I'm happy for them, but then again, I'm not

[Cora Greengrass]

Festen var smuk og boblerne velsmagende, men Cora var alt for optaget af at undgå visse personligheder, samt relokalisere sin husbond, til rigtig at nyde det. Samtalen med Alissa Avery havde næppe gjort det hele mere behageligt, men samtidig blev hagen holdt forsøgt højt.

"Kiaan. Hej," Hun spottede søgeren Kiaan Patil-Fawley , vist kun momentært alene, og benyttede muligheden til ikke at se helt så fortabt ud i mængden. De havde ikke snakket sammen siden hun var klædt i hvidt. "Godt at se dig."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan havde fået lov til at stå lidt for sig selv, mens Olive havde undskyldt sig for at finde et badeværelse. Men det faktum at han stod med to glas i hånden afslørede formentlig at han ikke var kommet alene til festen.

Opmærksomheden blev vundet ved lyden af hans navn, og smilet nåede hans læber da han vendte sig mod sin tidligere medslange.

"Cora! I lige måde." gengældte han hendes hilsen, før han nikkede sigende mod glassene i hans hænder. "Jeg ville gerne kramme dig, men jeg vil ikke risikere at spilde på dig."

[Cora Greengrass]

Øjnene flakkede ganske rigtigt kortvarig ned mod hans hænder. Mod boblende væske i krystalglas. Sidst de havde talt sammen havde Olive O'Neal stået og kysset Freddies fætter, så hun antog nok, at han var i følgeskab med en anden. En ny.

"Nej, det kan jeg godt se," sagde hun med et underholdt smil. Engang havde de været mestre i at distrahere hinanden. Som venner kunne de måske opnå en flig af det samme. "Det er evigheder siden. Hvordan har du det?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Hun var kommet uden sin husbond i armen, men det slog ham heller ikke som noget chok. Den smule de havde nået at tale sammen til hendes bryllup havde gjort det klart at ægteskabet ikke havde fået en god start. Han tvivlede på at det havde nået at forandre sig meget.

"Det går faktisk godt. Jeg har holdt mig godt optaget med arbejde, men jeg er da ikke brændt helt ud endnu." fortalte han. Ikke at dét var hvad der havde fyldt mest i hans optik i det sidste. Men han vidste også at det nok var noget han skulle bevæge sig gradvist ind på.

"Hvad med dig? Har du... fundet roen i livet som gift?"

[Cora Greengrass]

"Oblivatorlærling," sagde Cora, som huskede at han havde delt nyheden med hende til brylluppet om sin kommende lærlingeplads. Hun smilede til ham. "Jeg håber at du er glad for det alligevel." Hun huskede noget i stil med, at han havde sagt at han altid kunne oblivere sig selv, hvis han gjorde sig til grin.

Til hans spørgsmål, forsøgte hun bare at bevare smilet. "Ro, ja," svarede hun så, selvom der måske var bedre ord for den normaliserede ikke-tilstand. "Det er hvad det er. Vi lærer stadig hinanden at kende." 

[Kiaan Patil-Fawley]

Han nikkede bekræftende, ogvar måske lidt glad for at hun ikke havde glemt det. Han blev kortvarigt mindet om en lignende samtale med Olive O'Neal om hans arbejde, og svaret måtte nok blive noget af det samme.

"Det er helt okay. Forhåbentligvis lidt mere spænding i fremtiden." Opsummerede han, og trak lidt skævt på smilebåndet.

"Det er altid en god start, er det ikke? Det skal vist være dét, der tager længst tid. Jeg tror jeg selv endelig er ved at gøre fremskridt på dén front."

[Cora Greengrass]

Spænding. Cora vidste ikke om det var hvad hun håbede på. For spænding mellem hende og Simon Montague havde været forsvindingsnumre og forhold til andre.

Alligevel mente Kiaan det uden tvivl godt og derfor smilede hun bare blidt og nikkede. Med den sidste kommentar og det faktum at han stod med to glas var det dog snart nysgerrighed der viste sig i blikket. Ærligt, var det lidt af en redning at snakke om et andet forhold end hendes eget.

"Ja? Hvem er den heldige?"

[Olive O'Neal]

Avery-hjemmet var en fucking labyrint og da Olive endelig havde fundet tilbage til den store stue, følte hun sig temmelig fortabt. Det var lidt af et held, at hun fik øje på Kiaan, som hun målrettet snoede sig frem mod. I lettelse så hun slet ikke Cora, før hun greb hans arm og trykkede sig ind mod hans side.

