Elsker mig, elsker mig ikke

[Natalia L. Blishwick]

Det var den slags bemærkninger, Natalia altid have hørt fra de drenge, der gerne ville charmere trusserne af hende. Men Tommy var en helt anden størrelse og hun kom til at smile lidt af ham.

"Jamen hvad mangler vi mere at gøre af klassiske Beltane-traditioner?" spurgte hun. "Hvis ikke du vil spise picnic eller ud af kysse i skoven."

[Tommy Blishwick]

Der var den varme fornemmelse i kinderne igen. Tommy skævede til Natalia og sendte hende et forsigtigt smil, mens han overvejede hvor sandfærdig man kunne være, uden at forekomme uhøflig.

"Begge ting lyder lovende, men ikke bare fordi jeg godt kan lide højtidstraditioner," lød den forsøgte afsløring.

[Natalia L. Blishwick]

"Nej?" forhørte Natalia sig med et lille træk i mundvigen og formåede kun lige at holde et muntert fnys tilbage. Hun hævede brynene lidt og begyndte at drive mod skovbrynet. Bare for at se, om Tommy velvilligt ville følge med.

"Du har en anden grund til at nyde mad under åben himmel eller rulle rundt i skovbunden?"

[Tommy Blishwick]

Tommy havde ingen intention om at afholde sig fra at bevæge sig med Natalia mod skovbrynet. Han havde hørt fortællinger og historier fra mere eventyrlystne venner om hvad der kunne foregå mellem træerne, men trods uerfaren og måske en kende for blød, havde det før været en torn mellem dem, at han var blevet tolket som uinteresseret.

"Nej, jeg vidste bare ikke om du var til skovture," erkendte han så med et smil. Efterhånden var de udstrakte invitationer noget der omhandlede havegåture, måltider eller småkulturelle ærinder.

[Natalia L. Blishwick]

"Jeg kan godt lide eventyr," svarede Natalia ærligt og tillod ham sådan at lære hende bedre at kende. Fingrene blev endda flettet ind mellem hans, selvom hun også gjorde det med venner.

"Og hvis de tilfældigvis fører til skoven, følger jeg med."

[Tommy Blishwick]

Tommy var næppe den mest eventyrlystne type, men det havde han nok også tænkt om sig selv før han hoppede over et brændende bål. Han forsøgte måske at møde Natalia et sted. Bevise noget for sig selv og for hende, nu hvor deres begyndelse havde virket som et skib der allerede var kæntret.

"Du leder vejen," lod han hende derfor, smilet stadig om læberne og fingrene foldet ind mellem hendes.

[Natalia L. Blishwick]

"Jeg har aldrig været her før," pointerede Natalia, der ganske vist havde været til Beltane året forinden, men aldrig havde nærmet sig træerne. Eller Tommys hånd.

"Men eventyrlyst er måske for ambitiøst et ønske?" Blikket på ham var drilsk.

[Tommy Blishwick]

Om man havde været her før eller ej, måtte et skovbryn være et skovbryn. Det var vel de færreste der vidste hvordan man navigerede det hele, men Tommy kunne godt høre drilleriet i Natalias stemme og fangede, at det måske var endnu en udfordring.

"Synes du ikke jeg har været eventyrlysten?" valgte han så at møde hendes spørgsmål.

[Natalia L. Blishwick]

"Jo, nu du siger det," svarede Natalia med et smil. Hun spillede mindet af Tommy, der hoppede over bålet for sit indre øje, og smilet voksede lidt.

"Jeg er stolt af dig. Ja, jeg tror dig endda næsten, når du siger, du kan lege ung for en aften."

[Tommy Blishwick]

Selvom Tommy ofte fik af vide at hans forældre var stolt af ham, var det noget helt andet at høre den slags fra Natalias læber. Smilet blev da også bare varmere, selvom han vidste at hans hop ikke havde været kønt, og hun næppe kunne være stolt over hans landing.

"Men så kun næsten," lød det fra ham med et dæmpet grin, som de kom nærmere skovbrynet. Ja, og længere på afstand af musik og mængder. 

[Natalia L. Blishwick]

"Mh, næsten," gentog Natalia med et facetteret smil. Som de kom nærmere træerne, var blikket mere på Tommy end vejen, de gik. Nu drev det endda til ham igen og fik mundvigen til at sitre.

"Ellers havde du jo ingen grund til at overbevise mig."

[Tommy Blishwick]

"Det skal jeg nok gøre når aftenen er omme," lovede Tommy, før han nåede helt at rationalisere sig fra det. Måske var det et overilet løfte at give, men det føltes harmløst. Han havde altid været pligtopfyldende hvis noget var blevet lovet, så måske var det godt, at han bare havde slynget det ud. Så kunne han give et ihærdigt forsøg.

Og snart var de så tæt på træerne, at de ville kunne række ud og røre ved dem. Og hvad så nu? Han havde ikke svaret, men flugtede bare ved trægrænsen, mens han holdt hende i hånden. Ja, indtil han kunne høre nogle mærkværdige lyde. Gutturale, åndeløse.... stønnende?

"Måske skal vi gå den anden vej."

[Natalia L. Blishwick]

når aftenen er omme. Formuleringen gled ikke Natalias opmærksomhed forbi, for det var ikke overtalen hende, mens de var sammen med hendes venner, men ... Kunne Tommy mene...? Hun nåede aldrig at finde ud af, hvordan hun rent faktisk havde det med det, før lydene nåede hendes øre.

"Hvorfor?" kunne hun ikke dy sig for at spørge, smilet smørret.

[Tommy Blishwick]

Det var nok en fortalelse. Endda en uskyldig en af slagsen. Men hvad han snart hørte, som de bevægede sig langs skovbrynet, var næppe voldsomt uskyldigt. Nok havde Tommy ingen erfaring, men han havde boet på en sovesal i syv år. Ikke nok med at man havde hørt andres soloaktivitet, men han havde også hørt enkelte besøg.

"Fordi... ehm..." Han lagde ikke mærke til hendes smørrede smil, men forsøgte bare at dirigere hende til at vende om, og var af en eller anden grund overbevist om, at hun næppe vidste hvad der foregik bag træ nummer fem i rækken.

"Fordi der er pænere herovre."

[Natalia L. Blishwick]

Natalia lod sig ikke dirigere rundt, men endte i stedet bare med at stå klods op og ned ad Tommy til soundtracket af et forårskådt par, der hyggede sig godt bag træerne. Tænderne blev blottet i et uvornt smil.

"Har du aldrig hørt nogen gøre det før?" spurgte hun lavmælt og kastede et nysgerrigt blik på ham. "Måske er Gryffindors mere liderlige end Hufflepuffs?"