I nattens dyne

[Maggie Hayes]

Nicolas Winger

De sidste måneder havde været en hidsig slutspurt mod syvende år. Ikke så opslidende som femte, men nok til, at da Maggie vågnede, lå hun stadig iført sin skoleuniform, halvt inde over sin seng. Aftenrunden havde også taget en evighed den aften og hun følte sig stadig ved siden af sig selv, da hun langt om længe fik skiftet om til nattøj og tog sin tandbørste, før hun satte ned mod pigernes badeværelse.

Da tænderne var børstet, håret redt og ansigtet vasket, sjoskede hun igen tilbage op til opholdsstuen og standsede brat, da hun fik øje på Nicolas. Havde han siddet der hele tiden? Havde hun overhovedet været rigtigt vågen, da hun havde bevæget sig ned på badeværelset. Hun rømmede sig selvbevidst.

"Hey du," hilste hun søvdrukkent og smilede til ham. "Du er sent oppe?"

[Nicolas Winger]

At skulle gøre sig færdig med sit sidste år på Hogwarts var noget Nicolas havde drømt om, siden han startede på skolen. Den dag, han kunne kalde sig færdiguddannet og begive sig ud i de voksnes verden. Men nu hvor det endelig skete, ville han ønske, at der var lang tid til.

Men der var prøver, som skulle bestås. Og bøger der skulle læses, før han kunne kalde sig klar til at tage sine afsluttende FUT-fag. Ikke at han havde brug for karaktererne for at få et godt ministeriejob bagefter. Hans planer var klaret for længst, kontrakten underskrevet og alt klargjort til flytningen.

Alligevel sad han i opholdsstuen opslugt af bøgerne, mens øjenlågene truede med at falde i hele tiden. Han havde måske blundet et øjeblik, da en stemme vækkede ham midt i en sætning. Forvirret satte han sig op og glippede lidt med øjnene. "Hmm? Åh, Maggie," brummede han og gned sine øjne. "Jeg er ved at læse op til eliksirprøven."

[Maggie Hayes]

Maggie gled ned i den vinrøde sofa ved Nicolas side og hev fødderne op. Selvom hun havde bare ben, var der stadig tykke striksokker om hendes kronisk kolde tæer.

"Åh, din stakkel," sukkede hun og gled længere ned i sofaen, så hun næsten lå helt ned. "Hvor længe har du siddet her?"

[Nicolas Winger]

Nicolas rykkede lidt på sig, så der blev plads til hende ved siden af ham. Han sukkede tungt og lod bog være bog, mens han lænede sig tilbage i sofaen. Han trak lidt på skuldrene, og tog sig ikke af hans temmelig meget krøllet skoleuniform, som bestemt havde set bedre dage.

"Siden aftensmaden," svarede han og gabte træt. "Hvor har du været henne, frk. Vejleder?"

[Maggie Hayes]

Maggies blik blev kun mere medfølende. Hun huskede kun alt for godt, hvor mange af den slags dage, der havde været på femte år og gruede derfor også for det kommende. Men først eksaminerne!

"Her og der. Foråret er virkelig gået i alle her på slottet, så der er en masse lyssky ting, der skal stoppes i krogene," forklarede hun og kunne ikke helt undgå at lyde bedrevidende. "Jeg forstår ikke, hvordan de har tid til al den... Fjummer mellem undervisning." Hun rystede lidt på hovedet.

[Nicolas Winger]

Nicolas løftede det ene øjenbryn over hendes ord, og kunne ikke lade være med at klukle lidt. Han huskede så sandelig godt de år, hvor hormonerne virkelig var i fuld firspring. At de stadigvæk var det, var en anden ting. Men den gang man første gang kyssede en pige, gjorde nærmest en usårlig.

"Du vil blive overrasket over, hvor meget man finder tid til, når man skal imponere en pige," sagde han drillende. "Og hvor mange nicher denne her skole huser, som er gode til det."

