Melodisk

[Vera M. Selwyn]

Vinzent Leandros

Vera gav ikke altid sig selv fuldt ud, når de øvede, men i aften havde hun et brændende behov for at skinne igennem. Hendes hår havde hun sat op i en knold og hun havde stadig skoleuniformen på, selvom hun havde bundet skjorten op rundt om maven fordi hun altid fik det så varmt.

Da de var færdige med at øve og havde pakket tingene sammen, tog hun dog sin guitar frem igen. Hun tænkte at hun lige kunne arbejde lidt på nogle af sangene hun var igang med at skrive. Hendes blik gled flygtigt hen på Vinzent mens hun sad og sang og tog noter på et lille papir på bordet. Han var virkelig alt for pæn til, hvad godt var, tænkte hun frustreret og slog blikket ned på papiret.

[Vinzent Leandros]

Det føltes af og til som om guitar blev levende, når man spillede på den. Den spandt når tonerne var rigtig og klirrede når de var forkerte. For Vinzent var hans guitar, lige så meget en følgesvend som hans tryllestav, og det vidste de fleste på skolen også.
Endnu en øvning var vellykket og af ren vane, spillede han lidt videre med nogle enkle toner. Lyden var så stille at kun folk der lyttede, kunne høre de blide toner, som fingrene gled hen over de magiske strenge.
”Oooh det mørke hår, det mørke sind… hvor kan det mon gør hjertet blind?” sang han, og jammede egentlig bare for morskabens skyld. Lyden fra guitaren blev pludselig lidt højere. “Hendes sange, kun jeg ka’ bruge, mooooon hun en dag blir’ min frue!” fortsatte han drillende.
Det var typisk Vinzent at drille Vera på denne måde, for med deres fortid, kunne han lidt tillade sig nogle ting, selvom han stadig mente at havde en chance.

[Vera M. Selwyn]

Vera prøvede rent faktisk at koncentrere sig, men det var svært, når Vinzent sad med sin guitar og bevidst forsøgte at provokere hende. Hun sukkede irriteret over det han sang og himlede med øjnene, inden hun stoppede med at spille.
"Vinzent, jeg prøver faktisk på at lave noget seriøst." Sagde hun og sendte ham et skarpt blik.
"Og jeg bliver aldrig din frue." Bemærkede hun og vendte sig ned mod guitaren igen og forsøgte at fokusere, selvom han gjorde det ret umuligt.

[Vinzent Leandros]

Der måtte holdes et smil tilbage, for selv om hun var en ravn, så var det godt nok tit at han havde set hende knapt så koncentreret…
Vinzent rejste sig og gik helt over hvor Vera sad. Lyden fra hans guitar var dog stoppet og bare for at provokere, lænede han sig ind over bordet for at se hvad hun havde gang i. “Endnu en sang? Eller skriver du kærlighedsbreve til alle dine hemmelige beundre?” spurgte han helt neutralt, som om det faktisk var en mulighed. Han var dog hurtigt til at rette sig op og komme udenfor rækkevidde.

[Vera M. Selwyn]

Vera så op på ham med et skarpt blik da han lænede sig ind over bordet, men hun rørte sig ikke ud af stedet. Hun fjernede sin ene hånd fra guitarens strenge og lagde den over på selve guitarkassen. Et lille suk slap over hendes læber.
"En sang, jeg har slet ikke så mange beundrere, bare drenge der gerne vil knalde mig." Sagde hun og foldede papiret sammen, hun havde ikke lyst til at han skulle se hendes arbejde før hun følte sig klar til det. Ind imellem var han virkelig god til at skabe en atmosfære, hvor hun ikke havde lyst til at udfolde sig kreativt.

[Vinzent Leandros]

Vera var den meget direkte type, så der blev bare løftet et bryn. Med guitaren i den ene hånd, puttede han den anden i lommen. “Det må være en lang liste så.” De vidste begge to at hans navn også stod på den liste, så det behøvede slet ikke at blive nævnt.
“Nogle gange kan man blive helt i tvivl om du faktisk nyder opmærksomheden, eller du bare tager det som det kommer. Jeg tror selv på det første. Lidt egotripper er man vel.”

[Vera M. Selwyn]

Vera så lidt undersøgende fra ham og ned til hans guitar. Hun havde altid fundet det interessant hvor skødesløst han behandlede den. Hans familie havde så tilgengæld en hel del flere penge end hendes.
Hans ord fik hende dog til at smile skævt.
"Jeg nyder opmærksomheden fra dem jeg kan lide, resten er bare irriterende." Sagde hun og trak på skuldrene. "Ville du da nyde opmærksomhed, fra en du syntes var utiltrækkende?" Spurgte hun og så ham i øjnene.
"Du er selv lidt en egotripper at du ved det." Påpegede hun og pakkede sin guitar ned i hylsteret, hun ville alligevel ikke få lavet noget.

