It's time the fat cat had a heartattack

[Cillian O'Callaghan]

Cal lod sig ikke så let aflede, at han ikke var fuldt ud bevidst om, at hun ikke svarede. Han gravede dog ikke mere i det der, men satte i bevægelse igen, da hun faldt tilbage ind på linje.

"En, der kan blive vigtig," svarede han, mens blikket som altid gled opmærksomt rundt. Som altid sad informationerne ikke løst på ham og det var så inkarneret i ham, at han ikke tænkte over det. I den grad han nogensinde var ubevidst om sine handlinger.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke jaloux eller besidderisk af natur, men havde derimod altid elsket sin frihed til en sådan grad, at hun havde prioriteret den over relationer. Hun ville aldrig indrømme, at det var det, der kortvarigt flaksede i brystet på hende.

"Hm," blev hendes eneste svar. Hun havde bestemt mere at sige, men kommenterede ikke videre på det og læberne var bare en smule strammere, som hun fulgte ham.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog ikke hendes svar for mere end accept og analyserede ikke på det, men førte hende blot med sig ud i baglokalet. Ud til det område, hvor han selv, for længe siden, havde vist Dominique rundt.

Et par af de optrædende kvinder hang der og han hilste elskeligt på dem, sådan som han altid gjorde, før de nåede frem til en kvinde i starttyverne. Blond, køn, tilsyneladende nysgerrig.

"Agnete," både hilste og præsenterede han. "Jeg vil gerne have, at du møder Dominique. Hun er sceneansvarlig på Kimæren." Han så på sin hustru, nikkede let i anerkendelse og så tilbage på den unge kvinde.

[Dominique O'Callaghan]

Gennem det sidste halvandet år havde Dominique fundet sin egen rytme på Kimæren og var ikke så uinvesteret, som hun havde en tendens til at se ud. Lige i det øjeblik havde hun dog mere vigtige ting at tage sig til end at tale med den unge kvinde, som på alle vis mindede hende lidt for meget om, hvordan hun selv var mødt op der engang.

"Enchantée," hilste hun med et afmålt nik, før hun så tilbage på Cal for at finde ud af, hvorfor det havde hastet. Og lige pludselig var et fællesforetagende.

[Cillian O'Callaghan]

Eftersom Cal aldrig havde fået nogen forklaring på, hvad hun havde, der var vigtigere end at passe det arbejde, han havde givet hende, havde han ingen skrupler og han tog sig heller ikke af det inkvisitoriske i hendes blik. Mrs. Chrutchly havde også været brysk og kalkulerende, men unægteligt på den anden måde end Dominique. Det var syv år siden han havde præsenteret den unge Gabrielle for den nu pensionerede sceneansvarlige, men han huskede det endnu. Måske særligt i dette øjeblik. Det var nøjagtigt samme fremgangsmåde.

"Dominique vil sørge for, at du falder til og sætte dig ind i, hvordan det foregår. Foruden det, jeg allerede har fortalt dig, naturligvis," fortsatte han og rettede blikket mod den unge kvinde, der så tilbage på ham med nysgerrige, blå øjne og det var åbenlyst, at hun var mere tryg ved ham end kvinden ved hans side. Han selv så på sin hustru og skød et bryn ganske let op.

[Dominique O'Callaghan]

Det var altid med kritiske øjne, at Dominique tilstå nye dansere, men det var næsten mere kritisk nu, som hun så mellem dem. Det endte ved den yngre kvinde, som hun betragtede med forbehold.

"Og hvis du har brug for noget fremadrettet, er det mig, du henvender dig til," tog hun over og lagde en hånd over Cals ene skulder. "Mr O'Callaghan har andet at se til." Mundvigene blev tvunget let op.

[Cillian O'Callaghan]

Cal trak sølvetuiet frem og rettede blikket ned mod det, mens han fiskede en cigaret ud. Så landede Dominques hånd på hans skulder og hans læber kurvede ganske let, klubejerens indtagende mine på plads.

