Røde ører

[Elvira Penrose]

Ellies bryn trak sig tæt sammen, før hun også trak lidt på skuldrene. Hun prøvede at benægte det i sine tanker, men så snart den kamp var tabt, var det også umuligt at overbevise ham med sine ord. Hun slap et suk og så ham i øjnene.

"Hvorfor stoppede du mig så?"

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel rømmede sig og skubbede sig væk fra den væg, som han havde hvilet sin overkrop op ad. Ved Elviras spørgsmål, trak hans læber op i et lille vidende smil.

"Er du helt sikker på, at du vil vide det?" Spurgte han, og lagde hovedet lidt på sned, så hans pandehår røg ned foran hans øjne. "Jeg er ret sikker på, at det blot vil gøre dig chokeret."

[Elvira Penrose]

Nathaniels smil gjorde Elvira dybt urolig og hun trak instinktivt skuldrene lidt op imod ørerne, før hun klarede halsen og tog en dyb indånding.

"Ja," svarede hun endelig. "Fortæl mig det."

[Nathaniel Goyle]

Hvis hun absolut ville vide det... Nathaniel trak på skuldrene.

"Det er nok første gang, jeg har oplevet så kvalmende tanker samlet på ét sted," svarede han og så hen på hende. "Tanker og forestillinger om, hvad de hver især ville stille op med dig, hvis du dansede med netop dém." Hun havde selv bedt om, hvorfor han standsede hende.

"Og derfor sagde jeg, at du skulle standse."

[Elvira Penrose]

Ellie vidste det godt. Til dels. Hun var dog ikke blevet konfronteret med essensen af det så direkte før og det fik hende til at ryste svagt og slå blikket ned igen. Hun følte sig beskidt. Forkert. Ulækker.

Samtidig krummede hendes fingre sig hårdt ind imod håndfladerne og hun tog en dyb indånding for ikke at græde. Han burde ikke have sagt det, selvom hun havde bedt ham om det.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel var lige ved at sukke dybt og opgivende af Elvira. Hun havde for pokker da selv bedt om, at han fortalte hende hvorfor. Og nu mente hun, at han ikke burde have sagt det.

"Skulle jeg have løjet?" Spurgte han lavmælt, da han langsomt bevægede sig nærmere hendes rystende krop. Han havde ikke tænkt sig at gå nu. Han var så tæt på at have hende.

[Elvira Penrose]

Alt det de havde tænkt om hende. Hun følte det som om hun blev kvalt i det. Da Nathaniel trådte tættere på, bakkede hun selv instinktivt til hun nåede væggen.

"Bare fordi du ved alt om alle, betyder det ikke at alle andre kan klare det," hviskede hun. "Jeg forstår ikke hvordan du kan klare det..."

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel bemærkede godt, at hun efterhånden ikke kunne komme længere tilbage, fordi hun blev standset af en væg. Det passede ham udmærket. Så kunne hun ikke uden videre stikke af.

Han trak på skuldrene over hendes ord. "Jeg har klaret det siden jeg var lille," svarede han. "At vide alt om alle er dog en overdrivelse. Visse hemmeligheder ligger skjult. Og så meget roder jeg ikke altid rundt hos folk. Kun folk jeg kan lide." Det var en løgn, men det behøvede Elvira jo ikke at få fortalt.

[Elvira Penrose]

Ellie stoppede med væggen i ryggen og sank en synlig klump. "Jeg vil ikke have, at du roder rundt i mit hoved, uanset om du kan lide mig eller ej. Det er snyd," svarede hun lavmælt. "Hvis du rigtig kan lide mig, så vil du også lade være med at gøre det. Jeg kan mærke dig i mit hoved."

Hun løftede hånden til sin pande og prikkede på den en enkelt gang. "Det summer..."

[Nathaniel Goyle]

Igen påstod hun, at Nathaniel snød. Og det endda til trods for, at hun gjorde det samme.

"Siger hende, der kan få folk til at forelske sig i hende, blot ved at se dem i øjnene," påpegede han endnu en gang overfor hende. "Synes du ikke, at det er snyd? At lege med folks følelser?" Han lagde hovedet på skrå. "Den dag du stopper med det, er den dag jeg stopper med at læse tanker."

[Elvira Penrose]

Ellis bryn trak sig tæt sammen. Hans argument var logisk nok, ud over at han gjorde det bevidst og hun prøvede at stoppe det hvert sekund af hver dag. Og han vidste, at det var sandt. Hun kunne mærke ham i sit hoved. Summende, men ikke længere ubehageligt. Måske vænnede man sig også til dét.

"Jeg hader at det er sådan," svarede hun lavmælt, men uden at se væk fra hans intense blik. "Jeg hader at jeg aldrig ved om drenge kan lide mig for mig eller for det. Jeg hader at pigerne i min klasse ikke kan udstå mig, fordi deres kærester ser efter mig helt uden at jeg prøver på at gøre noget. Jeg ville ønske jeg bare var helt normal eller at man kunne slukke for det som en vandhane."

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel forstod ikke denne form for had. Hvis han havde haft efter som Elviras, så ville hans verden se fuldkommen anderledes ud, end den gjorde nu. Men det var som altid hans trang til at dominere og kontrollere, der spillede ind.

"Selv de fleste vandhaner drypper ganske ofte," kommenterede han og trak på skuldrene. "Din søster har det ikke på samme måde. Hvorfor?" Spurgte han i stedet, og ignorerede hendes tanker omkring, at han kunne slukke for det. Helt usandt var det ikke, men det var fandens svært, når man havde gjort det siden man var barn.

[Elvira Penrose]

Et lille vantro fnys forlod hende som han bøjede hendes allergori på sin egen måde. Elvira rystede langsomt på hovedet, før hun trak på skuldrene og sank en smule sammen imod væggen i sin konservative lille kjole.

"Vinnie elsker opmærksomheden og jeg tror ikke hun har nogen interesse i en fast kæreste, selvom hun leger det nogen gange." Hun så væk og hendes bryn trak sig lidt sammen. "Jeg har ikke lyst til at lege. Jeg investerer mig for meget."

Hendes tanker vandrede til Hector og hun snøftede ind en enkelt gang. Ikke fordi hun stadig elskede ham, men fordi hun huskede smerten.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel havde kun haft begrænset tid sammen med Davinia, hvis skønhed overstrålede næsten alle i rummet, hvis ikke Elvira stod ved siden af og gjorde nøjagtigt det samme.

"Jeg kender ikke din søster særlig godt," sagde han med et skuldertræk, og havde ikke investeret særlig meget tid i at læse Davinias tanker.

"Hector er en nar," kom det konstaterende fra ham. "Og han har sine egne hemmeligheder."

[Elvira Penrose]

Ellies blik faldt igen og hun forsøgte virkelig, virkelig at holde det fra ham, at hans simple konstatering om Hector gav hende lyst til at kramme ham. Hun tænkte meget bestemt nej, nej, nej, men mødte hans blik og vidste godt, at hun havde fejlet.

Nathaniel kunne alt for let finde ud af hvad der ville virke at sige til hende og det var simpelthen ikke retfærdigt. På den anden side var der jo også en lille risiko for, at han rent faktisk mente det. Og i så fald...