To Måneders Tårnhøje Forventninger

[William Knight]

Clarissa Stanley

14 maj, 2024

To måneder... 

Aldrig havde Liam anset sig selv som værende typen der ville afholde sådanne mærkedage. I en stresset eksamensperiode, og efter otte ugers 'forspil', havde han dog fundet en grund til endelig at blive 'en af de typer', han engang ville have rynket på næsen af. Det skulle blive i aften... Det var i hvert fald, det han fortalte sig selv.

Rissa,
Mød mig i astronomitårnet i aften.

- Liam

Beskeden havde været så simpel, at den bestemt vidnede om at Liam ikke havde mange kreative og poetiske årer i sit blod. Dog var det forhåbentlig nok til at vække hendes nysgerrighed en smule. Ville hun trodse det forbudte for hans skyld..? Well, det havde hun bare at gøre.
Stjernerne over observatoriet oplyste rummet, og jagede en del af skyggerne væk. Eftersom lokalet blev brugt til stjernekiggeri, var der en del tæpper og puder i rummet. Visse af disse, havde han lagt midt i lokalet, som en improviseret seng, hvorved der stod en dunk græskarjuice, og to glas. Han havde forlagt sit slips og kappe, men havde bibeholdt den hvide skjorte og de sorte bukser fra hans uniform. Skoene var udskiftet af et par slidte converse - en del af dén mugglerstil han havde taget til sig gennem en opvækst i Edinburgh. 
Han stod og ventede midt i lokalet, og mærkede utålmodigheden stige.

[Clarissa Stanley]

Clarissa havde gået rundt med sommerfugle i maven hele dagen. Lige siden hun fik sedlen af Liam. Hun var godt klar over, hvilken dag, det var i dag og det faldt hende slet ikke ind ikke at komme. Efter aftensmaden havde hun derfor brugt tiden på bad, makeup og hår og nu havde hun netop lige skruet sig ned i en kort kjole med tynde stropper i forskellige nuancer af rød. Den sad forholdsvis tæt til, men uden at være helt kropsnær og hvis hun selv skulle sige det, så så hun brandgodt ud med de halvhøje hæle.

Astronomitårnet stod normalt tomt hen, men da hun lukkede sig ind af døren, var det svært at overse Liam, som stod og så så lækker ud, som han gjorde. "Hej," kaldte hun med et smil i stemmen og lukkede døren bag sig.

[William Knight]

Døren gav et lavt knirk som den åbnedes, hvilket fik den unge knægt til at vende ansigtet forventningsfuldt derover. Synet der mødte ham var så forbandet fantastisk, at han fangede sig selv i, at lade sit blik glide lidt op og ned ad hendes krop.
"Wauw," Var det første ord der undslap de kækt-smilende læber, som han tog sig sammen til at rykke på fødderne, for at kunne følge hende lidt semi-galant ind i rummet. Som han var kommet over til hende, lænede han sig en anelse ned - ganske vist ikke så meget som normalt, på grund af hendes hælede sko - og plantede et blødt kys mod hendes læber. Nærheden fik hendes rene duft, til at ramme hans næsebor, og overbeviste ham nærmest om at hendes læber smagte en tand sødere end normalt.
Som han rettede sig op igen, sendte han hende et varmt tandsmil, "Du ser fantastisk ud Rissa," Kælenavnet var så indgroet i ham efter to måneder, at han nærmest ikke kunne vriste det fra sig, "Kom!" Bød han dernæst, som han tog hendes hånd for at anspore hende ind i midten af rummet.
"Ingen fulgte efter dig, right?" Det var bedst at være på den sikre side. Intet skulle stoppe dé planer han havde sat sig for.

[Clarissa Stanley]

Hun rødmede let og smilede glad til ham ved hans kompliment. "Tak," svarede hun med et lille skævt smil og tog hans hånd, så han kunne lede hende hen, hvor han gerne ville have hende. "Nej, ingen fulgte efter mig," svarede hun beroligende. "Hvad har du fundet på?"

