Midt i rodet

[Lily Luna Potter]

Gallagher O'Leary

Eksamensperioden var for alvor intensiveret på Hogwarts og ingen gik fri. Derfor havde det også nærmest været en umulighed for Lily at få fat i Gallagher, men da hun endelig fik øje på ham i storsalen efter aftensmaden, havde hun ikke tænkt sig at lade momentet passere.

Gallagher viste sig dog at være noget nær umulig at få indhentet, som han smuttede ud af storsalen. Først på først sal fik hun indhentet ham.

"Gal," kaldte hun og luntede det sidste stykke hen til ham og en kollegianer, hun ikke kunne sætte navn på. Hun smilede halvhjertet til vedkommende, før hun vendte blikket tilbage på Gallagher. "Har du et øjeblik?" Hendes stemme lød heldigvis nogenlunde så afslappet og let, som hun var gået efter.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher stivnede mentalt ved lyden af den alt for velkendte stemme. Hvis han havde været alene, ville han måske være blevet ved med at gå. Anden mulighed var at sige nej, men der forrådte kollegiekammeraten ham for anden gang ved bare at trække på skuldrene og gå videre.

Gal havde lyst til at skære tænder, som han tvang sig selv til at se på Lily. “Hvad?”

[Lily Luna Potter]

Lily hævede allerede armene for at lægge dem over kors, men fik stoppet sig selv, bevidst om at det måske ikke var den bedste fremgangsmåde bare at blive kontrær. Hænderne blev i stedet stoppet i lommerne.

"Måske vi lige kunne gå et sted hen?" foreslog hun. Hvorfor skulle han gøre det hele så forbandet svært altid?

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var stadig ydmyget efter sidst og han havde ikke lyst til at være alene med hende. Han havde fattet nu, at det var bedre at holde sig langt fra hende.

“Fint,” hørte han alligevel sig selv sige, uanset om det så var kort for hovedet. Store idiot. Han slog ud med den ene arm. Hun ville tale, hun måtte finde et sted.

[Lily Luna Potter]

Temperamentet rørte på sig under ravnens kølige ydre, men hun tog en dyb indånding gennem næsen og førte hen til en af de mindre befærdede gange. Først der vendte hun sig om mod ham igen.

"Hvad har jeg gjort dig, hva'?" brast det ud af hende, selvom hun havde planlagt en helt anden tilgang, da hun fik øje på ham i storsalen. "Vi var endelig begyndt at..." Lily blev pludselig selvbevidst og afbrød sig selv. "Ting var okay for en gangs skyld og nu er du pludselig pisse fornærmet?"

[Gallagher O'Leary]

Gallaghers øjenbryn gled lidt op over vredesudbruddet og det krævede vitterligt alt han havde ikke at himle med øjnene. I stedet betragtede han hende bare, som hun skældte ham ud og ventede indtil hun var færdig.

"Hvis hele formålet med det her var at råbe af mig, så går jeg igen," konstaterede han simpelt. Hvis hun var chokeret over, hvorfor han tog afstand fra hende, så var det ikke hans skyld. Det var temmelig åbenlyst.

[Lily Luna Potter]

Hendes underlæbe gled ned i en forurettet måben og hun lagde armene over kors, mens hun talte ned fra ti.

"Hele formålet med det her var at høre, hvad dit problem er, men det er ganske tydeligt, at det er det samme som det altid har været. Hvorfor spurgte du mig overhovedet?" Lily ventede ikke på svar, før hun fortsatte. "Ved du hvad? Det kan være ligemeget."

Hendes kinder blussede og hun vendte ryggen til sig, men kom alligevel på bedre tanker. Hun vendte sig dog kun halvt mod ham igen. "Jeg ville egentlig have fortalt dig, at jeg var nederen over, at jeg havde sagt ja til en anden, men..." Hun stoppede sig selv i at sige, at det da var hendes held. I stedet stirrede hun bare køligt på ham.

[Gallagher O'Leary]

Gallaghers stolthed var primært såret, samtidig med at han - selvom han ikke var meget for at indrømme det overfor sig selv - var vanvittigt jaloux. Af samme grund lyttede han nærmest ikke til hendes første bebrejdelser, der lød lidt som et nummer fra en gammel plade. Først da hun vendte sig mod ham igen, blinkede han en enkelt gang.

Overraskelsen var kort tydelig og i nogle sekunder stod han bare og så dumt på hende. Han ledte efter en reaktion, men til sidst var det eneste der lød fra ham: "Hvem skal du følges med?"

[Lily Luna Potter]

Et kort sekund glødede en triumferende glæde i hendes mave over den overraskede reaktion. Eller egentlig bare det, at hun for en gangs skyld havde fået en reaktion.

"Det kunne du lide at vide, hvad?" Armene blev lagt over kors. Hun var ikke meget for at opgive elemtet af overraskelse, men alligevel trak hun på skuldrene. "Ronan Thomas."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher havde lyst til at skære en grimasse. Han ville så gerne kunne hade, hvem end det var, der havde bildt sig ind at spørge Lily Potter, men han spillede fodbold med Ronan og han kunne reelt godt lide den yngre Ravenclawelev. Hvilket selvfølgelig kun gjorde det hele værre.

"Aha," svarede han sammenbidt, så generet af det, at han ikke engang formåede at se arrogant ud. Snarere lidt forpint.

[Lily Luna Potter]

Selvom Lily virkelig havde lyst til at være sur på ham, var der noget ved hans udtryk, der fik hende til at tage et skridt tættere på ham. Hun tog en dyb indånding, mens hun overvejede, hvad hun burde sige.

"Gallagher," startede hun i et lidt mere alvorligt toneleje end det, hun normalt brugte (og kunne lide sin stemme i). "Hvorfor inviterede du mig?"

[Gallagher O'Leary]

Gallagher havde primært lyst til at gå sin vej. Sådan. Virkelig meget. Især da hun trådte tættere på og talte i et tonefald, som var mere alvorligt end han brød sig om.

"Det ved jeg ikke," svarede han, trak på skuldrene og begravede hænderne dybt i lommerne. Det passede ikke helt. "Jeg havde lyst?"

[Lily Luna Potter]

Det var ikke det svar, Lily havde håbet på, men hun havde også vidst bedre end at gå til ham på den måde. Hun vidste, han var umulig, når først hun så på ham, som hun gjorde nu.

Et lavt suk forlod hende. "Okay, det er vel, ja, okay." Hun forsøgte at smile til ham og rystede lidt på hovedet af dem. De var simpelthen for tåbelige.

"Well, jeg er ked af, at det ikke bliver til noget," konstaterede hun, da tavsheden blev for meget.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher så lidt underligt på hende, da hun smilede. Han havde det stadig mærkeligt og han endte med at klø sig i nakken i en sædvanlig, nervøs gestus.

"Hvorfor...?" spurgte han endelig. Også selvom han ikke selv havde været i stand til at give noget klart svar på, hvorfor han havde spurgt hende i det hele taget. Det indså han og sank. "Det er nok for det bedste."

[Lily Luna Potter]

Smilet forsvandt omgående. Det gav hende en ubehagelig, kold fornemmelse i maven, da han endelig brød stilheden og lod hende vide, at ord altså kunne være værre. Hun trak på skuldrene.

"Hvis det er sådan, du har det," konstaterede hun hult og sank, før hun fugtede sine læber med tungespidsen. Hendes mund føltes tør.