Så faldt knutten

[Nellie Broadmoor]

Det store vindue på syvende, nær trapperne der ledte henholdsvis op til løvehulen og ørnereden, gav en fremragende udsigt over udendørsarealerne. Man kunne tilmed se Quidditchbanen, dækket, ligesom resten af området, af et tyndt lag sne. Gennem de sidste uger var det blevet frysende koldt udenfor.

Nellie brugte dog udsigtspladsen i den brede vindueskarm til noget helt andet. En knut blev drejet ind og ud mellem fingrene, mens en lyserød tungespids fokuseret stikkede ud i venstre mundvige. "Forbandet," bandede hun, da den smuttede ud mellem hendes fingre og trillede, på siden, langs gulvet og hen for fødderne af ingen ringere end Marty MacFusty og gav hende et chok, der havde fået hende til lige at tage sig momentært til brystet.

[Marty MacFusty]

Marty havde netop været på vej ned af gangen for at søge mod løvehulen i tårnet på syvende sal, da en bronzemønt trillede ned af stenene og landede for hans fødder. Blikket havnede først på mønten som blev samlet op, før blikket løftede sig og endte på Nellie i vindueskarmen. Omgående trak det let i hans mundviger - også selv om det havde givet ham en mærkelig fornemmelse i mellemgulvet hver gang han så hende, siden deres sidste træningssession på Quidditch-banen.

"Hey, Nell." hilste han med en munter tone da han gik over til hende og rakte mønten tilbage til hende. "Du ved, hvis du øver dig i at slå plat eller krone, så skal mønten op i luften." Smilet bredte sig en anelse ved den spøgefulde bemærkning.

[Nellie Broadmoor]

Stemningen mellem dem havde klart været en anden. Der var tilmed gået noget tid, hvor de ikke havde smækket en ny aftale op, men Nellie havde måske haft brug for en lille break fra Marty. Eller for de der mærkelige fornemmelser, hun havde mærket i hans nærvær - grundigt punkteret af en særlig samtale.

Hun tog imod knutten med udstrakt hånd og trak kortvarig på den ene mundvige. "Du er plat," gav hun så dumt tilbage, før hun lænede ryggen ind mod vindueskarmen igen.

"Desuden er det ikke ligefrem noget man leger alene."

[Marty MacFusty]

"Det gør dig til kronen." kom det rapt tilbage med et spøgefuldt glimt i øjet. Det havde været mærkeligt omkring Nellie i det sidste, og måske var det lidt derfor han forsøgte at hitte ud i om tonen virkelig var en helt anden nu. Han håbede det ikke.

"Men spøg til side. Hvad laver du?" Tonen var oprigtigt nysgerrig.

[Nellie Broadmoor]

Okay, det var nu alligevel redt fedt at han vendte det om på den måde. Til hendes fordel altså. "Måske er det mit nye kaldenavn i stedet for Sweetflame?" foreslog hun så, da det tidligere kælenavn trods alt kunne medføre visse fortolkninger.

"Jeg øver et trick Milo Davies viste mig," fortalte hun så og puffede en lok væk fra ansigtet, før hun drejede knutten i sin håndflade en gang.

[Marty MacFusty]

Marty ville til enhver tid foretrække kælenavnet Sweetflame over Kronen, og var ikke sikker på hvor meget han brød sig om lyden af at Nellie ville bytte det. Til gengæld kunne han ikke rigtig være bekendt at holde fast i ét kælenavn, hvis hun foretrak et andet.

"Hvis det er hvad du hellere vil have." svarede han derfor med et uskyldigt trak i mundvigen. "Så undgår man da også forvirringen med drinken, når den kommer på markedet."

Øjenbrynene gled en smule op i overraskelse. Ikke så meget fordi det kom bag på ham at hun kendte Milo, men mere over at de kendte hinanden godt nok til at han viste hende tricks.

"Okay?" kom det nysgerrigt fra ham, og han rykkede en smule tættere på. "Og tricket involverer altså mønten?"

[Nellie Broadmoor]

Ordlyden var klart ikke overlegen i det nye kaldenavn, men Nellie vidste ikke om det var bedre bare at få visket tavlen ren med Marty. For der var et-eller-andet ændret i deres relation, og det var ikke kun fordi vejret var koldere og de sås mindre på banen.
Hun endte da også bare med at trække lidt på skuldrene, selvom hun smilede over hans markedsbevidsthed.

Hun så hvordan hans bryn gled op, da hun nævnte Milo - hans kammerat. Og måske, et eller andet sted, håbede hun, at han tolkede det på en særlig måde.

"Mhm. Har han ikke vist dig det?" spurgte hun så og tiltede hovedet en kende på skrå. Snart klappede hun dog i den brede vindueskarm ved sin side, som tegn til at han kunne sætte sig, for bedre at se hvad hun lavede. "Det er noget i den her stil. Det ser selvfølgelig sejere ud når han gør det."
Og så forsøgte hun, ikke voldsomt overbevisende, at trylle knutten ud af Martys øre.