[William Knight]

Som han fulgte hende hen til den vel-udlagte bunke med tæpper og puder, spredtes et klædeligt smil sig om hans læber.
"Du finder måske stjernekiggeri cliché, men det var det tætteste jeg kunne komme på, at tage dig med i...-," I et sekund manglede han ordet 'biograf'. Han var ikke selv mugglerfødt, og trods han var opvokset i Edinburgh, havde hans barndom primært været baseret på magisk tradition, "Det der sted med en stor skærm, hvor folk spiser popcorn." Dét tandsmil han sendte hende var nærmest barnligt stolt over beskrivelsen.

Han trak hende, forsigtigt med ned at sidde, før han skubbede en pude til side, og fremfiskede en papirpose. Roligt åbnede han den, og fremviste dén gode mængde popcorn han havde fået husalferne i køkkenet til at diske frem med. "Tada!"
En anden fyr havde nok disket op med et smykke som gave, eller lignende - men Liam. Ja, han fulgte sine første 'gode ideer', med en hvis stolthed.

[Clarissa Stanley]

Hun kom til at le af overstadighed ved hans afsløring og hun gled ind i hand favn. "Biograf," mindede hun ham om, inden hun strakte sig for at kysse ham.

Hun fulgte villigt med ned at sidde og kom så igen til næsten at hvine af fryd. "Popcorn! Jeg elsker det," betroede hun ham og fortsatte så efter en lille kort pause. "Jeg elsker dig." Aldrig havde hun været så lykkelig, som hun var sammen med Liam.

[William Knight]

Et tilfredst glimt satte sig i hans øjne, som han satte en arm i den imprivoserede madras, så han kunne støtte sig en smule på den. Med to fingre greb han en enkelt popcorn, som han snart førte op foran hendes mund.

"Elsker også dig Rissa." Ordet var efterhånden blevet slynget rundt et par gange, og der var vel en indbildt sandhed i dem. For Liam, var det en automatisk del af at være i et forhold, efter hvad han havde observeret - og han elskede vel også Clarissa på sin egen måde, trods han nok stadig var for ung til at forstå det til fulde.
"Tænk, at du har kunne udstå to måneder med mig?" Tilføjede han, som han sendte hende et kækt smil, og blinkede sigende med det ene øje.

[Clarissa Stanley]

Clarissa var præcis lige så dårligt i stand til at vurdere, om hendes ord var sande eller ej, som Liam var det og hun tog sig heller ikke meget af det. Hun vidste bare, at hun var glad, når hun var sammen med Liam og det var vel det samme?

Hun smilede skævt og åbnede så munden og tog imod det popcorn, som Liam skubbede mellem hendes læber. Hun tyggede roligt på det og lagde sig så ned i hynderne med blikket op mod stjernerne. "Ja, det er næsten ikke til at fatte," svarede hun med et lille drillende sideblik til ham. "Så.. Hvad er det, vi ser på?"

[William Knight]

Snart baksede han sig lidt længere ned i puderne, så han kunne holde sig lidt oppe ved hjælp af albuen. Dette udgjorde, at han lå halvt med front mod hende, og derved kunne beundre, ikke kun hendes ansigt, men også den flotte krop, der var beklædt i en sexet, og kort kjole: Det ville være afsindig nemt, at lade en hånd glide op ad låret og under den.

Han forsøgte at rense tankerne fra en stund, som han plantede et kys mod hendes pande, og dernæst lagde sig flat ned ved hendes side: "Ehm... Månen kender du jo," Drillede han blidt, som han lavede en fakt mod den halvfulde måne over dem. Dog rømmede han sig snart en smule - der var ingen grund til at overskygge hans delvise viden om astronomi.
"Mælkevejen kan som regel ses når der er så klart som iaften, og når vi er i naturligt lys," Begyndte han at fortælle, som øjnene gled over den mørke, stjernebeklædte himmel, "Det tager dog lidt tid at bemærke den, da ens øjne lige skal justeres." Han klemte sine egne en smule i, før han fortalte videre, "Men det bør ligne en sløret sky med en masse stjerner, men det er jo meget mere end det. Det er trods alt centrum for vores galaxe..."