[Vinzent Leandros]

Det var ikke et spørgsmål Vinzent behøvede at tænke længe over. Udvalget på Hogwarts var jo ikke særlig stort. “Jeg er faktisk lidt ligeglad… Pæne piger kræver mere opmærksomhed, og nogle gange er tålmodigheden ikke til det” svarede han afslappet. Ingen tvivl om hvem han brugte mest tid på, altså de flotte piger, men kræsen kunne man ikke altid være.
“Hør Vera snuske. Jeg er en simpel mand. Nok har jeg en guldske oppe i røven, men jeg vil også bare gerne have noget loooooove.”

[Vera M. Selwyn]

Vera løftede øjenbrynene lidt over hvor villig han tilsyneladende var og hun skar en lille grimasse.
"Årh hvor irriterende, skal du rent faktisk bruge tid sammen med dem?" Bemærkede hun uden at tage sig af at hun nærmest havde talt i munden på ham.
"Jeg giver ikke kærlighed ud på request, kun hvis du betaler eller er sød nok." Sagde hun og fnøs lidt. Det var ingen hemmelighed, at hun af og til brugte sin krop som handelsvare, hvis hun lige manglede nogle penge.

[Vinzent Leandros]

Der blev ikke taget sig af den lidt dullet opførsel Vera kom med. Vinzent syntes det var ret så morsomt, men det fik hende også til at lyde reserveret. I hans bog var dette en god ting.
“Du ved at penge, ikke er problemet.” Selv med en rig familie, så var Vinzent ikke typen der kastede om sig med penge. Faktisk var det en slags rebelsk handling at gå med aflagt tøj og ikke at lade sin guitar skifte ud med en nyere model. Med det, kunne Vinzent aldrig finde på at betale for samvær med nogle. Enkelte personer ville endda mene ham nærig, fordi han ikke sådan gav store gaver, selvom pengene var nok.
“Hvis du gerne vil have at folk er søde overfor dig, kræver det samme ikke det samme til gengæld, smukke?”

[Vera M. Selwyn]

Vera vidste godt at han havde masser af penge, men han var også en af dem hun havde haft en flirt med og derfor ville det være mærkeligt at begynde på den slags.
Hun smilede en anelse over hans kritik og trak på skuldrene, hvorefter løsnede sin knold så hendes sorte hår faldt ned på hendes skuldre.
"Jeg er da sød. Synes du ikke jeg er sød?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, mens hun så på ham med et uskyldigt blik og smilede en anelse.
"Sød som en slikkepind." Bemærkede hun og så ham i øjnene.

[Vinzent Leandros]

Han var lige på nippet til at sige nej, da Vera mente at det var tid til at bruge sin charme og gjorde sig til. Selvom det ikke var nyt, blev Vinzent hurtigt hypnotiseret af blikket og læberne, der bevægede sig i takt med ordene.
“Slikkepind?” gentog han og kunne ikke lade være med at tænke over hvor frækt hun fik det til at lyde. “Det er ikke noget jeg kan udtale mig om” sagde han og fik vinklede sig ud af det spind hun forsøgte at lave om ham. “Du har haft din chance Vera.” De vidste begge to godt at de nærmere var omvendt, men Vinzent vil hellere bilde sig løgnen ind.

[Vera M. Selwyn]

Vera så ham i øjnene og smilede, inden hun tog fat i remmen på hans bukser og hev lidt i den.
"Ja, sød som en slikkepind." Sagde hun og trak derefter hånden til sig igen, inden hun lagde hovedet på skrå.
"Det var dig der sagde du havde brug for lidt loving, men hvis du har skiftet mening, så er det helt fint. Jeg tror der er en løve, der måske er interesseret i mig." Sagde hun og strøg sit hår om bag ørene, mens hun lænede sig tilbage i stolen og begyndte at pille ved den knude som hun havde bundet sammen med sin skjorte på maven.

[Vinzent Leandros]

Vinzent lod sig trække nærmere, men reagerede ikke yderligere på Veras handling. Vera ønskede at drengene jagtede hende og fik ofte sin vilje. Derfor var det langt sjovere at gøre det modsatte af hvad hun ville have.
“Løver kan da også være meget kære. Hvor længe tror du, at du kan holde hans interesse?” Forsøget på at gøre ham jaloux virkede ikke det mindste. Nok ville Vinzent gerne mere med Vera, men han havde ikke noget imod at dele. Specielt når han vidste at hun normalt ikke gjorde sig i kæresteri.

[Vera M. Selwyn]

Vera smilede bare skævt over hans tydelige forsøg på at lade som om hun ikke påvirkede ham. Det gjorde ikke så meget, hvis han ville spille julelege, så måtte han jo bare gøre det.
"Sikkert de fem sekunder det tager ham at komme i min mund." Sagde hun og rejste sig op. Hun ville ned til opholdsstuen, Vinzent var tilsynelade ikke særlig sjov på nogen måde. Hun forstod ikke hvad han havde gang i og gad ikke spilde sin tid på det. Derfor tog hun sin guitar og sine noter.
"Vi ses næste gang." Sagde hun og trak guitarrasken over sin skulder.