Pejsens knitren

[Ember MacFusty]

Altinius Rier

Det var aften. Ikke så sent, at det var uhørt stadig at være oppe, men sent nok til at flere af professorerne var gået til ro. De var kun to tilbage nu. Ember havde siddet for sig selv, men da hun rejste sig efter en kop te, smilede hun til Altinius, som sad foran pejsen. En hånd hvilede mod ryggen af den lænestol, som stod ved siden af den, han selv okkuperede.

"En kop te, professor Rier?" spurgte hun mildt og med et altid varmt smil.

[Altinius Rier]

På en eller anden måde syntes dagen at være gået. Det var i hvert fald sådan, Altinius oplevede det, da han efter flere timer så op fra sin artikel om runebrug i oldtidens nordiske samfund.

"Hm?" brummede han mildt og måtte lige bruge et øjeblik på at forstå, hvad den yngre professor havde spurgt ham om. Så smilede han. "Jo, jo, det ville være skønt. Tak, professor."

[Ember MacFusty]

Ember besvarede smilet, nikkede let og kom snart efter tilbage med to dampende kopper. Hun satte dem begge på det lille bord mellem de to lænestolen. "Må jeg sætte mig?" spurgte hun og nikkede mod den tomme stol og tog plads, da hun fik accept. Hun havde haft sin skitseblok under den ene arm og dumpede den ned i skødet på sig selv.

"Det ser interessant ud," konstaterede hun med et enkelt nik mod hans papirer og et nysgerrigt blik. Hun sørgede for at moderere sit tonefald, så det både kunne være en optakt til samtale, men at han også kunne slå det hen som smalltalk, hvis han ikke ville forstyrres.

[Altinius Rier]

Tino nåede allerede at fordybe sig i sin artikel igen, da kollegaen ikke længe efter var tilbage. Han brummede bekræftende, mens han læste sætningen færdig og trak først der, ganske modvilligt, blikket op af artiklen.

"Hm? Åh, ja, det er det bestemt også," svarede han med et af de sjældne smil, han gav til sine elever, når de stillede fornuftige spørgsmål. "Det er en kroatisk troldmand, der lader til at have fundet en ny tydning af en gamme rune, der kan åbne op for en helt ny magisk tolkning. Dette kan have ført til forsvarsbesværgelser som dem, vi ser i dag og.." Han tav og rømmede sig.

"Undskyld, det burde jeg måske gemme til de, der får karakter for det." Antydningen på et skævt smil lå og gemte sig i den ene mundvige.

[Ember MacFusty]

Ember var på ingen måde afskrækket. Tværtimod var hun næsten helt ærgerlig efter professoren stoppede sig selv. Det havde allerede kriblet i hendes fingre efter at skitsere ham, sådan som han passioneret havde kastet sig ud i at fortælle. Det var øjeblikke som det, der var allersværest at fange. "Endelig ikke," bad hun med et varmt, opmuntrende smil.

"Jeg havde selv Oldtidens Runer, da jeg gik på Hogwarts. Jeg har altid ment, at det var et undervurderet fag," konstaterede hun, som fingrene bladrede op på en tom side. "Hvad var den tidligere tolkning?"

[Altinius Rier]

Tino mærkede sit ansigt blive en anelse lunere, da hun ikke fremtvang en halvhjertet optimisme, men rent faktisk lod oprigtigt interesseret. "Meget undervurderet fag. Hvor er det en fornøjelse at finde en ligesindet, Professor Slughorn."

Han greb sin tekop og lænede sig lidt tilbage. "Det er blevet tolket til at have noget med husholdninger at gøre, men det ligger alt sammen i fejltolkningen af en sammensætning af runer til at betyde hus, men det er snarere.. En form for hjemlighed." Teen skvulpede lidt over hans ivrige gestikuleren og han lænede sig igen tilbage i stolen, lagde benene over kors.

