Overraskelsernes tid

[Deleted]

Ivy Hooch

Timothy havde revet konvolutten op, da én af skolens ugler havde afleveret den foran ham og sad nu og læste brevet for tredje gang. Hans brede smil var slet ikke til at kontrollere og han forsøgte da overhovedet heller ikke. Tværtimod gjorde han en destinkt jublende armbevægelse og satte kursen mod quidditch-banen, hvor han vidste, der var en vis mulighed for, at han kunne finde Ivy.
Han så hende cirkle rundt oppe over sig og satte to fingre i munden, inden et øredøvende pift skar sig gennem luften. Han gjorde en hidkaldende armbevægelse for at få hende til at komme ned til ham.

[Ivy Hooch]

Ivys mor havde altid sagt, at det nok ville gå over en dag. At fascinationen ville fortage sig og at det var vigtigt, at hun holdt hovedet i bøgerne og fik gode karakterer. Da jorden blev mindre under hendes fødder, blev hun dog endnu engang forsikret om, at det var dét, hun var sat i verdenen for. Hun var født til en kost.

En lyd nedefra kom alt for invaderende tidligt og det var modstræbende, at hun satte kurs nedad igen i et skarpt dyk. Hun blødte op i sidste øjeblik og fløj en halv cirkel om Timothy, før hun stod af.

Let forpustet trak hun fingrene igennem det lyserøde hår. "Hey Tim," hilste hun og lød til sin lettelse afslappet.

[Deleted]

Timothy så hende suse gennem luften og indså - ikke for første gang - hvor utroligt smuk, hun var, når hun sad på en kost. Ikke, at hun ikke også var det på andre tidspunkter selvfølgelig, men hun skiftede fuldkommen attitude, når hun var i luften.
Han vendte sig et halvt skridt om mod hende, så han stod med front direkte mod hende og viftede så smilende med brevet. "Jeg fik den! Jeg har fået pladsen!" Han havde fortalt hende om ansøgningen for et par dage siden.

[Ivy Hooch]

Selvom Ivy var lutter smil ved Timothys nyhed, var det en lidt anden historie under overfladen. Inderst inde havde hun glædet sig til at komme væk fra den akavede stemning, der altid havde ligget og luret under overfladen siden påskeferien på femte år.

"Tillykke," ønskede hun ham dog alligevel oprigtigt og smilede skævt over til ham. "Du er talentfuld. Jeg forstår godt, de vil have dig."

[Deleted]

Han havde stadig masser af smil på ansigtet og han gik ubevidst et skridt tættere på hende, mens han stak brevet i lommen. "Jeg kan stadig ikke helt forstå det. Tænk engang, at vi skal blive ved med at spille på samme hold." Han smilede skævt til hende kunne ikke helt lade være med at føle, at det var skæbnen, som havde spillet ind.

[Ivy Hooch]

Ivy kunne ikke bære rent faktisk at træde et skridt tilbage. I stedet holdt hun kosten lidt tættere ind til kroppen.

"Ja, det bliver vildt, hva'?" konstaterede hun i et forsøg på at forholde sig optimistisk. Det setback i hendes planer skulle ikke have lov at kvæle, hvordan hun havde set frem til dimissionen. "Det er underligt, vi er kommet så langt."

[Deleted]

Han smilede endnu mere og rakte en hånd frem for at lade sine fingre nusse den hånd, som holdt om kosten et øjeblik. "Jeg tror, det er skæbnen," sagde han så i et lavmælt toneleje med lige et hint af den længsel, han altid havde i stemmen, når han talte til hende på den måde. Han var aldrig rigtigt kommet sig over, at hun havde droppet ham. Og han mente egentlig, at hun havde det på samme måde. I hvert fald havde hun intet imod, at de var gode venner. Før eller siden skulle hun nok give sig.

[Ivy Hooch]

Da Timothys hånd fandt hendes, blev det alligevel lidt for meget og Ivy tog et skridt bagud fra ham med en lille, forsigtigt rømmen af halsen.