[Clarissa Stanley]

Hun fniste muntert over hans drilleri og daskede let til ham med fingerspidserne for at vise, at SÅ dum var hun altså heller ikke. De ting han fortalte derefter, fik dog et lidt overrasket glimt frem i hendes øjne og selvom hun faktisk vidste nogle af de ting, han sagde, så forstod hun pludselig andre ting meget bedre. "Virkelig?" spurgte hun fascineret og så over på ham med hævede bryn. "Bør jeg kun man se mælkevejen nu?"

[William Knight]

Han mærkede snart hendes øjne hvile mod sig, som hun ytrede spørgsmålet: "Fordi jeg er centrummet af din galaxe?" Spurgte han. Den sjældne 'dybe' maske gled væk fra hans ansigt, og blev erstattet af den velkendte kækhed. Han mødte hendes øjne, og slog en let og blød latter op "Fuck, du stjæler mine replikker fra mig!"
Med dén bemærkning, lagde han en blid hånd på hendes kind, og skænkede hende et passioneret, men relativt kortvarig kys. Trods der var meget han gerne ville opnå med Clarissa, havde hans skynderier ikke hjulpet ham før. Derfor gav han det hele god tid.

[Clarissa Stanley]

Hun kom til at le over hans joke igen og rystede på hovedet af hans fjollerier. "Tosse," svarede hun mildt og med en næsten hengiven stemme. Hun genkendte dog hans bevægelser og strakte sig lidt op for at møde hans læber og da han trak sig tilbage, var det stadig alt for tidligt. "Kom her tilbage," bad hun og trak let i kraven på hans trøje. Fornemmelsen af ham liggende ind over hende var én af de bedste i galaxen.

[William Knight]

Som Clarissa, temmelig sødt og utålmodigt, bad ham komme ind til hende igen, og trak i hans skjortekrave, kunne han ikke modstå fristelsen. Med et mildt, føjeligt grin, justerede han sig mere om på siden, så hans skikkelse kunne 'omfavne' hendes.
"Stædige kvindemenneske," drillede han blidt, før hans læber genvandt kontakten med hendes. Stjernerne kunne vente. Well... Stjernene kunne måske kigge på dem for en gangs skyld.
Som den ene hånd begravede sig ind i det velduftende hår, fandt den anden hendes hofte. Efterhånden havde al deres kysseri gennem månederne, ikke blot gjort ham bedre til at falde i rytmen, men også mere utålmodig. Det skulle ske i aften. Det skulle det bare...

[Clarissa Stanley]

Clarissa smilede tilfreds, da han gjorde, som hun sagde og inden længe var hun 'fanget' mellem masser og masser af puder og Liam. Det gjorde hende dog ikke det mindste. Næsten tværtimod. Hendes arme krydsede bag nakken på ham og holdt hans læber tæt ind til hendes, mens de mange tynde metalarmbånd, hun bar på det ene håndled, klirrede let i det stille lokale. Og uden at tænke over det skilte hun knæene let, da hun mærkede hans knæ ligge oven på sine.

[William Knight]

Som hun gjorde mere 'plads' til ham, trykkede han sig tilfredst længere ned mod hende. Sommetider var det som om han glemte, at han nok ville ramme en mur igen: En mur, som Clarissa, trods sin villighed uadtil, ikke syntes at ville lade ham bryde. Hvér gang fortalte han sig selv, at han måtte være tålmodig. Men de havde rykket så hurtigt frem i forholdet, at han følte at det næsten var 'på tide'. For var han ikke teknisk set en jomfru før..? - Det var vel et markat han ønskede at skille sig af med.

Hånden, der hvilede mod hendes hofte, gled snart en tand længere ned, så han kunne mærke den bare hud, netop under sømmen af den rød-nuancerede kjole, altimens kysset fortsatte, og steg en smule i intensitet. Med et par fingre, begyndte han blidt at kærtegne hendes hud, med en betydelig lyst til blot at arbejde sig ind under kjolens materiale.