Just like fire, burning up the way [S]

[Murdoch MacFusty]

Konstateringen fik Murdochs ene bryn til at skyde op, mens han vendte ansigtet mod hende med et udtryk, som om han ikke var sikker på om hun mente det alvorligt, eller lavede sjov. Det virkede dog til at være det første og han slap et muntert fnys som indledende svar “Og blive lænket bag et skrivebord? Nah.. så ville jeg hellere fodre mig selv til dragerne.” Brummede han, stadig underholdt, men også komplet seriøs, selvom hun havde en pointe.

[Pandora MacAlastair]

Det trak underholdt i Pandoras mundvige ved Murdochs svar på hendes konstatering. Hun løftede en hånd for at fjerne et vildfarent hår, og sætte det tilbage om bag det ene øre.

"Man er trods alt kun lænket til skrivebordet, hvis man tillader bordet at lænke en," kommenterede hun underholdt. "Men Murdoch..." Hun sænkede stemmen lidt, og smagte lidt på det at sige hans fornavn, det forekom stadigvæk lidt fremmed for hende. "Hvis du ikke har lyst, hvad så med andre i din klan?" Det behøvede jo ikke være ham, bare fordi hun havde foreslået det.

[Murdoch MacFusty]

Murdoch var tavs et langt øjeblik, før han rettede sig lidt op og rakte ud efter lommelærken “At være leder for en afdeling er svært uden at der er en ret stor mængde papirarbejde.” Konstaterede han så med en lille grimasse “Og jeg fungerer bedst så meget udendørs som muligt.” Og allerbedst som sin egen chef, ikke alle andres “Jeg tror ikke der er nogen der har de ambitioner.. eller lysten til det.” Indrømmede han og bed mærke i hun brugte klan, fremfor familie. Det var ikke noget der kom fra andet end andre skotter og var en ting mere, der fik ham til at tænke hendes familie måske værnede ligeså meget om den kultur og de traditioner, som hans egen.

[Pandora MacAlastair]

På en eller anden måde kom Murdochs svar ikke bag på Pandora. Af alle de MacFusty'er hun kendte, så mindede de ret meget om hinanden. Hvilket jo også var grunden til, at de boede og arbejdede på De Ydre Hebrider.

Hun smilede svagt. "Du har nok ret," lød det fra hende, mens hun betragtede ham række ud efter sin lommelærke. "I min klan er det ikke ambitioner der vægter højest, men det man vil have ud af livet, der er vigtigst."

[Murdoch MacFusty]

Murdoch hævede det ene bryn, mildt undeholdt mens hun næsten gav ham ret, tog lommelærken igen og satte den fo læbene “Mhmm..” han drak og sænkede hånden, nu med antydningen af et smil lurende i den ene mundvig “Det er en sund indstilling hvis du spørger mig.” Jovist var det forventet at en MacFusty voksede op til at arbejde med dragerne, men når det skete nogen valgte en anden vej, var de ikke mindre en del af klanen.

[Pandora MacAlastair]

Pandora nikkede. Hun var bekendt med flere klaner, der havde det på samme måde. Hun tænkte ofte, om det decideret var en klan-mentalitet. Hun drejede hovedet og forsøgte at fokusere på ham, hun var ikke vant til at drikke alkohol, og det slog hende altid indenfor den første halve time efter indtag.

"Du overvejede aldrig, om det skulle være andet end drager?" Spurgte hun nysgerrigt og betragtede hans ansigt.

[Murdoch MacFusty]

Spørgsmålet fik Murdochs bryn til at krybe overvejende sammen et øjeblik, før de glattedes og et skævt smil i stedet krusede sig på hans læber “Jo.. og nej. Jeg var yngstebarnet der fik begge dele.” Han drak før han fortsatte “Måske det hjalp lidt, at det andet jeg gerne ville, stadig inddirekte handlede om drager.”

[Pandora MacAlastair]

Pandora var ikke forvirret over det lidt uklare svar, selvom hendes hjerne var påvirket af alkohol, kun gjort værre af de to tåre hun havde fået af hans lommelærke.

"At være ansat i ministeriet var altså din gyldne middelvej for at få begge dele?" Spurgte hun opfølgende.

[Murdoch MacFusty]

Murdoch så frem for sig et langt øjeblik, uden egentlig at se på noget bestemt, før han nikkede og vendte ansigtet mod hende igen “Mhm.. min mulighed for måske at gøre en forskel og være der, hvor beslutningerne bliver taget og ikke kun på Hebriderne, i vores egen lille boble.” Han satte lommelærken til læberne igen før han fortsatte “Der er drager over hele verden, ikke kun her i Skotland, eller Wales og hvis de ikke skal ende med at forsvinde helt, er der brug for nogle større sanktioner.”

[Pandora MacAlastair]

Pandora lyttede til Murdoch, og skulle til at åbne munden for igen at påpege, at han burde overtage stolen fra sin chef. Men han havde allerede afvist forslaget en gang. At sige det en gang mere ville ikke nytte. Dertil kendte hun for meget til den skotske stædighed, der bare var mere udtalt ved Murdoch.

