Der er lig i lasten, så alle bliver oppe på dækket

[Constantin Montague]

Constantin brød sig virkelig ikke synderligt om, at nogen fortalte ham hvad han skulle mene. Egentlig ragede andres mening ham betydeligt, men det her var nu alligevel Alissa. En Alissa der ikke nødvendigvis havde ret i situationen, efter hans overbevisning, og måske kun havde søgt ham for at have en familie at pege fingrene af. Han ville nok selv havde gjort det samme.

"Jo, det gør jeg," svarede han så med et roligt tonefald og øjnene låst i hendes. "Det her er et gerningssted, hvad end du vil det eller ej. Der er sket en forbrydelse i din families hjem og vi bør hjælpe hinanden med at løse det."

[Alissa Avery]

Et mord i familiehjemmet og et efterladt lig var helt klart under kategorien ej i de to, Constantin optegnede. Men Alissa vidste, at sukker sommetider hjalp mere end syre, så hun kærtegnede hans overarm lige så blidt og nikkede.

"Så," indledte hun og lænede sig ind mod ham med store, uskyldige øjne. "Hvad foreslår du?"

Hendes løsning var simpel: Find Odile Moreau Rosier og Lucian Rosier og før dem væk fra festen for at informere om, hvad der er sket, så de kan tage problemet med væk fra festen og det dyre tæppe. Men samtidig var det en strålende mulighed for at få endnu en tjeneste til gode fra Constantin.

[Constantin Montague]

Constantin var fængslet af hendes blik. Store grønne øjne der så op på ham. Ønsket var naturligvis at de ville bede ham om noget andet end en tjeneste (tilmed tigge ham), men det var næppe lige omstændighederne til den slags.

"Som auror ville mit svar være at aflåse rummet, så vi ikke roder med beviser," lød det. "Men hvis ikke du ønsker, at det her overhovedet skal associeres med din fest og dit navn, må vi sørge for at han bliver fundet et andet sted. Dit valg." 

[Alissa Avery]

Auror. I det hektiske øjeblik havde Alissa kun tænkt på at få fat i den person, der lige nu varetog Montague-familiens interesser. Men ved påmindelsen om, at der i Avery-familiens hjem ikke blot var et problem, men et mord, der havde efterladt en arving død. På det pæne tæppe. Men sidstnævnt måtte være sekundært (for nu).

"Vi kunne vente," foreslog hun, frem for at følge fornuften og involvere både sin husbond og svigerfar.

[Hamish Buchanan]

[Constantin Montague]

Constantin var egentlig... imponeret. Måske også en kende forundret over at det her fælles vi, de fandt i situationen. Egentlig var det ikke hans problem. Potentielt Simon Montague ´s, men det var endnu uklart. Hans eneste motivation for at tage opgaven på sig stod lige nu og så op på ham.

"Til festen er slut," forsøgte han sig at lave en sløjfe på hendes sætning. "Du skal naturligvis underholde dine gæster nedenunder, frem for at være nær det her."

[Alissa Avery]

Til festen er slut. Alissa nikkede, tilfreds med konklusionen, selvom hun ikke var det mindste i tvivl om, at både Hamish Buchanan og Sylvester Buchanan ville have en del at sige til dén beslutning. Det var dog ikke det dominerende for værten i det øjeblik.

"Og hvor skal du være?" spurgte hun ledende og lod hånden stryge ned over hans arm, til hun kunne strejfe hans fingre med sine.

[Sylvester Buchanan]

[Constantin Montague]

Denne gang vristede han blikket fri fra hendes for at følge hendes fingres bevægelse over armen. Det ville have været frækt og indbydende i andre omgivelser.

"Ikke i rum med det der," Han nikkede mod resterne af afbrændt Rosier. "Men på denne etage. Sørge for at ingen kommer herop og at døren forbliver lukket."

[Alissa Avery]

Alissa havde intet behov for at virke hverken fræk eller indbydende. Til gengæld havde hun behov for at cementere Constantins loyalitet. Bekræfte, at han stadig sad solidt på hendes krog.

"Du er fantastisk," gav hun ham et kompliment og et smil, som hun havde trænet gennem hele sit liv.

[Constantin Montague]

Constantin kendte godt sit værd og havde ikke brug for bekræftelsen, men det betød ikke, at han ikke nød at høre den. Især ikke når Alissa smilede til ham som hun gjorde. Og især ikke når han kunne vinde hendes taknemmelighed, hvis hun nogensinde gik så vidt.

"Smut ned med dig," sagde han med en trækken på smilebåndet. Ikke at det formildede en alvorlig situation. 

[Alissa Avery]

Alissa havde allerede vendt sig om for at gå, men tog ikke mere end et skridt frem, før hun drejede om på hælen igen og trådte tilbage til ham. En hånd fandt hans brystkasse, inden hun strakte sig og lagde et blødt kys på hans kind, ikke langt fra mundvigen.

"Når festen er slut, kommer jeg herop med Mr. Buchanan," informerede hun ham alvorligt.

[Constantin Montague]

Constantin brød sig godt om, at være et taknemmelighedspunkt for Alissa, selvom han også vidste, at han berøvede sig selv en god fest og kolde drinks. Indvendigt bandede han over sin lillebror og hvad han nu havde gang i, men samtidig kunne han bare ikke kæde handlingen på gulvet sammen med sølle-Simon Montague .

"Fint. Få en alf til at bringe et nyt glas med op til mig, gider du?" Han havde ikke noget behov for at drikke af dét glas han havde stillet fra sig i rummet, stadig fyldt og boblende. Han fulgte hende ud af værelset og sørgede for at døren var helt låst bag dem, men vedblev på førstesalen, da hun gik ned.

Constantin out

[Alissa Avery]

De næste timer gik præcis, som de skulle. I hvert fald, som de nu kunne, når Alissa konstant var bevidst om, at der lå en død Rosier i hendes stue (på det pæne tæppe!). Især var det vigtigt for hende, at Hamish under ingen omstændigheder kom i nærheden af det, før de sidste gæster havde forladt huset.

Hamish Buchanan og Sylvester Buchanan stod stadig nedenunder, førstnævnte ventende på, at Alissa fik gjort sig færdig og Sylvester sikkert for at holde ham med selskab. Det passede hende i hvert fald meget godt, da hun løb ovenpå og åbnede døren til stuen. Tre, to, en…

Hun skreg. Højt og gennemtrængende. Så en gang mere, bare for Prins Knud. Målrettet stormede hun ud på gangen. "Mr. Buchanan! Hamish!"

[Hamish Buchanan]

Hamish stod og talte dæmpet med sin far, da han hørte en lyd, som han aldrig nogensinde havde hørt før og som fik blodet i hans årer til at fryse til is. Han spærrede øjnene op i chok, før han øjeblikkeligt var i bevægelse og han besværede sig ikke med at løbe, for i løbet af sekunder havde han trukket sin tryllestav og dukkede op for toppen af trappen med et plop.

Her så han Alissa og han tøvede ikke med at fare mod hende, hænderne allerede udstrakt for at tage ved hendes arme, sikre sig, at hun ikke var kommet til skade. "Hvad er der sket?" forlangte han.