You strike me as a woman who has never been satisfied

[Constantin Montague]

Constantin havde indtil videre ikke opnået målet for aftenen - at rode lagener med Alissa Avery . Nok havde hendes hånd kranset sig om et område syd for navlen, men han var efterladt utilfredstillet og med en ret levende ambition om, at udleve sine fantasier andetsteds. Men alle store sociale begivenheder, skulle åbenbart også handle om det praktiske. Som hvisken fra ens forældre om passende partier, nu han var fraskildt i en ung alder og arving til en (egentlig ikke-eksisterende) formue.

Egentlig ville han hellere tilbringe aftenen i en jagt efter fristelsen, men måske kunne det munde ud i det samme. Rigdom kunne trods alt gøre de fleste kvinder mere attraktive, og når det så galt dem der både havde penge og ydre, kunne visse andre forhold måske overses for en aften. Som det faktum, at en af de udpegede kvinder Nemesis O'Hannagain allerede havde været gift, og tilmed havde fået et barn.

Constantin valgte at følge op på sine forældres ide, og nærmede sig snart enken. Selvom deres tid på Hogwarts havde overlappet, havde der været flere årgange mellem dem. "Miss O´Hannagain. Nyder du festen?"

[Nemesis O'Hannagain]

Nemesis var naturligvis blevet inviteret til denne storartet fest, hvis tema var dødssynderne. Og hun var ikke i tvivl om, at dem var der mange af, i dette storslåede palæ. Hun selv kunne da ikke undgå at være både hovmod og griskhed, i mere eller mindre grad.

Hun var ikke i tvivl om, at hendes familie befandt sig et eller andet sted i nogle af lokaler, i gang med, hvad der nu ventes af dem. Hun selv havde netop taget et glas champagne fra en glasbakke, og skulle til at lade sit blik søge efter selskab, da en troldmand stod ved siden af hende og tiltalte hende.

"Bestemt," svarede hun med en lys stemme, og mente at have set manden før. Nok på Hogwarts. Det var... "Og du, mr. Montague?"

[Constantin Montague]

På grund af familiens skrantende økonomi, havde det været endnu vigtigere for Constantin at vide hvem der var og ikke var noget. Heldigvis havde gæstelisten til begivenheden sorteret grundigt ud i tingene, og selvom han aldrig havde snakket med Nemesis før, havde han udmærket vidst hvem hun var, selv før hun blevet peget ud fra baglandet.

"Den lever op til alle forventninger," svarede han med sit vante, næsten afslappede smil, selvom man godt kunne se at han bar sig selv med hovmod. Måske passede han lidt for godt til aftenens tema.

"Jeg opholder dig ikke, vel? Hvis du skulle vente på nogen," Ikke at det for alvor ragede ham. Han ville nok have talt til hende, hvad end hun ventede på en anden eller ej. Faktisk var han nysgerrig på om hun var uden ledsager i aften.

[Nemesis O'Hannagain]

Hun nikkede til Constantins ord. Det var ikke den første fest af Alissa Avery hun deltog i, selv om det mere var af pligt end noget andet. Hun ville have foretrukket at være derhjemme og holde nytår med sin søn. Helst helt alene.

"Det skal du ikke tænke på," sagde hun venligt og løftede sit glas op for at sippe lidt til den gyldne væske. "Jeg er her med mine forældre," tilføjede hun og sendte ham et smil, med røde læber der matchede hendes røde kjole, der havde en slids på midten, der gik op til midt på låret.

"Du står måske og venter på nogen?" Spurgte hun, og det faldt hende slet ikke ind, at han havde valgt aktiv at opsøge hendes selskab.

[Constantin Montague]

Constantin greb selv et af de langstilkede krystalglas, så han kunne læske sig med mere champagne, selvom han allerede havde fået nogle indenbords. Eliksiren i champagnen var subtil, men havde ikke gjort behovet for, at være tættere på attraktivt hunkøn mindre.
Desuden var denne kvinde i eget selskab. Forældre var nemme at undgå. Mænd, kunne være en anden udfordring, og en han da gerne tog på sig, men forhindringerne i aften havde været mange.

"Jeg venter kun på, at du har drukket dit glas, så jeg kan invitere dig ud at danse," sagde han med et subtilt ulvesmil og nikkede mod dansegulvet.

[Nemesis O'Hannagain]

Nemesis blinkede et par gange overrasket med øjenvipperne, da Constantin meget bramfrit hentydede til at de skulle danse. Det var ikke noget hun havde gjort i flere år. Macdara havde aldrig været til den slags, da han levede. Og hun havde ikke fået lov til at danse med yngre kavalerer.

"Og du er ganske sikker i din sag på, at jeg vil takke ja?" Spurgte hun med et svagt drillende smil, ganske uvidende omkring det, der befandt sig i hendes champagneglas.

[Constantin Montague]

Constantin betragtede hende og kunne udmærket se overraskelsen tegne sig. Den morede ham egentlig bare og det lagde han heller ikke skjul på med det subtile, skæve smil. Der var noget fandenivoldsk over det, men han håbede da at hun satte ligeså meget pris på det, som han var overbevist om at andre hekse havde.

"Det vil du, når glasset er tomt," vovede han så at påstå. De blå øjne gnistrede en kende. Det gav ham en smule tid at løbe på, medmindre Nemesis var en af de kvinder der, ved en sådan påstand, sank alt indhold i sit glas.

"Jeg kan godt lide en udfordring."

[Nemesis O'Hannagain]

Hun begyndte efterhånden at huske troldmanden overfor sig. Constantin Montague. Han havde gået et par årgange under hende, og havde opført sig nøjagtig som nu. Med hovmod der stod for fald. Ikke at hun havde tænkt sig at være den heks, der ville fælde ham. Det var ikke hendes skæbne, var hun sikker på.

