I think we agree, we´re the tens amongst these threes

[Alissa Avery]

"Ah. Ja, selvfølgelig," svarede Alissa med et træk i mundvigen. Hun var ellers mere end tilfreds med at være en kilde til distraktion og inspiration for Constantin. Men det kunne hun også være uden at stå lige foran ham, var hun sikker på.

"Jamen så lad mig fjerne det distraherende element." Mundvigene sitrede, da hun blinkede til ham og vendte ryggen til ham. Selvom han selvfølgelig ikke havde lyst til at se hende gå, kunne han jo stadig nyde synet af det.

[Constantin Montague]

Constantin havde vist selv lagt op til den kommentar, og kunne ikke ærgre sig alt for meget. Der var andre chancer for at stjæle en stund med Alissa. Hvis ikke i aften, så var der andre damer i rummet, der sikkert kunne bruge ham. En gengældt transaktion. At eliksiren i boblerne gav ham yderligere lyst til at opsøge den fysiske kontakt gjorde dog ikke den lurende fristelse i baghovedet blive mindre.

"Kom. Der er noget jeg skal vise sig," havde han sagte og diskret fortalt hende, da han passerede hende i en mængde nær dansegulvet.

[Alissa Avery]

Der var rigeligt for Alissa at foretage sig til nytåret. Med mere end hundrede gæster på gæstelisten havde hun da også glemt Constantin. I hvert fald indtil han fangede hendes opmærksomhed med en lavmælt besked på dansegulvet.

Det var et simpelt trick, men hvorfor skulle hun afvise? Så hun undskyldte sig for den veninde, hun var fulgtes med og skiftede i stedet retning ved Constantins side.

"Jaså?"

[Constantin Montague]

Naturligvis skulle netværket plejes, men Constantin var kun et menneske, selvom han gerne så sig selv som gud. Derfor fulgte han Alissa væk fra den største mængde, og modstod kun lige akkurat at føre hende væk så de kunne være helt alene. Da de passerede et af de svævende fade tog han et af krystalglassene med bobler og rakte hende det.

"Hvad får jeg hvis jeg giver dig en enhjørning?" spurgte han hende så, smilet om læberne en kende kryptisk.

[Alissa Avery]

Alissa tog imod boblerne med største selvfølgelighed. Den slags galante handlinger var hun så vant til, at hun ikke takkede for den, men blottede tænderne i et smil over spørgsmålet.

"Hvorfor sætter du os op til den skuffelse, der kommer, når du lige om lidt er ude af stand til at hive en op af baglommen?"

[Constantin Montague]

Smilet om hans læber vedblev. Kryptisk og måske en kende hoverende, uden han havde præsteret at trække en enhjørning op af omtalte baglomme. I stedet var det en stav han roligt hev frem, pegende på glasset mellem Alissas fingre og lakerede negle.

Boblerne samlede sig til en kugle i glasset, før de hævedes op over overfladen. Med nogle præcise, små svirp formede de glitrende bobler sig til en galopperende enhjørning uden at sprænge. Det var længe siden han havde leget med forvandlinger, men han så da mere end tilfreds ud med sig selv, da boblerne havnede i glasset igen.

"Så?"

[Alissa Avery]

Forvandlinger var aldrig simple. Det var derfor, hun altid havde elsket dem, havde hun altid fortalt sine forældre, selvom det nærmere var på trods af det. Affødt af et behov for at gøre ting smukke.

Alissa værdsatte også det lille stykke magi, Constantin fremførte for hende. Hun hævede endda brynene let for ham, før et smil krusede sig over læberne.

"Hvad forventer du? En applaus?"

[Constantin Montague]

Det var et veludført partytrick, men ikke ligefrem et man vandt Alissa med. Men Constantin havde fået noget af hendes tid, hvilket han vidste var dyrebart for hende. Der var også noget underholdt over gnisten i hans blik.

"Hvad end du kan give mig," sagde han så i udfordring. "Du ønskede dig en enhjørning. Jeg gav den til dig, men du sagde aldrig noget om at ville beholde den."

[Alissa Avery]

Det var ikke ligefrem en gave som de mange overdådige, Alissa fik fra sin familie - både den medfødte og tilgiftede, men alligevel efterlod den hende med et temmelig insisterende smil. Blikket spillede til ham, da hun slap et muntert fnys.

"Og hvad ønsker du dig så?"

[Constantin Montague]

Listen over hvad han ønskede sig fra Alissa var temmelig lang, men han vidste også at usynlige grænser hurtigt kunne tegnes op med ord eller distance.

"Et kys fra Alissa Avery," dristede han sig så alligevel. "Jeg er sikker på, at din husbond ikke har et problem med det, nu han går op i at du også skal få opfyldt dine behov."

[Alissa Avery]

Et mørkt bryn kravlede lidt op i porcelænspanden, før Alissa igen glattede det ud. Hun sendte ham et facetteret smil og trådte et skridt tættere på ham, glasset i den venstre hånd, mens den højre hånd sneg sig ind under det mørke stof og fandt staven frem.

Det krævede, at hun lukkede øjnene et sekund, før hun med bløde cirkler fik boblerne til at svæve op ad glasset, ligesom han havde gjort det. De forblev bløde, som de slyngede sig til en kvindekrop, ikke ulig hendes, der endte med at danse dukkefint op foran hans ansigt og placere et kys på hans næsetip.

Væsken var snart tilbage i hans glas, mens Alissa hævede brynene lidt over et spillende blik.

[Constantin Montague]

Da Alissa trådte tættere på, havde Constantin kriblende forventninger. Han var da også fristet til at række ud efter hende og berøre det mørke stof der svøb sig om hende, men da hun fandt staven frem indså han, at hun havde i sinde at bruge det samme trick mod ham, som han havde brugt mod hende.

Det var smart, men smagen af hans egen medicin, uanset hvor blød og smuk boblefiguren så end var, var ikke så sød som han forventede at Alissas mund ville være.

"Hvorfor beder du mig ikke om at give op?" spurgte han så. "Du nyder det her, Avery."

[Alissa Avery]

Alissa trak på skuldrene i en bevægelse, der sagde måske, mens resten af hende fra smil til det spillende blik røbede, at hun ikke bare nød det, hun svælgede i det. Smilede til ham med bløde læber, som han uden tvivl måtte fantasere om.

"Jeg er gift. Er det ikke i sig selv et tegn på, at du burde give op?" pointerede hun drilsk.

[Constantin Montague]

Constantin rystede hovedet i en direkte afvisning af hendes påstand. Øjnene vristede han ikke fri fra den mørkhårede skønhed. En kvinde der ikke underkastede sig. Det var måske en af de mange grunde til, at han var så draget af hende.

"Det ville jeg ikke mene. Monogami er en begrænsning."

[Alissa Avery]

Endnu en ting, Alissa sagtens kunne erklære sig enig i. Stod det til hende, faldt hun gerne i søvn hver nat med Hamish Buchanan på den ene side og Ailis C. Finnigan på den anden. Så kunne Constantin hives frem på en regngrå dag. Men den slags ideer var der ikke plads til blandt de få i samfundets top. Der var en pris at betale for et liv i overdådighed.

"Så, hvis det ikke begrænser dig, hvorfor skulle andet?" spurgte hun med et hemmelighedsfuldt smil.