Efter Hændelsen

[William Knight]

Kala Patil-Fawley

Det var ikke første gang den unge, mørkhårede knægt havde ligget på netop dén bænk, et sted mellem kælderen og krypten, og ventet på at Kala 'tilfældigvis' skulle passere. Egentlig var det et temmelig øde sted; men det var altså én af de mærkelige hjørner af slottet, hvor han havde troppet op nok gange til, at han og Kala vel havde fået en indforstået idé om, at det var hér, de kunne finde på at støde på hinanden, når de ville ses. Måske var det endda hændt ofte nok til, at Kala var begyndt at ændre sin rute netop for at tjekke om han var der, i ny og næ. Sandheden var, at han ikke havde gjort det i en lang periode. Ikke siden festen i påskeferien, af grunde han stadig ikke var klar til at indrømme overfor sig selv.
Men nu lå han der altså. Henslængt, på en tilfældig bænk, under et stort naturbillede, der heldigvis sjældent så nogen 'gæster', som kunne begynde at tale til ham. Med hånden placeret på maven, og den anden hængende lidt løst fra bænken, så fingerspidserne kunne kærtegne stengulvet, ventede han altså. På alt eller ingenting.

[Kala Patil-Fawley]

Det havde ikke ført noget med sig at prøve at tale med Patsy og af en eller anden grund havde hendes vej slet ikke krydset Liams de sidste par dage. Derfor var hun søgt ned mod kælderen, mod bænken, i sit håb på at møde løven der på et tidspunkt. I værste tilfælde kunne hun lave nogle lektier.

Synet af ham fik et smil frem over Kalas læber. Det var heldigere, end hun havde turdet håbe på. "Hej du," hilste hun muntert og ventede på, at han gjorde plads på bænken, før hun slog sig ned ved hans side. "Jeg har ledt efter dig."

[William Knight]

Hvor længe han havde 'satset' på at hun ville komme forbi, vidste han ikke. Truthfully, var der bare ingen ulemper ved at tage chancen, selv hvis det var et rent spild af tid. I hvert fald ifølge Liam's optik. For, der var adskillige personer han gerne ville undgå for tiden, på godt og ondt.Kala, var vel en af dem, der var mest adskilt fra de andre brikker i hans liv på en måde der gjorde hende til det bedste selskab for ham nu. Det var ukompliceret mellem dem, og han ønskede virkelig at det ville forblive sådan.

Han løftede hovedet en smule, som han hørte den velkendte stemme bryde den hule stilhed i korridoren. Mission accomplished. "Hey," Lød det fra ham, som han stablede sig op i en siddende stilling - dog stadig drejet på bænken, så han sad med front mod hendes skikkelse, "Sikke en tilfældighed. For jeg har ventet på dig."
Han vippede hovedet en anelse på skrå, "Såe... Hvad skylder jeg æren?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala slog sig ned og fulgte hans eksempel, så hun havde et ben på hver side af bænken, og de sad med front mod hinanden. "Ikke rigtig noget specielt. Vi havde bare ikke snakket sammen siden, du ved..." Hun lod sætningen hænge i luften og trak på skuldrene.

"Hvad med dig? Du ventede på mig?"

[William Knight]

Som hun nævnte 'hændelsen' ved blot at stryge en kort antydning over sine ord, nikkede han, med et lidt kejtet smil om læberne, "Jeg burde forresten undskylde," Begyndte han, hvorefter han hastigt rettede sig selv, "Altså... Jeg opfordrede dig måske en tand for meget til at bryde vores 'regel'." Han ønskede ikke at komme ind på, faktummet, at Professor Longbottom nok havde set Kala's bare overkrop i omløbet.

Han foldede roligt hænderne i sit skød, og bevarede sit blik opmærksomt mod hende, "Jeg havde bare lyst til at se dig," Svarede han lidt henkastet, "Jeg orkede faktisk ikke andet selskab end dit."

[Kala Patil-Fawley]

Kala viftede lidt med hånden af hans undskyldning. Det var ikke det, hun havde søgt ham for. "Tænk ikke på det," slog hun det derfor hen med. "Det var jo ikke, fordi jeg ikke selv var med på den."

Hun lænede sig så langt tilbage, hun kunne uden at miste balancen. "Jeg kender det godt. Det er især slemt i disse dage." Selvom Linh havde givet hende et smil på læberne. "Især med tanke på, at du har veninder, der blander sig i alt."

[William Knight]

Nej, Kala havde ganske vist virker ligeså villig til at bryde skolens reglement som ham selv. Alligevel trak han en smule på skuldrene, fulgt af ordene; "I know. Men jeg kan ikke afvise at jeg måske havde noget i tankerne på forhånd... Og at det måske burde have givet mig en god mulighed for at tænke det igennem." En let, selv-ironisk latter forlod hans læber, som han kløede sig under håret i nakken.

Ved hendes næste ord, tiltede han igen hovedet lidt på skrå. Efter lidt tid gik det dog op for ham, at hendes reference kun var gyldig omkring én person, "Patsy?" Spurgte han så, "Har hun opsøgt dig?" Det lød absurd. Måske fordi han vidste at de to tøser ikke just var på bedste fod.

[Kala Patil-Fawley]

Smilet blev skævt og Kala prikkede lidt til ham. "Din lummerbuks," drillede hun muntert og havde det meget bedre med den stemning mellem dem, end den larmende tavshed, der havde været mellem den på vej hjem fra quidditchbanen sidst.