Hun havde allerede åbnet munden for at sige noget, men fik vendt hovedet mod den ældre pige med en punkteret lyd. Hænderne blev løsnet lidt fra Kiaans arm, uden hun fjernede dem helt.

"Oh. Hey." Hun sendte hende et skævt smil. "Godt nytår."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan skulle lige til at svare Cora, da Olive pludselig befandt sig i hans arm igen, og nok udgjorde et svar i sig selv. Han smilede lidt ned til hende og rakte hende hendes drink tilbage, så hans frie arm igen kunne lægge sig om Olives lænd.

"I kender jo hinanden." indskød han i stedet med et skævt smil mellem pigerne. Han havde haft uroen med Olive i juleferien; denne gang var den mere rettet mod Cora, og hvordan hun ville tage det.

[Cora Greengrass]

Den heldige viste sig snart at være ingen ringere end Olive, og smilet Cora havde mønstret indtil videre, falmede i overraskelsen, før hun nåede at fange sig selv i det. Øjnene flakkede mellem søgeren og pigen der var kommet imellem dem dengang, holdende om hinanden.

"Ja," var vitterligt det eneste hun kunne sige til Kiaans ord, før hun genetablerede smilet. "Jeg vidste ikke at I var sammen igen." Tonen var relativt afslappet selvom hun ikke kunne undlade at overveje om én af grundene til at hun og søgeren ikke rigtig havde haft kontakt siden brylluppet, kunne være på grund af hans genoptagede forhold.

[Olive O'Neal]

I kender jo hinanden? Olive kastede et vantro blik op på Kiaan, men det var ikke øjeblikket til at fortælle ham, hvor malplaceret en kommentar, der var. Især ikke, da Cora ikke lod til at registrere hendes tilstedeværelse. Hun trådte væk fra den hånd, der havde været på hendes lænd og betragtede heksen med det ene bryn let hævet.

Men hun undlod at sige noget, nu det tydeligvis var Kiaan, Cora ville tale med.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan havde ikke behøvet Olives blik på sig, eller måden hun trak sig fri fra hans arm om hende, til at vide at det måske ikke havde været den bedste bemærkning. Men hvad pokker skulle han ellers have sagt? Han endte med at sende Olive et beklagende blik før han rømmede sig en smule.

"Joh, vi... Vi har talt sammen, og... vi ville give det en chance til." Blikket flakkede en smule til Olive mens han sagde det. For selv om han helst havde lyst til at sige at ja, de var sammen igen, så havde de ikke egentlig fået italesat hvad de var. Og med alle hans fuckups, var det ikke ligefrem op til ham at tage dén samtale op.

[Cora Greengrass]

Problemet var bare, at Cora gerne ville have en chance til. I et venskab med Kiaan. Samtidig vidste hun ikke om et venskab kunne sameksistere med søgerens forhold til Olive. Hun vidste hvem han ville vælge uden den mindste tøven, skulle det nå dertil, og hun vidste ikke om hun ville kunne klare det igen.

Så der var problematikken. Skulle hun undlade, at etablere hans venskab for at beskytte sig selv, eller opføre sig venligt overfor en pige, der førhen havde kaldt hende giftig? Venner var sjældne og hun havde før afsløret ting for søgeren som ingen andre vidste, uden nogensinde at have været nervøs for at han sagde det videre. Derfor forsøgte hun sig med sidstnævnte løsning.

"Godt at høre. I klæder hinanden," sagde hun og smilede, som mente hun det.

[Olive O'Neal]

Olive var ikke begejstret for hverken Kiaans tøvende svar eller hvad hun tolkede som Coras noget afvisende attitude. Hun tog en indånding og nikkede lidt.

"Jo tak," svarede hun, selvom det med smalltalk ikke var hendes stærke side. Hun gav det dog et ærligt forsøg og slog ud med hånden mod hende.

"Og dig og din mand også. Han er her vel også?"

[Kiaan Patil-Fawley]

So far, so good. Der var i hvert fald ikke blevet fyret nogen fornærmelser af - i så fald var de gået over hovedet på ham - og freden var for øjeblikket bevaret. Alligevel følte han sig stadig som lusen mellem to negle, som blot ventede på at nogen (mest sandsynligt ham) ville sige noget forkert og ødelægge det hele.

Han var ikke helt sikker på om Coras smil var helt overbevisende, men han tog det, og smilte taknemmeligt i retur.

"Tak." ekkoede han Olive, ikke uden værdsættelse for hendes forsøg på smalltalk. "Ja, han har da vist gemt sig, hvad?" konkluderede han, efter at have forsøgt at spejde Simon i mængden, uden held. Men så var det måske også ret nemt at blive væk blandt gæsterne.