Pack up your crayons and leave

[Summer Maddox]

"Jeg-" Summer kæmpede lidt med ordene, mens hun krattede i en neglerod med en farvestrålende negl. Det var umuligt at finde et sted at starte og slutte i det kaos, der var hende og Cailean, så i stedet endte hun det sted, der voldte hende flest problemer.

"Jeg tror, jeg er forelsket i Cailean Morgaine."

[Tibby Kendrick]

. . .

Tibby havde lovet ikke at dømme hende, men blikket bag brilleglassene talte for sig selv i tydelig overraskelse, misbilligelse og generelt undren. Og inden han nåede at tænke sig om:

"Det er din spøg, ikke?"

[Summer Maddox]

Det var tydeligvis et løfte, der var hurtigt glemt, for Summer fandt både fordømmelse og misbilligelse i det blik, hun ellers altid kunne finde ro og trøst i. Spørgsmålet, hvis man da kunne kalde det dét, fik hende til at lukke munden hårdt i og i et par lange øjeblikke sagde hun intet. Hun rakte blot frem og tog den ene kop, så hun kunne puste lidt til overfladen, mens hun kæmpede med følelsen af, at der ikke blot ikke var nogen, der forstod hende, men nu heller ingen, der rent faktisk prøvede.

"Bare glem det," mumlede hun så tvært.

[Tibby Kendrick]

Med det samme ordende havde forladt hans mund, kunne han godt selv høre det. Han havde lige lovet og Summer lignede bestemt ikke en der jokede. Sørens også.

Han slap et tungt suk, og prøvede at ignorere navnet hun havde sagt, og i stedet forkusere på... Ja, på resten.

"Undskyld, Summer. Jeg tænkte ikke, jeg... Jeg mener, det er da... godt? Ikke? Det er en god ting at være forelsket." Ikke at han nogensinde havde haft samme oplevelse, selvom Allissa Avery stadig af og til strejfede hans tanker. "Jeg er sikker på, at han har sine kvaliteter." Ikke rigtig, men han lod gerne som om for Summers skyld. Nu hvor han allerede havde jokket godt og grundigt på hende.

[Summer Maddox]

Langsomt hævede Summer blikket fra teen og lod Tibbys ord trænge ind. Ikke, at hun så synderligt overbevist ud. Indtil videre var det vist mest af alt en emotionel rutsjebane, som hendes hjerte syntes at have valgt for hende.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale med ham," indrømmede hun dæmpet og trak pegefingerens negl over krusets kant. "Vi er bare... Selvom vi har gået på samme skole, er det, som om vores verdener er virkelig forskellige."

[Tibby Kendrick]

Tibby ville meget gerne svare, at det ikke var noget hun forstillede sig og at deres verdener virkelig var helt og aldeles forskellige. Minde hende om, hvem Cailean Morgaine havde hængt ud med på Hogwarts. Minde hende om, hvor mange gange han havde været årsagen til, at hun var ked af det.

Han tillod nok en lille skeptisk rynke folde sig over næsen, men blødte hurtigt op igen, da han strøg en hånd over hendes skulder, og trak fødderne op i sofaen, så han kunne sidde med ansigtet mod hende.

"Ved du om... Om han tænker det samme?"

[Summer Maddox]

"Nej," svarede Summer med et dybt suk, som bar hun alverdens byrder på sine skuldre. Hun var ellers normalt den, der mødte alle på sin vej med et smil og en forsikring om, at så slemt var det nok ikke. Men det var bare ikke sådan, det føltes i øjeblikket.

"Det er lidt det, der er problemet. Jeg ved aldrig, hvad han tænker." Hun lod skuldrene falde. "Jeg ved ikke engang, hvordan han virkelig har det med mig. Det ene øjeblik kan vi have det virkelig godt og rart og det næste ... Det næste er alt bare noget rod."

[Tibby Kendrick]

Det lød desværre præcis som Tibbys forestilling om, hvordan et hvilket som helst bekendtskab med den hidsige løve ville udfolde sig. Og han skulle virkelig ikke be' om det. Egentlig heller ikke på Summers vegne, men det var nok ikke de bedste ord at fortælle hende...

"Måske... Måske kan du spørger ham? Eller du kunne snakke med nogen af hans venner? Snakkede han ikke med Corban Yaxley Jr.?" Tibby huskede da præfekten til at være ret fornuftigt, trods besynderligt valg af venskaber. Men de øvrige elever han kunne huske at have set Cailean hænge ud med, var ikke ligefrem typer, som han ønskede at Summer skulle opsøge.