Han tiltede hovedet let, medgivende og fugtede læberne, før han placerede cigaretten mellem dem. Han sagde ikke Dominique imod, uanset at han ikke var blind for et snert af skuffelse i kvindens ansigt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke kun Cal, der så skuffelsen i kvindens ansigt. Dominique stoppede tomlen på den frie hånd i at pille ved en neglerod og trak i stedet fingrene gennem håret langs hovedbunden. Det var ellers ikke ofte, for ikke at sige aldrig, hun brugte magien i sit blod. Men hun havde selv engang været en ny danser, der stod over for Cal - og hun havde ingen intentioner om at lade sig udskifte andre steder end på scenen.

"Tag til Madam Malkins og få taget dine mål," gentog hun, ubevidst en komplet spejling af de ord, han engang havde sagt til hende, men nu rettet mod en anden.

"Hun ved, hvad der er nødvendigt."

[Cillian O'Callaghan]

Cal mærkede effekten af Dominques magi som en rislen ned over rygraden og det trak i ham, selv efter års erfaring med at modstå det. Måske burde det gøre ham utilfreds, at hun benyttede sig af det nu, men det var snarere det modsatte, der var tilfældet.

Trækningen ved hans læber blev dog skjult af et drag mere af cigaretten og han slap en dæmpet, bifaldende lyd.

"Stephanie," kaldte han roligt og drejede hovedet, blikket mod en af de andre dansere. Hun så op med det samme. "Sørg for, at Agnete får en rundvisning."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var allerede færdig med den nye danser, før hun kastede et stjålent blik tilbage på klubejeren. Det var dét, der skulle til for delwillien atter at vifte den subtile magi fra gennem lokkerne, før hun lod hånden falde fra hans skulder.

Blikket, hun lod dvæle i Cals, var intenst og indtrængende, før hun gik helt tæt på ham udelukkende for at passere forbi med kurs mod hans kontor.

[Cillian O'Callaghan]

Cals næsefløje udvidede sig ganske let og han mærkede det forførende træk, der bød ham at gøre unævnelige ting. Netop derfor blev han stående en kort stund, primært for at vide, at han kunne.

"De damer," bød han da med et lille vip med hagen, før han satte cigaretten mellem læberne, tog et drag og fulgte i den retning Dominique var forsvundet.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ikke tålmodig at natur, men hun formåede at se sådan ud, som hun sad og slangede sig over Cals skrivebord, hvor hun havde skubbet tingene lidt af vejen. Hun havde netop viftet en tændstik ud, da han gjorde hende selskab, og hun pustede røgen til side, følgende det med blikket, før hun rettede det mod ham.

"Kom her," bød hun, selvom det sagtens kunne lugte af noget mere bestemt.

[Cillian O'Callaghan]

Cal nærmede sig uden nogen klar viden om, hvorvidt han gik ind til et møgfald eller det modsatte. Det var spændingen ved livet, kunne man vel sige og han tog det med stoisk ro.

Hans blik gled over hende, utilsløret og ganske langsomt. Et mørkt bryn skød let op, men han nærmede sig roligt og med et bevægelsesmønster, der afslørede, at han aldrig havde været aristokrat.

"Er det en ordre?" spurgte han interesseret, uagtet at han ikke var i tvivl.

[Dominique O'Callaghan]

"Ja," svarede Dominique simpelt, konstaterende, men i blikket lå noget besidderisk og ulmede. Følelsen var så fremmed, at hun ikke engang identificerede den. Hun mærkede blot, at hjertet slog hårdere og blikket fulgte hver en bevægelse, hvert lille træk.

"Var du i tvivl?"

[Cillian O'Callaghan]

Der var den mindste lille snert af nysgerrighed i Cals blik og udelukkende fordi han tillod det. Det rykkede ganske let ved hans læber og han tog et sidste drag af cigaretten, før han standsede ud for hendes knæ. Ikke helt på.

Hans blik fulgte bevægelsen, da han rakte ud og slukkede cigaretten og først da tog han det sidst skridt hen til Dominique. Hans fingerspidser lagde sig mod bordpladen på hver side af hendes lår.

"Nej," svarede han roligt og lod blikket glide ned over hendes ansigt, før det fandt hendes øjne igen. Så skød et bryn let op. "Bør jeg være bekymret?"