"Jeg tror i hvert fald nok, det skal føre til store ting for dig, Tim," konstaterede hun undvigende og smilede til ham. "Vil du følges med tilbage til slottet?"

[Deleted]

Han lod hånden falde, da hun trådte væk og sårbarheden gled af ham som vand af en sten. Tilbage var den selvsikre basker og han trak bare på skuldrene. "Jo, lad os bare det," svarede han og slog følge med hende ind mod slottet. "Skal du hjem og bo ved dine forældre efter vi går ud?" Det skulle han selv. I hvert fald et stykke tid.

[Ivy Hooch]

Ivy åndede lettet op. Det var ikke fordi hun var konfliktsky, men hun orkede virkelig ikke at skulle til at tage endnu en tung snak med ham. De var bedst som venner. Det havde tiden vist dem.

"Nah, det tror jeg ikke. Jeg regner med, at Lavender og jeg finder et sted at bo," fortalte hun med et skævt smil. Det ville blive fedt at komme ud og få sit eget sted.

[Deleted]

Han rakte armen ud og lagde den om hendes liv, mens de gik. Det var lige på kanten mellem venner og mere og det var sådan cirka, hvor han befandt sig hele tiden. "Lavender, huh?" spurgte han interesseret. "Hvor henne?" Måske han også skulle finde sig en lejlighed. Med den nye kontrakt, skulle det vel nok kunne være en mulighed.

[Ivy Hooch]

"Timothy." Hendes tone var irettesættende og hun trak sig igen tilbage fra ham. De havde ikke været sammen i to år, kommenterede en irriteret stemme i hendes tanker.

"Jeg ved det ikke endnu. Nok i London, tænker jeg. Eller et andet fedt sted. Vi finder jo nok på noget," svarede hun i et forsøg på at holde det sobert og smilede til ham. "Når jeg på et tidspunkt inviterer holdet forbi, får du det jo nok at se."

[Deleted]

Han sukkede let og lod hende trække sig væk uden at forsøge at holde fast i hende. Hun holdt ham virkelig på pinebænken. Han vidste selvfølgelig godt hvorfor. Han var gået over grænsen dengang. Da hans far døde. Men det var snart længe siden og det var virkelig anstrengende, at hun ikke ville give ham en chance til. Han havde ikke rigtigt haft lyst til at være sammen med andre i mellemtiden. Ikke at han ikke havde været det, men det havde bare aldrig været så godt, som han ønskede det. Ivy var.. Anderledes.
"Det vil jeg glæde mig til så," svarede han og stak hænderne i lommerne for ikke at komme til at røre ved hende igen, mens han smilede til hende. "Tror du, at nogen får tippet balancen på kollegie-pokalen?" Gryffindor havde ført det sidste lange stykke tid, men Slytherin havde til tider været tæt på at overhale dem.

[Ivy Hooch]

Ivy smilede over til ham og glædede sig over, at han havde respekteret den tydelige grænse, hun havde tegnet.

Hun trak på skuldrene. "Jeg håber bare ikke, Slytherin vinder." De var ikke alle sammen slemme, men... "Der er nogle af dem, der kommer til at blive uudholdelige de sidste par dage, så." De havde vundet quidditchturneringen og det var egentlig det eneste, der rigtigt betød noget for hende.

[Deleted]

Han nikkede let. "Enig," svarede han bestemt. Han havde også selv flere personer på Slytherin, som han kom rigtigt dårligt ud af det med. "Skal vi træne sammen senere?" Hun havde selvfølgelig lige trænet, men for folk, som ønskede at konkurrere på professionelt plan, var en enkelt træning om dagen ikke altid nok. Og bare tanken om, at han nu kunne træne sammen med Ivy - også efter skoleafslutningen - og dermed lægge beslag på noget af hendes tid, var virkelig tilfredsstillende.