[Marty MacFusty]

"Han har ikke vist mig sådan et trick." lød svaret. Det eneste 'trick' han vidste at Milo var i stand til, var ikke ét han kunne dele med Nellie, selv hvis han ville. Det gav ham alligevel en bitter smag i munden at de to åbenbart var bedre venner end han først havde antaget. I hvert fald nok til at hun anså noget Milo havde vist hende som sejt.

Han sagde dog ikke noget om dét, men indfandt sig i stedet på vindueskarmen ved siden af hende og fulgte mønten nøje med blikket. Og selv om tricket måske ikke var det mest overbevisende, blinkede Marty alligevel en gang da hun 'fremtryllede' knutten fra hans øre.

"Vent lidt... what? Hvordan gjorde du det?"

[Nellie Broadmoor]

"Stavløs magi, MacFusty," Lød det fra Nellie som blottede tandrækken en kende over, at han tydeligvis havde været forbløffet over hendes fingerfærdighed, trods den på ingen måde havde kunne måle sig med den Milo havde præsteret.

"Blink lidt ekstra med øjnene til Davies, og så viser han dig måske hvordan."

[Marty MacFusty]

Stavløs magi var i forvejen avanceret nok, men Marty havde indtrykket af at det ikke rigtig havde noget med sagen at gøre. Det var nok snarere noget med fingerfærdigheder - men han havde stadig ikke lige kunnet se, hvordan hun havde ført mønten.

"Var det sådan, du fik ham til at vise dig det?" spurgte han. Tonefaldet lød spøgefuldt nok til at man måske ikke lige ville tænke en ekstra gang over spørgsmålet. Men blikket på hende var måske en smule mere granskende. Som forsøgte han at læse noget i hendes reaktion på spørgsmålet.

[Nellie Broadmoor]

Øjnene gled op for at kollidere med Martys, før hun lukkede fingrene tættere om knutten. Hun havde ikke rigtig selv tænkt over sin egen formulering omkring medkollegianeren, men noget ved Martys spørgsmål, fik hende måske til at være fristet til at lege videre med tanken. Ja, selvom han ikke umiddelbart lod til at være rørt af det.

"Det var næppe nødvendigt," svarede hun så i et falsk narrativ om, at hun ikke havde tigget og bedt Milo om at lære hende tricket, men at han bare havde indviet hende. Måske fordi hun potentielt var lidt mere end cool, eller hvad end Marty havde beskrevet hende som til sin søster.

"Jeg tror gerne han ville imponere mig." Løgn. Det anede hun intet om.

[Marty MacFusty]

Marty havde i udgangspunktet allerede haft et issue med tanken om Nellie som lokkede et trick ud af Milo ved at blinke med øjnene. Det blev næsten kun værre ved tanken om at det ikke engang havde været nødvendigt. Det fik ham til at stille endnu flere spørgsmål han ikke havde lyst til at vide svaret på, og som gav et ubehageligt sug i maven.

"Ah." lød det, måske en smule punkteret fra ham. En trang til at udspørge Milo Davies om der foregik noget mellem dem, men han bed den i sig. "Virkede det så?"

[Nellie Broadmoor]

Nellie vidste ikke hvor behovet kom fra. Eller jo, hun havde sine anelser. Alligevel sad hun bare her i den brede vindueskarm og fabrikerede historier om, at Milo Davies muligvis var interesseret i hende, uden at sige det voldsomt eksplicit. For nu, var hun lidt fanget af løgnen.
Ja, og var også temmelig optaget af, at forsøge at finde ud af om den påvirkede Marty den mindste, lillebitte smule.

"Ellers sad jeg nok ikke og øvede tricket," sagde hun så bare og forsøgte at trække henkastet på skuldrene.

[Marty MacFusty]

Svaret gav mening. Han hadede at indrømme det, men det gjorde det, og kendsgerningen gav ham en bitter smag i munden. Han endte også bare med at give en intetsigende lyd fra sig, som udelukkende tjente som formål at vise hende at han havde hørt hende. Han endte også med at læne sig en smule mere op ad vindueskarmen, før blikket faldt på knutten i hendes hånd.

"Vil du vise mig tricket?" forsøgte han. Han kunne helt sikkert have spurgt Milo, men lige dér og da havde han ikke helt lyst til at tale med kammeraten.

[Nellie Broadmoor]

Nellie kunne vel godt bare vise ham det. Til den grad hun da selv kunne mestre det, hvis overhovedet. Alligevel endte hun med at sende ham et kryptisk smil.

"Kun tryllekunstere må give det videre, og det kan jeg vist ikke prale med at være endnu," Heks, jovist, men Milo havde næsten fremstillet det som en lille loge.