Trapped up on a tightrope - now we're here (s)

[Cora Greengrass]

Over de seneste måneder havde skilsmissen været under behandling, men friheden smagte bittersødt. For efter hun havde forladt Hickleton Hall og Simon Montague var hun kommet tilbage til Wales og temmelig forundrede forældre. Forældre der ikke forstod hvordan deres yngste datter kunne forvente at væve sig ud af et kortlivet ægteskab og efterlade medgiften bag sig i Montaguernes pengeboks. Dokumenterne var, for kun to uger siden, endelig blevet underskrevet, men dette gav kun forældrene endnu mere grund til, at lufte deres forventninger til at Cora egenrådigt fandt et passende parti. Eftersom søstrene havde delt visse rygter derhjemme om selskabet hun havde gjort sig, var de endnu mere opmærksomme på hende i hjemkomstperioden. Og måske endnu mere til Beltane.

Så ja... frihed var virkelig bittersødt... Derfor var det måske ikke mærkværdigt, at hun søgte en kende væk fra forældrene, da hun fik chancen til begivenheden. Det var nemmere at blende sammen med mængderne, når de fleste var klædt i lyse farver og havde blomsterkranse i håret. Blomsterkranse der nemt kunne glide på sned, når man tilfældigvis stødte ind i den sidste person man burde tale med. Men måske var det virkelig heller ikke tilfældigt. For nok var Cora uheldig, men hun havde aldrig været klodset, og hér havde hun alligevel stødt ind i Freddie Day .

"Oh. Tottenham. Hej."

[Freddie Day]

Med et par halvflade øl i maven var Freddie taget afsted fra Tottenham. Den første times tid havde de brugt sammen for i stedet at gå hvert til sit. Cora havde han ikke set, siden han fik slanten (ind i og) ud ad lynlåsen. Han var ellers ingen stolt mand, men der var også grænser og da han pludselig stod med en hånd på hver af hendes overarme, var det ikke med det samme, drengede smil, han mødte hende.

"Længe siden," svarede han henkastet og kastede et blik ud mod mængden af mennesker, han var ligeglad med, før han lod det finde den, han rent faktisk gav en fuck for.

[Cora Greengrass]

Cora kunne have skrevet. Kommunikeret en eller anden form for undskyldning over hvad der var sket. Samtidig havde det været svært at se over egen næsetip, og så var dage gået. Dernæst uger. Nu mærkede hun Freddies hænder mod sine arme, måneder senere, men da øjnene søgte hans, virkede det som om noget havde ændret sig.

"Ja," sagde hun så, en kende åndeløs over sammenstødet, hvad end det havde været intentionelt eller ej. Hånden gled ned langs siden igen og forlod placeringen mod hans bryst, hvorefter hun etablerede bare en mere anstændig afstand mellem dem. Men hvad hun sagde derefter var næppe anstændigt.

"Jeg har ledt efter dig."

[Freddie Day]

Freddie savnede hånden det sekund, den forlod ham. Men han havde også savnet Cora. Og Cora havde ikke savnet ham. Igen. Erkendelsen havde været pisse irriterende, men den var blevet skyllet ned med fernet og humle og det gjorde ham i stand til at betragte hende, blot med brynene let hævet.

"Den var sgu ny," måtte han dog erkende og det trak ganske svagt i hans mundvig. Men hvad helvede kunne han gøre?

[Cora Greengrass]

Det var mere direkte end hun havde til vane, men måske havde låget bare siddet på for længe. Cora reflekterede ikke ligefrem over det. Hun vidste blot, at noget ved selv den svage trækning på hans mundvige, fik hende til at gengælde bevægelsen.

Øjnene gled momentært ned over ham. "Ligesom den?" spurgte hun med henvisning til skjorten. "Jeg troede ellers du benyttede enhver chance for det blomstrede."

[Freddie Day]

"Nah. Men jeg ved jo, at du ikke kan håndtere mig i blomster," svarede Freddie og denne gang tegnede det drengede smil sig. Han var vel for helvede også kun dødelig og Cora så fandens dejlig ud.

"Og hverken jeg eller generalen har lyst til en gentagelse af sidst."

