It's hard to remember the people we used to be

[Valerie McCormack]

Valeries blik gled over hans ansigt og det var kun mange års erfaring, der afholdt hende fra at spørge, hvad han tænkte. Hun havde ellers lyst. I stedet bøjede hun sig frem og trykkede et enkelt kys mod hans knoer. Rettede sig igen.

"Vil du gerne afsted nu?"

[Archie McCormack]

Archie fulgte den lyse top, da Valerie bukkede sig for at sænke hans knoer mere kærlighed, end han kunne hele sit væsen. Blikket på hende var vågent, da han igen kunne møde hendes blik.

Han var ikke sikker på, om spørgsmålet rettede sig mod turen til Gringotts eller ud i verden, men i sidste ende var svaret det samme. Og han valgte at være ærlig.

"Ja."

[Valerie McCormack]

Valerie nikkede let. Han havde ikke været på Ravenclaw, men han havde passet godt ind der. Han havde den samme glød, som hun kendte fra sig selv, men måske i højere grad fra sin bror. Trangen til at forfølge en tanke med det samme, når først den havde slået rod.

"Okay," svarede hun. "Tag afsted."

[Archie McCormack]

Det gav et lille sæt i Archie. Mentalt var han allerede inde i Gringotts for at stille de tusind spørgsmål, der allerede var dukket op i hans hoved. Men kroppen blev siddende, hænderne i Valeries.

"Jeg kan blive hjemme hos jer," tilbød han, selvom der var ting, der skulle ordnes, som ikke kunne udskydes til morgendagen.

[Valerie McCormack]

Valerie smilede svagt og gav hans hænder et klem. "Vil du hellere vente til i morgen?" spurgte hun og strøg tommelfingeren over hans hud.

Hun havde det naturligvis bedst med Archie der, men nogle timer alene med en bog og lyden af datterens vejrtrækning var en rimelig erstatning.

[Archie McCormack]

Det simple svar var, at der ikke var et simpelt svar. At blive ville forsinke deres afgang, men samtidig vidste han på stående fod ikke, hvordan han skulle forlade hende igen, når hun omkransede hans hænder så fint om hans.

"Hvad har du brug for?" endte han i stedet med at spørge. "Og uden at indtænke andre hensyn end til dig selv."

[Valerie McCormack]

Valerie havde åbnet munden halvt for at svare, da Archie fortsatte og uforvarende fik hende til at slippe en munter lyd. Det bragte dog også en umiskendelig varme op i hendes blik.

"Det er ikke rimeligt," indvendte hun, svagt spøgefuldt. Et lillebitte brud i det, der ellers var alvor. "Jeg har jo altid brug for dig."

[Archie McCormack]

Den lille lyd var en forfriskende tår vand i ørkenen. En mild brise, der fik lidt af hverdagens trængsler til at træde i baggrunden for Valeries blide sind. Archie kom endda til at smile, ganske svagt og knapt synligt for andre end hendes vågne blik.

Den ene hånd løsnede sig fra hendes for i stedet at finde en kind, blødere end noget andet, han havde berørt. Tomlen fulgte nænsomt hendes kind og med det kom tre ord, der ikke forlod hans læber ofte, men altid med følelse.

"Jeg elsker dig."

[Valerie McCormack]

Valerie lænede hovedet ind mod hans hånd og selvom det var et lille smil, så trængte det ind i alle hendes træk. Fingrene klemte lidt tættere sammen om hans ene hånd.

"Jeg elsker dig," svarede hun. "Hvis du går nu, så er du hurtigere tilbage hos os."

[Archie McCormack]

Valerie var altid smuk, men når hun smilede, havde hun evnen til at tage pusten komplet fra ham. Archie endte da også med at sidde og se lidt forgabt på hende, før hendes ord trak en dæmpet og usikker, men dog munter lyd fra ham.

"Fornuftig," mumlede han med et lille strejf af morskab og strøg hende en gang mere over kinden, før han lod hånden falde med et nik. Da han fortsatte, var morskaben erstattet af alvor.

"Jeg er aldrig længere end en patronus væk, hvis du får brug for mig. Så er jeg her på få sekunder. Okay?"

[Valerie McCormack]

Valerie tog en dyb indånding over alvoren og nikkede. Det var længe siden, de havde været væk fra hinanden så mange timer, som de havde i dag og det var ikke uden indsats.

"Okay," svarede hun, smilet tappert, men også ømt og hun måtte læne sig frem og kysse ham blødt.

[Archie McCormack]

Archie havde et formål og målet for øje. Det var alt, han behøvede for allerede at være mentalt på vej ud ad døren. Følelsen af hendes læber var dog tiltrængt og han tillod sig at dvæle ved dem.

"Okay," svarede han, da han rettede sig op og snart var han ude af døren. De næste par dage var domineret af travlhed, planlægning og pakning. Alle tasker var blevet stillet samlet i gangen, da han kastede et blik mod trappen for at se, om Valerie var på vej ned med både hund og datter.

[Valerie McCormack]

Valerie gik ikke gennem de næste par dage uden et vist mål af ængstelighed og hjertet sad i halsen, da tidspunktet kom. Hun følte sig kold og svedig på én gang, men maskerede det. Primært for Evy, men måske også for Archie og i høj grad for sig selv.

Hun smilede til førstnævnte nu og strakte armene ud og inden længe var hun på vej ned ad trappen med en toårig på hoften og en hund halvt om benene. Synet af Archie og taskerne gav hende et sug i maven og hun smilede nervøst.

"Er det det hele?"

[Archie McCormack]

Det var med blandede følelser, at Archie betragtede de to (tre), der var hans liv. Angst, spændthed, glæde og bekymringer var kun enkelte i havet, som han tog imod dem og fik gennet Caipora ud til siden. Hånden fandt Valeries hofte, så armen endte bag deres datter.

"Ja," svarede han og strøg tomlen over stoffet. Blikket på hende var vågent i en blanding af omsorg og bekymring.

"Er du klar?"

[Valerie McCormack]

Evys pegefinger gik straks på undersøgelse mod sin fars øregang, men Valerie lo ikke af det. Hun smilede bare lidt åndeløst, næsten forpustet, selvom hun ikke havde bevæget sig andet end ned ad trappen.

"Så klar, som jeg bliver," svarede hun dæmpet, ærligt og søgte efter et holdepunkt i hans blik, selv mens datteren krabbede sig ud af hendes favn og over til Archie, som en anden kravleabe.