[Maggie Hayes]

Der var noget over Nicolas' tonefald, der fik hende til at se ned, pludselig varm i kinderne. Hun havde slet ikke lyst til at tænke på, hvordan det mon ville være at stå i en lille krog med ham... Nej, nej, det havde hun virkelig ikke.

"Fraternisering af den form er slet ikke tilladt på skolens område og så ude, hvor en forvildet elev kunne finde dem.." Hendes mine afslørede hendes misbilligelse.

[Nicolas Winger]

Nicolas lo lidt af Maggie og hendes vejleder-holdning til tingene. "Det siger du kun, fordi du ikke har oplevet adrenalinen ved at gøre noget forbudt," kommenterede han drillende og blinkede til hende. Skønt han var træt, var han aldrig for træt til at drille folk.

"Drivhusene efter aftensmaden er et godt sted til den slags..."

[Maggie Hayes]

Maggies kinder blev rødere, men denne gang var der ikke engang antydningen af en flakken i hendes blik. "Det ville jeg ikke vide noget om," konstaterede hun derfor simpelt, men ikke direkte afvisende.

"Lige nu er jeg egentlig også kommet til det punkt, hvor jeg er ligeglad," hun skjulte et gab bag hånden, "så længe, de ikke gør det, mens jeg skal gå runde."

[Nicolas Winger]

Nicolas så lidt overrasket på hende. "Fortæl mig ikke, at du aldrig er blevet inviteret om bag drivhusene?" Spurgte han overrasket. Godt nok passede Professor Longbottom på de drivhuse, som en drage passede på sine æg, men de fleste lærte hurtigt, hvornår der var ledigt til lidt... Fjummeri.

"Du kan måske ikke lide at lure?"

[Maggie Hayes]

Maggie så direkte forarget ud, selvom hun mindede sig selv om, at det var drillerier. "Selvfølgelig er jeg da ikke det!" udbrød hun og rystede lidt på hovedet. Hun vidste da godt, at Lorcan havde villet mere, men så var alt begyndt at gå skævt.

"Det er ikke det, jeg er her for, at du ved det."

[Nicolas Winger]

Nicolas lo hjerteligt at Maggies forargede udtryk i ansigtet. "Såååå... Hvorfor er du her så?" Spurgte han drillende. "Og mener du her i sofaen, alene med mig? Eller på skolen generelt?" Man kunne jo aldrig vide.

"Hvis du nogensinde bliver inviteret derom, så sig nej om vinteren. Det er virkelig koldt." Han talte af erfaring. Og det var ikke spor sjovt for en dreng, når det var koldt.

[Maggie Hayes]

"Her er på skolen, din..." Hun kunne ikke finde et passende ord, så hun slap i stedet bare en frustreret lyd. Alligevel var der en underholdt gnist bag irritationen i hendes blik.

Da han fortsatte, kunne Maggie dog ikke dy sig længere og hun himlede med øjnene. "Du er simpelthen for meget, Nicolas," konstaterede hun, men kunne denne gang ikke holde en lavmælt latter tilbage.

[Nicolas Winger]

Nicolas vippede drillende med øjenbrynene, da han igen formåede at hidse Maggie lidt op. Der var trods alt stadigvæk lidt spræl i hende, selvom hun havde lidt et lille knæk efter Lorcan-situationen.

"Men du elsker mig alligevel, gør du ikke lille Maggie?" Spurgte han drillende, og var ikke så træt længere. I stedet prikkede han hende i siden med en finger.

[Maggie Hayes]

Det gjorde kun hendes irritation des mere flammende, da han sad der og vippede sådan med brynene. Hun havde lyst til at klappe ham over næsen med sin bog, men undlod.

"Jeg er absolut ikke lille. En meter og halvfjerds er en ganske gennemsnitlig højde for en af min bygning," belærte hun ham snusfornuftigt, men det krakelerede straks under et klemt fnis, som hun knækkede sammen om hans prikkende finger.