Det er ikke det blik, der sendes, men det blik, der sænkes

[Teddy Lupin]

Den undertrykte hosten blev ikke nærmere at kvæle, da hendes kommentar også fik trukket et grin ud.

"Ja? Det var ellers ikke noget jeg havde travlt med." Fik han svaret tilbage, så godt som det nu kunne lade sig gøre. Cigaretten fik lov at hænge lidt for sig selv mellem fingrene. Det hastede ikke med at suge mere røg ind.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hævede brynene lidt og slap et "hm", uden udsigter til en uddybning. I stedet røg hun lidt i tavshed, før hun i ly af en røgsky fik tilføjet:

"Du kunne snildt have narret mig."

[Teddy Lupin]

Det var en lidt morbid spøg. Hvis det var en spøg. Teddy løftede blikket og rettede det mod Dominique i mørket.

"Hvad skal det betyde?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var lidt morbid, men heller ikke helt afklaret med, hvorvidt det var en joke. Hun fortsatte da også bare med at se ud over vandet, mens tomlen flossede en neglerod af den langefinger, der fulgte filteret.

Det tætteste på et svar blev et lille vip med håndleddet.

[Teddy Lupin]

Cigaretten fik lov til at blive hængende mellem fingrene, selvom den ikke længere var fristende.

"Jeg er ked af, at jeg sagde op." Det var han. Ikke fordi han savnede at servere drikkevare til elitære konservative, men fordi det lod til at være roden til den distancerede relation han nu havde til Dominique.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde stadig meget mere at sige til Teddy, men hun havde brugt måneder på at overbevise sig om det modsatte og indrømmelsen blev mødt af tyk tavshed fra hendes side. Først, da hun slukkede cigaretten på det lille rækværk på verandaen, at hun nøgternt konstaterede:

"Vi er, hvad vi er."

[Teddy Lupin]

Lyden af de bløde bølger der skyllede henover sandet, fik lov til at fylde luften for en stund. Som havde havet taletid, både før og efter alle sætninger der blev udvekslet mellem Dominique og Teddy.

"Måske... Måske med plads til forandring." Svarede han, imens cigaretten blev røget af vinden.

[Dominique O'Callaghan]

Trods sin egen udvikling, troede Dominique ikke på konceptet. Hun havde dog ingen intentioner om at bruge sin tid på at indvie Teddy i noget længere. Den tid var for længst forbi.

Så hun gjorde bare et lille vip med håndleddet, der sagde lige så lidt som hendes ansigtsudtryk.

[Teddy Lupin]

Igen fik det brusende hav og dets bløde bølger lov til at fylde stilheden ud. Teddy trak den kølige luft ned i lungerne, sammen med lidt passiv røg fra begge cigaretter.

Minutterne gik. Eller måske var det kun sekunder. Det føltes som en evighed. Teddy rømmede sig.

"Så... Hvordan... Hvordan har du det egentlig?" Han kløede sig lidt i nakken.

[Dominique O'Callaghan]

Vinden var kold og bød Dominique at søge varme indenfor. I stedet lagde hun den ene arm om kroppen, både for varme og for at placere den modsatte albue på håndleddet. Hun svarede ikke med det samme, men lod sekunderne passere forbi og blive til minutter.

"Siden hvornår er det begyndt at betyde noget for dig?" spurgte hun nøgternt.

[Teddy Lupin]

Han trak sig lidt tilbage ved hendes respons. En smule overrasket over spørgsmålet og tonen.

"Hvad? Det har da altid betydet noget."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique hævede et bryn. Ved deres sidste samtale havde han kritiseret alt ved hendes liv og erklæret, at han desuden ikke var hendes familie - og alt i hendes udtryk sagde netop det.

"A-ha," svarede hun, tydeligt uoverbevist. "Spændende måde at vise det på." Hun kastede cigaretten fra sig uden at give ham mulighed for at svare, før hun søgte indenfor og annoncerede, at hun altså var nødt til at tage hjem. Og på få minutter var børnene pakket og klar, så de kunne forsvinde i de grønne flammer og forhåbentlig ikke behøvede endnu et besøg de næste seks måneder.

afsluttet