As the snowflakes start falling, the memories start calling

[Matheo Rosier]

Matheo havde intet behov for at bringe det op eller forklare sig. Agnes skulle bare tage hans ord for det og omfavne det faktum, at det nu var dem mod resten af verden.

"Behøver du vide andet end at de er skyld i din omtågethed?" spurgte han hende så. Agnes havde selv gjort udtryk for, at der var huller i hendes hukommelse. At noget havde været forkert.

[Agnes Rosier]

Et sprut fra pejsen fik tiltrukket Agnes blik og hun lod sig fortabe i flammerne, mens han tabte. Hældte sig selv ud i pejsen og håbede, at hun sådan ville fordampe og blive til intet. Men ilden gav hende kun varme og hun slap en besejret udånding.

"Jeg ville ønske, du kunne være ærlig med mig."

[Matheo Rosier]

Agnes havde svigtet ham før. Ikke blot én gang. Matheo kunne mærke hvordan hendes ord, uanset hvor blide de lod sig udtale, fik kæbemusklerne til at spænde sig sammen under huden.

"Lad være med at antage, at jeg er uærlig," sagde han. Selvom stemmen ikke var høj, var der en bestemthed i tonen.

[Agnes Rosier]

Agnes' blik flakkede til de to andre elever i fællesstuen, men de lod ikke til at have bemærket noget underligt ved samtalen. Det fik hende til at sænke skuldrene lidt igen, selvom de blide kærtegn af hans hånd var holdt op.

"Du fortæller mig i hvert fald ikke den fulde sandhed," pointerede hun.

[Matheo Rosier]

"Jeg fortæller dig hvad jeg ved," insisterede Matheo og vendte blikket væk fra Agnes for en stund. Hun ønskede noget fra ham. Forklaringer, men hans forældre havde gjort hende noget, og han havde aldrig opklaret alle omstændigheder dertil.
Nej, han havde ønsket at cutte kontakten.

"Lad det være nu, Agnes."

[Agnes Rosier]

Og der var den igen. Matheo, der lukkede ned og holdt sandheden fra hende, men samtidig påstod, at intet var vigtigere end hende. Agnes betragtede ham lidt i tavshed, før hun fugtede læberne.

"Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov," citerede hun, kendt i de bibelske vers. "Det er Paulus' brev til Galaterne. Et løfte, jeg troede ville have en plads i vores ægteskab."

[Matheo Rosier]

Matheo havde ingen gudsfrygt, men brugte religionen som et redskab til at understøtte sig selv og deres pagt med hinanden. Derfor generede det ham, at høre Agnes recitering, da den på ingen måder hjalp ham.

"Jeg har ingen byrder længere. Aldrig har jeg været mere fri og tilfreds med hvor jeg er. Renset for alle der ville os ondt," fastslog han så med en kant i stemmen, om end den aldrig steg i volumen.

"Alligevel har du holdt dine fra mig før i tiden," mindede han hende om.

[Agnes Rosier]

Brynene trak sig sammen, men lige bag indignationen lå sorgen. Tabet af Simon Montague, der stadig lå som en sten om hendes hjerte. Det var nok til at gøre Agnes stum, indtil hun efter flere minutter trak hænderne til sig.

"Du vil holde det over mig resten af livet," konstaterede hun og så på ham. "Ikke sandt?"

[Matheo Rosier]

"Nej," svarede Matheo med det samme som hun havde fjernet hænderne fra ham. Han ville gerne have tvunget dem tilbage, men valgte at undertrykke behovet for en stund.

"Jeg vil ikke glemme det, men jeg holder kun dét over dig, som du forsøger at holde over mig."

[Agnes Rosier]

Agnes slog blikket væk og vendte i samme ombæring ansigtet i samme retning, så han ville have hende i en skæv profil. Men hun behøvede et øjeblik til at genfinde følelsesløsheden, der havde reddet hende.

"Du ville ikke være i tvivl, hvis jeg rent faktisk holdt noget af det over dig," mumlede hun for sig selv, muligvis lige akkurat højt nok til, at han ville kunne høre hende.

[Matheo Rosier]

Selvom Agnes havde gjort udtryk for at hun ikke huskede det, stod hendes ord klart ud i hans hukommelse. Ord der blev udtrykt i Orangeriet, hvor hun havde erklæret sin ligegyldighed med ham. Hvor hun havde holdt noget over hovedet på ham, han ikke havde gjort. Åh Agnes. Verden var styg, men han skulle nok redde hende.

"Så lad os lade alt det være fortid," endte han så med at sige og tog hendes hånd lidt fastere, så den ikke skulle undslippe hans igen.

"Og lad os undlade at snakke om den."

[Agnes Rosier]

Kæbemusklen spillede under den lyse hud og alt det, Matheo havde gjort for at gøre hende fortræd. Brylluppet fremstod stadig tåget og løfterne formet af følelser, hun ikke længere kunne identificere.

"De hårde ting i denne verden bliver ikke mindre hårde af at ignorere det," konstaterede hun, stadig uden at se på ham.

[Matheo Rosier]

Matheo ønskede ikke at bringe emnet ind på sine forældre igen eller Agnes fejltagelser. Især ikke hvis hun følte sig klemt ved påmindelsen om sidstnævnte. Han betragtede hende, hånden stadig tæt lukket om hendes.

"Vi skal affinde os med den. Komme videre," sagde han som et alternativ til at ignorere det. "Man sidder fast, hvis man ikke kigger fremad."

[Agnes Rosier]

Svaret prikkede til indignationen og Agnes sad som forstenet et par øjeblikke, der føltes som flere minutter, men nok kun var sekunder. Det var dog nok til, at hun med beslutsomhed trak hænderne fra hans.

"Uden fortiden er vi uden perspektiv," pointerede hun studst. "Tillid kommer ikke naturligt, når den før et blevet misbrugt. Det kan man sige for os begge. Vi burde kunne tale om det."

[Matheo Rosier]

Matheo var intet barn, selvom Agnes behandlede ham som et. Der var ikke længere en maman hvis skød han ville søge med sit hoved, når han ønskede bløde ord og strygende fingre i håret. En der kunne lede ham på vej.

I stedet ville Agnes have at de kørte fast i en mudret vej. Talte om ting, selvom ord gav ting tilstedeværelse og magt.

Han tog insisterende hendes hånd igen. "Så sig hvad du har brug for," sagde han. "Hvorfor er det at du ikke vil stole på mig, efter jeg har forladt min familie for din skyld?"