[Cora Greengrass]

Selvom scenariet havde været rædsomt at stå i, var der noget ved Freddies ordlevering der fik hende til at grine. Ja, selvom hun snart efter fangede sig selv i det, og rystede på hovedet med et mumlende og formanende: "Freddie." 

"Du må skænke generalen mine beklagelser. Jeg håber, at han er kommet ind i kampen igen."

[Freddie Day]

Det var han bestemt, men det behøvede Cora jo ikke at vide, især ikke, når han kunne strejfe hendes hofte med fingerspidserne og træde et forbudt skridt tættere på. Forhåbentlig var Simon Montague ikke et sted i skyggerne, klar til at hive staven frem og måle.

"Ja? Du vil måske tjekke det?"

[Cora Greengrass]

Nej, Cora havde intet behov for at kende til generalens sejre. Selvom hun aktivt havde valgt sin første i en fyr med erfaring, overbeviste hun gerne sig selv om, at der ingen havde været efter hende.

"Måske burde jeg undlade at aktivere ham. Tænk hvis noget kom i klemme igen," sagde hun så med en svag trækning på læberne, og lod hovedet glide bare en smule på sned.

[Freddie Day]

Cora var farligt forførende, når hun ville. Og ikke ville. Faktisk burde Freddie nok bare til at indse, at det var, fordi det var hende, at alt syntes at sitre lidt ekstra. Men i stedet førte han fingrene et par centimeter op ad hendes side, før han lod dem falde igen.

"Der er ingen, der tvinger dig til noget, babe," svarede han med et træk på skulderen, for han skulle sgu nok finde nogen, der ville lege.

[Cora Greengrass]

Der var rimelig dristigt at stå og røre ved hende, uanset hvor diskret og flygtig bevægelsen så alligevel havde været. Samtidig kunne Cora ikke undgå at mærke et ellers undertrykt behov for flere berøringer. Mere tid med ham, selvom hun vidste at hendes forældre nok ville lede efter hende på et tidspunkt.
Paradoksalt stod Freddie her og sagde at ingen tvang hende til noget. Nej, han gjorde i hvert fald ikke, og måske var det derfor hun drejede ansigtet og sendte et blik ned mod engen. Ventede nok egentlig på en invitation til andet end at afprøve aktivitetsniveauet i hans general.

"Vil du gå en tur?" spurgte hun så alligevel og sprang over ventetiden.

[Freddie Day]

Gå en tur. Efter hvad Cora havde hevet ham igennem, burde hun nok i stedet invitere ham til en tur ind bag en busk, så hun kunne give generalen lidt aftercare. Gå en tur. Freddie var heldigvis for kvik til at fnyse.

"Yeah, det lyder godt," svarede han og prøvede ikke at se alt for selvtilfreds ud, da han ventede på, at hun førte an, til han selv slog ind ved siden af hende.

[Cora Greengrass]

Cora havde truffet en beslutning om at ende sit ægteskab og stemple sig selv under mærkatet fraskilt. Alligevel fulgtes hun nu med Freddie fra Tottenham. En knægt hun havde hørt nys om havde fået arbejde i natbussen. Ikke at de rigtig havde fået rundet nogle hverdagsagtige emner til nytår. Og lige nu, var smalltalk heller ikke det første hun havde i tankerne, men det var måske en god ide at komme lidt på afstand.

"Du har før sagt, at jeg ikke lader dig ryge færdig, så måske er det en god idé at du tager én nu," kom den kryptiske advarsel fra hende, mens de gik mod engen.

[Freddie Day]

Et underholdt fnys forlod Freddie, men han gav sig ikke til at diskutere. Han fiskede bare pakken med cigaretter frem fra brystlommen og snart dampede den lystigt. Blikket drev selvfølgeligt til Cora, mens lighteren forsvandt ned i lommen.

"Simpelthen. Lært at fejl og alt det der. Du er i sandhed blevet voksen, Miss Cora."

[Cora Greengrass]

Cora blev godt nok ikke behandlet som en voksen for tiden, men håbede da, at hun havde lært at visse fejl. Samtidig kunne hun ikke helt overbevise sig om, at Freddie var en af dem lige nu. Ja, selvom hun godt kunne være foruden røgen, som en vilkårlig brise formåede at sende mod hende.

"Er du?" spurgte hun ham så, selvom hun egentlig håbede at svaret var nej.