I've been trying out the high road, and I hate it

[Teddy Lupin]

Ved de andre imitationer havde der været latter. De havde grint, fordi det var fjollet og fordi de ikke var ædru. De var stadig ikke ædru, men ingen lo nu. Teddys milde blik vandrede over hendes ansigt, og han mærkede et stik. Det var ikke ham hun kiggede på. Han imiterede Cillian O'Callaghan. Det var bare en parodi. Et skuespil. Ikke noget der betød noget.

Måske var det derfor han rykkede tættere på. Rakte ud efter hendes hånd og løftede den mod sine læber. Om det var sådan noget han kunne finde på, og om det var en god parodi havde Teddy en lille smule svært ved at fokusere på, da han løftede blikket igen og hans ansigt var helt tæt på hendes.

[Dominique O'Callaghan]

Blikket faldt til hånden, der tog hendes, og et øjeblik var Dominique transporteret tilbage til sin bryllupsdag. Det sitrede i hendes mundvige og der var ømhed at spore i hendes træk, da hun så op, kun for at finde hans ansigt helt tæt på sit.

Øjnene var velkendte og alligevel så anderledes. De bare ikke den samme intensitet. Følelsen af at blive fortæret hel. Men der var noget andet. Noget, der sendte et sug gennem hendes mave.

[Teddy Lupin]

Han var fanget i hendes blik. Alt ved situationen var forkert. Teddy var ikke Mr. O'Callaghan. Teddy var ikke gift med Dominique. Teddy havde ingen ret til, at udnytte legen og alkohollen til at gøre noget dumt. Hun havde endelig fundet ro i et liv, som Teddy ikke skulle skabe mere rod i, end han allerede havde gjort. Han skulle bare hjælpe hende med hendes plan, og så ellers være den venskabelige bonusfætter han altid havde været, som bare stod til rådighed og som ikke forpligtede sig.

Men han lænede sig frem, og hendes læber var bløde mod hans.

[Dominique O'Callaghan]

Kysset var ikke lig noget andet, hun havde delt med Cal før. Selvfølgelig fordi det ikke var. Og alligevel nåede hun at lukke tænderne om hans underlæbe og trække den med sig lidt tilbage for så at slippe den igen.

Blikket fandt hans og hun forsøgte at blinke sig fri. Det var ikke Cal. Men han var langt væk og desuden ikke interesseret i at hjælpe hende.

[Teddy Lupin]

Det gav et sug ned gennem kroppen. Han slap en tung vejrtrækning, der næsten sukkede efter mere, men nøjedes med at finde hendes blik igen. Hvis han droppede magien, og fandt sit eget ansigt frem igen, ville det hurtigt stoppe igen. Det blev nødt til at stoppe igen.

Han strejfede sin egen læbe med en finger, samme sted som han havde mærket hendes tænder. Men kun for at holde sig selv tilbage.

Men blikket holdt ikke på noget, og han kunne ikke undlade at betragte hende længselsfuldt.

[Dominique O'Callaghan]

Længslen i hans blik var så oprigtig, at den tog pusten fra hende. Alt i hende skreg på at indtage hans læber og hun havde nær gjort det. Der var kun få centimeter tilbage og hun kunne mærke sin galoperende puls.

"Tag hans ansigt af."

[Teddy Lupin]

Han tøvede ikke. Han trak kun en hurtig hånd gennem håret, der blev blødere og mere farverigt, imens hans eget ansigt vendte tilbage og han ufortrødent lænede sig frem, denne gang uden tøven, og læberne fandt hendes igen.

[Dominique O'Callaghan]

Den falske Cal blev erstattet af Teddy. Teddy, som hun havde elsket hele sit liv. Teddy, der havde valgt hendes søster og lært hende, hvordan jalousi smagte. Teddy, der nu lænede sig ind mod hende med beslutsomhed og gav hende alt, hun nogensinde havde ønsket sig. Problemet var bare, at hun ikke ville have det længere.

Skuffelsen rullede ind over hende som en flodbølge, slog hende tilbage mod forvirringens hårde klipper, da hun brød fri. "Stop."

[Teddy Lupin]

Stop.

Selvfølgelig. Det var sådan det blev nødt til at være. Hun brød fri før han gjorde, og efterlod ham i det tomme rum der før havde været mellem dem. Farven i håret falmede en smule. Knapt synligt i den svage belysning. Hvad der til gengæld var synligt, var uroen i Teddys blik. Han trak intuitivt en hånd op foran munden, og mærkede et stik i brystet. Hvorfor... Dominique var Vics søster. Dominique var mere eller mindre hans kusine. Dominique var gift.

"Undskyld!" Lød det bag hånden. Men han mente det. Det havde aldrig været hans intention. "Undskyld, jeg... jeg gik over stregen. Det... det var en dårlig parodi."

[Dominique O'Callaghan]

Kvalmen steg i hende med indsigten om, hvad hun lige havde tilladt. Hvad hun lige havde gjort. Men hvis du nogensinde handler på den invitation, hun giver dig med hele sit væsen, så ved jeg, at den hurtigste vej til en mands hjerte er gennem hans ribben. Det var de ord, hun havde ytret til Cillian O'Callaghan, da hendes jalousi tog overhånd. Og nu… Nu havde hun selv overskredet en grænse, overbevist af selv en dårlig imitation af ham.

"Ja, du gik fucking over stregen," svarede hun hårdt og uden at påtale resten. For blikket i hans øjne havde været langt fra Cals, der altid syntes at se direkte ind i hendes sjæl. Men længslen i kysset, der var blevet udvekslet flere gange med øjnene, før det nåede læberne, havde virket så oprigtig. Så ægte.

[Teddy Lupin]

Sofaen føltes pludselig mindre. Teddy rykkede sig lidt væk, men ramte hurtigt ind i armlænet. Blikket flygtede ud i rummet og en hånd røg gennem håret, før et forceret kort grin blev smidt ud.

"...lidt for meget at drikke..." mumlede han, som den mest ringe opfølgning på sin undskyldning. Imens mærkede han, hvordan noget twistede sig ubehageligt i brystet.

[Dominique O'Callaghan]

Undskyldningen var nok den mest tamme, Dominique nogensinde havde hørt, og hun havde allerede åbnet munden for at fortælle ham det, da fornuften alligevel fik sneget sig frem. Hun havde brug for Teddy, så hun lukkede munden igen.

"Jeg er ikke en erstatning for hende, Teddy. Uanset om vi ligner hinanden. Og det er ikke rimeligt at behandle mig sådan." Med de ord rejste hun sig og gik mod gangen, selvom susenetværket nok ville være smartere end transferens i hendes ikke ligefrem appelsinfri tilstand.

"Sov din rus ud og så begynder vi at øve. Jeg sender en ugle."

[Teddy Lupin]

Teddy skævede mod hende til hun rejste sig. Han ville gerne protestere. Ville gerne tale med en fornuftig stemme, der argumenterede for, at det var bedst at hun ventede med at tage afsted til morgenen brød frem. At hun blev, fordi det var det mest ansvarlige at gøre. At hun blev... fordi han ikke ville have, at hun gik.

Blikket fulgte hende ud i gangen. I et split sekund overvejede han, at blive til Mr. O'Callaghan igen, før han væmmedes ved egne tanker og sank dybere ned i sofaen. Lyden af døren der lukkede sig bag hende ramte hårdt.

Lukket