Selv løftede hun sit eget krus med rom op til læberne, og mærkede væsken varme kroppen. Hun havde ikke noget behov for at blive kold her på plænen, selvom der var et stort bål ikke så langt fra dem. Mange af deres kammerater sad med hovederne stukket helt tæt sammen. Det havde hun ikke lige tænkt sig at gøre med Murdoch dog.

"Tænk at der er folk ude i verdenen, der laver et liv, hvor de tror at drager er fabeldyr," musede hun tænksomt. "Og hvis der ikke bliver gjort en indsats, så kan de kommende generationer af troldmænd og hekse vokse op med den samme indstilling."

[Murdoch MacFusty]

Murdoch nikkede igen og et svagt smil sneg sig med, da det virkede til hun forstod hvad han mente. Måske endda at hun var enig. Måske burde det ikke have overrasket ham, men det gjorde det alligevel og blikket der betragtede hende, var lettere uudgrundeligt “Mhm.. og ikke kun for drager, men for magiske væsener generelt. Hvis ikke det var for Scamanders arbejde, ville det nok allerede være en realitet.”

[Pandora MacAlastair]

Pandora nikkede igen. Det havde hun gjort en del i Murdochs selskab de nu to gange de havde mødt hinanden efter deres drage-sag. Men hun var ingen nikkedukke. Hun kunne blot følge hans tankegang og var for engangs skyld enig.

"Han gjorde noget, som mange før ham burde have gjort," tilføjede hun og rettede lidt på sin blomsterkrans, der var ved at falde ned, efter at hun havde nikket. "I det mindste er alt håb ikke ude." Hun sendte ham et svagt smil, da det var en sølle fortrøstning.

Hun skulle til at sige noget, da nogle af de omkringsiddende grupper begyndte at rejse sig. "Skal I ikke være med til at danse?" Spurgte en hende, og hun kiggede på Murdoch. Han lignede ikke en der dansede, og hun heller ikke. Hun åbnede munden og skulle lige til at afslå, da en af hendes veninder påstod, at hun var en kedelig stivstikker. Pandora fnøs indigneret. Og lidt i trods. Det var nok alkoholen der fik hende til det.

Hendes blik blev rettet hen mod Murdoch. "Skal vi lade nogle simple englændere overtrumfe skotterne i en dans?"

[Murdoch MacFusty]

Igen nikkede han med en brummen til enighed og betragtede hende tavst. Han havde lige åbnet munden med en indånding som om han var på vej til at sige mere, da deres ret alvorlige samtale blev afbrudt og han lukkede munden igen.

Han havde egentlig ingen planer om at danse. Ikke fordi han ikke kunne, men fordi det var den instinktive reaktion, når nogen. Forsøgte at provokere ham til at gøre noget. Alligevel afslog han ikke blankt da Pandora bukkede under for presset, men mærkede i stedet sine mundvige sitre, over vinklen hun valgte at bruge for at undgå nogen af dem tabte ansigt “Det kommer aldrig til at ske.. om de så prøver herfra og til jul.” Konstaterede han tørt, stak lommelærken ned i sin sporran og rejste sin adræt, før han rakte en hånd afventende frem for at hjælpe hende på fødderne også.

[Pandora MacAlastair]

Pandoras latter var spontant og underholdt over Murdochs tørre konstatering, og hun kluklo stadigvæk lidt, da hun tog imod hans bjørnelab af en hånd. Hendes fingre forsvandt mellem hans.

Hun tog sin hånd igen, da hun var kommet op at stå, endda helt uden at svaje. Hurtigt fik hun rettet lidt på sin simple hvide kjole, inden hun trådte hen ved siden af Murdoch og gik med ham hen til der, hvor dansen tydeligt skulle foregå, så de ikke behøvede at flytte deres tæpper picnic-kurve.

Det var en kædedans, en ganske simpel en, og hun havde Murdoch som partner. Ganske tilfreds med, at det trods alt var en hun kendte.

[Murdoch MacFusty]

Hendes latter smittede og før han nåede at tænke over det, trak smilet langt nok op til et øjeblik at blotte hans tænder og plante et glimt i hans blik. Det sad der stadig da han et øjeblik havde fingrene lukket om hendes hånd, før de fulgte resten af deres venner til et mere jævnt stykke græs.

De faldt begge let ind i dansen, hvilket kun fortalte ham det ikke var første gang hun prøvede den, men de færreste skotter voksede op uden at blive indfanget i de gamle danse før eller siden. Danse der aldrig helt var blevet glemt, netop fordi nogen som dem, holdt dem i live.

I live var også præcis hvad han følte sig efter et par omgange og det blev sværere og sværere ikke at smile. Ikke fordi han aktivt prøvede at lade være. Det kom helt af sig selv mens han fortsatte fra den ene til den anden og tilsidst endte hos Pandora igen “VI kan ikke blive ved at mødes på den her måde.” Spøgte han, let stakåndet, mens han greb fat om hendes side med den ene hånd og hvirvlede hende rundt om en fælles akse som dansen nu engang gik.