Why be a wallflower, when you can be a venus flytrap

[Alissa Avery]

Det var sjældent, Alissa tog sig aftener komplet for sig selv i lejligheden. Hun fyldte sit liv og sin kalender med alle de rigtige mennesker og aftaler og ville hellere tage forbi Avery Manor for at tilbringe tid med sin far, end hun ville sidde helt alene i de mørke rum i Diagonalstræde. Men travle uger havde efterladt hendes hoved summende og omklædt til en mere behagelig natkåbe tog hun modebladene med sig ind i stuen og tog for en sjælden gang plads i den store lænestol.

Distræt bladrede hun sig igennem det tykkeste af dem, før hun lod det glide i. En skinnende kant havde fanget hendes opmærksomhed og med tankefulde bevægelser samlede hun tovejsspejlet op. Det var mere end et år siden, hun sidst havde brugt det. Indsigten gjorde hende underligt til mode, og hun sad stadig og trak fingerspidserne over dets kant i tankefulde bevægelser, da Hamish Buchanan trådte ind. Forsinket løftede hun de grønne øjne til ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish var sandt at sige ikke meget hjemme. Han gik tidligt om morgenen og kom ofte først hjem hen på aftenen. Han så det ikke som et problem, i og med at Alissa også oftest var ude.

Af samme grund forventede han ikke at se hende, da han kom ind i stuen efter at have afklædt sig sit overtøj. Han så momentært lidt overrasket ud, men smilede så svagt og gik over for at trykke et nærmest obligatorisk kys mod hendes pande.

"Jeg vidste ikke, at du var hjemme."

[Alissa Avery]

Det var ikke ligefrem en hilsen - bestemt ikke, når man havde privilegiet af at kunne komme hjem til Alissa Avery. Hun påtalte det dog ikke, men slap en bekræftende lyd, mens hun tog imod det bløde kys på panden.

"Bare rolig, jeg skal nok være væk, før din elsker kommer," forsikrede hun Hamish med et træk i mundvigen og uden den mindste frygt for, at han rent faktisk kunne finde på at have en affære bag om ryggen på hende.

[Hamish Buchanan]

Hamish rettede sig ikke op med det samme, men satte hænderne på armlænene på hver side af hende og blev stået foroverbøjet ned mod hende lidt.

"Hm," musede han med en kurve ved læberne, åbenlyst ikke det mindste forfærdet over hendes ord. "Jeg tror ellers, at I ville kunne lide hinanden."

[Alissa Avery]

Hamish havde altid haft en evne til at få hendes hjerte til at slå lidt hårdere, selv med ganske simple kneb. Som at stå lænet ind over hende, så hun måtte lægge nakken lidt tilbage mod det bløde ryglæn, mens hun slap en underholdt lyd.

"Jeg er ellers kræsen," pointerede Alissa, mest for spøgen, for hun var kvalitetsbevidst, ikke kræsen. Læberne blev fugtet, før de atter krusedes i et smil.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke så vant til at Alissa var hjemme, når han endelig havde fri og han nød det en god del nu. Han blev stående lænet lidt ind over hende og slap en uenig lyd.

"Du er ikke kræsen," svarede han og løftede den ene hånd, uden at rette sig op og lod tommelfingerens blomme stryge langs hendes kæbe. Hans blik spillede lidt. "Du har bare god smag."

[Alissa Avery]

Alissa var ikke vant til, at Hamish havde fri, når hun var hjemme, og selvom hun havde ventet på ham med et formål og en indre plan for, hvad hun skulle sige, var han her endelig og duftede urimeligt tiltalende, selv efter en hel dag på arbejde. Som smilet indtog hendes læber, besluttede hun sig for, at det kunne vente. I hvert fald lidt.

"Tydeligvis," svarede hun og hævede brynene let. "Så, venter vi på vedkommende, eller..?"

[Hamish Buchanan]

Hamish' fingre vandrede videre langs hendes kæbeben, før hans tommelfinger til sidst fandt den modsatte side og hånden lukkede sig i et blidt greb om hendes kæbe.

"Hvorfor beskæftige sig med en trøstepræmie," svarede han lavmælt, stemmen en dyb baryton. "Når kronjuvelen er lige foran mig."

[Alissa Avery]

Alissa tog en indånding, da kæben blev indfanget på netop den måde, hun havde en særlig svaghed for. Læberne gled fra hinanden, flere sekunder før hun lod tungespidsen vandre over underlæben.

"Det var da en besynderlig ting at gøre," erklærede hun dæmpet. Der var ikke grund til andet, når de var så tæt. "Sådan at sætte det op som enten eller."

[Hamish Buchanan]

Hamish skød et bryn let op, men slap ikke hendes kæbe. Han løftede i stedet hendes ansigt lidt op mod sig, før tommelfingeren endelig strøg over hendes underlæbe med et let pres.

"Så meget siger du," svarede han. "Hvem vil du have, Alissa?"

[Alissa Avery]

Spørgsmålet havde været meget nemmere, hvis Hamish havde spurgt ind til, hvad Alissa ville have. Et spørgsmål, hvis svar uden tvivl var hele verden, nu hun ikke kunne få mere. I stedet lugtede det af en fælde, og i stedet for at svare sandfærdigt, gav hun ham, hvad han ville høre.

“Dig,” hviskede hun opslugt, og det var ikke usandt. Især ikke, når han med simple træk fik begæret til at flamme op i hende. Læberne blev formet omkring på hans tommelfinger, lod ham mærke mundens varme i et splitsekund, før hun i stedet for at følge den helt ned mod hånden, trak sig de få millimeter tilbage, så hun kunne plante et kys på spidsen.

[Hamish Buchanan]

Hamish' pupiller udvidede sig en anelse over hendes lille manøvre, men det fik ham ikke til at miste kontrollen fuldstændigt. Han slap dog en dyb lyd bagest i halsen og lod spidsen af tommelfingeren glide over hendes underlæbe.

"Det er jeg ikke i tvivl om," svarede han. "Men det var ikke, hvad jeg mente," fortsatte han roligt. Hun havde allerede luftet sin fantasi for ham og han gik direkte til kernen. "Hvem ellers?"

[Alissa Avery]

Alissa hørte forsikringen, men var ikke overbevist. Til gengæld var hun også færdig med at gå på listetæer omkring det, hun ville have, og hun tog ingen hensyn til tidligere problemer, da hun ærligt svarede:

"Ailis Finnigan."

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke fuldkommen chokeret. Han havde ikke mistænkt det, men der var historie mellem de to kvinder. En historie, der havde været et slår i hans og Alissas forhold.

Han svarede ikke med det samme, men rettede sig lidt op. Så trådte han tilbage og gled ned at sidde i sin egen stol, foldede det ene ben over det andet. Udtrykket på hans ansigt var tænksomt og han lagde hænderne mod armlænene. Så spurgte han endelig:

"Er det et begær, der involverer mig?"

[Alissa Avery]

"Ja," svarede Alissa ærligt. Men det var ikke det eneste, der betød noget for hende længere. Uanset, hvor hun ellers så hen eller hvilke ambitioner, der drev hende den dag, var det stadig Hamish, der stod øverst på hendes liste.

"Men jeg er ikke interesseret i at presse dig til noget." Ikke længere.