"Følelsen af hjemlighed," fortsatte han i sit bedste forsøg på at være uforstyrret, "og derfor sikkerhed. Det er altså en helt anden kompleksitet i magiens form." Han tav og så afventende på hende.

[Ember MacFusty]

Ember smilede varmt og opmuntrende. Hun havde ment hvad hun havde sagt om faget og da han begyndte at fortælle, hørte hun hvert et ord. Det hindrede hende dog ikke i at gribe kulstiften og lade omridset af ham tage form.

“Det lyder som et fantastisk fund,” svarede hun, da han holdt en pause og så op for at tildele ham al sin opmærksomhed. “Det kan måske endda åbne helt nye magiske muligheder...?”

[Altinius Rier]

Altinius’ blik begyndte at flakke lidt mellem hende og papiret foran hende. Tog hun noter? Nej, det kunne det næsten ikke være. Han havde næsten helt glemt, hvor han var nået til, da Ember puffede ham tilbage på rette spor.

“Ja, meget fantastisk, ja,” mumlede han og rev blikket op til hendes ansigt, mens han tog en tår te. “Helt bestemt. Prøv at overveje, hvis du kunne beskytte dit hjem uden brug af en udefrakommende person. Eller et område. En skole, endda.”

[Ember MacFusty]

Ember var typen, der altid sad med en blok. Nogle havde vænnet sig til det, andre knapt så meget. Hun mødte hans blik og et langsomt smil spredte sig over hendes læber. Fascinationen var helt klar og det var lige før hun fandt sig tilbage i sit gamle klasselokale, fanget af en interessant diskussion.

"Kan det have været formålet med væginskriptionerne fra de skandinaviske kirker?" Hun glemte helt tegningen et øjeblik, som hun prøvede at genkalde sig, hvad hun en gang havde lært. "Det er jo fænomenalt, professor Rier."

[Altinius Rier]

Med en smule varme kinder over professorens uslørede fascination rykkede Tino på sig. Hans elever var da nysgerrige, jo, men dette var en lidt anden fornemmelse. Han rømmede sig og nikkede.

"Det er min teori, ja," svarede han og smilede afslappet. "Det er ret nyt, så du kan forestille dig, at de fleste af de støvede runeforskere er faldet bagover og slet ikke ved, hvad de skal stille op med flere tusinde fods nedskreven forskning."

[Ember MacFusty]

Det var måske Embers dybt empatiske natur, der fik hendes egen puls til at slå lidt i ren og skær spænding. En lys, hjertelig latter gled ud over hendes læber. "Åh, ja, sikke et rod det må være," musede hun med den dybeste medfølelse hun kunne mønstre samtidig med at hun så de frustrerede forskere for sig.

"Hvad gør man så herfra?"

[Altinius Rier]

Tino følte sig helt forlegen, da hun beærede ham med lyden af sin kære latter. Det var så nemt at glemme, hvor spændende oldtidens runer egentlig var, når han var omgivet af uengagerede fjerdeårs.

"Tja, lige nu er det vel om at gå alt igennem med nye briller. Det er mægtigt spændende!" Han smilede begejstret og skyllede en stor tår af sin te ned.

[Ember MacFusty]

Ember smilede varmt og tog selv en tår af sin te, da han mindede hende om den ved selv at drikke af sin. "Det må det absolut være," konstaterede hun, glad på hans vegne over den tydelige spænding han gik gennem.

"Tror du, at dine elever ville finde det lige så interessant?"

[Altinius Rier]

Et øjeblik så Tino helt råvild ud ved tanken om, at hans elever ikke ville finde det interessant overhovedet. Så trak han på skuldrene med et formildet smil.

"Hvordan skulle de ikke kunne se det vildt interessante? Det er et perfekt eksempel på en fortsat relevans af oldtidens runer."

[Ember MacFusty]

Ember smilede betryggende, som hendes frie hånd fandt kulstiften igen. "Jeg er helt enig," konstaterede hun og mente det skam også.

"Jeg er sikker på, at de nok skal blive begejstrede."