Raised for ambition, not for caring

[Sophia Slughorn]

To dage var passeret, siden Sophia og den endnu unavngivne pige havde været i stand til at tage med Septimus Slughorn hjem. Kroppen var helet og i sindet var hun allerede mere end klar til at komme ud af huset for at tage tilbage til sit arbejde.

Pladsen ved siden af hende var tom og det samme var krybben, da hun vågnede, men det passede hende fint. Vantro tog hun et bad og klædte sig på, før hun vendte tilbage til soveværelset.

[Septimus Slughorn]

Dagene havde været lange. Den daglige dag var blevet fuldstændig vendt på hovedet efter at de var kommet hjem med deres datter, og Sep havde allerede erfaret at han nok måtte se langt efter at kunne sove igennem en hel nat igen.

Denne nat havde ikke været nogen undtagelse, og Sep havde påtaget sig opgaven med at se til den endnu ikke navngivne pige, så Sophia kunne sove. Det var derfor Sophia var vågnet til et tomt værelse, eftersom Septimus havde befundet sig nedenunder i stuen, travende frem og tilbage med en datter der langt om længe så ud til at falde til ro.
Det havde været lyden af bruseren ovenpå som havde lokket ham tilbage, og da Sophia kom ind på soveværelset igen, sad Sep på deres sengekant med datteren sovende i favnen.

"Godmorgen." sagde han dæmpet til Sophia og sendte hende et forsigtigt smil. "Fik du sovet?"

[Sophia Slughorn]

At sove havde virkelig ikke været problemet. Sophia havde brugt alt for lang tid på det allerede og nøjedes med at slippe en bekræftende lyd, mens hun fik afstivet de mørke, professionelle rober. Hun kastede et sidste blik på sig selv i spejlet, tjekkede sig fra alle sider, før hun vendte sig mod Septimus uden at tage sig af det navnløse spædbarn i hans favn.

"Jeg tager afsted nu," annoncerede hun, tonefaldet kun konstaterende. Hun havde ellers, modsat Septimus, stadig flere måneders barsel, men de havde ingen interesse for hende.

[Septimus Slughorn]

Smilet falmede, delvist over Sophias sparsommelige bekræftelse, men især over hendes følgende erklæring. Han blinkede en gang før det rigtig sank ind.

"Afsted?" spurgte han vantro, og forsigtigt rejste han sig fra sengekanten. Datteren lavede en lille lyd, men så (heldigvis) ikke ud til at vågne. "Hvad mener du, afsted?" Det var først nu, han så ud til at lægge mærke til at hun var klædt i sit arbejdstøj, og hans skuldre faldt en smule. "Sophia..."

[Sophia Slughorn]

"Jeg mener afsted," svarede Sophia roligt og uden meget følelse i hverken tone eller ansigt. Hun glattede de skræddersyede rober ud og studerede urskiven på sit håndled, før hun igen fandt Septimus' blik.

"Jeg kan fornemme indvendinger på vej, så gør det kort."

[Septimus Slughorn]

Septimus så på hende med et blik som vejede tungt af udmattelse, og det havde ikke meget at gøre med en begrænsede søvn han havde fået som resultat af at gå rundt med datteren meget af natten. Han endte alligevel med at trave tilbage til vuggen og forsigtigt lægge spædbarnet fra sig deri, før han gik tilbage til Sophia.

"Det er to dage siden du fødte, Sophia." Han var ikke sikker på om det var nødvendigt at konstatere, men ærligt virkede det som noget hun enten havde glemt, eller var ligeglad med. "Du kan godt være hjemme lidt, før du må tage på arbejde igen." Du burde blive hjemme, var måske hvad han ville sige, men erfaringen fortalte ham at det var nytteløst at fortælle hende hvad hun skulle gøre.

[Sophia Slughorn]

Sophia betragtede Septimus med et roligt blik, trods det bar et flig af utålmodighed, konstant afventende, at der kom noget med mere substans. Men du kan godt var ret langt fra et argument, hun kunne bruge til noget.

"Det kunne jeg sikkert," medgav hun, intet andet end konstaterende. "Men heldigvis blev jeg tilset af dygtige helbredere, så det er heldigvis ikke en nødvendighed."

[Septimus Slughorn]

Det var kun en flig i hendes blik, men det var nok til at Septimus kunne se det. Og det strøg ham nok mod hårene til at han åndede langsomt ud for at lægge lidt bånd på sig selv.

