Som første gang, jeg så dig

[Abigail Bancroft]

Planlægningen havde indtil videre ligget hos Abbie, der hellere end gerne tog tøjlerne. Alligevel var spørgsmålet en uønsket påmindelse om en tid, hvor hun ikke for alvor blev værdsat. En tid, hvor hun knapt havde følt sig set.

"Jeg lagde en gæsteliste ind på dit kontor for et par måneder siden," svarede hun, tonen intet andet end konstaterende, og tog en tår vin.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn krøb sammen, mens han fejlede i at huske han havde set noget der lignede en gæsteliste "Den må have gemt sig mellem nogle andre papirer." konstaterede han med et undskyldende smil. Det var en ret reel mulighed, med den mængde sager der havde været de sidste måneder "Jeg finder den når vi kommer hjem." lovede han og slap hendes hånd igen, da tjeneren dukkede op med deres mad.

[Abigail Bancroft]

Abbie lod sig formilde af, at dybeste dog havde anstændighed til at se samvittighedsfuld ud over forglemmelsen. Hun sendte ham et blødt smil og trak hånden til sig, da maden ankom. Middagen forløb med flere praktikaliteter til brylluppet med vin og god mad, og hun var summende af kombinationen, da desserten blev båret væk.

"Det blev ikke nemmere at vente," erklærede hun med et lille træk i mundvigen, der var mere subtil end blikket, der var mere intenst, end hun selv var bevidst om.

[Sylvester Buchanan]

Der var ikke tid til at dvæle så meget over frokosten som man kunne have ønsket, men det havde stadig været tiltrængt tid og der lå et varmt smil på Sylversters læber, mens han talte mugglerpenge op og lagde sammen med regningen, der var blevet præsenteret i en lille mappe "Har det nogensinde været det?" spurgte han, rejste sig og trak hendes stol ud mens hun også kom på benene "Lad os håbe sagen ikke trækker mere ud i dag. Jeg ville ikke klage over at kunne tage tidligt hjem for en gangs skyld."

[Abigail Bancroft]

Det simple svar var nej, men det føltes alligevel sværere at skulle tilbage til ministeriet efter den alt for korte frokost. Især, når hele kroppen summede af utålmodighed efter at tage Sylvester hjem. Eller bare ind på hans kontor.

"Ellers er det godt, vi har fået en stor frokost, så vi kan gå direkte til desserten," svarede hun med et glimt i øjet, da hun var kommet på benene.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester skubbede hendes stol ind igen, før det var hendes jakke han holdt op for at lade hende stikke armene i den "Og her troede jeg vi lige havde fået dessert.. men jeg har også lidt af en sød tand, så hvordan skulle jeg kunne sige nej." han strøg lidt hår væk fra hendes nakke, mere for at have en undskyldning for et flygtigt kærtegn, end fordi det egentligt var i vejen for jakken.

[Abigail Bancroft]

Med hans hjælp kom Abbie tilbage i kappen med en melodisk latter. Selv som barn havde hun aldrig været meget for søde sager, men når det var Sylvester, der stod på menuen, kunne hun altid finde mere plads.

“Du må hellere passe på, ellers vænner jeg mig til det,” advarede hun ham drilsk uden at have meget imod det.

[Sylvester Buchanan]

Det trak i Sylvesters mundvige og han kunne ikke fremmane nogen fortrydelse "Det var vist hele tiden en del af min overordnede plan, at du netop skulle vænne dig til det." påpegede han drillende og lod et flygtigt kys strejfe hendes kind da hun vendte sig "Men tak for du ville bruge din pause på mig. Jeg trængte til det." endnu en gang bød han hende sin arm, så de kunne forlade stedet igen.

[Abigail Bancroft]

Deres fortid var ikke fri for episoder, hvor Sylvester ikke havde givet sig og ladet hende få sin vilje, men det var nemt at glemme, når frosten varmede i maven på hende og farvede hendes smil. Hun tog hans arm og fulgte ham ud.

"Det gjorde jeg også," indrømmede hun og fortsatte, tilsyneladende uskyldigt, selvom der var noget lidt andet i blikket, hun sendte ham. "Det er også længe siden, du har kaldt mig op til dit kontor."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester trådte ud på fortovet med et vidende smil lurende på læberne "Ja.. det er det vel." der var et glimt i de mørke øjne da han vendte ansigtet mod hende "Har du haft brug for at blive kaldt op på mit kontor?" spurgte han ledende, ikke uden humor, men også med noget langt mere behovsstyret lurende mellem linierne.

[Abigail Bancroft]

Det sitrede afsløringer omkring Abbies læber, trods de blev spidset om et smil og tænderne var kortvarigt synlige, da de gled fra hinanden ved blikkenes møde. Fortænderne strejfede underlæben i et meget lidt ordentligt øjeblik.

"Jeg har brug for, at du har mærket behovet efter at kalde mig op."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig lidt sammen mens de gik og blikket søgte igen hendes "Det har hele tiden været der.." begyndte han, stadig med et smil, men også med behovet for at understrege det "Hvis du har været i tvivl, må det være min fejl."

[Abigail Bancroft]

Det var ikke første gang, at Abbie havde været i et forhold, hvor hun var blevet mere og mere usynlig. Men i Sylvesters blik fandt hun forsikring og hun endte med at smile mildt til ham.

“Så må du hellere rette op på det.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede og gav hendes arm et lille klem med sin egen "Der er ikke andet for." medgav han med et varmt smil. Tanken om en hyrdetime med hende på kontoret efterlod ham ikke upåvirket, selvom han måske ikke viste det så tydeligt "Måske har jeg en sag jeg godt kunne bruge dit skarpe blik på."

[Abigail Bancroft]

Abbie skal en lys lyd i tilfredshed over konklusionen og hans opfølgning fik hende til at kaste et nysgerrigt blik op på ham.

"Du ved, jeg er her for at assistere," mindede hun ham om med et lille træk i mundvigen.