Officielt

[Corbinius Yaxley]

Tabitha Goyle
2. maj

Det var en mærkelig ting at forholde sig til, at man var forlovet. Corbin anede absolut ikke, hvad det indebar. Endnu. Han stod dog og ventede foran pigernes sovesal på Tabitha, som han skulle følges med. Efter strenge ordrer fra sine forældre, der mente at han i det mindste kunne gøre det, nu hvor han ikke interesserede sig særlig meget for arrangementet ellers.

"Tabitha, er du klar?"

[Tabitha Goyle]

Tabitha havde brugt en mindre evighed på at gøre sig klar. Det var ikke sådan, når der var krøller, der pludselig besluttede, at de skulle stritte direkte ud i luften. Men langt om længe var hun tilfreds med resultatet og strøg en hånd over den tætsiddende, halvlange blondekjole.

"Jeg er klar," svarede hun med et lille smil, da hun tog de sidste trin ned mod Corbin. Det var helt perfekt arrangeret. Hånden lagde hun frem, så han kunne tage den. "Skal vi?"

[Corbinius Yaxley]

Corbin sukkede lydløst over, at skulle følges med den lille og ret unge Tabitha. Det var absolut ikke lige noget for ham. Hun var blot et barn. Og han var næsten voksen. Han strakte sin hånd frem og tog hende.

"Ja," svarede han roligt, som han tårnede sig op over den lille slange ved hans side. "Pæn kjole," sagde han og skævede ned på hende. Han var noget mere stilren selv i sit mørkeblå jakkesæt.

[Tabitha Goyle]

Det mørkeblå jakkesæt virkede næsten mere mugglerinspireret, konstaterede Tabitha for sig selv, mens hun lod blikket glide over ham. Det virkede dog ikke som det smarteste at sige.

"Tak," svarede hun. "Du ser også godt ud." Tabbie pillede et lille, næsten usynligt stykke fnug af hans revers, før de begyndte at gå.

[Corbinius Yaxley]

Corbin gruede for, hvordan aftenen ville skride frem, nu hvor han skulle tilbringe den med Tabitha. Han håbede inderligt, at hun måske efter middagen ville søge hen til sine veninder. Og lade ham om... Om drengetingene.

"Tak," svarede han brummende, mens han stod stille, og lod hende gøre det, som hun nu følte for at gøre. "Lad os gå," lød det fra ham, og med hendes hånd i sin, forlod de krypten, hvor han for kun en halv time, havde haft hænderne på Celestes bagdel.

[Tabitha Goyle]

Tabitha sendte ham et strålende smil. Hendes forældre havde virkelig fået en skøn aftale op at køre der. Blikket dvælede ved hans overarme. En helt fantastisk aftale.

"Det er en underlig anledning til en fest," kommenterede hun, mens de gik op ad trapperne. "Synes du ikke?" Hun vendte blikket op mod ham, afventende hans bekræftelse.

[Corbinius Yaxley]

Corbin nikkede enigt. "Usmageligt, endda," svarede han og havde overhovedet ikke lyst til at gå til festen. Han deltog kun, fordi den var obligatorisk.

"At fejre en så grusom ting, som at vores slægter ikke fik oprejsning," han fnøs vredt, tydeligvis utilfreds med situationen. "Blot fordi nogen mener, at alle magikere er lige gode. Latterligt."

[Tabitha Goyle]

Et smil blomstrede frem, da han gav hende ret. De havde så meget til fælles. Det var perfekt! Blikket blev igen vendt fremad.

"Det er til grin," gav hun ham ret, tonefaldet lidt blidere. "Og nu skal vi stå side om side med dem og give hyldest til blodsforæddere og rakkerpak." Hun rystede på hovedet.

[Corbinius Yaxley]

Corbin brummede lavmælt, for at give hende sin bekræftelse. I det mindste havde hans forældre fundet en, der delte hans eget syn på samfundet. Han førte hende op ad trapperne.

"I det mindste døde de fleste af dem," lød det lavmælt fra ham. At det var en skamplet at Corban Yaxley ikke selv var gået i døden for din sag, det var en anden side af sagen. "I det mindste behøver vi ikke mænge os med de andre." Og her mente han kollegierne.

[Tabitha Goyle]

Det var ikke, at hun var uenig, men det føltes alligevel makabert at stå og nikke i glæde over død. Derfor holdt hun sig blot i tavs enighed.

"Ikke at der ikke også findes snavs hos os selv," indvendte hun og tankerne faldt straks på mængden af mugglerfødte, der efterhånden var havnet hos Slytherin.

[Corbinius Yaxley]

Corbin var til dels enig. "Tænker du på Everett?" Spurgte han, og undlod med vilje at nævne Esther. At høre hende blive tilsvinet af andre gjorde ham bare vred. Det var hans pligt.

"Din storebror ser dog ud til at sætte ham godt på plads til dagligt." Det var vigtigt, så de ikke fik nykker, og troede at de kunne blande sig med resten af kollegiet.

[Tabitha Goyle]

"Eksempelvis," svarede hun og nikkede lidt til den anden udmelding. "Han gør bare sin pligt, som enhver af os burde." Smilet voksede lidt med ordene.

"Men også en som Pucey. Integration af mudderblods og fusere?" Hun fnøs.

[Corbinius Yaxley]

"Han er også vejleder," påpegede Corbin. Det var nemmere at slippe afsted med ting, når man var vejleder, der forestillede han sig i hvert fald. "Jeg nøjes med at tvære de andre mudderblods ud på banen."

"Inter-a-hvaffornoget?" Spurgte han, og så ned på hende. Han havde ikke lige holdt styr på, hvad Pucey gik og lavede. Mest fordi hun var ret intetsigende.

[Tabitha Goyle]

Tabitha smilede mildt op til ham. "Det gør du også virkelig godt," konstaterede hun overbevisende.

"Hun mener åbenbart, at de skal behandles bedre eller have særbehandling." Det meste af kollegiet var virkelig på vej ned ad bakke.

[Corbinius Yaxley]

Corbin nikkede. Han var ikke særlig arrogant, og følte derfor heller ikke for at kommenterede yderligere på det. Hans evner som angriber blev jo tydeligt afspejlede af resultaterne på quidditchbanen.

"Af fusere?! Hun må have slået hovedet... Det er jo vanvid!" Og upassende. Fuldblodsslægterne ville jo gå til grunde, hvis man begyndte at mænge sig med fusere. De var jo skandaløse.