Where hope is left incomplete

[Matheo Rosier]

Selv. Matheo rystede på hovedet, som var Agnes blot fjollet for at komme med et sådant forslag. "Der er ikke noget selv længere. Jeg lader dig ikke bare rende rundt alene. Ikke når noget har taget skade." Ved de ord, rørte han hende blidt ved tindingen, for at illustrere hvad han mente.

"Du glemmer ting. Jeg kan ikke risikere at du glemmer mig."

[Agnes Rosier]

Agnes havde allerede åbnet munden for at tage til genmæle med indignation, men nåede aldrig dertil, da Matheo i stedet rørte hendes tinding. Blikket flakkede afslørende, som alt, der var hende, igen blev betvivlet.

"Der er ikke noget, der hedder, at du lader mig eller ikke kan risikere," indvendte hun og prøvede at holde fat i dén tanke. "Jeg har bare brug for at tænke. Lad mig nu ..."

[Matheo Rosier]

Fingrene faldt fra hendes ansigt, mens hun modsagde ham igen. Matheo kendte sin rolle i ægteskabet. Som hendes mand, der gerne måtte kræve noget af hende.

"Hør Agnes," sagde han, som forsøgte han at rationalisere med et barn. "Du rendte væk fra mig med en knægt, der nu har valgt en anden end dig. Jeg vil ikke lade dig være alene. Du har allerede haft tid og plads. Nu er vi gift, og du skal lade mig være ved din side."

[Agnes Rosier]

"Nej, jeg skal ej," udbrød Agnes og greb om dørhåndtaget. Hun kunne ikke finde hoved og hale i noget længere, og pletterne begyndte at danse for hendes blik igen. Tættere og tættere. Hun prøvede at få dem til at forsvinde ved at ryste på hovedet.

"Matheo, jeg beder dig pænt." Hun drejede det.

[Matheo Rosier]

Matheo smækkede en hånd på døren, så snart han hørte Agnes dreje håndtaget. Han holdt den tæt lukket, mens han stod der: tæt på hende og nærmest tårnende. 

"Og jeg beder dig om, at forstå at jeg vil dig det bedste. Og at det bedste er, at du bliver ved min side, selvom du virker så fokuseret på at forlade den," lød det fra ham.

[Agnes Rosier]

"Jeg hár forladt din side," mindede Agnes ham om. Hun følte sig meget lille, stående dér i sin natkjole over for tårnende Matheo. Men det var længe siden, at hun havde følt sig helt sikker sammen med ham, indså hun.

"Matheo, jeg elsker dig, men jeg vil ikke være gift med dig. Og jeg vil ikke være holdt fanget på det her sjæleløse værelse, fordi du nægter at acceptere det. Du bliver nødt til at lade mig gå."

[Matheo Rosier]

Matheos øjne blev knebet en kende i, mens han betragtede hende. Fingerene, låst fladt mod døren, blev hviderne omkring neglene på grund af den insisterende, konstante trykken.

"Nej," protesterede han. Stemmen var foruroligende rolig i tone, men der var også noget meget bestemt over måden hvorpå stavelsen faldt. "Det er uomvendeligt."

[Agnes Rosier]

De røde bryn trak sig tættere sammen. Nok lignede drengen foran hende den dreng, der havde taget sig af hende på natten for hendes mors død og hver dag siden. Agnes slap en udånding.

"Det her er ikke dig, Matheo. Ikke den Matheo, jeg kender," konstaterede hun med bekymring i stemmen. "Du er omsorgsfuld og tålmodig. Du har gjort så meget for mig og bekymret dig så meget for mig velbefindende. Hvorfor er det anderledes nu?"

[Matheo Rosier]

Matheo havde altid været fængslet af Agnes renhed, men ikke den her hellighed. Som forsøgte hun altid at få ret og male ham som skurken i hendes narrativ, selvom deres nu var kædet sammen.

“Jeg bekymrer mig for dit velbefindende. Lad være med, at få det til at lyde som om jeg ikke gør,” irettesatte han hende med det samme, som var hun uforskammet for at antyde det. “I går sagde du, at du var ligeglad om mig og Simon Montague dræbte hinanden. Selvom du påstår at du intet husker, er der et mørke i dig Agnes. Og det mørke vil jeg beskytte dig fra.”

[Agnes Rosier]

Uanset hvad Matheo sagde, holdt han hende stadig fanget på et lille, snusket kroværelse. Agnes havde tænkt sig at protestere, men enhver protest sev ud med pusten, der forlod hende.

“Hv-” Hun spilede øjnene op, før hun tog et par vaklende skridt bagud og sank ned på den polstrede stol. Blikket flakkede, men minderne udeblev. Og skammen vendte tilbage, for måske havde hun et mørke i sig. Matheo havde trods alt passet på hende og beskyttet hende fra enhver fare, han havde vurderet tilstedeværende. Måske hun havde behov for én, der beskyttede hende fra mørket i hendes indre. Måske det var det mørke, der slugte hendes minder?

Hun sagde ikke mere, men så blot op på sin husbond med store øjne og et blik, der var gradvist mere og mere fortvivlet.

[Matheo Rosier]

Først nu, forsøgte Matheo ikke, at holde døren lukket. Nej, for nu veg Agnes den modsatte vej mod en polstret stol. Øjnene fulgte hende, præget af intensitet, trods der var noget mekanisk over måden han bevægede hovedet i hendes retning på.

Som Agnes´ fortvivlelse satte sig og malede hendes udtryk, mærkede Matheo sig selv slappe mere af. For det var den skrøbelige Agnes, svækket og trist, som han havde forelsket sig i. Som han kunne kontrollere.

Han gik hen til hende og bukkede knæene, så han kunne sætte sig på dem på gulvet foran hende. Hænderne bevægede sig op for at finde hendes og lukke sig om dem. "Trods alt det, vil jeg beskytte dig Agnes. Værne om dig og tage dig herhen, hvor mine forældre ikke kan gøre dig ondt."

[Agnes Rosier]

Agnes vidste ikke, hvad hun skulle føle på længere - eller om hun overhovedet kunne stole på sine følelser. Efter moderens død var det Simon Montague, der havde vækket dem fra dvalen. Som hun sad der med Matheo og et knust hjerte, kunne hun ikke med sikkerhed erklære, at det var det værd.

Det var med tomhed i blikket, da det faldt på Matheos hænder, som de lukkede sig om hendes. Hun lod det ske, så til i tavshed. Og så nikkede hun sløvt, blikket stadig vendt ned.

[Matheo Rosier]

Matheo knugede hendes hænder i sine egne i noget tid og sagde ikke yderligere for en stund. I stedet hævede han blot hendes hænder mod sin mund, for at presse et blidt kys mod fingrene.

"Jeg lover dig, at vi nok skal finde ud af det hele. Sammen," sagde han, med en større blidhed nu.