High spirits and full glasses

[Olive O'Neal]

Det var lidt af en magt at sidde med. Den endelige afgørelse af, hvorvidt Kiaan og Cora Greengrass ville ende deres forhold. Olive var ikke sikker på, om hun var moden nok til ansvaret, men hun afgav det ikke, selvom kortet ikke blev spillet endnu.

"Ved hun det?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var ret sikker på at hun et eller andet sted nød det, og det efterlod en bitter smag i munden på ham. Det var ikke fordi det var læseligt i hendes ansigtsudtryk, men måske var der bare noget i det simple spørgsmål hun stillede ham, som gav ham indtrykket. Igen tyggede han lidt på svaret.

"Jeg tænkte det var bedst ikke at sige dét." indrømmede han ærligt. "Så ville hun ikke opføre sig pænt pga en betingelse."

[Olive O'Neal]

Svaret burde være kommet med det samme, som skidt fra en spædkalv, men i stedet stod Kiaan rigtigt og overvejede, hvordan han skulle dreje sandheden. Igen. Kæbemusklen spillede synligt under huden, før hun skilte tænderne ad for et temmelig relevant, men dog ledende spørgsmål:

"Og det i aften var et eksempel på Coras pæne opførsel?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Hans tøven i sine svar var måske både for at kunne formulere det rigtigt, som det var for at give sig selv et øjeblik til ikke at svare i frustration. Det var dog efterhånden svært at give sig selv de sekunder for at slå koldt vand i blodet.

"Jeg havde ikke fået talt med hende om det, da I snakkede sammen." svarede han langsomt. "Jeg fik ikke chancen til at nævne det, før jeg talte alene med hende. Og nu er vi her." Han gestikulerede vagt til rummet omkring dem.

[Olive O'Neal]

Med korslagte arme stod Olive og betragtede Kiaan uden at lægge skjul på, at hun stadig var midt i overvejelserne om, hvorvidt hun stadig var ved at udvandre, eller om hun havde tænkt sig at blive. I sidste ende gled hun ned at sidde igen, selvom det var yderst på sædet af en lænestol. Hun sukkede.

"Jeg gider ikke at have den her snak igen," konstaterede hun, ikke bebrejdende, men alvorligt. Måske en lille smule opgivende.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan holdt blikket på Olive, lige så lidt sikker på om hun ville gå eller blive. Usikkerheden var næsten lige så slem som resterne af frustration som stadig boblede i ham.

Da hun lod sig selv falde ned på kanten af lænestolen trak han den tilhørende puf tættere på, og placerede sig selv på den.
"Nej. Men den bliver ved med at dukke op." konstaterede han, lige så lidt bebrejdende, men fastslog det blot som et for nu værende faktum. At lade som om, eller at undgå at tale om det, hjalp tydeligvis ikke. Men at konfrontere emnet så heller ikke ud til at virke.

Uden at vide hvor de skulle tage det derfra, blev han siddende dér tavs.

[Olive O'Neal]

Der var ingen løsningsforslag, ingen ansvarstagen. Kun Kiaan, der sad og kiggede på hende, som om hun nød at være i kaosset. Olive så væk, mens ordene kæmpede sig vej ud.

"Jamen så."

[Kiaan Patil-Fawley]

Jamen så. Det sagde så lidt, men på samme tid så meget. I det mindste fortalte det ham at Olive var lige så rådvild over situationen som han følte sig, men det bragte dem ikke ligefrem tættere på en løsning.

Til sidst endte han med at lægge ansigtet en smule i hænderne før han så på hende igen.
"Undskyld. Jeg ville ikke ødelægge din nytårsaften."

[Olive O'Neal]

Olive blødte lidt op ved undskyldningen og betragtede ham med et blødende hjerte. Hænderne søgte ned langs ydersiden på benene, før hun slap og slog ud med armene.

"Det ville jeg heller ikke," forsikrede hun ham og lod dem falde. "Virkelig. Jeg hader at have det sådan her. Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne -" hun knipsede. "- og så var jeg ovre det. Men hun gør noget ved mig, Kiaan."

[Kiaan Patil-Fawley]

Smilet som lige så stille krøb over Kiaans læber nåede ikke helt op til øjnene, men det føltes lettende i forhold til stemningen for blot få sekunder siden.

"Det ved jeg." svarede han. Man skulle nok være blind for ikke at opdage det. "Jeg ville ønske at det ikke var tilfældet, men jeg ved godt, jeg ikke kan bede om det fra dig. Og det var altså ikke ment som kritik mod dig." indskød han, ikke rigtig defensivt, men blot for at klargøre det så der ikke skulle opstå nogen misforståelse. "Tror du ikke der er håb for at I kunne slutte fred?"

[Olive O'Neal]

Det trak i Olive efter at række ud efter ham, men hun blev siddende, hvor hun var. Et lille suk forlod hende, før hun trak på skuldrene.

"Du ved, jeg vil gøre tæt på alt for dig," indledte hun. "Men jeg kan ikke være den, der rækker ud igen. Jeg bliver nødt til at mærke, at hun også vil give det en ærlig indsats."

[Kiaan Patil-Fawley]

Olive var ikke den eneste som havde lyst til at række ud. Hvis det ikke havde været fordi en del af ham var sikker på at hun ville trække sig, havde han måske også gjort det. I stedet blev han siddende på kanten af puffen med blikket hvilende på hende.

"Så lad være med at være den, der rækker ud. Men giv hende en chance til at gøre det." foreslog han. Han indrømmede at det ikke havde været stemningen til nytårsfesten, men det var også før han overhovedet havde fået talt med Cora om det. Nu hvor det var blevet nævnt for hende, kunne det være at tingene var anderledes, når - hvis - de stod overfor hinanden igen.

[Olive O'Neal]

Måske kunne det være, at tingene blev anderledes. Det lod Olive sig i hvert fald afspise med. For nu. Hun blev hos Kiaan til det nye år. Vågnede op med duften af ham i næsen og en varm følelse i kroppen.

Og alligevel var der koldt og klamt i hendes indre, da hun endelig kunne lukke døren til sit værelse bag sig derhjemme.

afsluttet