"Så? Så må du være en meget tålmodig mand," sagde hun udfordrende og løftede glasset op til læberne, hvor hun med vilje sippede meget lidt til væskens indhold.

"Du ser mig ligefrem som en udfordring? Eller ser du glasset som en konkurrent til din gunst?" Hun kunne ikke lade være med at følge med i hans små drillerier. Det var mærkeligt at kunne få lov til den slags, uden at have en husbond der åndede hende i nakken.

[Constantin Montague]

Constantin havde godt nok været tålmodig. Især til aften. Han var vant til at have en indstilling om, at han kunne tage hvad han ville have, men samtidig havde han en ret intens attraktion til kvinder, der ikke altid gjorde det nemt for ham. Samtidig var han splittet til aften. For han havde brug for afløb.

Han svarede ikke på hendes første ord, men tog ligeledes en tår, mens han betragtede hende over krystalglassets kant. "Selvfølgelig er du en udfordring, men det er kun ment på den bedste måde," lød det fra ham. "Denne champagne er desuden en glimrende konkurrent, må jeg ærligt indrømme."

[Nemesis O'Hannagain]

Nemesis følte sig på en eller anden sær måde smigret, selvom hun på den anden side følte at hun ikke skulle lade sig smigre. At der lå noget under facaden og ulmede, som hun skulle holde sine fingre langt fra.

"Det glæder mig," kommenterede hun, da han mente sine ord som et kompliment. "Den er fremragende, men jeg havde nu heller ikke forventet mindre," tilføjede hun og sippede endnu en gang til champagnen. Hendes tunge gled over hendes underlæbe og slikkede en dråbe væk.

"Er dine forældre her også?" Spurgte hun i et forsøg på at konversere, mens de drak champagnen ud.

[Constantin Montague]

Constantin betragtede hende og kunne ikke undgå at lægge mærke til den lyserøde tungespids der gled over hendes underlæbe. Ja, selvom han da ikke lod blikket dvæle, som ville han havde gjort, havde han været sikker på, at hun var helt og aldeles modtagelig overfor det. Lige nu, forsøgte han stadig at vurdere hvad der kunne få denne kvinde til at blive kælen. Ingen strategi virkede på alle.

"Ja, de er derovre," Han nikkede mod det ældre Montaguepar, der snakkede med en flok af deres venner. Hans mor bar de tunge smykker i dag; nogle lån - andre umistænkelige kopier af gamle, allerede-solgte arvestykler.

Blå øjne fandt snart hendes igen. Nuancen i hendes blik var langt mere strålende end hans egen kølighed. "Min lillebror er her også et sted - og hans hustru. Hvem ville misse Averyernes nytår?"

[Nemesis O'Hannagain]

Nemesis så i den retning, som Constantin nikkede, og fandt et ældre ægtepar, der ikke var i nærheden af den alder, som hendes egne forældre havde. Og det til trods for, at aldersforskellen mellem hende og Constantin kun var få år.

"Din lillebror?" Spurgte hun forundret, selvom hun godt vidste, at der fandtes en endnu yngre udgave af Constantin. "Jeg tror ikke, jeg nåede at møde ham på Hogwarts?" Halvt spurgte, halvt konstaterede hun. I så fald, så huskede hun det ikke rigtig. "Min afdøde mand ville ikke have misset dette arrangement, selvom jeg er bange for, at han langt fra ville have nydt det, som du og jeg."

[Constantin Montague]

"Han har kun lige afsluttet sit sidste år på Hogwarts i år," fortalte Constantin, bevidst om at det nok kunne være en af utallige forklaringer på hvorfor Nemesis ikke nødvendigvis havde kendskab til ham. Desuden var det jo ikke ham der var arving til en åbenbar formue, som kun Montaguerne vidste ikke eksisterede.

Da hun nævnte sin afdøde mand, tog han en tår af sin champagne frem for at foregive sympati. Han huskede ham svagt, ligesom han gjorde mange af de ansigter der havde deltaget i fuldblodssamfundets fester. "Boblerne, dansen eller hele selskabet han ikke ville synes om?" 

[Nemesis O'Hannagain]

Nemesis nikkede. Det forklarede, hvorfor hun ikke kendte til den yngste bror i søskendeflokken. Ikke at hun nok ville have skænket ham en tanke på skolen alligevel. Fyre havde været et no-go for hende. Studier havde været hendes eneste formål.

Ved hans spørgsmål kunne hun ikke undslå sig for at slippe en lille latter. "Jeg ved ikke, hvad han ville have hadet mest. At nogen kunne fremtrylle så eksklusive bobler, at der bliver danset eller at der er inviteret så mange unge mennesker. Så mange fristelser for svage sjæle," svarede hun med et smil, og hun sænkede ubevidst sine øjenlåg lidt, så hun kiggede op på ham gennem dem, mens hun igen sippede til sit champagneglas.

[Constantin Montague]

Måden hun betragtede ham på under sænkede øjenlåg og bag mørke vipper, var et forførende træk. Et af dem kønne kvinder kunne mestre, hvad end de var uspolerede koketter eller erfarne fristerinder.
Han tog ikke øjnene fra hende, men smagte bare på hendes ord og flere af de tungekildende bobler. De smagte dyre.

"Din afdøde husbond og jeg har en verden til forskel, må jeg så antage," lød det fra ham, da netop sådanne begivenheder som denne var noget han trivedes i. "For jeg kan modstå alt bortset fra fristelse." Hvilket vel betød, at han kunne modstå alt der var banalt.