han, ligeledes med et lille suk, ned i en af stolene ved siden af hende. Nok havde han ikke danset hele aftenen, men den hvileløse vandren, kunne da mærkes en smule i fødderne.
"Nu hvor jeg er sammen med dig, hygger jeg mig da," Svarede han lidt afværgende, som han puffede til hendes fod med sin ene skosnude. Ryggen lænede han ind mod lænet, før han kastede et flygtigt blik rundt i salen. Forventningerne til denne aften havde været så høje, at det var umuligt for ham at føle sig en smule nedslået. Dog forsøgte han, at frakaste sig nederlaget, ved at fokusere på Kala.
"Hvad med dig? Forløber din aften godt?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala hævede et bryn, som han uelegant prøvede at undvige hendes spørgsmål. De manglende svar gjorde det så åbenlyst, at noget havde naget ham de sidste mange uger. Hun burde have set det allerede ved hans stigende fysiske interesse og impulsen til at spørge ind til det og sikre sig, at han var okay, meldte sig straks. Rammen var dog langt fra ideel og hun smilede derfor i stedet skævt til ham og lod det ligge for nu. “Pf, du er en rigtig charmebøf,” konstaterede hun muntert og prøvede at se ubekymret ud.

“Jeg har ingen klager.” Okay, ikke helt sandt. Afvisningen på hendes berøring sved stadig i hendes tanker. “Du, jeg kom til at tænke på noget... Når jeg normalt rører dig, ikke? Det... du kan godt lide det? Altså bare sådan som når jeg nusser dit ben eller sådan,” Hun så afventende på ham.

[William Knight]

Snart satte han ingefærøllen til læberne, for at tage en god tår af den kolde drik. Ganske vist savnede han sin trustede whiskey aftener som denne - med alt deres pragt og problemer -, men Kala var også et af hans remedier, på sin egen måde.
Et klædeligt, men lidt sarkastisk skævt smil strejfede hans ansigt, ved hendes sære ordvald; charmebøf. Kortvarig grinede han, som han strejfede sin frie hånd gennem sit sorte hår, der sad en smule tilbage ved aftenens anledning, med hjælp fra en smule voks.

Forvirringen satte tydelige spor over hans ansigt, ved hendes spørgsmål. Derfor vendte han øjnene opmærksomt mod hende, og tippede hovedet lidt på skrå, "Fandens kan jeg det," Sammenstykkede han, med et nik, hvorefter han overvejede hendes ord, "Men, selvfølgelig kan fyre være forskellige. Jeg antager at din date, ikke deler min holdning?"

[Kala Patil-Fawley]

Et lettelsen smil i drog kortvarigt hendes ansigt, men blev øjeblikkeligt jaget på flugt. Liam så selvfølgelig direkte gennem hendes transparente forsøg på at lyde henkastet og bare generelt overvejende.

“Det ved jeg ikke,” svarede hun og håbede, at hun stadig lød afslappet. Hun lagde benene over kors og rettede sig lidt op igen. “Jeg, um, jeg ved ikke rigtigt, hvad han tænker.” Ud over at han syntes, hun var smuk og havde lyst til at kysse hende. Kala tyggede sammen om den fyldige underlæbe. “Jeg tror, han synes, jeg er for... ivrig.” Hun rømmede sig og så rødmende ud på dansegulvet.

[William Knight]

Det var sjældent at han så hende sådan her. Der var noget uskyldigt over pigen han havde delt, langt fra uskyldige, stunder med. Det satte dog et varmt og blidt smil om hendes læber; for sjældent havde han set noget så kært, med dé rødmende kinder, og de små bid hun gav sin buttede underlæbe. Uanset hvor meget hun så forsøgte at slå det hen (et faktum han kendte fra sig selv), vidste han derfor at der var noget mere reelt på spil. Kala bekymrede sig tydeligvis mere over Lihn end hun havde givet udtryk for sidst i kælderen.
"Har du overvejet, at han måske blot ikke er så... Erfaren?" Spurgte Liam roligt. Kala var måske vant til de mere agressive typer som ham selv. Dem som måske gik efter dét de ville have med lidt færre bekymringer. Well... Okay, hvis man bortså Liam's nuværende 'krise' med sin første forelskelse.
"Måske vil han tage det roligt med dig, frem for at forhaste noget? Det kan jo være et godt tegn."

[Kala Patil-Fawley]

Alene forslaget fik sendt hendes bryn i vejret. Tanken om, at den ellers noget ældre elev skulle være uerfaren havde ikke strejfet hende. Hun var vant til fyre, der var mere interesserede at holde om hendes røv end hendes hånd.

“Tror du det?” spurgte hun og så vurderende over på ham, før hun trak på den ene skulder. Hun havde virkelig lyst til at tro på det. “Hvad synes du?” Det var ikke ligefrem en nyhed, at Kala var elendig til at tage beslutninger.