"Jep," svarede hun og trak det ene ben under sig, mens hun modstod trangen til at himle med øjnene. "Eller.. Jeg gik hen til hen for at spørge, om hun havde set dig og før jeg får set mig om, står jeg og skal lige pludselig forklare, hvorfor jeg er så dårlig en indflydelse på dig." Hun udstødte en blanding af et fnis og et fnys.

[William Knight]

Det var måske ikke overraskende for Liam, at Patsy ville forsøge at blande sig. For var det ikke dét han havde gjort mod hende? Ganske vist, havde Liam blandet sig når det galt Patsy's kæreste, så selvfølgelig kom det en smule bag på ham, at Patsy blandende sig i noget langt mindre kompliceret. Men alligevel... Kala og Liam's forhold var et specielt ét, så måske var det ikke nemt at forstå udadtil.

"Hun har måske for meget tillid til mig, til at indsé, at jeg måske er en ligeså 'dårlig indflydelse' på dig," Svarede han, med et lidt undskyldende blik, "Måske har jeg endda selv bidraget lidt til dén ide." Tilføjede han. Det var sandt, at han ofte pyntede på sandheden med Patsy - netop fordi det var så fantastisk at have en person, der så ham som langt bedre end han var. "Jeg tager en snak med hende," Forsikrede han hende snart om, med et roligt nik.
"Du er ikke endt i for meget ballade, efter sidst vel?" Udover eftersidningen, var der jo taget en del point fra begge deres kollegier. Point som flere nok ville rynke på næsen ad.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lyttede roligt til hans ord. De fik ikke helt irritationen til at forsvinde over for pigen, men i det mindste fjernede de ganske effektivt den lille bid af den, der havde været rettet mod Liam. "Tak, for du ved, hvordan det er med hende og jeg..." Nu var det hendes tur til at smile undskyldende. Hun vidste, at Patsy var en af hans bedste veninder.

"Nej, det er ikke slemt. Altså, det er jo ikke ligefrem nogen nyhed, at slanger ikke reagerer for godt på tab af point, men i det mindste lod jeg ikke så mange mål ind den her sæson, så det kan jeg få en undskyldning for at minde dem om." Hun trak på skuldrene med et let smil.

[William Knight]

Lidt afværgende, lavede han en lille fakt med den venstre hånd, som han bed mærke i hendes undskyldende smil, "Sommetider kan man bare ikke sammen," Tilkendegjorde han. Patsy stod i grunden i den samme situation med Liam og Fergus: To fyre der trods deres venskab til Patsy, ofte var endt i verbale og fysiske slagsmål.

Han strakte sig for at lægge en hånd mod hendes arm, med et varmt smil. Det var sgu rart, at hun ikke lagde mere i det. For fanden. Den tøs var så dejligt udramatisk sammen med ham, at han aldrig fortrød at opsøge hende. Heller ikke just sidste gang.
"Vi må passe bedre på, uanset hvad." Konstaterede han med et nik. Det var sandt, at en del af ham, måske ikke ønskede det nær så meget i denne periode, som han følte at han burde, på grund af Melanie Burton. Men hvis han havde glemt sin egen kæreste sidste år, ved at være sammen med Kala - kunne hun så ikke netop være dét han havde brug for. "Quidditch-banen er ikke just det mest diskrete sted..."

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede taknemmeligt til ham, da han strøg hendes arm. Det var dejligt forfriskende, at ingen af dem havde et behov for sladder eller drama. Hun puffede blidt til hans ben med sin ene fod.

"Ikke ligefrem," konstaterede hun med et skævt smil og trak på skuldrene. "Bedre i mørket, men stadig ikke rigtigt diskret." Hun fnes. "Har du haft nogle problemer efterfølgende?"

[William Knight]

Han lod en hånd glide afslappet gennem sit stride hår, så det pjuskede en anelse tilbage, "Man kan fandmne ikke være diskret på den her skole." Lo han lavt. Man måtte være fandme ære kreativ for at finde gode steder på slottet, hvor man ikke ville blive fanget i akten.

"Overhovedet ikke," Han rystede blidt på hovedet, "Jeg tror folk er for besatte til at tænke på eksamen og afslutningsfesten til at bekymre sig om hvad kære Liam Knight går og laver." Og dét var han da også absolut taknemmelig for.

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede og rystede på hovedet. "Sådan er det med magikere og nysgerrige øjne over det hele," konstaterede hun muntert.

"Gryffindor. Hvor ville det være let," spøgte hun. Det havde da også været lidt en overraskelse for hendes mor, da hun var blevet fordelt til Slytherin, men eftersom Kala selv var ret affundet med det, var hele familien også faldet mere til ro.

[William Knight]

"Hvem ville ikke se efter to frække mennesker som os?" Jokede han, som han gav hende et lille puf, efterfulgt af et typisk-Liam blink med det højre øje.

Han var skam taknemmelig for at ingen gav ham en 'hard time' over manglen på point. Well... Selvfølgelig fik han da visse blikke i ny og næ, men dén slags havde jo stået på siden... Ja, siden ca. det her tidspunkt sidste år, efter Clarissa havde outed ham foran adskillige folk i fællesstuen. Outed ham for hvad han og Kala havde gjort.
"Hvad skal du i ferien, babe?" Spurgte han snart - ganske afslappet, for at lede samtalen ind på et andet emne.