Blækhus og pudsemiddel

[Finley Runcorn]

"Du siger så mange lyde," Rationaliserede Finn så bare med en trækken på skuldrene, der var temmelig besværet på grund af hans position på gulvet. De ædle dele var stadig blottet og han havde ikke ligefrem travlt med at trække bukserne op.

"Eller også druknede det i lyden af de der," Han nikkede mod rustningerne. "Du knirker ligeså meget." Han overdrev naturligvis. Han havde mærket hendes sammentrækninger.

[Calliope Zabini]

Calliope havde ikke andet end et fnys til overs for Finleys smørrede bemærkninger. Hun havde for længst fundet ud af, hvor nemt hun kunne punktere ham med blot enkelte, velvalgte bemærkninger. Så hun nøjedes med at smile selvtilfreds over det.

"Jeg tror mere, de druknede i dine," svarede hun og formede et par yderst feminine støn. "Det er sådan, du lyder."

[Finley Runcorn]

"Pfh," Det var nok mere end lyd end et ord der forlod Finley, men han forsøgte alligevel at gøre den dybere end de der feminine lyde, hun havde disket frem med. Efterhånden måtte det være tid til at trække lidt tøj på underkroppen.

Han var i gang med at mosle bukserne opad (stadig mere eller mindre liggende på stengulvet), hvilket var en af grundene til at han var lettere forpustet: "Selv hvis jeg gjorde, træffer du alligevel en beslutning om at vende tilbage til knalderiet."

[Calliope Zabini]

Calliope havde selv skubbet sig op at sidde. Hun havde altid været dårlig til at holde sig i ro og var lige blevet færdig med at mosle trusserne på, da Finn fortsatte. Bemærkningen trak et muntert fnys fra hende.

"Hvad, vil du hellere, at jeg gør det med en anden?" gav hun igen i stedet for at forholde sig til, at han måske havde ret. Hvem skulle have troet det.

[Finley Runcorn]

"Fuck nej," Kom det prompte for Finn, selvom han naturligvis forsøgte at underspille det ved at rømme sig og sætte sig op for at trække bukserne helt over røven. Ikke at der var meget røv at komme efter.

"Ikke at jeg er din mor og bestemmer over dig, men fuck - nej."

[Calliope Zabini]

Underspillet eller ej, var Calliope slet ikke i tvivl om, hvilken beslutsomhed der lå bag hans prompte svar. Smilet om hendes læber var dovent, men blottede for en sjælden gangs skyld tænderne.

"Jamen så har du vel dit svar," erklærede hun med et træk på skulderen og trak i både skjorte og den koksgrå pullover, så krøllerne strittede til alle sider, da hun sænkede armene igen. "Måske er det bare, fordi du er så needy."

[Finley Runcorn]

Finn var udmærket klar over, at han ikke ligefrem havde meget at kunne bestemme. Samtidig ville han gerne tro på, at Calliope var nogenlunde med på den her vi knalder kun hinanden idé, og at hun var tilfreds med løsningen.

"Du er needy," gav han straks tilbage, selvom han nok klart tog førstepladsen under det term. "Du prøver at gøre mig misundelig eller sådan noget pis."

[Calliope Zabini]

"Gøre dig misundelig?" drævede Calliope, som havde tanken aldrig slået hende. Eller var blevet til virkelighed med Kæbe McBøf. Hun sendte ham et dovent smil.

"Du gør jo alt arbejdet for mig."

[Finley Runcorn]

Selvfølgelig diskede Finn op med det mest teatralske fnys, han overhovedet kunne mønstre. "Jeg har aldrig arbejdet en dag i mit liv," proklamerede han så, som var det noget man rent faktisk burde være stolt af.

Rustningerne havde gnubbet hinanden så meget ind i pudsemiddel, at de nok ikke havde klude nok til at få det af igen.

[Calliope Zabini]

Calliope indikerede sin enighed med et muntert fnys og havde det helt fint med det. Hun brød sig heller ikke om at arbejde og svedte kun, når hun gik op ad trapperne eller når hun trillede rundt med Finn.

"Det virker også som en ting for mugglere," svarede hun med et træk på den ene skulder.

[Finley Runcorn]

"Tabere," Kom det med et samme fra Finn, selvom han virkelig ikke anede meget om mugglere. Så i stedet gabte han bare og fik fikset det sidste med hensyn til tøjet. Ikke at det nogensinde sad snorlige.

"Vi får en alf og får den til at gøre det hele. Tilmed fodre Milphio Borgin når han flytter ind hos os."

[Calliope Zabini]

“Nogen skal jo gøre det,” medgav Calliope og selvom det var en årelang spøg, forventede hun halvt, at Milphio Borgin da selvfølgelig ville bo med dem resten af livet.

“Og måske vi skulle skride og finde ham, før der kommer en professor og sætter os til mere.” Med dét besluttet, fik de det sidste på og forlod et større rod, end de var ankommet til.

afsluttet