[William Knight]

Løven trak en smule på skuldrene, som for at understrege at det kun var ren gisnen fra hans side. Han var trods alt ikke altid den bedste menneskekender, og Lihn personligt, havde han ikke megen erfaring med.

"Har han givet udtryk for sin interesse på andre måder?" Han svarede på hendes spørgsmål, med sit eget, "For så kan det jo tyde på, at han måske gerne vil starte med noget andet end det fysiske."

[Kala Patil-Fawley]

Selvom Liam ikke kendte Linh, var hun ikke i tvivl om, at hans bud var mindst lige så godt som hendes. Hun var tydeligvis håbløs til det. Med en halvt nervøs latter så hun over på ham igen.

“Men jeg kan jo ikke finde ud af det andet,” pointerede hun i spøgefuldhed, der dækkede for usikkerheden. Kala var veninden, man kom til for en hyggeflirt eller for at distrahere sig selv fra en anden pige som Liam var ekspert i.

[William Knight]

Han lænede sig en smule frem i stolen, som han tog endnu et sip til ingefærøllen. Trods hans blik, kortvarig, strøg efter Melanie, var hans opmærksomhed med Kala nu. Det lod til at hun havde brug for støtten.

"Selvfølgelig kan du det," Lød det blidt, og halv-opmuntrende fra ham, som han lagde en varm hånd mod hendes skulder, "Brug din charme som et våben, right? Vi var jo også venner i en god sjat tid, før vi blev intime med hinanden. Og nu, hvor du måske har en reel interesse for knægten, er der måske mange andre vinkler at benytte sig af."

[Kala Patil-Fawley]

Kala så skeptisk fra hånden på sin skulder og op til det, der nok var en af hendes bedste venner. Ud over det særlige venskab med Al, selvfølgelig. “Det var da ikke det, jeg mente. Jeg ved godt, hvordan man er venner med folk,” udbrød hun fornærmet. Linh var bare ikke rigtigt en ven længere.

“Det er også ligegyldigt.” At snakke om ham gjorde hende tydeligvis blot mere forvirret. “Hvad sker der med dig? Hvorfor vil du ikke fortælle om din aften?” Hun studerede ham opmærksomt.

[William Knight]

En forundret rynke troppede op i den unge pande, men han slog snart hendes ord lidt hen. For hvad vidste han overhovedet om kærlighed og dating? Hans eneste kæreste havde han været utro, med Kala oven-i-købet, og hans første forelskelse, der herskede i ham nu, havde for det første kun stået på i et par måneder, og for det andet var han kun for kort tid siden begyndt at stå ved det for sig selv.

Hendes opmærksomme blik kom ham derfor ikke som en overraskelse. Trods han ikke længere skjulte sin forelskelse for sig selv, var den faktisk nærmest blevet sværere at skjule for andre. Først rystede han derfor lidt på hovedet, men måtte sukke et par sekunder efter. Det nyttede vel ikke at lyve:
"Det er jo den sidste aften på skolen, og...," Begyndte han, og sendte et flygtigt blik rundt i lokalet, "Jeg har på en måde... Noget for én. Så jeg vil gerne bare ud med det, før ferien starter. Det er min sidste chance, you know." Han trak på skuldrene, som var det ingenting. Detaljen med at pigen havde en kæreste, havde han selvfølgelig ikke engang strejfet endnu.

[Kala Patil-Fawley]

Kala betragtede ham afventende, mens han fik nølet sig frem til, hvordan han ville formulere sig. Med Liam var hun vant til at være tålmodig, når det kom til følelser. De var heldigvis ret ens på det punkt.

Da han kom til pointen, sad hun dog i lang tid uden at sige noget. I stedet hun blot på ham som om han havde annonceret, at han den morgen var vågnet op helt lila med otte hovedet. Så smilede hun skævt og rystede lidt på hovedet. “Hellige hippogrif, hvad er der sket med os to?”

[William Knight]

Som han endelig tvang sine øjne mod hende igen, havde han nærmest forventet at hendes overraskelse ville være malet tykt over ansigtet. Dog, virkede det til at de begge var i kærligheds-fælden, og... Hvorfor var det lige at de altid skulle dele de mest intime momenter? Ikke, at Liam klagede. Der var noget fantastisk ved at dele selv de mest rædselsfulde og skønne øjeblikke med nogen.

"Det er rædsomt," Grinede han blidt, før han tog endnu en tår af ingefærøllen, for blot at tørre en løssluppen dråbe i mundvigen væk med sit hvide skjorteærme.
"For hvad hvis pigebarnet griner mig lige op i ansigtet, når jeg fortæller hende om det? Sikke en ferie jeg så går i møde."