"Jeg ved godt, du blev tilset af dygtige helbredere." medgav han. Han havde selv sørget for at de bedste helbredere hospitalet havde til rådighed, havde holdt øje med hende til hun blev udskrevet. "Men din krop har brug for hvile. Og du burde tilbringe tid med vores datter." Han gestikulerede sigende mod vuggen og datteren, Sophia knapt havde villet røre siden de var kommet hjem med hende. "Vi har ikke engang fået besluttet et navn til hende endnu."

[Sophia Slughorn]

Sophia havde hverken brug for eller tid til hvile. Tværtimod var hun ved at være træt af at blive behandlet som en patient og hele tiden at skulle tage stilling til ting vedrørende det lille liv, hun endnu ikke havde holdt i sine arme. Hun kastede da også kun et enkelt blik på vuggen, meget kortere end det, hun skænkede sin urskive øjeblikket efter.

"Udmærket," svarede hun og lod hånden falde igen. "Så, hvad foreslår du af navn?"

[Septimus Slughorn]

Septimus havde normalt en overflod af tålmodighed. Især overfor Sophia. Men over de sidste mange uger havde han oftere og oftere mærket bægeret true med at flyde over, og hendes tilsyneladende ligegyldighed var igen ved at få ham til at nærme sig den grænse.

"Har du lyst til at lade som om du interesserer dig?" spurgte han, og måtte nikke mod uret som tilsyneladende havde været mere interessant end deres egen datter. Datteren, Septimus næsten ikke havde kunnet løsrive sig fra siden den første gang hun var blevet lagt i hans hænder. "Hun er vores datter, Sophia. Du opfører dig som om du slet ikke vil kendes ved hende."

[Sophia Slughorn]

"Så i stedet vil du have mig til at foregive noget," nåede Sophia den for hende åbenlyse konklusion. Tonen var lige så rolig som før, neutral og blottet for følelser.

"Du vil finde et navn og jeg er her. Men jeg har ikke hele dagen til at diskutere min utilstrækkelighed som forælder, så kan vi dreje tidsvenderen frem og komme til sagen?"

[Septimus Slughorn]

Hun prøvede ikke engang at forsvare det. Hun stod direkte og fortalte ham at det ville være at bede hende om at lyve. Det føltes lidt som et slag i ansigtet, og det var synligt i måden Septimus' skuldre faldt.

"Din utilstrækkelighed? Sophia, det er dit første barn lige så meget som det er mit. Vi lærer stadig. Men ikke hvis vi ikke er her for hende." Tonen faldt en smule i hårdhed og blikket på hende en smule blødere. "Soph... Vi kan gøre det, men du må snakke med mig. Fortæl mig hvad jeg har gjort, som gør dig vred på mig." bad han.

[Sophia Slughorn]

Hendes barn. Ordene satte sig underligt i hende. Det var en videreførelse af deres slægter og en sikring af arven. Det var ikke romantik, intet skinnende glansbillede, og hun så på ham i afventning af noget, der kunne appellere til hendes fornuft. I stedet fik hun ord, der fik hende til at trække brynene sammen.

"Det handler ikke om vrede," afviste hun kontrolleret. "Det handler om, at jeg er på vej på arbejde, så du bliver nødt til at prioritere det, du vil fokusere på. Dit syn på familie eller hvad barnet skal navngives."

[Septimus Slughorn]

Ligesom Sophia, måtte Septimus' bryn trække sig en smule sammen. Hvis det ikke handlede om vrede, forstod han endnu mindre end han gjorde før. Han kunne ikke se hvad der ellers skulle have fået hende til at lukke sådan af overfor ham.

"Jeg vil fokusere på familien. Det inkluderer også dig, Soph." forsøgte han en smule blødere. Et sidste desperat forsøg på at nå igennem til hende. "Vil du ikke nok blive og tale med mig? Om os og om hende?" spurgte han med nok en gestus mod datteren.

[Sophia Slughorn]

Ordene prellede af som regnen mod ruden og Sophia blev stående, hvor hun var. Blikket på ham var roligt, for selv utålmodigheden udeblev. Tilbage var kun behovet for noget, der lignede hverdag.

"Jeg har aldrig bedt dig om at blive hjemme fra en vagt," mindede hun ham om, tonen alvorlig. "Jeg håber ikke, det er det, du er på vej til. Hvis der er noget, vi ikke kan tale om på femten minutter, må det vente til i aften."