[Summer Maddox]

Det var sådan et råd, Summer selv kunne finde på at give, hvis ikke hun havde vidst bedre. Men intet var simpelt, når det kom til Cailean, og det blev ikke nødvendigvis nemmere af, at Corban blev draget ind i det.

"Jeg- Det er ikke så nemt," indvendte hun uden at kunne forklare det nærmere.

[Tibby Kendrick]

Tibby synes det lød ret nemt. Drop idioten, når han skulle være så besværlig og gøre hende så mut. Summer havde næsten altid et smil i overskud, eller en optimistisk bemærkning til de lidt uoverskuelige situationer. Men hver gang det handlede om Cailean, var det som om alt luften blev lukket ud af ballonen, og hun faldt lidt sammen.

"Summer..." Han lagde en velmenende hånd mod hendes arm, og overvejede lidt sine næste ord. Men hun var hans bedste ven, og han ville virkelig gerne være der for hende. "Hvad.... Hvad hvis jeg taler med ham? Kan det hjælpe noget?"

[Summer Maddox]

"Nej!" Udbruddet kom så pludseligt og kraftigt, at det synes at komme var på hendes selv. Summer skyndte sig at sætte kruset fra sig, så hun i stedet kunne vinkle sig mere mod Tibby og forsøge i et mere roligt tonefald, fattet nu.

"Nej. Det- Jeg tror, det er bedst, hvis du bare lader det være."

[Tibby Kendrick]

Udbruddet overraskede ham nok til, at sende ham en smule tilbage. Blinkende bag brilleglassene. Det var ikke en reaktion han regnede med fra Summer.

"Nej. Nej okay... Jeg, øh..." han kløede sig lidt bag øret, imens blikket flakkede mod teen. Vent. Hvad? Blikket fandt hende igen, og betragtede hende en smule undrende. Siden hvornår havde de ikke kunne hjælpe hinanden med alting? Han tyggede lidt på tanken, og besluttede sig så for, at prøve en anden vej.

"Må jeg... Kan jeg spørge om noget?" Begyndte han høfligt retorisk, ført han fortsatte. "Hvad skete der sidst du så ham?"

[Summer Maddox]

Summer nikkede svagt og prøvede allerede at forberede sig på, hvad end der ville komme. Spørgsmålet fik hende til at trække fødderne op under sig, mens skuldrene af egen vilje kravlede længere op mod hendes ører, pludseligt anspændt.

"Han var… ved siden af sig selv." Maven gjorde et vrid, da hun tænkte på, hvordan han var begyndt at græde foran hende. Den frygt, han havde været opslugt af. Og hun havde bare slået det hen. Selvfølgelig var han skredet. Neglen pillede ved negleroden igen.

"Jeg prøvede at opmuntre ham og det virkede. Lidt. Men så… jeg pressede ham. Det var så dumt." Hun sukkede dybt. "Jeg skulle bare have ladet det ligge."

[Tibby Kendrick]

Hvis hun mente, at hun bare skulle have Cailean Morgaine sejle sin egen sø helt generelt, så kunne han kun give hende ret. Hun skulle bare have ladet det ligge. Desværre var Tibby temmelig sikker på, at det ikke var hvad hun mente. Han sukkede næsten lydløst og skuldrende faldt lidt.

"Jeg tror ikke det var din skyld, Summer. Du er det sødeste, godeste menneske jeg kender - og du får altid opmuntret mig, ikke?" Han prøvede et forsigtigt opmuntrende smil.

"Du gjorde dit bedste." Tibby havde selvfølgelig ikke været vidne til situationen, men han kunne ikke tro andet om Summer. "Hvornår har han nogensinde gjort det samme for dig?"

[Summer Maddox]

Normalt kunne Tibby altid berolige hende, men denne gang var Summer ikke overbevist. Hun trak knæet op under sin hage og lod hånden stryge over skinnebenet, som ville det bringe hende bare en smule trøst i den håbløse situation.

"Du kender ham ikke, Tibbs," forsvarede hun dæmpet den temperamentsfulde fuldblodstroldmand, som hun ikke engang var helt sikker på, at hun selv kendte. "Han har problemer, ja, men hvem har ikke? Men han er... Loyal." Og det var om noget en kvalitet, hun værdsatte.